om sanserne

om sanserne

“Det dufter grønt”, siger en, og får os til at tænke på noget der er sundt, naturligt – måske ligefrem økologisk – og godt for os. Sådan taler vi også til sanserne. Hvorfor er det sådan?

Nok har vi hver vores sanser, og vi kan opleve præcist samme oplevelser og alligevel har vi helt forskellige syn på oplevelsen eller hvad der gjorde mest udslag. Sanseoplevelser er på mange måder meget personlige og vil afhænge af mange faktorer. F.eks. har vi hver vores sanse-erfaring og sanse-lagringer med fra vores liv. Vi har måske også en særlig præference for en af sanserne – nogle er supersmagere og kan smage meget små og fine detaljer, andre er måske mere visuelle og ser detaljer som en slags fotografisk hukommelse. Alt sammen er det med til at definere dine sanseindtryk. Min egen tro, siger også at vi ændrer vores sanselighed via rejser, fremmede kulturer, nye dufte, smage og lyde. Ganske som kroppen kan lide at blive trænet, er jeg overbevist om, at vores sanser trives med at blive sat på prøve så de udvikler sig.

Sanserne er fascinerende på mange områder og rummer mange gåder som vi endnu ikke kan forklare eller afdække. Det gør dem både lidt mystiske og mytiske, men samtidig er de så nede på jorden, at vi alle kan snakke med om dem – vi er en slags sanseeksperter, for vi har alle sanser og har sanseerfaring.

Set med grafiske øjne er sanserne også svære at visualisere for selvom der kan vælges så enkle visualiseringer som en hånd, et øje, et øre, en næse og en mund, så vil man jo gerne forsøge at opfinde noget nyt.

Sanserne er det centrale omdrejningspunkt for sanseliv, fordi det er igennem sanserne, vi oplever hinanden, verden og ikke mindst de grafiske elementer, der skabes fra kreativitet og sanseindtryk:
– nogle går ud i naturen og bliver inspireret af bladenes former, farver og aftegninger.
– andre går på museum og finder inspiration via en teknik, en kunstart eller form, farve, stemning etc.
– andre igen sidder hjemme og lytter til musik og bliver inspireret af teksternes budskab, tonerne, stemningen og lyden.
– og nogle bruger måske internettet, fjernsynet og de sociale medier til at hente ideer til kreative projekter.
– mens andre tager på en rejse for at blive inspireret af andre kulturer, dufte og smage.

­Sådan kunne vi blive ved, for der er mange måder at blive inspireret på og igennem forskellige projekter giver vi os ofte nysgerrigt af sted for at udforske nye måder at hente inspiration på.

Med de sanseindtryk vi indsamler, vores kreative sans, erfaring og også ofte en analysemodel og strategisk proces, skaber vi projekter der udtrykker vores sanselige indtryk. Og de projekter giver andre inspiration eller motiverer til køb eller interaktion via deres sanser.

Sanserne er vores inspirationskanaler til at lave kunst, grafik, fotografere og alt det vi frembringer. De grafiske elementer i markedsføring taler til vores sanser med mange virkemidler.

Vidste du f.eks.:
at lyden af en sprød overflade skal være helt korrekt høj, for at vi opfatter det som, at der er bid i eller crunch?
at vi forventer at noget der er rødt, har en meget kraftfuld og kraftig smag i forhold til andre farver?
at du ikke kan smage kanel, hvis du holder dig for næsen i mens du spiser det?
at din hjerne vil forsøge at korrigere enhver form for sanse manipulation?

Sanserne er med os overalt.