Om farven Grøn

Der er stor forskel på hvad en farve betyder, og hvad en farve symboliserer. Det afspejler netop farvernes magt: vi har bevidst viden om farver, men der er også den subtile viden som ikke lige umiddelbart kan afkodes. Det gør farver til et spændende felt, fordi de henvender sig til ores bevidsthed og vores underbevidsthed på samme tid.

Vi kender Grøn som modsætningen til Rød i vores trafiklys, hvor Rød betyder STOP og Grøn betyder KØR. Rød og grøn er samtidig de to farver, der oftest mistes ved farveblindhed. Derfor må de rød/grønne farveblinde sætte deres lid til, at trafiklysene ikke skifter position.

Vi kender grøn som naturens farveGrøn er også synonymt med natur og sundhed. Vi lever grønt og vi er tæt på naturen. Det er derfor også blevet symbolfarven for bæredygtighed, der ofte bygger på genbrug, nytænkning og brug af ressourcer på en måde, der beskytter og omfavner naturen. Vi har ‘grøn energi’ og ‘grøn transport’, der som begreber henviser til, at der er tænkt ressource-bevidst og i løsninger, der beskytter naturen eller arbejder med naturen.

Grønt er godt for øjnene, siger et mundheld, og i de virkeligt vittige tilfælde tilsættes spørgsmålet: “Har du måske nogensinde set en kanin med briller?”
Om der er noget om snakken, er nok op til videnskaben at afgøre, men her kan du teste lidt af virkningen for grøn, ved at kigge på de fotografier, jeg har samlet i et pinboard på pinterest.


Grøn er håbets farve, lyder et andet mundheld og grøn er også den farve, der altid blev brugt til eksamensbordet før i tiden, fordi den var anerkendt for at skabe ro og balance. Grøn er den farve, der bygger bro imellem de varme nuancer som varm, orange og gul, og hen til de mere kølige farver, som blå og lilla, når vi arbejder med farvehjulet.

Grøn er liv

At farven Grøn har en effekt på os, mærkes, ses og sanses tydeligt, når vi går fra vinter til forår, hvor alting spirer og blomstrer. I vinterhalvåret er de grønne toner sjældne, især den spæde og livsgrønne farve et nyt skud kan have. Farven minder os om nyt liv, en ny begyndelse/ny start og kan være med til at give vores energi og humør et tiltrængt ‘boost’ efter en periode med grå, brun og hvide toner.

Især så vi efter finanskrisen en opblomstring af den grønne farve, fordi der med de økonomiske stramninger blev lejlighed og måske nødvendigt for os, at se på mere bæredygtige, naturlige og sunde valg.

Grøn til mænd og grøn til kvinder

Grøn er en unisex farve. Det vil sige, det er en farve som ikke er ladet med maskuline eller feminine forventninger, og dog kan der være lidt flere maskuline fortolkninger i farven end feminine. Militærgrøn er f.eks. brugt som kamouflage farve, ligesom farven ofte ses få nyt liv i modebranchen til både mænd og kvinder. Limegrøn er en farve, der ofte bæres af kvinder, ligesom petroleum og turkisgrøn. Hvorimod mørk, flaskegrøn ofte ses i beklædning til mænd. Dyb flaskegrøn ses i øvrigt også ofte i boligmagasiner og indretning, hvor farven sammen med hvid, skaber flotte kontraster og vibrationer til hjemmet.

Grøn fremstår som en rolig og afbalanceret farve, der ikke på nogen måde skriger til Himlen. Det er en farve de fleste har det fint med, og trives med både i omgivelserne, indretning og som beklædning. Det er en farve der afbalancerer og skaber ro.

Bæredygtig

Grøn er blevet et statement om bæredygtige holdninger og naturlige ingredienser. Når Arla f.eks. gik fra at have et rødt brand til at have et grønt, lancerede de samtidig deres slogan: Tilbage til naturen. Det kendte mærke Änglamark er en stor spiller på det økologiske marked, og har givet os rigtig mange økologiske produkter i dagligvarebutikkerne. Et andet brand, der forsøger sig ud i et mere bæredygtigt brand, er BP – British Petroleum – der jo ikke repræsenterer, et grønt produkt, men ikke desto mindre forsøger sig med en blomst og et ‘Beyond Petroleum’ slogan. I øvrigt har BP igennem mange årtier haft et grønt og gult, meget karakteristisk logo, så farven er ikke ny for deres brand.

Grønne brands
Endomondo, Jyske Bank, Svanemærket, Android, Whole Foods, Starbucks, Animal Planet, Spotify, Arla, BP, DLG, Änglamark, KIWI, Superbest, Grøn Koncert, Aarstiderne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>