13
sep

A lot of Sorrow med The National på CC

A lot of Sorrow med The NationalI øjeblikket kan du opleve The National med (A lot of) Sorrow i den legendariske film af Ragnar Kjartansson. Copenhagen Contemporary viser musikfilmen i sin fulde 6 timers længde som den blev optaget på MoMa PS1 en dag i maj 2013.

Helt præcist er musikfilmen A lot of Sorrow med The National 6 timer og 9 minutter lang og da det er en loop oplevelse udtænkt af den islandske kunstner Kjartansson, er det altså det samme musiknummer, der spilles igen og igen og igen og igen….og igen. Som Matt Berninger muntert siger inden første udgave af nummeret: “Tonight we will only do one encore” og så går han og bandet i gang med 99 gentagelser af nummeret, der varer cirka 3 1/2 minut. Sangens tema er helt banalt om kærestesorger, og derfor også et stykke musik vi alle kan forholde os til – føle til og genkende os selv i.

Undervejs går vi sammen med The National igennem tissepauser, strækøvelser, spas, spisning, men også en bevægelse iblandt det publikum, der kom ind for at overvære dele af eller måske hele koncerten. Flere gange kommer Ragnar selv på scenen for at servere lidt snacks, vin, øl og mad til bandet, ligesom han også på et tidspunkt hen imod slutningen, overtager et kamera og går på scenen for at filme.

The National gav i øvrigt koncert på Northside i 2014 og på Tinderbox i år. Deres bandnavn er lidt utaknemmeligt online, da det er et navn, der bruges til politiske partier o.lign. The Nationals musik er i den genre, der hedder indierock.

A lot of Sorrow har også sin egen hjemmeside – hvor en del af koncerten kan opleves. I starten ses Ragnar Kjartansson tape set listen fast til gulvet. Den siger sorrow, sorrow, sorrow, sorrow…. blandt publikum ses Stefan Sagmeister. Via hjemmesiden er det muligt at købe et limited edition boxsæt med 9 DVD’er af hele koncerten.

Se lidt af koncerten her fra en youtubekanal:

Bryce

Oplev Bryce Dessner få lyd ud af sine guitarer på flere forskellige måder, der skaber en ny lyd på nummeret. Der bruges plekter som man må forvente, violinbuer, gulvet etc. når han glider ind og ud af energi. I nogle udgaver af nummeret giver han den gas med en vild og energisk solo – af og til som om han overmandes af en lyst til at gå amok i et andet nummer. Et hvilket som helst andet nummer, men han er fanget i dette ene nummer og får det bedste ud af det trods ømme fingre, arme, ben og krop generelt.

Aaron

Oplev hvordan tvillingebror Aaron Dessner som en arbejdsmaskine bider smerte og træthed i sig og bringer en kontinuerlighed og præcision ind i nummeret. Kun hans blanke øjne afslører efter et par timer, at trætheden er massiv og alligevel bliver han ved og ved og ved som det faste element i nummeret. Han må have spillet hele natten efter koncerten som i en slags naturligt indgroet refleks.

Matt

Oplev Matt Berninger starte ret muntert, for så at indkapsle sig i en lukket tilstand uden kontakt til publikum og dernæst komme igennem tungsind og indlevelse og blive som ‘nyfødt’, når han begynder at lave lidt gag med sine band medlemmer og publikum. Undervejs sørger han for mad og drikke til publikum og sænker mikrofonen igen og igen, for at ændre kropsholdning. Også han er det konstant faste holdepunkt, der endda vil give et ekstra nummer, fordi han kommer til at hoste i en af gentagelserne.

Bryan

Oplev Bryan Devendorf gå ind i en trance tilstand med sine trommer, for dette nummer har måske ikke vilde trommesoloer, men det er et krævende nummer at spille i 6 timer, når man sidder ved trommerne. Han gennemgår strækøvelser, svedbånd, pandebånd og både vand, coronaer og mad undervejs. På et tidspunkt holder han lidt pauser, men pludselig virker han som ovre koncertens vildeste etape og så kører han som en maskine frem mod slutningen.

Scott

Oplev også hans bror Scott Devendorf, der i ret tilbagetrukket og cool stil leverer varen igennem hele koncerten. Hans træthed ses mest ved, at han et par gange undervejs sætter sig ned på hug og spiller et nummer eller to og så er han tilbage i sin fulde højde kort tid derefter. Det gør ham også lidt anonym på scenen, fordi han ikke kaster med kroppen i en vild solo eller på anden lader sig mærke med den store belastning.

Sorrow found me when I was young
Sorrow waited, sorrow won
….

Bio aften i CC

Copenhagen Contemporary har planer om måske at invitere til filmaften, hvor gæsterne inviteres til at sidde de 6 timer igennem fra start til slut. Det kan kun blive en fed aften med klapsalver og fællessang og op og nedture, grin og måske også lidt smerte af at sidde ned. Hvis det lykkes at få stablet på benene, kan du følge deres facebook side for mere info.

Det er ikke lige til at regne ud, hvornår du skal komme forbi udstillingen, for at se slutningen, for en del af aftalen med Ragnar er, at filmen skal køre uafbrudt, så man netop har svært ved at regne ud, hvornår den starter og stopper. Rygter siger, at da filmen blev vist i New York forsøgte folk at time deres indflyvninger til byen, så de kunne komme forbi og se slutningen.

Selv nåede jeg ikke at få slutningen med på Copenhagen Contemporary, men jeg var pokkers tæt på. CC lukkede lige inden de sidste numre. Jeg så den dog over 2 dage, så jeg fik starten den ene dag og næsten slutningen den følgende dag. Men det passer mig egentlig fint, at jeg stadig har slutningen til gode. Det er som om magien stadig lever lidt på den måde. Og jeg er sådan set heller ikke blevet træt af sangen endnu, men jeg har den heller ikke på repeat.

Hints til filmen

Her får du et par hints til The National filmen:
– når du ser Stefan Sagmeister blandt publikum, så er der et godt stykke vej endnu
– imod slutningen deler Berninger hvidvin og glas ud til publikum og drikker selv rødvin
– fyren med det sort/grå krøllede hår ved scenekanten er med hele vejen
– undervejs spiser bandet den mexicanske street food delikatesse elotes
– Ragnar Kjartanssons playliste kan virke forvirrende ift hvor langt de er nået
– efter 2 timer er trætheden lettere at spore end efter 5

 

Du kan opleve Ragnar Kjartansson projektet Sorrow med The National frem til 5. februar 2017.

06
sep

freak show eller kunstnerisk frihed?

Mapplethorpe og Grayson i freak show2 store kunstnere udstiller i øjeblikket en hel del mere end deres kunst på aros. De udstiller også store dele af et liv, de fleste af os nok ville gøre alt for at holde hemmeligt. Er det deres vej til kunstnerisk frihed eller er det et freak show?

Måske kan det være svært at adskille arbejdslivet og privatlivet, når man er kunstner. Ikke sådan i det praktiske med, at alle timer skal faktureres og sådan, men måske kan det være svært at fortolke temaer, følelser og holdninger, uden samtidig at komme helt tæt på sig selv og sine egne holdninger, følelser og temaer? Kunst er vel en gengivelse eller fortolkning af noget, der vækkes i kunstneren.

Udstillingerne On the Edge og Hold your Beliefs Lightly, viser fortolkninger, temaer og følelser vi alle kan forholde os til – og dog. De viser nemlig også to kunstnere, der bruger deres hemmeligheder aktivt i kunsten.

Den ene er amerikaner, den anden er brite – den ene fotograf/smykkedesigner/illustrator, den anden keramiker/skulptør/illustrator/tv-kendis – den ene homoseksuel og sadomasochist, den anden familiefar og transvestit. De to kunstnere viser deres kunstværker, men også deres hemmeligheder. De to herrer er Robert Mapplethorpe og Grayson Perry.

Smukke fotografier af Mapplethorpe

Robert Mapplethorpe

Fotoudstillingen On the Edge med værker af amerikanske Robert Mapplethorpe, viser 182 fotografier i forskellige temaer. Overordnet for hans fotografier er en dyb forståelse for form, krop, lys/skygge og det sort/hvide format. Udstillingen rummer dog også et par blomsterfotografier i farver – bl.a. fotoet nedenfor, der er så utrolig smukt og betagende på samme tid. Det er et af mine absolutte farve favoritter på udstillingen, fordi det rummer ALT hvad et godt og stemningsfuldt fotografi skal indeholde af farver, komposition, stemning, elementer, lys og skygge…..det er bare smukt. Med hele 182 fotografier på udstillingen, er der godt grundlag for, at alle kan findes deres favoritter. Om de så hører til i freak show kategorien eller i de mere klassiske fotografier.

Det amerikanske museum LACMA i Los Angeles viste indtil for nylig en udstilling af Robert Mapplethorpe fotografier under titlen The Perfect Medium – se indlejret instagram post fra LACMA instagramprofil nedenfor. Her ses flere af hans farvefotografier, der samtidig også viser en fin grafisk sans og forståelse for grafiske snit og farver.

Smukt og smerteligt

Lige så smukt og bevægende roligt, fotografiet med tulipanerne er, ligeså dystert og uhyggeligt er et af Mapplethorpes S&M fotografier fra X serien. Mapplethorpe var en mester til lys/skygge forhold i sine fotografier, men også i livet og i både mytologiens og den religiøse verden, der ofte udgøres af den gode og den onde – englen og djævelen. På den måde bliver Mapplethorpes gudesmukke fotografier af græske statuer, smukke og atletiske menneskekroppe og yndige blomster sat i skarp kontrast til de både hårde, ubekvemme og smertefulde S&M fotografier.

Flere af fotografierne fra X serien er ubehagelige og fascinerende på samme tid. Især har jeg svært ved at forlige mig med selvportrættet af Mapplethorpe som djævel med hale stikkende ud af hans nøgne underkrop og et ansigt, der formidler smerte og ubehag. Og sådan er der flere fotografier på udstillingen, der får mig til at gispe. Ikke mindst HBO dokumentaren Look at the Picture, der viser et indblik i, hvor meget Mapplethorpe ofrede for sin kunst og for at blive rig, kendt og anerkendt. Men mon ikke også han nød en del af vejen dertil, trods alt? Han oplevede kunstnerisk frihed bl.a. i kraft af tiden og de kredse han kom i. Men mange har tænkt – og tænker nok stadig – at især X serien er et veldokumenteret freak show.

Grayson Perry på aros

Grayson Perry

Den engelske multikunstner Grayson Perry, er udover at være keramiker, skulptør og illustrator, samtidig transvestit eller cross-dresser som det også kaldes. Hans anden persona hedder Claire, og hun er ikke henvist til privatlivet, men bruges aktivt i Graysons offentlige liv. Således var det Claire der bød velkommen til åbningen af udstillingen på aros, og hun var iført masser af make-up og var ganske farverig.

Hun var et lille stykke freak show, og var mere spektakulær end klassisk flot, og dét kan meget vel være et stort kompliment for Claire, der gerne skiller sig ud fra mængden. Det til en grad, der af og til kan være forbundet med smerte, da et par af kjolerne ifølge Grayson, ligefrem gør ondt at bære. I udstillingen vises flere af de designer-kjoler, Claire bærer til store galla- og prisfester – bl.a. BAFTA. Kjolerne er designet af studerende på en designskole i London, hvor Grayson Perry stiller dem designopgaver til Claire som en del af deres uddannelse.

Grayson Perry og Claire design

Claire kunne såmænd ligeså godt have levet i det skjulte som en hemmelighed for offentligheden, men Grayson har i stedet valgt at bruge hende aktivt i sit liv. Og på den måde bliver hun til en slags muse eller katalysator for kunsten. Hun inddrages i flere af værkerne – bl.a. ses hun i flere keramikkrukker og på mange skitsetegninger.

Men også barndommens fortrolige og trofaste ven for Grayson, bliver en del af kunsten i flere tilfælde. Det er bamsen Alan Measels, der sågar har fået en motorcykel-helligdom til at blive transporteret rundt i og en kæmpekuffert doneret fra Louis Vuitton.

Hvor Mapplethorpe brugte sig selv som objekt og metode til at dokumentere S/M miljøet, virker det som om, Grayson bruger Claire som den offentlige og udadvendte persona, der kan undslippe stivheden fra et akavet pressemøde eller ved store events. Det er måske helt forståeligt, selvom der nok er flere, der vil mene, det er et ganske omfattende omend veldesignet freak show.

 

20
aug

farverige danskere – Ib Geertsen

Ib Geertsen - farverig dansker

Ib Geertsen er en af de farverige danskere, jeg vil gå tæt på i en ny serie om dansk, farverig kunst. Hans kunstværker er stadig aktuelle og viser en unik sans for form, farve og komposition i tidløse design. Han bøjer uskrevne farve regler.

Ib Geertsen er lige nu aktuel med en udstilling på GAK –  Gesellschaft für Aktuelle Kunst Bremen. Men som kunstner er han altid aktuel, fordi han som andre store danske kunstnere og designere formår at være tidløs i sit udtryk. Samtidig er han meget grafisk i den måde, han arbejder med form og farve. Et af hans absolutte kendetegn, er et kvadrat og en cirkel smeltet sammen til en karakteristiske dråbeform. En form der jo egentlig er utrolig let at kopiere, men måden Ib Geertsen sammensætter andre grafiske elementer og farver i sine værker, er helt speciel for ham. Det er også typisk for Geertsen at splitte elementerne op og sammensætte dem farvemæssigt til en karakteristisk komposition.

Når der arbejdes så karakteristisk med farver, er det unægteligt samtidig en stor cadeau til det omfattende arbejde og studie Johannes Itten har bragt til forståelse og brug af farver. Ib Geertsen viser med sin kunst, at han har forstået avanceret og avantgarde farveteori.

Farveregler

Vi har nok allesammen oplevet at blive underlagt farveregler, der på en eller anden måde tæmmer eller begrænser farvernes sammensætning i vores påklædning og boligindretning. Det er jo ikke mange år siden, de fleste var enige om, at pink og rød ikke var gode farver at kombinere. Men det går overordnet ret fint med de to farver i dag, hvor der er langt mere frihed til at arbejde med farver og udfordre farver.

Traditionelt set er vi i de nordiske lande mest til kølige og meget lyse toner og selvfølgelig også den sorte farve, der ville være tæt på et bud på en nationalfarve, hvis ikke det var for vores rød-hvide flagfarver. Vi er ikke kendte for at sammensætte vilde farver og nuancer, som vi ser det i Mexico, Indien og Asien. Og dog har vi et par danske kunstnere, der sætter vores farvesans på nye eventyr. Alligevel formår de at beholde en del af det nordiske udtryk. Ib Geertsen er én af en række danske kunstnere, der bøjer de uskrevne, men kendte regler for brug af farver. Alene hans brug af primær farverne rød, gul og blå i mange værker, er lidt aparte. Det er farver, der stikker i hver deres retning og derfor også rummer meget af forholde sig til. Der er disharmoni men dog en slags harmoni.

Ib Geertsen på GAK

Grafisk Ib Geertsen

Udover en interessant sans for at sammensætte farver, blev et af Ib Geertsens grafiske kendetegn en form der sammensmelter en cirkel og en firkant, så formen bliver som en dråbe. Sammensat med spændende farvekombinationer og i flere tilfælde også andre former, bliver det til meget interessante værker set med grafiske øjne. Ikke mindst fordi hans stramme former formår at blive arkitektoniske.


Hans dråbeform ses blandt andet i værket Kravleskulptur fra 1954, men også i flere af hans malerier, både på lærred og på husgavle som det ses i Brøndbyøster i et værkt fra 1991. På hjemmesiden KØS – Museum for kunst i det offentlig rum, ses flere af hans værker. Her bliver det også tydeligt, hvordan han brugte sin grundform til flere forskellige projekter som skulpturer og mobiler.

Ikonisk stil

Med en så karakteristisk og ikonisk stil, blev hans arbejde med farve og form Ib Geertsens brand eller varemærke. Netop fordi det er så ikonisk en stil, kan vi kende og genkende hans værker ret hurtigt. Andre kunstnere kan være lidt sværere at genkende, fordi de spreder sig over flere stilarter, udtryk, former og materialer. Hvis vi ser på en anden meget dygtig kunstner Olafur Elisasson, så kan det være lidt sværere at genkende hans værker. Han har arbejdet meget med farver, refleksion, spejle og former, men også med vand og damp. Han laver installationer og oplevelseskunst, men også skulpturer, collager og meget andet. Han er en anden type kunstner end Ib Geertsen. Ib Geertsen er stilmæssigt, en kunstner indenfor den konkrete kunst, hvor form, farve, bevægelse og linier er i fokus.

Bor du i Aarhus kan du i øvrigt se en Ib Geertsen mobile hænge ned fra loftet lige ved Borgerservice og bruger PC’erne på Dokk1.

Ib Geertsen udstiller på GAK Bremen

Mobiler på aros

I 2009 udstillede Ib Geertsen på aros under titlen Mobiler. Udstillingen viste en lang række af hans  farverige mobiler i mange formvariationer. På aros hjemmeside, kan du se nogle af de udstillede mobiler og læse om udstillingen. Egentlig startede Ib Geertsen med maleriet som udtryksform, men gik senere over til mobiler, som eksisterer i det fysiske rum med deres former og bevægelser på en helt anden måde end maleriet.

Ib Geertsen på GAK

Ib Geertsen blev født i København i 1919 og døde i 2009, hvor han havde udstilling på både aros i Aarhus, ligesom han udstillede i London samme år. Hans kunst fik en revival ved årtusindeskiftet og er stadig aktuel med et udtryk, der formår at være moderne og aktuel til enhver tid. Og nu udstilles forskellige Ib Geertsen værker så i Bremen på GAK. Gruppeudstillingen Das Loch (Hullet) med bl.a. danske Ib Geertsen værker vises på GAK i Bremen fra d. 20. august til 13. november.

Fotografierne i denne artikel er fra udstillingen på GAK – fotograferet af Tobias Hübel.
18
aug

3 udstillinger fik os til at ringe til aros

3 udstilinger fik os til at ringe til aros

Der går ikke røg af en brand uden der er ild! Eller gør der? I mindst 2 tilfælde har det vist sig ikke at holde stik. 2 tilfælde hvor aros udstillinger har fået bekymrede borgere til at ringe ind.

Et flammehav uden røg, en konstant røg uden ild og en førerløs hund, har igennem tiden fået både ordensmagten og bekymrede borgere til at ringe til aros. Heldigvis har det alle tre gange været dele af udstillinger og ganske ufarligt. Her kan du læse om de tre udstillinger, der fik os til at ringe til aros, politiet og brandvæsenet.

Flammehavet på aros

Kunstnerduoen, der består af danskeren Thyra Hilden og argentineren Pio Diaz, gæstede i 2007 aros med en spektakulær og skræmmende, smuk installation. For kunstelskere var synet af installationen et sandt mareridt og satte mange bekymrede tanker i gang. Med en uhyggelig, realistisk installation, der gav en illusion af, at aros stod i brand og var opslugt af et vildt flammehav, skabte kunstnerduoen uro hos byens borgere. Hele vinduespartiet på aros var opslugt i et flammehav skabt af flere dusin videoprojektører, der fik flammerne til at se enormt virkelighedstro ud.

Jeg husker tydeligt min gåtur forbi aros en vinteraften, hvor flammerne pulserede op og ned i de enorme vinduespartier. Som mange andre borgere havde jeg ikke hørt om installationen før den bare var der, og mit hjerte stod stille indtil jeg kom så tæt på bygningen, at jeg forstod, hvad der foregik. Så overtog respekten og nysgerrigheden. De varme farver fra flammerne virkede dragende i den kolde vinteraften. Det var smukt og uhyggeligt på samme tid.

Efter aros tog kunstnerparret flammehavet videre til Louvre i Paris og Colosseum i Rom. I forbindelse med installationen på aros, er der lavet et lidt kikset videoindslag, men sådan lavede man måske video indslag i 2007? Der er sket meget siden…. Se det her: aros overview

Udstillinger fra aros i røg og damp

Røg og damp

I 2009 og igen i 2015 åbnede aros det sanselige rum med Olafur Eliasson værket Your Atmospheric Colour Atlas – der kom til at gå under det mere folkelige navn ‘røgrummet’. Rummet er en del af museets permanente samling, men er dog ikke permanent udstillet.

Rummet bød på en intens farveoplevelse, der da også havde advarsler ved indgangen for at gøre opmærksom på, at rummet kunne virke intenst. Det var på eget ansvar, man opholdt sig i rummet. Jeg har haft flere venner med igennem rummet, og har oplevet deres reaktion, ligesom jeg også husker min egen første oplevelse af rummet. Det var intenst, lidt overvældende og fascinerende på samme tid.

ARoS - atmospheric color room

Rummet består af en lang række farvede lyspærer, der er samlet i farveskalaer: rød, gul og blå. I overgangene samler de tre primærfarver hele farvepaletten, så du går igennem alle regnbuens farver og lidt til, når du tager en gåtur i rummet. Til at fortætte oplevelsen og mødet med farverne, puster en røgmaskine konstant røg ud i rummet. Den hvide røg omfavner dig i rummet, som en tyk tåge, der samtidig binder farverne fra de farvede lyspærer, så du omringes af en intens mur af farve.

3 udstillinger der fik os til at ringe til aros

En helt igennem fantastisk oplevelse af farve og samtidig også meget intens, fordi du mister din stedsans totalt. I stedet opbygger du en stedsans, hvor du orienterer dig efter farverne som var de et atlas.

Udstillinger der fik os til at ringe til aros

Røgen eller dampen fra rummet ledes ud af rummet via en kanal i muren, der får røgen til at bevæge sig ud af siden på aros bygningen i en konstant strøm. Men i dette tilfælde gik der faktisk røg af en brand uden der var ild.

Førerhunden uden fører

I efteråret 2012 viste aros udstillingen The Human Echo med værker af amerikanske Tony Matelli. Han er især kendt for sine detaljerede, humoristiske og til tider skræmmende, naturtro skulpturer i bronze og det var da også netop en af disse, der fik både ordensmagten og bekymrede borgere til at ringe til aros. Tony Matelli er nemlig enormt god til at levendegøre sine skulpturer og få dem til at se virkelighedstro ud. Således også med hans værk Stray Dog.

Som en del af hans udstilling på aros i 2012, indgik en skulptur af en lys labrador, der blev placeret udenfor på bakken ud til Vester Allé foran museet. Jeg blev selv snydt den første gang, jeg cyklede forbi hunden. Ikke alene så den realistisk ud, den var også sød og så på samme tid lidt fortabt ud. Den var iført sådan en sele med håndtag, som blinde har til deres hunde, så der var også et stort element af bekymring og omsorg forbundet med at se hunden. Der opstod lynhurtigt tanker som: Hvor er den blinde, hvis hunden står dér alene? Og hvad hvis hunden løber ud foran den heftige og tunge trafik på Vester Allé? Der opstod samtidig følelser af pligt, ansvar og omsorg hos flere borgere.

Henvendelserne fra de bekymrede borgere resulterede i, at hunden blev flyttet væk fra Vester Allé og længere hen mod indgangen af museet, hvor den desværre blev alt for anonym. Læs mere om Tony Matelli udstillingen på aros hjemmeside. Desværre har jeg ikke noget foto derfra, men DR har skrevet en artikel, hvor der indgår et foto af hunden foran aros. Se et foto af den meget virkelighedstro hund i artikel fra DR.

09
aug

PANTONE STUDIO til grafiske designere

Farveapp PANTONE StudioPANTONE Studio er navnet på en ny app fra PANTONE, der giver dig mulighed for at oprette farvepaletter fra snapshots, fra kamerarullen eller din instagram. Alle farver vises i PANTONE, RGB, CMYK og HEX i en visning, der visuelt kendetegner app’en fra andre farve apps.

Jeg hentede den nye app, der i øjeblikket kun er tilgængelig via AppStore og gik på opdagelse i naturen og i mine instagramfotos, for at teste app’en. Det er en ganske omfattende app med mange gode muligheder og værktøj for den farveglade grafiker, men også fotografer og webdesignere. Via app’en er det muligt at linke op til både Facebook, Pinterest, Creative Cloud og Instagram, men den kan også bruges til at samle egne paletter. Her går jeg igennem nogle af de muligheder PANTONE Studio app’en tilbyder.

Farvepaletter fra PANTONE Studio

Hvis du er grafisk designer og elsker farver, så er det en rigtig god app til at give dig inspiration, viden og trends samtidig med, at du kan bidrage med dine egne paletter og direkte inddrage dem i dit workflow. Når du fotograferer direkte via app’en, oprettes en farvepalette øjeblikkeligt og giver dig samtidig mulighed for at redigere i paletten og gemme den. Hvis du ikke kan nå at gemme din palette, så kan du roligt bare fotografere løs med din almindelige fotoapp og senere bede PANTONE Studio om at indlæse fotografierne fra din kamerarulle. Derfra kan du oprette farvepaletterne, redigere og gemme dem, når du har tiden til det.

Detalje af PANTONE farve

Ovenfor på fotografiet er jeg gået ind i detaljerne i en af mine paletter for at tjekke farvekoder: PANTONE, RGB og HEX værdier. Det er også muligt at trække indholdet opad via pilen i det hvidefelt, og derved gives adgang til Harmonier, Kryds referencer og Inspiration i den palette, den valgte farve hører under – i dette tilfælde er det 1Y01 SP, der er en del af SkinTone Guide.

PANTONE Studio er måske ikke helt ny, men snarere en videreudvikling af den tidligere myPANTONE app. App’en skaber mulighed for at lave farvepaletter ud fra fotografier og med et enkelt og let genkendeligt format, kan den blive et design hit til dem der elsker farver og farvepaletter.

Farvepaletter fra fotografier

Dine fotografiers farvepaletter ligger i en symmetrisk perlerække af kvadrater ned igennem midten af fotografiet som vist på billedet overfor her. Som udgangspunkt finder app’en 5 farver i dine fotografier, men du kan selv definere og redigere farver og rækkefølge i paletten. Når du har gemt din palette, oprettes i din liste af paletter. Her kan du rette, ændre og slette i tonerne som det passer dig. Ligesom du kan dele dem og sende dem til din cloud eller Photoshop.

PANTONE Studio farvepaletter

Du kan slette farver, ændre og tilføje som du vil. Hvis du kun ønsker 3 eller 4 farver i din palette, trykker du på en af de farver, du vil slette og holder trykket indtil farven kan slettes.

Redigere farver i PANTONE Studio

Farvepaletter til grafikere

PANTONE Studio er langt fra den første app, der tilbyder mulighed for at dele farvepaletter og trække inspiration fra andre farvepaletter.

  • Colourlovers har et omfattende, online farve community, der deler farvepaletter, mønstre, trends og farveinspiration. PANTONE Studio app’en linker i flere tilfælde til det online Colourlovers community og viser både farvepaletter og artwork derfra.
  • Set med grafiske øjne er Adobe Kuler interessant som arbejdsværktøj, fordi der udover et stort community også er den fordel, at farverne kan integreres direkte i Adobe programmerne. Og så er der et online website hvis man foretrækker en større skærm til arbejdet med farverne.
  • Og set med grafiske øjne, er netop muligheden for at integrere farvepaletterne i dit workflow, det der gør PANTONE Studio rigtig interessant. Dine farvepaletter kan direkte linkes op til din Creative Cloud, så du også kan dele dine paletter fra fritid til job, fra team til kunde, fra job til leverandør om nødvendigt – etc.

Del dine paletter fra PANTONE Studio

Freebee med limits

Du kan bruge app’en uden at oprette en profil, men vil i det tilfælde skulle undvære nogle funktioner, ligesom din farvepalette vil blive indskrænket. Derfor vil du kunne opleve, at de farver app’en finder udfra dine fotografier, ikke helt stemmer overens med de toner du ser på skærmen. Det er kun registrerede profiler, der har adgang til samtlige farver fra PANTONE familien. Lige nu kører PANTONE en kampagne med fri adgang til alle funktioner i 7 dage. Abonnement tegnes via app’en.

Hent app i AppStore og læs anmeldelser.

29
jul

Farverig kunst fra Grayson Perry

Grayson Perry med et farverigt værk

Grayson Perry forstår virkelig at arbejde med farver i sine ofte meget grafiske værker. Med udstillingen ‘Hold your Beliefs Lightly’, viser han både sans og forståelse for arbejdet med farver og samtidig sin evne til at udleve og designe sit alter-ego, den farverige transvestit Claire.

At Grayson er en kontrastfyldt og alsidig kunstner, ses bl.a. i den måde han iscenesætter sine forskellige personligheder. Der er nemlig mindst 2 personligheder i Grayson – aarhus møder lige nu dem begge i udstillingen på aros. Men kontraster og alsidighed ses bestemt i lige så høj grad igennem hans kunstværker, der spænder fra detaljerede vægtæpper til skulpturer, tv-programmer, keramikkrukker og meget mere. Gerne med en humoristisk kant og ofte med et tema der bygger over emner som tro og tilbedelse. Grayson Perry er også en kunstner, der interesserer sig for og inddrager historiske elementer, temaer og viden.

Grayson og Claire

Som Grayson Perry stod der til åbningen af Hold Your Beliefs Lightly, med forvirret hår, en rød- og sort-ternet skovmandsskjorte og et par blå bukser, virkede han næsten underspillet anonym. Han virkede sådan lidt leverpostej, som vi vil betegne sådan en person, vi går forbi på gaden uden at ænse. I ret stor kontrast til hans kunst, hans pilgrimsfærd med bamsen Alan Measels på en opsigtsvækkende pimp-me-up motorcykel a la en Pope Mobile, men også i skarp kontrast til udlevelsen af den indre transvestit, Claire.

Kenilworth AM1

Store dele af Graysons kunst vidner om en dyb æstetisk og historisk forståelse og en dyb evne til at lege med og sammensætte komplekse, men også naive udtryk igennem arbejdet med farver og materialer. Motorcyklen der er skabt til en pilgrimsfærd med bamsen Alan Measels er holdt i barnlig, humoristisk stil med naive tegn og ord, med lyserød og blå som gennemgående farver (i en noget mørkere nuance men dog i familie med PANTONE farverne 2016: serenity og rose quartz) og så er der hele det faktum, at bamsen Alan Measels har fået sit eget lille hus til tilbedelse / shrine bagerst på cyklen. Grayson har designet en dragt og en hjelm, der fuldender hele udtrykket. Det viser Grayson som en legesyg kunstner, der gerne går langt for sin kunst. Motorcyklen har ført ham ud på en længere rejse, der dog også var ganske ubehagelig, fordi motorcyklen måske nok er opsigtsvækkende, men absolut ikke komfortabel.

Men tilbage til åbningen af udstillingen, hvor Grayson stod der til pressemødet, i utrolig konservativ farvestil og fuldkommen kontrast til, ikke alene hans kunst, men også hans indre transvestit, Claire, hvis smag og stil, stikker helt af i sammenligning. Men den er god nok – det er en og samme person. Altså Claire og Grayson Perry. Sidstnævnte mødte op til pressemøde, Claire mødte op til den store åbning af udstillingen i høj make-up og haute-couture. Herunder ser du nogle af de design, Claire har båret til prominente fester. Grayson har valgt at udleve sin indre transvestit Claie, og bruge hende kreativt i sit arbejde og liv. Da han valgte at springe ud og vise Claire til sin omverden, bar han også en specielt designet kjole. Som Grayson siger: You don’t die of embarrassment” og nu bruger han altså Claire til bl.a. til at åbne store udstillinger.

Grayson Perry og Claire design

Ovenfor ser du en del af de spektakulære design, Claire har vist gallafester og prisuddelinger. Nogle af kjolerne har ifølge Grayson Perry været lidt smertefulde af bære, andre har spredt humor og forargelse. Grayson har for vane, at få lavet sine kjoler af designstuderende fra Central Saint Martins. En af de kjoler der spredte humor, er den sorte og lyse kjole, du ser som nummer 3 fra højre på bagerste væg. Den har påsyet sten på både kappe og kjole – på kjolen er stenene syet så i form af en fallos og omkring kappen er de syet i pearl necklace. Kjolen blev båret til den engelske prisuddeling BAFTA i 2013.

Keramik af Grayson Perry

Det grafiske

Især Graysons vægtæpper og keramikkrukker, er interessante at se nærmere på for det grafiske øje. Hans brug af farver, kontraster, former giver meget detaljerede værker, der er værd at bruge tid på. Og så er hele hans afsæt for udstillingen også en nærmere diskussion værd: er det sådan, at vi har skiftet vores tro på en gudeskikkelse ud med en tro på varemærker og brands? Netop den tanke er omdrejningspunkt for det største vægtæppe på udstillingen – Walthamstow Tapestry.

Walthamstow Tapestry på aros

Der er så mange detaljer i tæppet, og det er en stor fornøjelse at gå på opdagelse i. Her har jeg lavet et lille detaljeudsnit, så det bliver tydeligt, hvordan brands og brandnavne er indarbejdet i tæppet.

Detalje fra Walthamstow Tapestry

Introbilledet til dette blogindlæg viser også et af hans vægtæpper. Det er nok ikke hans hensigt, men kvinden i den grafiske gule, grå og hvide kjole har en slående lighed med Dronning Margrethe. Og jeg er sikker på, at Hendes Majestæt også ville se fantastisk ud i sådan et design :) Farverigdommen i tæppet er helt unik og vidner om at Grayson Perry har en ganske omfattende og nuanceret farvepalette i sine udtryk.

The Vanity of Small Differences

Omtalte vægtæppe er et af 6 udstillede fra The Vanity of Small Differences, der kredser om temaer tilbedelse af brands og produkter, og om klasse-inddelinger: working class, middle class og upper class. I udstillingens rum findes også tablets, hvor der er mulighed for at gå på opdagelse i vægtæppernes detaljer. En enormt belejlig og god feature, fordi det giver mulighed for at forstå værkernes enorme detaljerigdom. Et af vægtæpperne har f.eks. et portræt af Jamie Oliver, ligesom der gives forskellige information, man kan gå på jagt efter med sine børn: kan I f.eks. finde hans signatur i vægtæpperne?

Grayson Perry The Agony in the Car Park

Udstillingen Hold Your Beliefs Lightly kan ses på aros kunstmuseum frem til 11. september.

 

25
jul

stromae i grafisk og digitalt design

Stromae livekoncert med grafisk, digitalt designBelgiske Stromae står bag dancehits som ‘Alors en dance’, ‘Papaoutai’ og ‘Tous les memes’. Stromae har med Racine Carrée albummet fået opbygget en lækker, grafisk stil. Med digital scenekunst og lækkert design viser Stromae grafisk klasse i livekoncerten til Racine Carrée.

Når Stromae (Paul van Haver og band) ikke kommer til Danmark og giver koncert, så kan man da heldigvis se hele Racine Carrée koncerten online, optaget i Montreal i oktober sidste år. Og der er flere lækkerier igennem koncerten, der er fyldt med smukke, grafiske oplevelser. Det blå univers, der er grundlaget for hele koncerten skiftes ud i sekvenser med mere farverige og varme grafiske stilarter, men holdes også i perioder helt i sort/hvidt.

Det grafiske tøj

Det er umuligt at se på Stromae uden også at bemærke det grafiske tøj som Paul van Haver, er blevet kendt for under navnet Mosaert. Igennem livekoncerten er både han selv og hele bandet klædt i nogle af de grafiske design, der er så efterspurgt af deres fans. I introen ses en jumper i sort med hvide, grafiske snit. Senere er Paul van Haver iklædt den velkendte jakke fra Tous les Memes og hen imod slutningen af livekoncerten Racine Carrée, kommer han i det vilde og karrikerede, grafiske outfit, der gør Papaoutai til en visuel lækkerbid. Der er mange grafiske oplevelser i koncerten, som jeg varmt kan anbefale.

Sammen med Coralie Barbier har Paul van Haver lavet et par unisex design, der ikke skal ses som merchandise til Stromae fans (kun), men mere som mode til både mænd og kvinder. Her finder du et interview, hvor de to fortæller om deres samarbejde. Her kan du se og købe nogle af de lækre design

Grafisk og enkelt fra Stromae

Quand c’est? (cancer)

Et af de numre, der virkelig fungerer både musisk og grafisk i sin liveversion er dramaet i sangen Quand c’est?, der også er kendt som Cancer. Hele det grafiske setup, farverne, vokalen, stemningen og musikken giver en smuk oplevelse, der samtidig er ekstremt uhyggelig. Hvis du hopper frem til 41:50 i koncerten, læner dig tilbage og nyder musik og stemning, så vil du også blive rørt af oplevelsen. Her formår musikken i samspil med det grafiske udtryk, at skabe præcist den uhyggelige og ubehagelige stemning, der afspejler vores følelser og frygt for kræft. Det er en smuk fortolkning til Stromaes stærke tekster. Samtidig er det grafisk og farvemæssigt enkelt og ser vanvittig godt ud.

Stromae i grafiske lækkerier

Se hele koncerten her og nyd også de scener, hvor han bliver præcist så dukke-plastik fake som i musikvideoen til Papaoutai. Et signaturlook som han bliver bedre og bedre til at mestre.

20
jul

LIGHTS var ikke det jeg troede

Lights - et lydprojektI festugen sidste år havde jeg en ganske ubehagelig lydoplevelse og selvom der snart er gået et år, kan jeg stadig genkalde den klaustrofobiske og ubehagelige stemning lydprojektet skabte. Ikke kun hos mig, men hos flere af de fremmødte. Og vi kunne ikke slippe væk!

Midt i festugen sidste år, gik jeg på Dokk1 for at hente en reserveret bog på biblioteket. På vej hen til bogreolerne, gik jeg forbi en kø af mennesker ved indgangen til forestillingen Lights. Hvad det præcist var, og hvad det indebar, vidste jeg ikke, men tænkte ‘carpe diem’ stillede mig i kø og gik snart ind for at finde en plads i det mørke lokale.

Jeg gjorde mig en masse tanker om, hvad der ventede alene ud fra titlen på forestillingen. Lights der jo var temaet på festugen i 2015: Lys – mere lys, lyder som en sanselig oplevelse. Var det mon farvet lys, et lyshav eller et lysfænomen?

Låste døre

På en lille scene sad en række musikere klædt i sort og kun ganske svagt oplyst af få spots. Der blev hurtigt stille i lokalet og lyset blev slukket. Vi blev budt velkommen og der kom en info om, at forestillingen godt kunne være lidt intens, og derfor ikke egnede sig til mindre børn. Hvorpå et par forældre med mindre børn rejste sig og gik.

Dernæst blev vi informeret om, at forestillingen ville tage 20 minutter, hvor det ikke ville være muligt at forlade lokalet undervejs, fordi forestillingens lyd skulle optages til senere udgivelse.

Uroen begyndte at melde sig hos mig, men jeg slog det hen, fordi en intens oplevelse for mig også beskriver en oplevelse, der fanger mig i nærvær og sætter mine sanser i spil.

Forstørret lyd

Og det skulle også snart vise sig at holde stik! Jeg tror, jeg forstår, hvordan dyr oplever lyd nu; når dyrenes høresans er så udvidet, at de hører alting forstørret i sammenligning med mennesket. Og jeg forstår, at lyd kan gøre ondt, når lyden sætter vibrationer i gang i øret som er nye. For måske er det faktisk, det der sker? Lydbølgerne i projektet Lights er anderledes end noget jeg har oplevet før.

Forestillingen Lights komponeret af Niels Lyhne Løkkegaard og Jakob Kirkegaard, blev fremført af Aarhus Jazz Orchestra i Store Sal på Dokk1 lørdag d. 29. august. Det var en forestilling, der skulle give en ny kropslig oplevelse af lys og lyd, læste jeg efterfølgende. Lysoplevelsen var ikke den største.

Lydene der blev brugt i forestillingen, findes i Store Sal i forvejen eller er inspireret af lyde optaget i rummet. En metode flere musikere bruger til inspiration eller som elementer i musikken – f.eks brugte Efterklang på deres sidste album Piramida, lydoptagelser fra et nedlagt mineområde på Svalbard. Det skabte en karakteristisk lyd på albummet, der fungerer smukt.

 

En rejse i smerte

I Dokk1 blev rummets naturlige lyd forstørret med brug af instrumenter. Og her begyndte en rejse i smerte for mig og for dele af publikum. Da de 13 musikere havde slået triangler an i omkring 5 minutter, blev lyden til smerte. Jeg forsøgte, at give mig hen til det, i håbet om at smerten ville fortage sig og blive til en form for vibration, der ville skabe en tilstand af trance i mine ører. Det skete ikke. I stedet gjorde det mere og mere ondt.

Flere sad meget tidligt med fingre stukket i ørerne som ørepropper, nogle fik kram og omfavnelse af deres partnere, flere unge måtte gemme sig i favnen på deres forældre – der var tale om generel lidelse. Men der var også flere stående ovationer, da musikken endelig tonede ud. Samtidig rev en af de unge blandt publikum sine fingre ud af ørerne, stormede mod døren og flåede den op for at komme ud. Hun havde ikke nydt oplevelsen. En anden sagde højt: “Det er for galt, det her!” Så det var en forestilling, der satte noget i gang. Jeg var lidt ør og øm efter oplevelsen.

Her har jeg fundet et kort klip fra Lights:

Lights var for mig et interessant møde, jeg aldrig har lyst til at gentage. En interessant tanke er dog, hvor meget vi bliver påvirket subtilt, af de lyde der findes i rum, som det vi sad i. Gør det os trætte?

Lights – et lydovergreb

Da jeg gik fra Dokk1 den eftermiddag sidste år, susede en ambulance med sirene forbi mig på gaden. Jeg ænsede den nærmest ikke – lyden var ikke gennemtrængende eller skinger, i forhold til hvad jeg netop havde overværet. Det var som om min høresans var bedøvet i en form for forsvarsposition. Min høresans havde været udsat for et lydovergreb. Resten af aftenen tilbragte jeg i stilhed i naturens lyde.

17
jul

Første møde med Robert Mapplethorpe

Robert Mapplethorpe selvportrætKan du huske, første gang du så et fotografi af Robert Mapplethorpe? Mit første møde med Mapplethorpes fotografier gik igennem en tankevækkende, fransk film med et soundtrack af en amerikansk komponist, der engang blev fotograferet af Robert Mapplethorpe i et helt fantastisk portræt.

En sen søndag eftermiddag for et årti siden, sad jeg i en dunkel biograf i Odense og lod mig forføre af den både roste og kritiserede film La Moustache. Filmen formår helt som bogen, der da også er skrevet af instruktøren Emmanuel Carrére selv, at springe rundt i en fortælling i tid? eller i et sygt sind? eller i et sygt spil? Der er ikke nogen svar i den romantiske film, der har franske lækkerier som Vincent Lindon i rollen som Marc Thiriez og Emmanuelle Devos i rollen som hans kone Agnés Thiriez.

Som titlen afslører handler filmen om et overskæg – en moustache – der først er der, og så er den der ikke eller var den der egentlig nogensinde? Flotte Marc tager en aften et bad og vælger samtidig, at barbere sin moustache af. Da han træder ud af badet, leger han lidt kispus med Agnés, før han er klar til at vise sit nu ‘nøgne’ ansigt. Men Agnés reagerer ikke på det hun ser og påstår senere, at Marc ikke har haft overskæg i den tid, de to har kendt hinanden. Derfra rejser vi med Marc Thiriez igennem en eksistentiel krise, igennem paranoia og fortvivlelse, forvirring og uro, kærlighed og tillid. Så har jeg vist ikke afsløret alt for meget. Men måske givet en ide videre til en lille prank til næste movember kampagne, hvis du vil drille din kæreste lidt….

Filmens grundlæggende og konstante musik ‘Violin Concerto No. 1′ kan nok drive nogle til vanvid, men vil også kunne henføre andre til en stemning, der er svær at slippe igen. En stemning sat af den amerikanske komponist, Philip Glass, der i øvrigt besøgte CLICK Festival i Helsingør tidligere i år.

Her kan du høre musikken fra filmen:

Efter at have set La Moustache, der stadig er en af mine absolutte yndlingsfilm, gik jeg på jagt efter det gennemgående stykke musik i filmen. Jeg kunne nemlig ikke slippe hverken stemning, musik eller den både tragiske, men også humoristiske, romantisk drillende film. Undervejs i min søgen stødte jeg på et helt fantastisk portrætfotografi af Philip Glass. Det var fotograferet af Robert Mapplethorpe, og fungerede som min indgang til Mapplethorpes mange, fantastiske fotografier. Hans liv og X – Y – Z serie, har jeg dog først stiftet bekendtskab med indenfor de seneste 5 år. En del af hans yngre liv beskrives i bogen Just Kids af Patti Smith – læs blogindlæg her. Ligesom en vinkel på hans senere, fotografiske arbejdsliv og natteliv beskrives i HBO dokumentaren Look at the Picture.

Portrættet af Philip Glass er dog ikke et af de udstillede på aros kunstmuseum, men til gengæld er der ikke mindre end 182 andre fotografiske værker af Robert Mapplethorpe. Introbilledet til denne blog artikel har jeg taget på udstillingen på aros – det er et portræt af Robert Mapplethorpe selv.

Langt størstedelen af de udstillede fotografier, er i privateje hos en norsk samler og heldigvis udlånt til aros, så vi har mulighed for at se dem. Udstillingen ‘On the Edge’ vises frem til 30. oktober – læs også blogindlægget her om den virkning, udstillingens farvede vægge har på oplevelsen af fotografierne.

13
jul

Derfor bruger Grayson Perry skitsebøger

En side i Grayson Perrys skitsebogDet er altid spændende at få et indblik i andres skitsebøger og på den måde se og forstå en del af den kreative proces, der ligger bag. I år har jeg set spændende skitsebøger fra kalligrafisten Oriol Miró og fra den engelske kunstner Grayson Perry.

Nogle mennesker er gode til at opbevare og gemme deres visuelle skatte såsom skitser, tegninger, fotografier og noter. Andre er gode til at smide ud og skille sig af med papir, nips og hæfter. Jeg tilhører den sidste kategori, og er egentlig lidt ærgerlig over, at jeg smider mine tegninger og skitsebøger ud. Især når jeg får mulighed for at se og bladre i spændende skitsebøger, som dem jeg har set i år. Oriol Miró er et åbenlyst kalligrafisk talent, og vi var så heldige, at se et par af hans skitsebøger, da han var i Danmark i starten af juni. Hans skitsebøger er skatte af former, farver, stemninger, ord og teknikker.

Også den engelske, farverige kunstner Grayson Perry, der i øjeblikket udstiller keramik, vægtæpper, skulpturer og et par sider fra sine skitsebøger på aros, er spændende at studere nærmere. Selvom det kun er få skitser, der er udstillet, så giver de et godt indblik i den kreative proces. Og så er det også muligt at købe en lækker bog med nogle af hans skitser i shoppen på aros. Skitsebogen viser hvordan han går fra ide til projekt – fra skitse til grafisk vægtæppe – fra tegning til keramikvase. Bogen er udgivet i samarbejde med aros – den hedder ‘Sketchbooks Grayson Perry’. Til denne artikel har jeg fotograferet lidt fra Grayson Perry udstillingen ‘Hold your beliefs lightly’ og fra bogen ‘Sketchbooks’.

Skitsetegning af Grayson Perry

Grayson gemmer alle sine skitsebøger og tegner helst kun i sine skitsebøger. Han er ikke meget for at tegne pludselige ideer på servietter eller andet papir, han lige har ved hånden.

Ved åbningen af udstillingen ‘Hold your Beliefs Lightly’ fortalte Grayson kort om sine skitsebøger. Når han ikke tegner på servietter og forhåndenværende papir, er det fordi han frygter ‘the picasso napkin syndrome’. Det er når man kan bruge en tegning på en serviet, til at betale sin aftensmad eller på anden måde sælge sin streg, hvor det er muligt. Sådan betalte Picasso efter sigende nogle af sine restaurantmåltider – en tegning på en serviet eller et stykke dug.

Grayson Perry skitser

Hermed en lille reminder om hvorfor det er så vigtigt, at gemme sin skitsebøger:
– de viser din kreative udvikling over tid
– de viser aflagte projekter som måske var før deres tid
– de viser dit talent – et talent du måske havde glemt alt om
– de viser hvor du startede og hvordan du kom frem til i dag
– de er idebøger
– de viser stemninger og sindstilstande
– de viser din tid.

Skitser udstillet på aros

Grayson Perry kan opleves på aros indtil d. 11. september