16
jun

On the Edge med Robert Mapplethorpe

Robert Mapplethorpe On the Edge på aros‘On the Edge’ er navnet på en fotoudstilling med værker af Robert Mapplethorpe, der vises på aros Kunstmuseum fra i dag. En udstilling af fotografier, der stadig i dag, vil kunne henrykke, involvere, skabe diskussion, fordybelse og forargelse. Robert Mapplethorpe levede et liv på kant med det normale.

Forfængelig, perfektionistisk, vulgær og selviscenesættende. Robert Mapplethorpe kunne sagtens beskyldes for alle ovenstående egenskaber. Men det er et ensidigt billede, af en kunstner der forstod at favne både det lyse og det mørke – det guddommelige og det diabolske. For han var også karismatisk, modig, genial, omsorgsfuld og ærbødig. Robert Mapplethorpe var nok præcist så intens som hans fotografiske kunst også er.

Lige nu kan du opleve Mapplethorpes fotokunst helt tæt på, når aros udstiller 182 af hans fotografiske værker. Værkerne er inddelt i en række farverige rum, der tjener til at understøtte en stemning og trække os ind i fotografiet. Et sansespil i farver, der gør stort indtryk på oplevelsen af udstillingen og fører os igennem alle de egenskaber, Robert Mapplethorpe rummede.

Sans farven

Her vil jeg gå igennem en sanselig farveoplevelse i 2 af udstillingens rum:

On the Edge udstilling

Det første rum i dyb midnatsblå, tjener til at fokusere sanserne. Så snart dørene lukker sig er tætheden i mørket markant. Tusmørket får vores pupiller til at åbne sig til en tilstand, der gør os mere modtagelige for følelser og sanseindtryk. Og her formår de enkle og ikoniske portrætter af Mapplethorpe og Patti Smith, at skabe en næsten andagtig stemning, der samtidig er enormt intim. Det føles som om Mapplethorpe er med os.

Den sanselige oplevelse af at gå igennem udstillingens lyse og mørke rum, giver dine sanser og din sanselighed en tur rundt i manegen. Man kan diskutere om farverne gør noget godt for de fotografiske værker, eller om de tjener til at skabe en bevidst stemning, og dermed vrider kunsten ind i en forceret sansning. Farverne er uden tvivl med til at skabe en stemning og følelse som ikke ville opleves så markant i et helt hvidt rum. Farverne er blot et virkemiddel til at forstørre det, vi allerede føler. Og de stjæler ikke fokus fra fotografierne – de understøtter og samler de ikoniske værker, der i øvrigt også sagtens kan stå for sig selv. Oplevelsen er så intens, at jeg kun kan opfordre til at man tager sin bedre halvdel under armen og går igennem liv, kærlighed, smerte, æstetik, død og udødelighed med Robert Mapplethorpe.

On the Edge på aros

Mapplethorpe On the Edge udstilling

Robert Mapplethorpe On the Edge

Et af de sidste rum i udstillingen samler blandt andet en række selvportrætter i et sart, rosa lokale. Vi ser Mapplethorpe kigge intenst og skrøbeligt på os igennem flere værker. Fra musikken i det tilstødende lokale høres David Bowie med Let’s Dance. Den sarte rosa, der minder os om huden, det nøgne og det sårbare, skaber en empatisk stemning, der sammen med Bowies stemme, minder os om døden. Det føles som om Mapplethorpe tager afsked med os.

Mapplethorpe og Smith

Man kan ikke sige Robert Mapplethorpe, uden også at sige Patti Smith. De to levede deres ungdom sammen i et alt andet end normalt og gængs liv. Patti Smith som en muse for Robert. Med en kliché kan man sige, at de fuldendte hinanden (You complete me), da de var ens og alligevel Yin / Yang. Hun var rebelsk imod kvindenormer og han imod maskuline normer. De gik klædt anderledes og opførte sig anderledes – på mange måder omvendt, hvor de overtog hinandens kønsroller. Netop dét gav dem en coolness. De havde dog begge en særlig indflydelse på hinanden og på hinandens kunstneriske udvikling. Deres aftener sammen gik med ganske lidt mad og luksus, men rigtig meget kultur og kunst. De tegnede og dyrkede skitser og collager, til lyden af de få grammofonplader, de ejede.

Men det inspirerende bohemeliv og håbet om at leve af kærlighed, kunst og kultur, kunne ikke forsørge dem. Patti fik job i en boghandel og forsørgede i en periode dem begge på bedste vis. Senere blev det Robert Mapplethorpe, der skaffede penge til dem begge i en periode. Deres liv blev indhentet af virkeligheden fra tid til anden, hvor de måtte kravle ud af bohemelivet og ind i et mere konventionelt 8-17 arbejdsliv. Det var sværest for Mapplethorpe, der absolut ikke kunne trives i et industrialiseret job og derfor endte han med at stå igennem de svære økonomiske tider, ved at sælge sig selv.

Når Patti arbejdede virkede Robert næsten besat af at udvikle sin kunst. Kunsten var det vigtigste og han ofrede meget for den. Da forholdet imellem Patti Smith og Robert Mapplethorpe var ved sin afslutning, skulle Mapplethorpe have sagt: “Hvis du forlader mig, bliver jeg homoseksuel.” Igennem Patti Smiths bog ‘Just Kids’ får vi indblik i dele af Robert Mapplethorpes liv i den seksuelle debut som trækkerdreng og homoseksuel.

Læs også min tidligere blog om deres fælles reference the Blue Star og om bogen Just Kids.

Robert Mapplethorpe selfie studio

Fakta

Udstillingen på aros kan ses frem til d. 30. oktober.
Du kan tage et selfie portræt i dit eget Mapplethorpe Studio på udstillingen.

Der vises 182 fotografiske værker – de mere ekstreme fotografier er samlet i Rum 8. Der er infotekst ved indgangen så børnefamilier kan fravælge rummet, der er uegnet for børn under 15 år.

Du kan også se HBO dokumentaren om Mapplethorpe Look at the picture (108 min.) kl. 11, kl. 14 og onsdag også kl. 19. Den vises i udstillingen i en lille indbygget biografsal.

16. juni 2016

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>