10
jun

Var det urdans og urskrig fra Heartland Festival?

Marina Abramovic og Tal R på Heartland FestivalHvis du live-streamede dagens artist talk mellem Tal R og Marina Abramovic fra Heartland Festival, kunne du se, hvordan de to kunstnere fik hele teltet til at danse og skrige.

Der var perfomance art improvisering fra Tal R og Marina Abramovic på Heartland Festival i dag, hvor moderator Tine Colstrup, blev sat på noget af en prøve. Alle aftaler om interviewets form blev ’over ruled’ af begge kunstnere, der straks begyndte at flytte rundt på scenens møbler og blomster. Derefter bad de om at få spørgsmål fra publikum. Undervejs blev det så både til en fællesdans, da Tal R spillede lidt af den musik, han finder uinteressant og senere igen blev det til et fællesskrig på foranledning af Marina Abramovic.

Hun tilføjede lidt hands-on viden om hvordan tibetanske munke arbejder med vreden:

  • Hvis du er vred: koncentrer dig, luk øjnene og tag en dyb indånding. Hold vejret i så lang tid, at du næsten er ved at besvime. Derefter er du så glad for at få frisk luft, at du glemmer, du er vred.
  • Hvis du er modtager af vrede: sørg for at ændre rytmen eller skift plads. Hvis du beder den vrede person om at skifte plads, så vil meget af vreden forsvinde alene ved at skifte plads.

En kort stund tog kreativiteten over og snakken nærmede sig hastigt det ligegyldige, men så begyndte den alligevel at tage en form, hvor vi fik et kig ind i de to kunstneres tanker, baggrund, følelser, liv og ikke mindst ’failures’. Netop ’failures’ syntes at være et tema, der gik igen fra de spørgsmål publikum stillede.

Som Marina hurtigt og modigt svarede, er hendes største ‘failure’, at hun ikke er lykkedes med de helt normale ting i livet: at finde en mand, blive gravid og få børn.

Samtidig fik vi et indblik i hendes liv og hendes opvækst med en streng mor.

Tal R formåede at følge lidt med Marina, som jo her var i sin vante form med performance art. Han fortalte, hvordan der allerede inden hans fødsel i Israel, var en forventning om, at han ville blive soldat og kæmpe for sit land. I lang tid havde han ingen ambitioner om at blive kunstner. Kunst, kultur, musik og malerier var noget pjat, når man kunne blive soldat. Godt det ikke gik sådan for ham.

Her kan du live-streame fra Heartland Festival. Se også kalenderen for musik og artist talks her.

Se også denne interessante video om Marina Abramovic, hvor hun finder ud af, at hendes strenge moder i det skjulte, var utrolig stolt af sin datter.

10. juni 2016

25
okt

kreativitet og forfængelighed

Verdens mest eksklusive website

En fræk idé blev til et viralt koncept, selvom fotografen nægtede at sælge sit foto og Twitter satte hælene i. Her får du en beretning om et viralt projekt, der prikker til vores nysgerrighed og forfængelighed.

En indgang til et ukendt sted, en bagdør der lokker og en teaser tekst, der skaber forventning. En hemmelig klub? En loge? Et eksklusivt selskab? Hvad gemmer sig bag de lukkede døre og hvordan får jeg adgang?

Jeff Greenspan er efterhånden blevet synonym med virale koncepter. Han formår at skabe opmærksomhed ved at lege, drille og dreje på vores behov for selviscenesættelse, vores holdning til patriotisme og andre mere eller mindre politiske emner. Og så forstår han, at vi drives af forfængelighed, nysgerrighed og frygten for, at gå glip af noget.

Et af hans mest virale og omtalte projekter blev lanceret tilbage i 2009, men det er stadig legendarisk, fordi det i den grad taler til vores nysgerrighed og forfængelighed. Projektet er The Worlds Most Exclusive Website – og hvem vil ikke gerne høre til verdens mest eksklusive klub? Han kalder det selv for et socialt eksperiment.

Eksklusivt koncept

Websitet består af 9 døre eller login. Hvert login giver dig adgang til et rum med en ny dør. Du logger ind med din twitterkonto, og i samme øjeblik afleverer du information om hvor mange følgere, du har på twitter.

SEO beskrivelsen til websitet lyder: Granting permission simply confirms if you are a verified user and how many followers you have. Nothing else.

Og dog så kigger websitet også på dit antal af følgere. Hvis du har nok følgere, er du eksklusiv nok til at åbne døren. Derefter kommer du videre til næste rum, hvor du kan ’mingle’ med andre, der er ligeså eksklusive som dig selv. Eller du kan gå direkte til dør nr. 2, 3, osv indtil de få udvalgte, med mange følgere, måske kan nå til at åbne den sidste dør. Fakta er dog, at inden nogensinde er nået så langt som til niende og sidste dør.

I starten auto-tweetede projektet på din twitter: You did not make it to room no. 3
– etc. men Twitter syntes ikke det var en god ide. Derfor blev funktionen droppet igen.

Det var ikke nok at have en twitter konto – den skulle også være verificeret. Var den ikke det, blev brugeren sendt direkte til et website for en lille italiensk restaurant. Deres website blev lagt ned den første weekend, fordi der var så mange besøgende, der blev ledt til deres site.

 

Kreativitet der sælger sig selv

Allerede i visualiseringsfasen stødte projektet på udfordringer. Jeff havde fundet et indgangsfotografi, som var ret populært, men i øvrigt slet ikke til salg. Det var ikke et simpelt stock foto, men et fotografi, der rummede præcist den sanselige stemning, Jeff ønskede som indgang til sit virale projekt.

Indgangsfotografiet til konceptet, der er en genial, kreativ ide udformet i et ganske simpelt website, er et af de mest efterspurgte fotografier, taget af Marc Sullivan. Han har fået utallige forespørgsler på interesserede købere, men har/havde vænnet sig til at give afslag til dem: ’Alle vil købe det fotografi, men det er ikke til salg’ lød standardsvaret også til Jeff Greenspan. Se fotografiet her: Nightstalker

Det lod Jeff sig dog ikke sådan lige stoppe af, så han valgte at kontakte Marc og fortælle ham om det projekt, fotografiet skulle bruges til. Marc var vild med konceptet og gik med til at lade Jeff bruge fotografiet helt gratis. Et eksempel på hvordan den kreative ide kan sælge sig selv.

Og hvordan gik det så med projektet?

De mest kendte

Siden havde mere end 125.000 besøg i løbet af den weekend sitet blev lanceret. Der var flere kendisser forbi, men også brands som Dr. Pepper. Det menneske, der er nået længst igennem de 9 døre, er kendt for at være kendt. Det er ikke en kendt og dygtig sanger, skuespiller, atlet, fodboldspiller, præsident eller forfatter. Det er en person, der forstår selviscenesættelse til perfektion. Måske har du gættet hvem det er? Ellers kan du se mere på websitet her, der giver adgang til en film med info om projektet.

Og Jeff fortsætter med at pirre vores nysgerrighed i afslutningen af filmen, hvor vi får oplyst, at der stadig er 2 rum, der aldrig er blevet åbnet.

Can you get in?

Jeg oplevede Jeff Greenspan tale ved den grafiske festival Reasons to be Creative i Brighton.

14
okt

kreativitet og vedholdenhed

Fiks din ledning med Sugru

Det skal være magisk! Sådan lød kravet til det produkt en irsk designer, havde sat sig for at skabe. Her får du en beretning om kamp, hårdt arbejde, tro og vedholdenhed på vejen til et produkt, der endte med at blive magisk.

Det var et rent tilfælde, at den irske designstuderende Jane ni Dhulchaointigh faldt over et magisk produkt. Hendes medstuderende lavede smukke, spektakulære og kreative design. Men Jane lavede bare grimme klumper af kombinerede materialer, der mest af alt så lidt komiske ud. Hun havde ikke helt sat ord på, hvad hun ville opnå med sine forsøg, men hun vidste, at hun gerne ville være med at skabe en verden med mere genbrug og mindre brug-og-smid-væk kultur. Målrettet var det omend ikke helt afklaret, så hun fortsatte med at kombinere forskellige materialer. Ofte blev det bare smidt ud bagefter. Grimt og ubrugeligt, som det var.

Lige indtil hun en dag kom tilbage til arbejdslokalet efter frokosten for at erfare, at hendes grimme misk-mask af materialer var hærdet til en hård klump henover frokosten. Materialet var gået fra en modellervoks agtig tekstur, der kunne formes og modelleres, til en hård men dog gummiagtig klump. Hun indså ret hurtigt, at hun havde opfundet et materiale, hun ønskede at gå videre med.

Produktudviklingen

Med støtte fra en fond, fik hun midler, om end få, til at eksperimentere med sit materiale. Faktum var, at hendes klumper lugtede rimelig dårligt, og i øvrigt også var ret grimme: brunlig-beige med savsmuld og andre elementer. Og netop derfor, var det heller ikke særlig rart at arbejde med imellem fingrene. Sådan et materiale ville hun aldrig kunne sælge som et produkt. Men hun havde dog indset, at et produkt der kunne modelleres fast til noget og derefter hærde og dog bevare lidt elasticitet, var værd at bringe ud i verden. Det var en slags lim, der kunne formes og stivne.

Derfor begyndte en lang 7-årig proces med at eksperimentere med materialet i et selvbygget laboratorium. Dag ud og dag ind med mislykkede forsøg og hårde økonomiske vilkår.

Det til trods, nægtede Jane, at gå på kompromis med sin oprindelige ide og vision om, at produktet skulle være magisk.

Årets DIY produkt

Flere år og utallige forsøg senere, har Jane i dag opnået sin vision om et magisk produkt. Hun har opfundet silikonegummiet, der hærder over tid. Produktet er i år kåret som årets bedste DIY produkt, det hedder Sugru – der er et irsk ord for leg – og det kan købes i bl.a. Panduro Hobby her i Danmark.

Og netop som jeg har færdiggjort dette blogindlæg, går det op for mig, at jeg har brug for Sugru til et af de områder, Jane foreslår det brugt til: min strømledning har været rullet og mast så mange gange, at det beskyttende plastik omkring den, er bristet. Lad mig lige sætte lidt Sugru på, så ledningen holder i ekstra lang tid. Thank you Jane!

Og så vil jeg samtidig teste om selve materialet kan bestå min næste test, der er en redning af mit yndlings Eva Peroni hårsmykke, som har ligge i 4 år og ventet på Sugru.

Jeg oplevede Jane på den grafiske festival Reasons to be Creative i Brighton, hvor hun fortalte sin meget personlige beretning om kreativitet og vedholdenhed.