20
jul

LIGHTS var ikke det jeg troede

Lights - et lydprojektI festugen sidste år havde jeg en ganske ubehagelig lydoplevelse og selvom der snart er gået et år, kan jeg stadig genkalde den klaustrofobiske og ubehagelige stemning lydprojektet skabte. Ikke kun hos mig, men hos flere af de fremmødte. Og vi kunne ikke slippe væk!

Midt i festugen sidste år, gik jeg på Dokk1 for at hente en reserveret bog på biblioteket. På vej hen til bogreolerne, gik jeg forbi en kø af mennesker ved indgangen til forestillingen Lights. Hvad det præcist var, og hvad det indebar, vidste jeg ikke, men tænkte ‘carpe diem’ stillede mig i kø og gik snart ind for at finde en plads i det mørke lokale.

Jeg gjorde mig en masse tanker om, hvad der ventede alene ud fra titlen på forestillingen. Lights der jo var temaet på festugen i 2015: Lys – mere lys, lyder som en sanselig oplevelse. Var det mon farvet lys, et lyshav eller et lysfænomen?

Låste døre

På en lille scene sad en række musikere klædt i sort og kun ganske svagt oplyst af få spots. Der blev hurtigt stille i lokalet og lyset blev slukket. Vi blev budt velkommen og der kom en info om, at forestillingen godt kunne være lidt intens, og derfor ikke egnede sig til mindre børn. Hvorpå et par forældre med mindre børn rejste sig og gik.

Dernæst blev vi informeret om, at forestillingen ville tage 20 minutter, hvor det ikke ville være muligt at forlade lokalet undervejs, fordi forestillingens lyd skulle optages til senere udgivelse.

Uroen begyndte at melde sig hos mig, men jeg slog det hen, fordi en intens oplevelse for mig også beskriver en oplevelse, der fanger mig i nærvær og sætter mine sanser i spil.

Forstørret lyd

Og det skulle også snart vise sig at holde stik! Jeg tror, jeg forstår, hvordan dyr oplever lyd nu; når dyrenes høresans er så udvidet, at de hører alting forstørret i sammenligning med mennesket. Og jeg forstår, at lyd kan gøre ondt, når lyden sætter vibrationer i gang i øret som er nye. For måske er det faktisk, det der sker? Lydbølgerne i projektet Lights er anderledes end noget jeg har oplevet før.

Forestillingen Lights komponeret af Niels Lyhne Løkkegaard og Jakob Kirkegaard, blev fremført af Aarhus Jazz Orchestra i Store Sal på Dokk1 lørdag d. 29. august. Det var en forestilling, der skulle give en ny kropslig oplevelse af lys og lyd, læste jeg efterfølgende. Lysoplevelsen var ikke den største.

Lydene der blev brugt i forestillingen, findes i Store Sal i forvejen eller er inspireret af lyde optaget i rummet. En metode flere musikere bruger til inspiration eller som elementer i musikken – f.eks brugte Efterklang på deres sidste album Piramida, lydoptagelser fra et nedlagt mineområde på Svalbard. Det skabte en karakteristisk lyd på albummet, der fungerer smukt.

 

En rejse i smerte

I Dokk1 blev rummets naturlige lyd forstørret med brug af instrumenter. Og her begyndte en rejse i smerte for mig og for dele af publikum. Da de 13 musikere havde slået triangler an i omkring 5 minutter, blev lyden til smerte. Jeg forsøgte, at give mig hen til det, i håbet om at smerten ville fortage sig og blive til en form for vibration, der ville skabe en tilstand af trance i mine ører. Det skete ikke. I stedet gjorde det mere og mere ondt.

Flere sad meget tidligt med fingre stukket i ørerne som ørepropper, nogle fik kram og omfavnelse af deres partnere, flere unge måtte gemme sig i favnen på deres forældre – der var tale om generel lidelse. Men der var også flere stående ovationer, da musikken endelig tonede ud. Samtidig rev en af de unge blandt publikum sine fingre ud af ørerne, stormede mod døren og flåede den op for at komme ud. Hun havde ikke nydt oplevelsen. En anden sagde højt: “Det er for galt, det her!” Så det var en forestilling, der satte noget i gang. Jeg var lidt ør og øm efter oplevelsen.

Her har jeg fundet et kort klip fra Lights:

Lights var for mig et interessant møde, jeg aldrig har lyst til at gentage. En interessant tanke er dog, hvor meget vi bliver påvirket subtilt, af de lyde der findes i rum, som det vi sad i. Gør det os trætte?

Lights – et lydovergreb

Da jeg gik fra Dokk1 den eftermiddag sidste år, susede en ambulance med sirene forbi mig på gaden. Jeg ænsede den nærmest ikke – lyden var ikke gennemtrængende eller skinger, i forhold til hvad jeg netop havde overværet. Det var som om min høresans var bedøvet i en form for forsvarsposition. Min høresans havde været udsat for et lydovergreb. Resten af aftenen tilbragte jeg i stilhed i naturens lyde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>