29
jul

Farverig kunst fra Grayson Perry

Grayson Perry med et farverigt værk

Grayson Perry forstår virkelig at arbejde med farver i sine ofte meget grafiske værker. Med udstillingen ‘Hold your Beliefs Lightly’, viser han både sans og forståelse for arbejdet med farver og samtidig sin evne til at udleve og designe sit alter-ego, den farverige transvestit Claire.

At Grayson er en kontrastfyldt og alsidig kunstner, ses bl.a. i den måde han iscenesætter sine forskellige personligheder. Der er nemlig mindst 2 personligheder i Grayson – aarhus møder lige nu dem begge i udstillingen på aros. Men kontraster og alsidighed ses bestemt i lige så høj grad igennem hans kunstværker, der spænder fra detaljerede vægtæpper til skulpturer, tv-programmer, keramikkrukker og meget mere. Gerne med en humoristisk kant og ofte med et tema der bygger over emner som tro og tilbedelse. Grayson Perry er også en kunstner, der interesserer sig for og inddrager historiske elementer, temaer og viden.

Grayson og Claire

Som Grayson Perry stod der til åbningen af Hold Your Beliefs Lightly, med forvirret hår, en rød- og sort-ternet skovmandsskjorte og et par blå bukser, virkede han næsten underspillet anonym. Han virkede sådan lidt leverpostej, som vi vil betegne sådan en person, vi går forbi på gaden uden at ænse. I ret stor kontrast til hans kunst, hans pilgrimsfærd med bamsen Alan Measels på en opsigtsvækkende pimp-me-up motorcykel a la en Pope Mobile, men også i skarp kontrast til udlevelsen af den indre transvestit, Claire.

Kenilworth AM1

Store dele af Graysons kunst vidner om en dyb æstetisk og historisk forståelse og en dyb evne til at lege med og sammensætte komplekse, men også naive udtryk igennem arbejdet med farver og materialer. Motorcyklen der er skabt til en pilgrimsfærd med bamsen Alan Measels er holdt i barnlig, humoristisk stil med naive tegn og ord, med lyserød og blå som gennemgående farver (i en noget mørkere nuance men dog i familie med PANTONE farverne 2016: serenity og rose quartz) og så er der hele det faktum, at bamsen Alan Measels har fået sit eget lille hus til tilbedelse / shrine bagerst på cyklen. Grayson har designet en dragt og en hjelm, der fuldender hele udtrykket. Det viser Grayson som en legesyg kunstner, der gerne går langt for sin kunst. Motorcyklen har ført ham ud på en længere rejse, der dog også var ganske ubehagelig, fordi motorcyklen måske nok er opsigtsvækkende, men absolut ikke komfortabel.

Men tilbage til åbningen af udstillingen, hvor Grayson stod der til pressemødet, i utrolig konservativ farvestil og fuldkommen kontrast til, ikke alene hans kunst, men også hans indre transvestit, Claire, hvis smag og stil, stikker helt af i sammenligning. Men den er god nok – det er en og samme person. Altså Claire og Grayson Perry. Sidstnævnte mødte op til pressemøde, Claire mødte op til den store åbning af udstillingen i høj make-up og haute-couture. Herunder ser du nogle af de design, Claire har båret til prominente fester. Grayson har valgt at udleve sin indre transvestit Claie, og bruge hende kreativt i sit arbejde og liv. Da han valgte at springe ud og vise Claire til sin omverden, bar han også en specielt designet kjole. Som Grayson siger: You don’t die of embarrassment” og nu bruger han altså Claire til bl.a. til at åbne store udstillinger.

Grayson Perry og Claire design

Ovenfor ser du en del af de spektakulære design, Claire har vist gallafester og prisuddelinger. Nogle af kjolerne har ifølge Grayson Perry været lidt smertefulde af bære, andre har spredt humor og forargelse. Grayson har for vane, at få lavet sine kjoler af designstuderende fra Central Saint Martins. En af de kjoler der spredte humor, er den sorte og lyse kjole, du ser som nummer 3 fra højre på bagerste væg. Den har påsyet sten på både kappe og kjole – på kjolen er stenene syet så i form af en fallos og omkring kappen er de syet i pearl necklace. Kjolen blev båret til den engelske prisuddeling BAFTA i 2013.

Keramik af Grayson Perry

Det grafiske

Især Graysons vægtæpper og keramikkrukker, er interessante at se nærmere på for det grafiske øje. Hans brug af farver, kontraster, former giver meget detaljerede værker, der er værd at bruge tid på. Og så er hele hans afsæt for udstillingen også en nærmere diskussion værd: er det sådan, at vi har skiftet vores tro på en gudeskikkelse ud med en tro på varemærker og brands? Netop den tanke er omdrejningspunkt for det største vægtæppe på udstillingen – Walthamstow Tapestry.

Walthamstow Tapestry på aros

Der er så mange detaljer i tæppet, og det er en stor fornøjelse at gå på opdagelse i. Her har jeg lavet et lille detaljeudsnit, så det bliver tydeligt, hvordan brands og brandnavne er indarbejdet i tæppet.

Detalje fra Walthamstow Tapestry

Introbilledet til dette blogindlæg viser også et af hans vægtæpper. Det er nok ikke hans hensigt, men kvinden i den grafiske gule, grå og hvide kjole har en slående lighed med Dronning Margrethe. Og jeg er sikker på, at Hendes Majestæt også ville se fantastisk ud i sådan et design :) Farverigdommen i tæppet er helt unik og vidner om at Grayson Perry har en ganske omfattende og nuanceret farvepalette i sine udtryk.

The Vanity of Small Differences

Omtalte vægtæppe er et af 6 udstillede fra The Vanity of Small Differences, der kredser om temaer tilbedelse af brands og produkter, og om klasse-inddelinger: working class, middle class og upper class. I udstillingens rum findes også tablets, hvor der er mulighed for at gå på opdagelse i vægtæppernes detaljer. En enormt belejlig og god feature, fordi det giver mulighed for at forstå værkernes enorme detaljerigdom. Et af vægtæpperne har f.eks. et portræt af Jamie Oliver, ligesom der gives forskellige information, man kan gå på jagt efter med sine børn: kan I f.eks. finde hans signatur i vægtæpperne?

Grayson Perry The Agony in the Car Park

Udstillingen Hold Your Beliefs Lightly kan ses på aros kunstmuseum frem til 11. september.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>