16
nov

Julia Morgan sagde ja til opgaven

Hearst Castle idyl af Julia Morgan

Da William Hearst ville realisere sin store livsdrøm, måtte han gå fra den ene hovedrystende arkitekt til den anden. Ingen turde binde an på det overdådige projekt. Men så mødte Hearst arkitekten Julia Morgan, der sagde ‘ja’ til opgaven.

Hearst Castle er en blanding af arkitektur inspireret fra blandt andet Grækenland, Italien, England, Ægypten og fra Hollywoods filmindustri. Det en slags fusions-arkitektur, der flere steder stikker af og bliver bizar, men der er også perler imellem, som er helt unikke.

Hovedindgangen til Hearst Castle

Det særegne slot blev bygget i Hollywoods storhedstid og har haft prominente gæster som Charlie Chaplin, Greta Garbo, Clark Gable og Cary Grant. Inspirationen til mange af detaljerne, er hentet fra Hearst barndom, hvor han rejste i Europa med sin mor. Slottet er en slags blanding af hans erindringer og viden fra rejserne. Der er ikke noget less is more over Hearst Castle.

Hearst Castle udefra

Hearst Castle består af flere bygninger, her ovenfor Casa Grande, der rummer hele 115 værelser og 38 badeværelser. Her boede William Hearst med sin elskerinde Marion Davies afsides og dog ofte med huset fuld af prominente gæster fra filmens verden. Der var også besøg fra Winston Churchill og flere andre højtstående politkere og embedsmænd, ligesom også George Bernhard Shaw og Howard Hughes kiggede forbi det enorme palæ. Her en liste over de kendte, der har nydt de spektakulære forhold, den friske luft og den skønne udsigt.

Hearst Castle udsigt

En fortryllet bakke

Hearst Castle, der oprindeligt fik navnet La Cuesta Encantada (The Enchanted Hill) ligger i fantastisk smukke, naturlige omgivelser i Californien i amtet San Luis Obisbo. Det er idyllisk, overdådigt og lidt for meget. Præcist som en vaskeægte Hollywood produktion. Her inviterede avis- og medieejer William Randolph Hearst prominente gæster fra filmens verden på retreats i sit afsides og rolige palads.

Hearst Castle tennisbane

Der var alt hvad hjertet kunne begære med tennisbaner, udendørs og indendørs pools, riddersal til de store middage, solterrasser til alle sider, en smuk have, en stor biografsal, gæsteboliger og en privat zoo. Her nedenfor ses en af de mange solterrasser, der har et ganske specielt mønster i den måde fliserne er lagt op på. En blanding af flere stilarter, farver, udtryk og tekstur.

Hearst Castle solterrasse

Her nedenfor et foto af esplanaden, der løber rundt om Casa Grande som hovedbygningen hedder. Her boede Hearst selv med sin elskerinde igennem mange år. Esplanaden indbyder i sit design til en løbetur, et cykelløb, stafetløb eller blot en slentrende tur rundt i selskab med de mange forskellige planter, der udgør haven i Hearst Castle.

Esplanaden rundt om Hearst Castle

The Roman Pool

Et udstyrsstykke af pragt, overdådighed, keramikfliser, mønstre og lys. Denne pool / spa oplevelse må være enhver kvindes drøm at træde ind i. På billedet nedenfor ses udsprings-podiet midtfor til dem der ville tage en dukkert ned i den enorme pool, der er 25 meter lang og 3 meter dyb. Jeg ville gerne…..

Forbløffende smuk Roman Pool fra Hearst Castle

Det er ikke svært at forestille sig hvordan flere smukke Hollywood starletter har nydt poolen og området, der lå lidt afsides fra hovedhuset. På taget af The Roman Pool er der anlagt tennisbaner, så arealet udnyttes maksimalt. Her er der keramikarbejde for millioner af dollars og måske har Buster Keaton, Greta Garbo og Erroll Flynn taget mere end en enkelt dukkert i dette blå, univers.

The Roman Pool

The Roman Pool er også bevis på, at stilarterne af og til stak af for Heart og Julia Morgan, der rådgav og samtidig forsøgte at følge med de ideer Hearst fik. Tænk på hvad dette rum ville blive uden de hvide lamper, hvide statuer og underlige hvide vinge/bølge gelændere til trapperne op fra poolen. Det ville være smukt og stilrent uden de elementer. Men dermed ville det ikke være et Hearst-Morgan designstykke.

The Neptune Pool

Desværre var restaureringen igang på The Neptune Pool, da jeg besøgte Hearst Castle, så den var tømt for vand og i stedet fyldt med stilladser og materialer. Men der findes mange virkeligt smukke fotografier af poolen af andre gæster og fotografer – se her i en Google billedesøgning. På billedet nedenfor har jeg fotograferet omgivelserne omkring poolen.

Arealet omkring The Neptune Pool
Introbilledet til denne blog artikel viser solterrassen rundt om The Neptune Pool. Den er 32 meter lang og 1-3 meter dyb. Da den var i brug af Hearst og hans gæster, var den opvarmet.

The Neptune Pool af Julia Morgan

De kendte gæster kunne dyrke forskellige aktiviteter og nyde livet i løbet af dagen, hvor Hearst selv arbejdede, og så ville de alle mødes til middagstid og nyde en lækker middag, samtaler samt vin og andet godt inden sengetid. Spisesalonen nedenfor minder mest af alt om en riddersal. Hearst sad altid på den samme plads og var omgivet af husets prominente gæster omkring langbordet.

Spisesalon fra Hearst Castle

Hearst mente ikke, at man skulle fordrive hele sin dag væk, og derfor blev der f.eks. aldrig serveret alkohol i løbet af dagtimerne. Med intet mindre end 96 virksomheder var Hearst selv en utrolig flittig og arbejdsom herre. Hans kunst- og antikvitetssamling er imponerende i samtlige rum i huset.

Hearst Castle indenfor

Julia Morgan

Arkitekten Julia Morgan, der var freelancer med sit eget bureau, hjalp Hearst med at realisere sin store drøm, da hun gik ind i projektet. Mange andre arkitekter takkede nej til projektet, der skulle ligge på en bakketop, der ikke alene var kompleks at bygge på, men også svær at komme til med materialer og så videre. Julia Morgan, der også stod bag genopbygningen af The Fairmont Hotel i San Francisco, efter det blev ramt af et jordskælv i 1906, arbejdede sammen med Hearst fra 1919 til 1947. Her kan du læse mere om Julia Morgans arbejde og baggrund. Hun var på mange måder forud for sin tid som stærk og selvstændig kvindelige arkitekt, der turde binde an på det projekt mange mandlige kolleger takkede nej til. Projektet har sikret Julia Morgans eftermæle som en kendt og velanset arkitekt.

Julia Morgan arbejdede i starten også sammen med Hearst kone Millicent Hearst og lyttede til hendes designforslag. Snart fortrak Millicent dog til New York og Los Angeles, da Willam Hearst mere og mere åbenlyst indledte et forhold til skuespillerinden Marion Davies. De to boede sammen på Hearst Castle i mange år og tog imod gæster som par.

Nedenfor ses nogle af gæsteboligerne på ejendommen lige omkring Hearst Castle – Casa Grande.

Gæsteboliger rundt om Hearst Castle Hearst Castle gæsteboliger

Ejendommen overgik efter William Hearst død som arv til familien, der valgte at sælge det fra som en national park. I de sidste år af Hearst liv begyndte økonomien at lide under de store udgifter og han endte med at nedlægge den private zoo. Nogle påstår, at man stadig i dag kan være heldig at støde på en vild zebra i de enorme landearealer omkring Hearst Castle. Hearst havde i sin tid opkøbt landet fra områdets indianere. Hans efterkommere lever i dag af kvægdrift i området og ejer stadigvæk store mængder areal af den jord Hearst opkøbte i sin tid.

Hearst Castle udsigt

I dag vedligeholdes ejendommen af staten, der har åbnet det som en turistattraktion. Som gæst ankommer du typisk i bil til modtagelsescenteret for enden af bakken. Du kan booke din rundvisning i forvejen eller satse på at ramme en rundvisning, når du ankommer. Derefter køres grupper i busser op til slottet og rundvisningen starter. Det tager et kvarters tid i bus fra modtagecenteret til slottets indgang, og det fortæller lidt om hvor enormt et område det er. Det er ikke tilladt at fotografere med blitz eller at bruge tripod.

I højsæsonen besøger ca. 5000 gæster dagligt Hearst Castle – i lavsæsonen reduceres tallet til ca. 1000 gæster om dagen. Her finder du et overblik over de forskellige tours der kan købes.

 

06
okt

Tine Hind udstiller i Pakhus 64

Tine Hind udstiller i Pakhus 64

Da jeg gik fra kærlighedsudstillingen Love Conquers All på aros, smuttede jeg også lige forbi Pakhus 64, hvor Tine Hind udstiller under titlen Navnløs Frygt. De to udstillinger står i dyb kontrast til hinanden og alligevel finder de sammen.

Efter at have tilbragt tid i selskab med de tre islandske kærlighedskunstnere fra The Icelandic Love Corporation, insisterede jeg på, at bringe kærlighed ind i alt. Også da jeg gik ind til udstillingen af Tine Hind i Pakhus 64. Og det var måske fint i tråd med hele tanken bag Tine Hinds arbejde. Når hun undersøger frygten som tema, er det ikke kun en henvisning til de frygtelige ting, der sker omkring os, men også en henvisning til den frygt vi hver især bærer som en indre vibration eller tone.

Med den tanke nåede jeg frem til, at kærlighed måske alligevel ikke kan overvinde alt. For nogle elsker kærlighed, men andre frygter den. Måske rummer vi alle et element af frygt, når det kommer til kærlighed, for kærligheden kræver, at vi er sårbare og tør føle den frygt, der følger med den. Frygten for at miste, frygten for at den ikke bliver gengældt og frygten for at den ikke slår til – at den ikke overvinder alt. Og måske også frygten for at blive vanvittige af netop kærligheden.

Fra udstillingen Navnløs Frygt

Navnløs Frygt, hedder udstillingen af Tine Hind i Pakhus 64. Udstillingen viser nogle af Tine Hinds akvareller, men også flere træsnit, hvor hun har eksperimenteret med spit bite teknikker. En teknik, hvor kunstneren påfører syre til kobberpladen undervejs i processen. En metode kan være at male med syre, men den kan også dryppes eller duppes på.

Udstillingen er inspireret af de kvindelige soldaters liv ved fronten under 2. verdenskrig i Rusland. Inspirationen kommer blandt andet fra Svetlana Aleksijevitjs bog ‘Krigen har ikke et kvindeligt ansigt’. Tine Hind kommenterer med sin udstilling på, at mennesket ikke er i centrum og foreslår at vores fremtid måske formes af andet end vores drømme.

Et Tine Hind spit-byte værk

Pakhus 64

Det lille kældergalleri på Frederiks Allé (Aarhus) udgør ret lækre rammer for Tine Hinds udstilling. Der er lavt til loftet, masser af rør, murene er krakkelerede og måske fyldt med skimmel, spindelvævet ville overtage rummet hvis ikke det blev holdt nede, de indviklede rørinstallationer fylder rummene og lugten er sådan lidt hengemt. På en regnvåd efterårsdag kan rummet og den sanselige oplevelse sagtens bruges til at understrege et element af frygt. Uden at man helt kan sætte navn på, hvor den kommer fra, men måske er det en kombination af lugten, det visuelle, det mørke og det gamle, klamme. Og alligevel har jeg lyst til at gå tilbage, for at få lugten med igen. Måske minder det mig om min barndom på en bindingsværksgård i 4 længer med stråtag og fugt. Det er en lugt af våd kalk, mug og edderkopper.

Tine Hind udstilling af akvareller

I galleriet får de mange indtryk alligevel sanserne til at fokusere på kunsten. Det er som om sanserne bliver vakt til en mere vågen tilstand, hvor de suger farve, indtryk og motiver til sig på en mere intens måde. Det ville være en anden oplevelse på et galleri med store, hvide vægge og højt til loftet. Ikke nødvendigvis en mindre intens oplevelse – det ville blot være en anden måde at præsentere kunsten på. Måske får lokalerne alligevel udstillingen til at virke mere jordnær og tilgængelig. Det bliver til et emne, der også er aktuelt for betragteren, der kan identificere sig med kunst og emne.

Udstillingen Navnløs Frygt kan opleves i Pakhus 64 på udvalgte dage frem til 15. oktober.
Torsdag-fredag kl 13-17 og lørdag kl. 11-16.

30
sep

måske overvinder kærligheden alt

Love Conquers All detalje fra aros

Kærligheden overvinder alt – eller Love Conquers All, hedder aros udstillingen af tre islandske kunstnere, der viser både farver, optimisme og humor nok til at selv den største kyniker må lade sig varme af kærligheden for en stund.

At kærligheden overvinder alt, er en besnærende tanke. Og mon ikke der er mange meninger om netop den tanke? Den kyniske afviser køligt påstanden, den evige optimist bekræftes i sin tillidsfulde tilgang og den jordbundne tænker; “Var det da bare så vel!” Uanset giver tanken, hvis vi lader den, en gnist af glæde og et øjebliks håb.

For de tre kunstnere i The Icelandic Love Corporation  [ILC] er holdningen klar: “We need to love more”, siger de. De mener, vi distancerer os selv fra kærligheden, hvor vi i stedet burde sprede kærlighedsbudskabet.

New Nordic

Udstillingen er den tredje i New Nordic serien på aros, og denne har fokus på kærlighed, og på at involvere dig i den. Men der er også andre temaer som frygt og humor i udstillingen, der i flere værker inviterer dig med til leg og samspil. Med 3 nye værker samt et par tidligere værk, inviteres du til at  bruge dig selv aktivt og fysisk. De nye værker, der er lavet til denne kærlighedsudstilling er Desire,  Onophone og Treasure.

De tre islandske kunstnere: Eirún Sigurðardottir, Jóni Jónsdóttir og Sigrún Hrólfsdottir udgør sammen kunstner- og performancegruppen The Icelandic Love Corporation. For gruppen er det ikke vigtigt, hvem der bidrager med hvad eller hvor meget. Kunsten og værkerne er det vigtige i samarbejdet. Nedenfor ses de 3 kvinder fra ILC i værket Web, der også indeholder værket Onophone.

Kærligheden overvinder alt - Icelandic Love Corporation

It’s about taking the first step

Udstillingens første værk Desire inviterer dig til at tage skoene af og finde et par stepsko på væggen. På en tilhørende scene kan du steppe løs som en anden Fred Astaire eller Ginger Rodgers og samtidig få lidt inspiration til trin, fra en video, der kører på skærmen bag scenen. Her leges der med tyngdekraft og magnetisme, for skoene vil ikke føles helt almindelige, når først du er trådt op på scenen. Om det bliver lettere eller sværere at steppe vil måske afhænge af personen.

Stepdans på kærlighedsudstillingen på aros

Onophone

De tre kunstnere er her inspireret af bla Batman og the Batphone, der bruges til at ringe til Bruce Wayne aka helten Batman, der skal komme Gotham City borgerne til undsætning. Men værket har også følelsesmæssige referencer til fortiden, hvor kunstner trioen husker de ubehagelige følelser, frygten for den kolde krig spredte hos både børn, unge og voksne.

Onophone på Love Conquers All udstilling

Der var en fælles frygt for, at 3. Verdenskrig kunne bryde ud, når som helst. Præsidenten i både USA og USSR havde en telefonlinie – kendt som The Red Phone – til rådighed kun for det ene opkald, der ville meddele, at krigen var brudt ud. Det ville samtidig være anledning til en ordre om at trykke på knappen, der ville sende en atombombe afsted mod modstanderen. Krigstelefonen i USSR og telefonen i USA ville ringe omtrent på samme tid. Hvis den situation opstod, ville det blive alt ødelæggende. Naturligt nok skabte den viden og tanke enorm frygt og det er en del af de følelser, de tre kunstnere leger med i værket her. Samtidig er det inspireret af et værk af Yoko Ono og bruger samme tanker som hendes værk. Hun ringede til telefonen flere gange under udstillingen for at tale med gæsterne om vigtige emner. Her bruges Onophone til samme formål, men også til at skabe kontakt og få en lille hyggesnak.

Tager du telefonen, når den ringer?
De tre kunstnere vil i løbet af udstillingen ringe til den røde retro telefon, for at tale med udstillingens gæster.

Web og Treasure

Det røde Web, der lokker til fotografier og et nærmere studie, bruges til at skabe en korridor af et kæmpe spindelvæv igennem udstillingen. Web er lavet af røde og sorte nylonstrømper og skaber et spændende net af skygger, former og vinkler.

Bagerst på fotografiet nedenfor skimtes værket Treasure tæt på endevæggen i rummet. Her inviteres du op i en trampolin, så du kan hoppe op for at se værket der lokker med lys og lyd bag en væg af spejle. Værket taler til vores nysgerrighed og skal vække vores lyst til at se, hvad der gemmer sig bag muren af spejle.

Onophone på Love Conquers All udstillingen

Love Conquers All af ILC kan ses på aros frem til d. 22. januar 2017

 

15
sep

ét begreb sammenfatter David Bowie

David Bowie var kunst

David Bowies død var i nyhederne tidligt den morgen han døde. Vi skulle til Spanien og havde ikke meget tid, alligevel fandt vi os selv sidde og stirre tomt ud i rummet. David Bowie kan sammenfattes i et enkelt begreb; kunst.

Mit første møde med Bowie var igennem sci-fi filmen The Man who Fell to Earth. Jeg har nok været 12-13 år, for jeg kan huske, at jeg kunne nå op til voksenspejlet på badeværelset i det kollektiv, jeg voksede op i. Her prøvede jeg at forestille mig, hvordan jeg ville se ud uden øjenbryn og vipper.

Scenen fra The Man who Fell to Earth, hvor Bowie som Thomas Jerome Newton, står på badeværelset og skifter sit ham til rumvæsen, var på flere måder uhyggeligt og det satte dybe spor i mig. Det er voldsomme scener, hvor han tager de øjne ud, der dækker for hans alien øjne, tager sin brystvorter af og virker endnu mere uhyggelig. Scenen skræmte mig så meget, at jeg ikke interesserede mig for Bowie de næste mange år. Heller ikke hans musik. Udover selvfølgelig de hit, der var uundgåelige at høre i radioen og langt senere på natklubberne.

Det næste møde med David Bowie blev Merry Christmas Mr. Lawrence, hvor jeg forelskede mig lidt i David Bowie. Her finder du et klip fra Merry Christmas Mr. Lawrence på Youtube, der viser præcist hvorfor det er helt umuligt ikke at blive forelsket i Bowie i filmen. Det er et stort øjeblik, hvor han kysser sin undertrykker. Filmen er stadig en af mine yndlingsfilm.

Musikken er i øvrigt også ganske fantastisk i filmen. Den er komponeret af instruktøren Ryuichi Sakamoto, som du kan opleve med det gennemgående nummer i filmen i en klaverudgave her: (eller find den originale sound fra filmen her via youtube)

For mig gik mødet med David Bowie – eller introduktionen til ham og hans musik via hans film. Dernæst kom musikken mere og mere til at betyde noget. Men det er hans første film, der vakte min største afsky og min største interesse for ham som kunstner. Hele filmuniverset og teaterlivet, har præget hans stil og evne til at gå ind i forskellige karakterer og blive i dem, indtil han følte trang til at skifte karakter. Det er smukt! Nogle kan mene, det er falskt, for hvornår oplevede vi så den virkelige David Bowie? Måske i hans sidste album Black Star? Eller var det også en karakter? Uanset var han stilikon indenfor mode, design, kultur, musik….. han var indbegrebet af kunst.

Fredag aften er der David Bowie foredrag på Dokk1. Foredraget holdes af Jan Poulsen, der har skrevet bogen: David Bowie Starman 1947-2016.

13
sep

A lot of Sorrow med The National på CC

A lot of Sorrow med The NationalI øjeblikket kan du opleve The National med (A lot of) Sorrow i den legendariske film af Ragnar Kjartansson. Copenhagen Contemporary viser musikfilmen i sin fulde 6 timers længde som den blev optaget på MoMa PS1 en dag i maj 2013.

Helt præcist er musikfilmen A lot of Sorrow med The National 6 timer og 9 minutter lang og da det er en loop oplevelse udtænkt af den islandske kunstner Kjartansson, er det altså det samme musiknummer, der spilles igen og igen og igen og igen….og igen. Som Matt Berninger muntert siger inden første udgave af nummeret: “Tonight we will only do one encore” og så går han og bandet i gang med 99 gentagelser af nummeret, der varer cirka 3 1/2 minut. Sangens tema er helt banalt om kærestesorger, og derfor også et stykke musik vi alle kan forholde os til – føle til og genkende os selv i.

Undervejs går vi sammen med The National igennem tissepauser, strækøvelser, spas, spisning, men også en bevægelse iblandt det publikum, der kom ind for at overvære dele af eller måske hele koncerten. Flere gange kommer Ragnar selv på scenen for at servere lidt snacks, vin, øl og mad til bandet, ligesom han også på et tidspunkt hen imod slutningen, overtager et kamera og går på scenen for at filme.

The National gav i øvrigt koncert på Northside i 2014 og på Tinderbox i år. Deres bandnavn er lidt utaknemmeligt online, da det er et navn, der bruges til politiske partier o.lign. The Nationals musik er i den genre, der hedder indierock.

A lot of Sorrow har også sin egen hjemmeside – hvor en del af koncerten kan opleves. I starten ses Ragnar Kjartansson tape set listen fast til gulvet. Den siger sorrow, sorrow, sorrow, sorrow…. blandt publikum ses Stefan Sagmeister. Via hjemmesiden er det muligt at købe et limited edition boxsæt med 9 DVD’er af hele koncerten.

Se lidt af koncerten her fra en youtubekanal:

Bryce

Oplev Bryce Dessner få lyd ud af sine guitarer på flere forskellige måder, der skaber en ny lyd på nummeret. Der bruges plekter som man må forvente, violinbuer, gulvet etc. når han glider ind og ud af energi. I nogle udgaver af nummeret giver han den gas med en vild og energisk solo – af og til som om han overmandes af en lyst til at gå amok i et andet nummer. Et hvilket som helst andet nummer, men han er fanget i dette ene nummer og får det bedste ud af det trods ømme fingre, arme, ben og krop generelt.

Aaron

Oplev hvordan tvillingebror Aaron Dessner som en arbejdsmaskine bider smerte og træthed i sig og bringer en kontinuerlighed og præcision ind i nummeret. Kun hans blanke øjne afslører efter et par timer, at trætheden er massiv og alligevel bliver han ved og ved og ved som det faste element i nummeret. Han må have spillet hele natten efter koncerten som i en slags naturligt indgroet refleks.

Matt

Oplev Matt Berninger starte ret muntert, for så at indkapsle sig i en lukket tilstand uden kontakt til publikum og dernæst komme igennem tungsind og indlevelse og blive som ‘nyfødt’, når han begynder at lave lidt gag med sine band medlemmer og publikum. Undervejs sørger han for mad og drikke til publikum og sænker mikrofonen igen og igen, for at ændre kropsholdning. Også han er det konstant faste holdepunkt, der endda vil give et ekstra nummer, fordi han kommer til at hoste i en af gentagelserne.

Bryan

Oplev Bryan Devendorf gå ind i en trance tilstand med sine trommer, for dette nummer har måske ikke vilde trommesoloer, men det er et krævende nummer at spille i 6 timer, når man sidder ved trommerne. Han gennemgår strækøvelser, svedbånd, pandebånd og både vand, coronaer og mad undervejs. På et tidspunkt holder han lidt pauser, men pludselig virker han som ovre koncertens vildeste etape og så kører han som en maskine frem mod slutningen.

Scott

Oplev også hans bror Scott Devendorf, der i ret tilbagetrukket og cool stil leverer varen igennem hele koncerten. Hans træthed ses mest ved, at han et par gange undervejs sætter sig ned på hug og spiller et nummer eller to og så er han tilbage i sin fulde højde kort tid derefter. Det gør ham også lidt anonym på scenen, fordi han ikke kaster med kroppen i en vild solo eller på anden lader sig mærke med den store belastning.

Sorrow found me when I was young
Sorrow waited, sorrow won
….

Bio aften i CC

Copenhagen Contemporary har planer om måske at invitere til filmaften, hvor gæsterne inviteres til at sidde de 6 timer igennem fra start til slut. Det kan kun blive en fed aften med klapsalver og fællessang og op og nedture, grin og måske også lidt smerte af at sidde ned. Hvis det lykkes at få stablet på benene, kan du følge deres facebook side for mere info.

Det er ikke lige til at regne ud, hvornår du skal komme forbi udstillingen, for at se slutningen, for en del af aftalen med Ragnar er, at filmen skal køre uafbrudt, så man netop har svært ved at regne ud, hvornår den starter og stopper. Rygter siger, at da filmen blev vist i New York forsøgte folk at time deres indflyvninger til byen, så de kunne komme forbi og se slutningen.

Selv nåede jeg ikke at få slutningen med på Copenhagen Contemporary, men jeg var pokkers tæt på. CC lukkede lige inden de sidste numre. Jeg så den dog over 2 dage, så jeg fik starten den ene dag og næsten slutningen den følgende dag. Men det passer mig egentlig fint, at jeg stadig har slutningen til gode. Det er som om magien stadig lever lidt på den måde. Og jeg er sådan set heller ikke blevet træt af sangen endnu, men jeg har den heller ikke på repeat.

Hints til filmen

Her får du et par hints til The National filmen:
– når du ser Stefan Sagmeister blandt publikum, så er der et godt stykke vej endnu
– imod slutningen deler Berninger hvidvin og glas ud til publikum og drikker selv rødvin
– fyren med det sort/grå krøllede hår ved scenekanten er med hele vejen
– undervejs spiser bandet den mexicanske street food delikatesse elotes
– Ragnar Kjartanssons playliste kan virke forvirrende ift hvor langt de er nået
– efter 2 timer er trætheden lettere at spore end efter 5

 

Du kan opleve Ragnar Kjartansson projektet Sorrow med The National frem til 5. februar 2017.

18
aug

3 udstillinger fik os til at ringe til aros

3 udstilinger fik os til at ringe til aros

Der går ikke røg af en brand uden der er ild! Eller gør der? I mindst 2 tilfælde har det vist sig ikke at holde stik. 2 tilfælde hvor aros udstillinger har fået bekymrede borgere til at ringe ind.

Et flammehav uden røg, en konstant røg uden ild og en førerløs hund, har igennem tiden fået både ordensmagten og bekymrede borgere til at ringe til aros. Heldigvis har det alle tre gange været dele af udstillinger og ganske ufarligt. Her kan du læse om de tre udstillinger, der fik os til at ringe til aros, politiet og brandvæsenet.

Flammehavet på aros

Kunstnerduoen, der består af danskeren Thyra Hilden og argentineren Pio Diaz, gæstede i 2007 aros med en spektakulær og skræmmende, smuk installation. For kunstelskere var synet af installationen et sandt mareridt og satte mange bekymrede tanker i gang. Med en uhyggelig, realistisk installation, der gav en illusion af, at aros stod i brand og var opslugt af et vildt flammehav, skabte kunstnerduoen uro hos byens borgere. Hele vinduespartiet på aros var opslugt i et flammehav skabt af flere dusin videoprojektører, der fik flammerne til at se enormt virkelighedstro ud.

Jeg husker tydeligt min gåtur forbi aros en vinteraften, hvor flammerne pulserede op og ned i de enorme vinduespartier. Som mange andre borgere havde jeg ikke hørt om installationen før den bare var der, og mit hjerte stod stille indtil jeg kom så tæt på bygningen, at jeg forstod, hvad der foregik. Så overtog respekten og nysgerrigheden. De varme farver fra flammerne virkede dragende i den kolde vinteraften. Det var smukt og uhyggeligt på samme tid.

Efter aros tog kunstnerparret flammehavet videre til Louvre i Paris og Colosseum i Rom. I forbindelse med installationen på aros, er der lavet et lidt kikset videoindslag, men sådan lavede man måske video indslag i 2007? Der er sket meget siden…. Se det her: aros overview

Udstillinger fra aros i røg og damp

Røg og damp

I 2009 og igen i 2015 åbnede aros det sanselige rum med Olafur Eliasson værket Your Atmospheric Colour Atlas – der kom til at gå under det mere folkelige navn ‘røgrummet’. Rummet er en del af museets permanente samling, men er dog ikke permanent udstillet.

Rummet bød på en intens farveoplevelse, der da også havde advarsler ved indgangen for at gøre opmærksom på, at rummet kunne virke intenst. Det var på eget ansvar, man opholdt sig i rummet. Jeg har haft flere venner med igennem rummet, og har oplevet deres reaktion, ligesom jeg også husker min egen første oplevelse af rummet. Det var intenst, lidt overvældende og fascinerende på samme tid.

ARoS - atmospheric color room

Rummet består af en lang række farvede lyspærer, der er samlet i farveskalaer: rød, gul og blå. I overgangene samler de tre primærfarver hele farvepaletten, så du går igennem alle regnbuens farver og lidt til, når du tager en gåtur i rummet. Til at fortætte oplevelsen og mødet med farverne, puster en røgmaskine konstant røg ud i rummet. Den hvide røg omfavner dig i rummet, som en tyk tåge, der samtidig binder farverne fra de farvede lyspærer, så du omringes af en intens mur af farve.

3 udstillinger der fik os til at ringe til aros

En helt igennem fantastisk oplevelse af farve og samtidig også meget intens, fordi du mister din stedsans totalt. I stedet opbygger du en stedsans, hvor du orienterer dig efter farverne som var de et atlas.

Udstillinger der fik os til at ringe til aros

Røgen eller dampen fra rummet ledes ud af rummet via en kanal i muren, der får røgen til at bevæge sig ud af siden på aros bygningen i en konstant strøm. Men i dette tilfælde gik der faktisk røg af en brand uden der var ild.

Førerhunden uden fører

I efteråret 2012 viste aros udstillingen The Human Echo med værker af amerikanske Tony Matelli. Han er især kendt for sine detaljerede, humoristiske og til tider skræmmende, naturtro skulpturer i bronze og det var da også netop en af disse, der fik både ordensmagten og bekymrede borgere til at ringe til aros. Tony Matelli er nemlig enormt god til at levendegøre sine skulpturer og få dem til at se virkelighedstro ud. Således også med hans værk Stray Dog.

Som en del af hans udstilling på aros i 2012, indgik en skulptur af en lys labrador, der blev placeret udenfor på bakken ud til Vester Allé foran museet. Jeg blev selv snydt den første gang, jeg cyklede forbi hunden. Ikke alene så den realistisk ud, den var også sød og så på samme tid lidt fortabt ud. Den var iført sådan en sele med håndtag, som blinde har til deres hunde, så der var også et stort element af bekymring og omsorg forbundet med at se hunden. Der opstod lynhurtigt tanker som: Hvor er den blinde, hvis hunden står dér alene? Og hvad hvis hunden løber ud foran den heftige og tunge trafik på Vester Allé? Der opstod samtidig følelser af pligt, ansvar og omsorg hos flere borgere.

Henvendelserne fra de bekymrede borgere resulterede i, at hunden blev flyttet væk fra Vester Allé og længere hen mod indgangen af museet, hvor den desværre blev alt for anonym. Læs mere om Tony Matelli udstillingen på aros hjemmeside. Desværre har jeg ikke noget foto derfra, men DR har skrevet en artikel, hvor der indgår et foto af hunden foran aros. Se et foto af den meget virkelighedstro hund i artikel fra DR.

25
jul

stromae i grafisk og digitalt design

Stromae livekoncert med grafisk, digitalt designBelgiske Stromae står bag dancehits som ‘Alors en dance’, ‘Papaoutai’ og ‘Tous les memes’. Stromae har med Racine Carrée albummet fået opbygget en lækker, grafisk stil. Med digital scenekunst og lækkert design viser Stromae grafisk klasse i livekoncerten til Racine Carrée.

Når Stromae (Paul van Haver og band) ikke kommer til Danmark og giver koncert, så kan man da heldigvis se hele Racine Carrée koncerten online, optaget i Montreal i oktober sidste år. Og der er flere lækkerier igennem koncerten, der er fyldt med smukke, grafiske oplevelser. Det blå univers, der er grundlaget for hele koncerten skiftes ud i sekvenser med mere farverige og varme grafiske stilarter, men holdes også i perioder helt i sort/hvidt.

Det grafiske tøj

Det er umuligt at se på Stromae uden også at bemærke det grafiske tøj som Paul van Haver, er blevet kendt for under navnet Mosaert. Igennem livekoncerten er både han selv og hele bandet klædt i nogle af de grafiske design, der er så efterspurgt af deres fans. I introen ses en jumper i sort med hvide, grafiske snit. Senere er Paul van Haver iklædt den velkendte jakke fra Tous les Memes og hen imod slutningen af livekoncerten Racine Carrée, kommer han i det vilde og karrikerede, grafiske outfit, der gør Papaoutai til en visuel lækkerbid. Der er mange grafiske oplevelser i koncerten, som jeg varmt kan anbefale.

Sammen med Coralie Barbier har Paul van Haver lavet et par unisex design, der ikke skal ses som merchandise til Stromae fans (kun), men mere som mode til både mænd og kvinder. Her finder du et interview, hvor de to fortæller om deres samarbejde. Her kan du se og købe nogle af de lækre design

Grafisk og enkelt fra Stromae

Quand c’est? (cancer)

Et af de numre, der virkelig fungerer både musisk og grafisk i sin liveversion er dramaet i sangen Quand c’est?, der også er kendt som Cancer. Hele det grafiske setup, farverne, vokalen, stemningen og musikken giver en smuk oplevelse, der samtidig er ekstremt uhyggelig. Hvis du hopper frem til 41:50 i koncerten, læner dig tilbage og nyder musik og stemning, så vil du også blive rørt af oplevelsen. Her formår musikken i samspil med det grafiske udtryk, at skabe præcist den uhyggelige og ubehagelige stemning, der afspejler vores følelser og frygt for kræft. Det er en smuk fortolkning til Stromaes stærke tekster. Samtidig er det grafisk og farvemæssigt enkelt og ser vanvittig godt ud.

Stromae i grafiske lækkerier

Se hele koncerten her og nyd også de scener, hvor han bliver præcist så dukke-plastik fake som i musikvideoen til Papaoutai. Et signaturlook som han bliver bedre og bedre til at mestre.

17
jul

Første møde med Robert Mapplethorpe

Robert Mapplethorpe selvportrætKan du huske, første gang du så et fotografi af Robert Mapplethorpe? Mit første møde med Mapplethorpes fotografier gik igennem en tankevækkende, fransk film med et soundtrack af en amerikansk komponist, der engang blev fotograferet af Robert Mapplethorpe i et helt fantastisk portræt.

En sen søndag eftermiddag for et årti siden, sad jeg i en dunkel biograf i Odense og lod mig forføre af den både roste og kritiserede film La Moustache. Filmen formår helt som bogen, der da også er skrevet af instruktøren Emmanuel Carrére selv, at springe rundt i en fortælling i tid? eller i et sygt sind? eller i et sygt spil? Der er ikke nogen svar i den romantiske film, der har franske lækkerier som Vincent Lindon i rollen som Marc Thiriez og Emmanuelle Devos i rollen som hans kone Agnés Thiriez.

Som titlen afslører handler filmen om et overskæg – en moustache – der først er der, og så er den der ikke eller var den der egentlig nogensinde? Flotte Marc tager en aften et bad og vælger samtidig, at barbere sin moustache af. Da han træder ud af badet, leger han lidt kispus med Agnés, før han er klar til at vise sit nu ‘nøgne’ ansigt. Men Agnés reagerer ikke på det hun ser og påstår senere, at Marc ikke har haft overskæg i den tid, de to har kendt hinanden. Derfra rejser vi med Marc Thiriez igennem en eksistentiel krise, igennem paranoia og fortvivlelse, forvirring og uro, kærlighed og tillid. Så har jeg vist ikke afsløret alt for meget. Men måske givet en ide videre til en lille prank til næste movember kampagne, hvis du vil drille din kæreste lidt….

Filmens grundlæggende og konstante musik ‘Violin Concerto No. 1′ kan nok drive nogle til vanvid, men vil også kunne henføre andre til en stemning, der er svær at slippe igen. En stemning sat af den amerikanske komponist, Philip Glass, der i øvrigt besøgte CLICK Festival i Helsingør tidligere i år.

Her kan du høre musikken fra filmen:

Efter at have set La Moustache, der stadig er en af mine absolutte yndlingsfilm, gik jeg på jagt efter det gennemgående stykke musik i filmen. Jeg kunne nemlig ikke slippe hverken stemning, musik eller den både tragiske, men også humoristiske, romantisk drillende film. Undervejs i min søgen stødte jeg på et helt fantastisk portrætfotografi af Philip Glass. Det var fotograferet af Robert Mapplethorpe, og fungerede som min indgang til Mapplethorpes mange, fantastiske fotografier. Hans liv og X – Y – Z serie, har jeg dog først stiftet bekendtskab med indenfor de seneste 5 år. En del af hans yngre liv beskrives i bogen Just Kids af Patti Smith – læs blogindlæg her. Ligesom en vinkel på hans senere, fotografiske arbejdsliv og natteliv beskrives i HBO dokumentaren Look at the Picture.

Portrættet af Philip Glass er dog ikke et af de udstillede på aros kunstmuseum, men til gengæld er der ikke mindre end 182 andre fotografiske værker af Robert Mapplethorpe. Introbilledet til denne blog artikel har jeg taget på udstillingen på aros – det er et portræt af Robert Mapplethorpe selv.

Langt størstedelen af de udstillede fotografier, er i privateje hos en norsk samler og heldigvis udlånt til aros, så vi har mulighed for at se dem. Udstillingen ‘On the Edge’ vises frem til 30. oktober – læs også blogindlægget her om den virkning, udstillingens farvede vægge har på oplevelsen af fotografierne.

21
jun

Træk ind og skub ud forvirringen

Norman Doors og hele designtankenDet er lidt pinligt, når man på jobbet, på cafe eller på en shoppingtur trækker en glasdør indad i forsøget på at åbne den, og med et hårdt bump erfarer, at man i stedet skulle have skubbet den udad.

Det bliver ikke mindre pinligt og irriterende, de gange vi finder ud af, at der faktisk stod ‘Push’ eller ‘Pull’ på døren ….. Men bare rolig, det er ikke dig, der er distræt.

For hvor vi måske hidtil har tænkt, at det helt og holdent var vores egen skyld, når den slags skete, så åbner Donald Norman med sin bog ”The Design of Everyday Things” for, at noget design ligefrem drager os til at bruge det forkert. Og at nogle døre er ‘bad doors’. Hans bog om design har skabt et viralt design begreb for dårligt design generelt og i særdeleshed dårligt designede døre. Det hedder ‘Norman Doors’.

Du har nok selv været både irriteret og flov over, at have trukket i en dør, hvor du skulle have skubbet, eller omvendt. Måske gør du det forkert ved den samme dør hver dag? Problemet med disse ‘bad doors’ er, at de er designet med et håndtag, der indbyder til at trække i dem. Men hvis man kun kan skubbe på den ene side af døren, hvorfor designes den så ens på begge sider? Det er frustrerende, når der findes rigtig godt design, der gør det korrekt, og ansporer os til at bruge designet korrekt.

Der er tydeligt noget æstetik, der spiller ind – altså design for designets skyld. Donald Norman er professor i datalogi og kognitiv psykologi, og har skrevet flere bøger om design. Han taler for et perspektiv i arbejdet med design, der hedder ‘Human-centered Design’. Et fokus der skulle være med til, at skabe godt design til mennesker – altså ikke bare lækkert design, men også brugbart for mennesket.

Vi oplever dårligt design i den fysiske verden, men også i den grafiske verden. Gad vide om vi som branche har vores egne ‘Norman Doors’?

21. juni 2016

16
jun

On the Edge med Robert Mapplethorpe

Robert Mapplethorpe On the Edge på aros‘On the Edge’ er navnet på en fotoudstilling med værker af Robert Mapplethorpe, der vises på aros Kunstmuseum fra i dag. En udstilling af fotografier, der stadig i dag, vil kunne henrykke, involvere, skabe diskussion, fordybelse og forargelse. Robert Mapplethorpe levede et liv på kant med det normale.

Forfængelig, perfektionistisk, vulgær og selviscenesættende. Robert Mapplethorpe kunne sagtens beskyldes for alle ovenstående egenskaber. Men det er et ensidigt billede, af en kunstner der forstod at favne både det lyse og det mørke – det guddommelige og det diabolske. For han var også karismatisk, modig, genial, omsorgsfuld og ærbødig. Robert Mapplethorpe var nok præcist så intens som hans fotografiske kunst også er.

Lige nu kan du opleve Mapplethorpes fotokunst helt tæt på, når aros udstiller 182 af hans fotografiske værker. Værkerne er inddelt i en række farverige rum, der tjener til at understøtte en stemning og trække os ind i fotografiet. Et sansespil i farver, der gør stort indtryk på oplevelsen af udstillingen og fører os igennem alle de egenskaber, Robert Mapplethorpe rummede.

Sans farven

Her vil jeg gå igennem en sanselig farveoplevelse i 2 af udstillingens rum:

On the Edge udstilling

Det første rum i dyb midnatsblå, tjener til at fokusere sanserne. Så snart dørene lukker sig er tætheden i mørket markant. Tusmørket får vores pupiller til at åbne sig til en tilstand, der gør os mere modtagelige for følelser og sanseindtryk. Og her formår de enkle og ikoniske portrætter af Mapplethorpe og Patti Smith, at skabe en næsten andagtig stemning, der samtidig er enormt intim. Det føles som om Mapplethorpe er med os.

Den sanselige oplevelse af at gå igennem udstillingens lyse og mørke rum, giver dine sanser og din sanselighed en tur rundt i manegen. Man kan diskutere om farverne gør noget godt for de fotografiske værker, eller om de tjener til at skabe en bevidst stemning, og dermed vrider kunsten ind i en forceret sansning. Farverne er uden tvivl med til at skabe en stemning og følelse som ikke ville opleves så markant i et helt hvidt rum. Farverne er blot et virkemiddel til at forstørre det, vi allerede føler. Og de stjæler ikke fokus fra fotografierne – de understøtter og samler de ikoniske værker, der i øvrigt også sagtens kan stå for sig selv. Oplevelsen er så intens, at jeg kun kan opfordre til at man tager sin bedre halvdel under armen og går igennem liv, kærlighed, smerte, æstetik, død og udødelighed med Robert Mapplethorpe.

On the Edge på aros

Mapplethorpe On the Edge udstilling

Robert Mapplethorpe On the Edge

Et af de sidste rum i udstillingen samler blandt andet en række selvportrætter i et sart, rosa lokale. Vi ser Mapplethorpe kigge intenst og skrøbeligt på os igennem flere værker. Fra musikken i det tilstødende lokale høres David Bowie med Let’s Dance. Den sarte rosa, der minder os om huden, det nøgne og det sårbare, skaber en empatisk stemning, der sammen med Bowies stemme, minder os om døden. Det føles som om Mapplethorpe tager afsked med os.

Mapplethorpe og Smith

Man kan ikke sige Robert Mapplethorpe, uden også at sige Patti Smith. De to levede deres ungdom sammen i et alt andet end normalt og gængs liv. Patti Smith som en muse for Robert. Med en kliché kan man sige, at de fuldendte hinanden (You complete me), da de var ens og alligevel Yin / Yang. Hun var rebelsk imod kvindenormer og han imod maskuline normer. De gik klædt anderledes og opførte sig anderledes – på mange måder omvendt, hvor de overtog hinandens kønsroller. Netop dét gav dem en coolness. De havde dog begge en særlig indflydelse på hinanden og på hinandens kunstneriske udvikling. Deres aftener sammen gik med ganske lidt mad og luksus, men rigtig meget kultur og kunst. De tegnede og dyrkede skitser og collager, til lyden af de få grammofonplader, de ejede.

Men det inspirerende bohemeliv og håbet om at leve af kærlighed, kunst og kultur, kunne ikke forsørge dem. Patti fik job i en boghandel og forsørgede i en periode dem begge på bedste vis. Senere blev det Robert Mapplethorpe, der skaffede penge til dem begge i en periode. Deres liv blev indhentet af virkeligheden fra tid til anden, hvor de måtte kravle ud af bohemelivet og ind i et mere konventionelt 8-17 arbejdsliv. Det var sværest for Mapplethorpe, der absolut ikke kunne trives i et industrialiseret job og derfor endte han med at stå igennem de svære økonomiske tider, ved at sælge sig selv.

Når Patti arbejdede virkede Robert næsten besat af at udvikle sin kunst. Kunsten var det vigtigste og han ofrede meget for den. Da forholdet imellem Patti Smith og Robert Mapplethorpe var ved sin afslutning, skulle Mapplethorpe have sagt: “Hvis du forlader mig, bliver jeg homoseksuel.” Igennem Patti Smiths bog ‘Just Kids’ får vi indblik i dele af Robert Mapplethorpes liv i den seksuelle debut som trækkerdreng og homoseksuel.

Læs også min tidligere blog om deres fælles reference the Blue Star og om bogen Just Kids.

Robert Mapplethorpe selfie studio

Fakta

Udstillingen på aros kan ses frem til d. 30. oktober.
Du kan tage et selfie portræt i dit eget Mapplethorpe Studio på udstillingen.

Der vises 182 fotografiske værker – de mere ekstreme fotografier er samlet i Rum 8. Der er infotekst ved indgangen så børnefamilier kan fravælge rummet, der er uegnet for børn under 15 år.

Du kan også se HBO dokumentaren om Mapplethorpe Look at the picture (108 min.) kl. 11, kl. 14 og onsdag også kl. 19. Den vises i udstillingen i en lille indbygget biografsal.

16. juni 2016