06
okt

Tine Hind udstiller i Pakhus 64

Tine Hind udstiller i Pakhus 64

Da jeg gik fra kærlighedsudstillingen Love Conquers All på aros, smuttede jeg også lige forbi Pakhus 64, hvor Tine Hind udstiller under titlen Navnløs Frygt. De to udstillinger står i dyb kontrast til hinanden og alligevel finder de sammen.

Efter at have tilbragt tid i selskab med de tre islandske kærlighedskunstnere fra The Icelandic Love Corporation, insisterede jeg på, at bringe kærlighed ind i alt. Også da jeg gik ind til udstillingen af Tine Hind i Pakhus 64. Og det var måske fint i tråd med hele tanken bag Tine Hinds arbejde. Når hun undersøger frygten som tema, er det ikke kun en henvisning til de frygtelige ting, der sker omkring os, men også en henvisning til den frygt vi hver især bærer som en indre vibration eller tone.

Med den tanke nåede jeg frem til, at kærlighed måske alligevel ikke kan overvinde alt. For nogle elsker kærlighed, men andre frygter den. Måske rummer vi alle et element af frygt, når det kommer til kærlighed, for kærligheden kræver, at vi er sårbare og tør føle den frygt, der følger med den. Frygten for at miste, frygten for at den ikke bliver gengældt og frygten for at den ikke slår til – at den ikke overvinder alt. Og måske også frygten for at blive vanvittige af netop kærligheden.

Fra udstillingen Navnløs Frygt

Navnløs Frygt, hedder udstillingen af Tine Hind i Pakhus 64. Udstillingen viser nogle af Tine Hinds akvareller, men også flere træsnit, hvor hun har eksperimenteret med spit bite teknikker. En teknik, hvor kunstneren påfører syre til kobberpladen undervejs i processen. En metode kan være at male med syre, men den kan også dryppes eller duppes på.

Udstillingen er inspireret af de kvindelige soldaters liv ved fronten under 2. verdenskrig i Rusland. Inspirationen kommer blandt andet fra Svetlana Aleksijevitjs bog ‘Krigen har ikke et kvindeligt ansigt’. Tine Hind kommenterer med sin udstilling på, at mennesket ikke er i centrum og foreslår at vores fremtid måske formes af andet end vores drømme.

Et Tine Hind spit-byte værk

Pakhus 64

Det lille kældergalleri på Frederiks Allé (Aarhus) udgør ret lækre rammer for Tine Hinds udstilling. Der er lavt til loftet, masser af rør, murene er krakkelerede og måske fyldt med skimmel, spindelvævet ville overtage rummet hvis ikke det blev holdt nede, de indviklede rørinstallationer fylder rummene og lugten er sådan lidt hengemt. På en regnvåd efterårsdag kan rummet og den sanselige oplevelse sagtens bruges til at understrege et element af frygt. Uden at man helt kan sætte navn på, hvor den kommer fra, men måske er det en kombination af lugten, det visuelle, det mørke og det gamle, klamme. Og alligevel har jeg lyst til at gå tilbage, for at få lugten med igen. Måske minder det mig om min barndom på en bindingsværksgård i 4 længer med stråtag og fugt. Det er en lugt af våd kalk, mug og edderkopper.

Tine Hind udstilling af akvareller

I galleriet får de mange indtryk alligevel sanserne til at fokusere på kunsten. Det er som om sanserne bliver vakt til en mere vågen tilstand, hvor de suger farve, indtryk og motiver til sig på en mere intens måde. Det ville være en anden oplevelse på et galleri med store, hvide vægge og højt til loftet. Ikke nødvendigvis en mindre intens oplevelse – det ville blot være en anden måde at præsentere kunsten på. Måske får lokalerne alligevel udstillingen til at virke mere jordnær og tilgængelig. Det bliver til et emne, der også er aktuelt for betragteren, der kan identificere sig med kunst og emne.

Udstillingen Navnløs Frygt kan opleves i Pakhus 64 på udvalgte dage frem til 15. oktober.
Torsdag-fredag kl 13-17 og lørdag kl. 11-16.

30
sep

måske overvinder kærligheden alt

Love Conquers All detalje fra aros

Kærligheden overvinder alt – eller Love Conquers All, hedder aros udstillingen af tre islandske kunstnere, der viser både farver, optimisme og humor nok til at selv den største kyniker må lade sig varme af kærligheden for en stund.

At kærligheden overvinder alt, er en besnærende tanke. Og mon ikke der er mange meninger om netop den tanke? Den kyniske afviser køligt påstanden, den evige optimist bekræftes i sin tillidsfulde tilgang og den jordbundne tænker; “Var det da bare så vel!” Uanset giver tanken, hvis vi lader den, en gnist af glæde og et øjebliks håb.

For de tre kunstnere i The Icelandic Love Corporation  [ILC] er holdningen klar: “We need to love more”, siger de. De mener, vi distancerer os selv fra kærligheden, hvor vi i stedet burde sprede kærlighedsbudskabet.

New Nordic

Udstillingen er den tredje i New Nordic serien på aros, og denne har fokus på kærlighed, og på at involvere dig i den. Men der er også andre temaer som frygt og humor i udstillingen, der i flere værker inviterer dig med til leg og samspil. Med 3 nye værker samt et par tidligere værk, inviteres du til at  bruge dig selv aktivt og fysisk. De nye værker, der er lavet til denne kærlighedsudstilling er Desire,  Onophone og Treasure.

De tre islandske kunstnere: Eirún Sigurðardottir, Jóni Jónsdóttir og Sigrún Hrólfsdottir udgør sammen kunstner- og performancegruppen The Icelandic Love Corporation. For gruppen er det ikke vigtigt, hvem der bidrager med hvad eller hvor meget. Kunsten og værkerne er det vigtige i samarbejdet. Nedenfor ses de 3 kvinder fra ILC i værket Web, der også indeholder værket Onophone.

Kærligheden overvinder alt - Icelandic Love Corporation

It’s about taking the first step

Udstillingens første værk Desire inviterer dig til at tage skoene af og finde et par stepsko på væggen. På en tilhørende scene kan du steppe løs som en anden Fred Astaire eller Ginger Rodgers og samtidig få lidt inspiration til trin, fra en video, der kører på skærmen bag scenen. Her leges der med tyngdekraft og magnetisme, for skoene vil ikke føles helt almindelige, når først du er trådt op på scenen. Om det bliver lettere eller sværere at steppe vil måske afhænge af personen.

Stepdans på kærlighedsudstillingen på aros

Onophone

De tre kunstnere er her inspireret af bla Batman og the Batphone, der bruges til at ringe til Bruce Wayne aka helten Batman, der skal komme Gotham City borgerne til undsætning. Men værket har også følelsesmæssige referencer til fortiden, hvor kunstner trioen husker de ubehagelige følelser, frygten for den kolde krig spredte hos både børn, unge og voksne.

Onophone på Love Conquers All udstilling

Der var en fælles frygt for, at 3. Verdenskrig kunne bryde ud, når som helst. Præsidenten i både USA og USSR havde en telefonlinie – kendt som The Red Phone – til rådighed kun for det ene opkald, der ville meddele, at krigen var brudt ud. Det ville samtidig være anledning til en ordre om at trykke på knappen, der ville sende en atombombe afsted mod modstanderen. Krigstelefonen i USSR og telefonen i USA ville ringe omtrent på samme tid. Hvis den situation opstod, ville det blive alt ødelæggende. Naturligt nok skabte den viden og tanke enorm frygt og det er en del af de følelser, de tre kunstnere leger med i værket her. Samtidig er det inspireret af et værk af Yoko Ono og bruger samme tanker som hendes værk. Hun ringede til telefonen flere gange under udstillingen for at tale med gæsterne om vigtige emner. Her bruges Onophone til samme formål, men også til at skabe kontakt og få en lille hyggesnak.

Tager du telefonen, når den ringer?
De tre kunstnere vil i løbet af udstillingen ringe til den røde retro telefon, for at tale med udstillingens gæster.

Web og Treasure

Det røde Web, der lokker til fotografier og et nærmere studie, bruges til at skabe en korridor af et kæmpe spindelvæv igennem udstillingen. Web er lavet af røde og sorte nylonstrømper og skaber et spændende net af skygger, former og vinkler.

Bagerst på fotografiet nedenfor skimtes værket Treasure tæt på endevæggen i rummet. Her inviteres du op i en trampolin, så du kan hoppe op for at se værket der lokker med lys og lyd bag en væg af spejle. Værket taler til vores nysgerrighed og skal vække vores lyst til at se, hvad der gemmer sig bag muren af spejle.

Onophone på Love Conquers All udstillingen

Love Conquers All af ILC kan ses på aros frem til d. 22. januar 2017

 

06
sep

freak show eller kunstnerisk frihed?

Mapplethorpe og Grayson i freak show2 store kunstnere udstiller i øjeblikket en hel del mere end deres kunst på aros. De udstiller også store dele af et liv, de fleste af os nok ville gøre alt for at holde hemmeligt. Er det deres vej til kunstnerisk frihed eller er det et freak show?

Måske kan det være svært at adskille arbejdslivet og privatlivet, når man er kunstner. Ikke sådan i det praktiske med, at alle timer skal faktureres og sådan, men måske kan det være svært at fortolke temaer, følelser og holdninger, uden samtidig at komme helt tæt på sig selv og sine egne holdninger, følelser og temaer? Kunst er vel en gengivelse eller fortolkning af noget, der vækkes i kunstneren.

Udstillingerne On the Edge og Hold your Beliefs Lightly, viser fortolkninger, temaer og følelser vi alle kan forholde os til – og dog. De viser nemlig også to kunstnere, der bruger deres hemmeligheder aktivt i kunsten.

Den ene er amerikaner, den anden er brite – den ene fotograf/smykkedesigner/illustrator, den anden keramiker/skulptør/illustrator/tv-kendis – den ene homoseksuel og sadomasochist, den anden familiefar og transvestit. De to kunstnere viser deres kunstværker, men også deres hemmeligheder. De to herrer er Robert Mapplethorpe og Grayson Perry.

Smukke fotografier af Mapplethorpe

Robert Mapplethorpe

Fotoudstillingen On the Edge med værker af amerikanske Robert Mapplethorpe, viser 182 fotografier i forskellige temaer. Overordnet for hans fotografier er en dyb forståelse for form, krop, lys/skygge og det sort/hvide format. Udstillingen rummer dog også et par blomsterfotografier i farver – bl.a. fotoet nedenfor, der er så utrolig smukt og betagende på samme tid. Det er et af mine absolutte farve favoritter på udstillingen, fordi det rummer ALT hvad et godt og stemningsfuldt fotografi skal indeholde af farver, komposition, stemning, elementer, lys og skygge…..det er bare smukt. Med hele 182 fotografier på udstillingen, er der godt grundlag for, at alle kan findes deres favoritter. Om de så hører til i freak show kategorien eller i de mere klassiske fotografier.

Det amerikanske museum LACMA i Los Angeles viste indtil for nylig en udstilling af Robert Mapplethorpe fotografier under titlen The Perfect Medium – se indlejret instagram post fra LACMA instagramprofil nedenfor. Her ses flere af hans farvefotografier, der samtidig også viser en fin grafisk sans og forståelse for grafiske snit og farver.

Smukt og smerteligt

Lige så smukt og bevægende roligt, fotografiet med tulipanerne er, ligeså dystert og uhyggeligt er et af Mapplethorpes S&M fotografier fra X serien. Mapplethorpe var en mester til lys/skygge forhold i sine fotografier, men også i livet og i både mytologiens og den religiøse verden, der ofte udgøres af den gode og den onde – englen og djævelen. På den måde bliver Mapplethorpes gudesmukke fotografier af græske statuer, smukke og atletiske menneskekroppe og yndige blomster sat i skarp kontrast til de både hårde, ubekvemme og smertefulde S&M fotografier.

Flere af fotografierne fra X serien er ubehagelige og fascinerende på samme tid. Især har jeg svært ved at forlige mig med selvportrættet af Mapplethorpe som djævel med hale stikkende ud af hans nøgne underkrop og et ansigt, der formidler smerte og ubehag. Og sådan er der flere fotografier på udstillingen, der får mig til at gispe. Ikke mindst HBO dokumentaren Look at the Picture, der viser et indblik i, hvor meget Mapplethorpe ofrede for sin kunst og for at blive rig, kendt og anerkendt. Men mon ikke også han nød en del af vejen dertil, trods alt? Han oplevede kunstnerisk frihed bl.a. i kraft af tiden og de kredse han kom i. Men mange har tænkt – og tænker nok stadig – at især X serien er et veldokumenteret freak show.

Grayson Perry på aros

Grayson Perry

Den engelske multikunstner Grayson Perry, er udover at være keramiker, skulptør og illustrator, samtidig transvestit eller cross-dresser som det også kaldes. Hans anden persona hedder Claire, og hun er ikke henvist til privatlivet, men bruges aktivt i Graysons offentlige liv. Således var det Claire der bød velkommen til åbningen af udstillingen på aros, og hun var iført masser af make-up og var ganske farverig.

Hun var et lille stykke freak show, og var mere spektakulær end klassisk flot, og dét kan meget vel være et stort kompliment for Claire, der gerne skiller sig ud fra mængden. Det til en grad, der af og til kan være forbundet med smerte, da et par af kjolerne ifølge Grayson, ligefrem gør ondt at bære. I udstillingen vises flere af de designer-kjoler, Claire bærer til store galla- og prisfester – bl.a. BAFTA. Kjolerne er designet af studerende på en designskole i London, hvor Grayson Perry stiller dem designopgaver til Claire som en del af deres uddannelse.

Grayson Perry og Claire design

Claire kunne såmænd ligeså godt have levet i det skjulte som en hemmelighed for offentligheden, men Grayson har i stedet valgt at bruge hende aktivt i sit liv. Og på den måde bliver hun til en slags muse eller katalysator for kunsten. Hun inddrages i flere af værkerne – bl.a. ses hun i flere keramikkrukker og på mange skitsetegninger.

Men også barndommens fortrolige og trofaste ven for Grayson, bliver en del af kunsten i flere tilfælde. Det er bamsen Alan Measels, der sågar har fået en motorcykel-helligdom til at blive transporteret rundt i og en kæmpekuffert doneret fra Louis Vuitton.

Hvor Mapplethorpe brugte sig selv som objekt og metode til at dokumentere S/M miljøet, virker det som om, Grayson bruger Claire som den offentlige og udadvendte persona, der kan undslippe stivheden fra et akavet pressemøde eller ved store events. Det er måske helt forståeligt, selvom der nok er flere, der vil mene, det er et ganske omfattende omend veldesignet freak show.

 

18
aug

3 udstillinger fik os til at ringe til aros

3 udstilinger fik os til at ringe til aros

Der går ikke røg af en brand uden der er ild! Eller gør der? I mindst 2 tilfælde har det vist sig ikke at holde stik. 2 tilfælde hvor aros udstillinger har fået bekymrede borgere til at ringe ind.

Et flammehav uden røg, en konstant røg uden ild og en førerløs hund, har igennem tiden fået både ordensmagten og bekymrede borgere til at ringe til aros. Heldigvis har det alle tre gange været dele af udstillinger og ganske ufarligt. Her kan du læse om de tre udstillinger, der fik os til at ringe til aros, politiet og brandvæsenet.

Flammehavet på aros

Kunstnerduoen, der består af danskeren Thyra Hilden og argentineren Pio Diaz, gæstede i 2007 aros med en spektakulær og skræmmende, smuk installation. For kunstelskere var synet af installationen et sandt mareridt og satte mange bekymrede tanker i gang. Med en uhyggelig, realistisk installation, der gav en illusion af, at aros stod i brand og var opslugt af et vildt flammehav, skabte kunstnerduoen uro hos byens borgere. Hele vinduespartiet på aros var opslugt i et flammehav skabt af flere dusin videoprojektører, der fik flammerne til at se enormt virkelighedstro ud.

Jeg husker tydeligt min gåtur forbi aros en vinteraften, hvor flammerne pulserede op og ned i de enorme vinduespartier. Som mange andre borgere havde jeg ikke hørt om installationen før den bare var der, og mit hjerte stod stille indtil jeg kom så tæt på bygningen, at jeg forstod, hvad der foregik. Så overtog respekten og nysgerrigheden. De varme farver fra flammerne virkede dragende i den kolde vinteraften. Det var smukt og uhyggeligt på samme tid.

Efter aros tog kunstnerparret flammehavet videre til Louvre i Paris og Colosseum i Rom. I forbindelse med installationen på aros, er der lavet et lidt kikset videoindslag, men sådan lavede man måske video indslag i 2007? Der er sket meget siden…. Se det her: aros overview

Udstillinger fra aros i røg og damp

Røg og damp

I 2009 og igen i 2015 åbnede aros det sanselige rum med Olafur Eliasson værket Your Atmospheric Colour Atlas – der kom til at gå under det mere folkelige navn ‘røgrummet’. Rummet er en del af museets permanente samling, men er dog ikke permanent udstillet.

Rummet bød på en intens farveoplevelse, der da også havde advarsler ved indgangen for at gøre opmærksom på, at rummet kunne virke intenst. Det var på eget ansvar, man opholdt sig i rummet. Jeg har haft flere venner med igennem rummet, og har oplevet deres reaktion, ligesom jeg også husker min egen første oplevelse af rummet. Det var intenst, lidt overvældende og fascinerende på samme tid.

ARoS - atmospheric color room

Rummet består af en lang række farvede lyspærer, der er samlet i farveskalaer: rød, gul og blå. I overgangene samler de tre primærfarver hele farvepaletten, så du går igennem alle regnbuens farver og lidt til, når du tager en gåtur i rummet. Til at fortætte oplevelsen og mødet med farverne, puster en røgmaskine konstant røg ud i rummet. Den hvide røg omfavner dig i rummet, som en tyk tåge, der samtidig binder farverne fra de farvede lyspærer, så du omringes af en intens mur af farve.

3 udstillinger der fik os til at ringe til aros

En helt igennem fantastisk oplevelse af farve og samtidig også meget intens, fordi du mister din stedsans totalt. I stedet opbygger du en stedsans, hvor du orienterer dig efter farverne som var de et atlas.

Udstillinger der fik os til at ringe til aros

Røgen eller dampen fra rummet ledes ud af rummet via en kanal i muren, der får røgen til at bevæge sig ud af siden på aros bygningen i en konstant strøm. Men i dette tilfælde gik der faktisk røg af en brand uden der var ild.

Førerhunden uden fører

I efteråret 2012 viste aros udstillingen The Human Echo med værker af amerikanske Tony Matelli. Han er især kendt for sine detaljerede, humoristiske og til tider skræmmende, naturtro skulpturer i bronze og det var da også netop en af disse, der fik både ordensmagten og bekymrede borgere til at ringe til aros. Tony Matelli er nemlig enormt god til at levendegøre sine skulpturer og få dem til at se virkelighedstro ud. Således også med hans værk Stray Dog.

Som en del af hans udstilling på aros i 2012, indgik en skulptur af en lys labrador, der blev placeret udenfor på bakken ud til Vester Allé foran museet. Jeg blev selv snydt den første gang, jeg cyklede forbi hunden. Ikke alene så den realistisk ud, den var også sød og så på samme tid lidt fortabt ud. Den var iført sådan en sele med håndtag, som blinde har til deres hunde, så der var også et stort element af bekymring og omsorg forbundet med at se hunden. Der opstod lynhurtigt tanker som: Hvor er den blinde, hvis hunden står dér alene? Og hvad hvis hunden løber ud foran den heftige og tunge trafik på Vester Allé? Der opstod samtidig følelser af pligt, ansvar og omsorg hos flere borgere.

Henvendelserne fra de bekymrede borgere resulterede i, at hunden blev flyttet væk fra Vester Allé og længere hen mod indgangen af museet, hvor den desværre blev alt for anonym. Læs mere om Tony Matelli udstillingen på aros hjemmeside. Desværre har jeg ikke noget foto derfra, men DR har skrevet en artikel, hvor der indgår et foto af hunden foran aros. Se et foto af den meget virkelighedstro hund i artikel fra DR.

29
jul

Farverig kunst fra Grayson Perry

Grayson Perry med et farverigt værk

Grayson Perry forstår virkelig at arbejde med farver i sine ofte meget grafiske værker. Med udstillingen ‘Hold your Beliefs Lightly’, viser han både sans og forståelse for arbejdet med farver og samtidig sin evne til at udleve og designe sit alter-ego, den farverige transvestit Claire.

At Grayson er en kontrastfyldt og alsidig kunstner, ses bl.a. i den måde han iscenesætter sine forskellige personligheder. Der er nemlig mindst 2 personligheder i Grayson – aarhus møder lige nu dem begge i udstillingen på aros. Men kontraster og alsidighed ses bestemt i lige så høj grad igennem hans kunstværker, der spænder fra detaljerede vægtæpper til skulpturer, tv-programmer, keramikkrukker og meget mere. Gerne med en humoristisk kant og ofte med et tema der bygger over emner som tro og tilbedelse. Grayson Perry er også en kunstner, der interesserer sig for og inddrager historiske elementer, temaer og viden.

Grayson og Claire

Som Grayson Perry stod der til åbningen af Hold Your Beliefs Lightly, med forvirret hår, en rød- og sort-ternet skovmandsskjorte og et par blå bukser, virkede han næsten underspillet anonym. Han virkede sådan lidt leverpostej, som vi vil betegne sådan en person, vi går forbi på gaden uden at ænse. I ret stor kontrast til hans kunst, hans pilgrimsfærd med bamsen Alan Measels på en opsigtsvækkende pimp-me-up motorcykel a la en Pope Mobile, men også i skarp kontrast til udlevelsen af den indre transvestit, Claire.

Kenilworth AM1

Store dele af Graysons kunst vidner om en dyb æstetisk og historisk forståelse og en dyb evne til at lege med og sammensætte komplekse, men også naive udtryk igennem arbejdet med farver og materialer. Motorcyklen der er skabt til en pilgrimsfærd med bamsen Alan Measels er holdt i barnlig, humoristisk stil med naive tegn og ord, med lyserød og blå som gennemgående farver (i en noget mørkere nuance men dog i familie med PANTONE farverne 2016: serenity og rose quartz) og så er der hele det faktum, at bamsen Alan Measels har fået sit eget lille hus til tilbedelse / shrine bagerst på cyklen. Grayson har designet en dragt og en hjelm, der fuldender hele udtrykket. Det viser Grayson som en legesyg kunstner, der gerne går langt for sin kunst. Motorcyklen har ført ham ud på en længere rejse, der dog også var ganske ubehagelig, fordi motorcyklen måske nok er opsigtsvækkende, men absolut ikke komfortabel.

Men tilbage til åbningen af udstillingen, hvor Grayson stod der til pressemødet, i utrolig konservativ farvestil og fuldkommen kontrast til, ikke alene hans kunst, men også hans indre transvestit, Claire, hvis smag og stil, stikker helt af i sammenligning. Men den er god nok – det er en og samme person. Altså Claire og Grayson Perry. Sidstnævnte mødte op til pressemøde, Claire mødte op til den store åbning af udstillingen i høj make-up og haute-couture. Herunder ser du nogle af de design, Claire har båret til prominente fester. Grayson har valgt at udleve sin indre transvestit Claie, og bruge hende kreativt i sit arbejde og liv. Da han valgte at springe ud og vise Claire til sin omverden, bar han også en specielt designet kjole. Som Grayson siger: You don’t die of embarrassment” og nu bruger han altså Claire til bl.a. til at åbne store udstillinger.

Grayson Perry og Claire design

Ovenfor ser du en del af de spektakulære design, Claire har vist gallafester og prisuddelinger. Nogle af kjolerne har ifølge Grayson Perry været lidt smertefulde af bære, andre har spredt humor og forargelse. Grayson har for vane, at få lavet sine kjoler af designstuderende fra Central Saint Martins. En af de kjoler der spredte humor, er den sorte og lyse kjole, du ser som nummer 3 fra højre på bagerste væg. Den har påsyet sten på både kappe og kjole – på kjolen er stenene syet så i form af en fallos og omkring kappen er de syet i pearl necklace. Kjolen blev båret til den engelske prisuddeling BAFTA i 2013.

Keramik af Grayson Perry

Det grafiske

Især Graysons vægtæpper og keramikkrukker, er interessante at se nærmere på for det grafiske øje. Hans brug af farver, kontraster, former giver meget detaljerede værker, der er værd at bruge tid på. Og så er hele hans afsæt for udstillingen også en nærmere diskussion værd: er det sådan, at vi har skiftet vores tro på en gudeskikkelse ud med en tro på varemærker og brands? Netop den tanke er omdrejningspunkt for det største vægtæppe på udstillingen – Walthamstow Tapestry.

Walthamstow Tapestry på aros

Der er så mange detaljer i tæppet, og det er en stor fornøjelse at gå på opdagelse i. Her har jeg lavet et lille detaljeudsnit, så det bliver tydeligt, hvordan brands og brandnavne er indarbejdet i tæppet.

Detalje fra Walthamstow Tapestry

Introbilledet til dette blogindlæg viser også et af hans vægtæpper. Det er nok ikke hans hensigt, men kvinden i den grafiske gule, grå og hvide kjole har en slående lighed med Dronning Margrethe. Og jeg er sikker på, at Hendes Majestæt også ville se fantastisk ud i sådan et design :) Farverigdommen i tæppet er helt unik og vidner om at Grayson Perry har en ganske omfattende og nuanceret farvepalette i sine udtryk.

The Vanity of Small Differences

Omtalte vægtæppe er et af 6 udstillede fra The Vanity of Small Differences, der kredser om temaer tilbedelse af brands og produkter, og om klasse-inddelinger: working class, middle class og upper class. I udstillingens rum findes også tablets, hvor der er mulighed for at gå på opdagelse i vægtæppernes detaljer. En enormt belejlig og god feature, fordi det giver mulighed for at forstå værkernes enorme detaljerigdom. Et af vægtæpperne har f.eks. et portræt af Jamie Oliver, ligesom der gives forskellige information, man kan gå på jagt efter med sine børn: kan I f.eks. finde hans signatur i vægtæpperne?

Grayson Perry The Agony in the Car Park

Udstillingen Hold Your Beliefs Lightly kan ses på aros kunstmuseum frem til 11. september.

 

20
jul

LIGHTS var ikke det jeg troede

Lights - et lydprojektI festugen sidste år havde jeg en ganske ubehagelig lydoplevelse og selvom der snart er gået et år, kan jeg stadig genkalde den klaustrofobiske og ubehagelige stemning lydprojektet skabte. Ikke kun hos mig, men hos flere af de fremmødte. Og vi kunne ikke slippe væk!

Midt i festugen sidste år, gik jeg på Dokk1 for at hente en reserveret bog på biblioteket. På vej hen til bogreolerne, gik jeg forbi en kø af mennesker ved indgangen til forestillingen Lights. Hvad det præcist var, og hvad det indebar, vidste jeg ikke, men tænkte ‘carpe diem’ stillede mig i kø og gik snart ind for at finde en plads i det mørke lokale.

Jeg gjorde mig en masse tanker om, hvad der ventede alene ud fra titlen på forestillingen. Lights der jo var temaet på festugen i 2015: Lys – mere lys, lyder som en sanselig oplevelse. Var det mon farvet lys, et lyshav eller et lysfænomen?

Låste døre

På en lille scene sad en række musikere klædt i sort og kun ganske svagt oplyst af få spots. Der blev hurtigt stille i lokalet og lyset blev slukket. Vi blev budt velkommen og der kom en info om, at forestillingen godt kunne være lidt intens, og derfor ikke egnede sig til mindre børn. Hvorpå et par forældre med mindre børn rejste sig og gik.

Dernæst blev vi informeret om, at forestillingen ville tage 20 minutter, hvor det ikke ville være muligt at forlade lokalet undervejs, fordi forestillingens lyd skulle optages til senere udgivelse.

Uroen begyndte at melde sig hos mig, men jeg slog det hen, fordi en intens oplevelse for mig også beskriver en oplevelse, der fanger mig i nærvær og sætter mine sanser i spil.

Forstørret lyd

Og det skulle også snart vise sig at holde stik! Jeg tror, jeg forstår, hvordan dyr oplever lyd nu; når dyrenes høresans er så udvidet, at de hører alting forstørret i sammenligning med mennesket. Og jeg forstår, at lyd kan gøre ondt, når lyden sætter vibrationer i gang i øret som er nye. For måske er det faktisk, det der sker? Lydbølgerne i projektet Lights er anderledes end noget jeg har oplevet før.

Forestillingen Lights komponeret af Niels Lyhne Løkkegaard og Jakob Kirkegaard, blev fremført af Aarhus Jazz Orchestra i Store Sal på Dokk1 lørdag d. 29. august. Det var en forestilling, der skulle give en ny kropslig oplevelse af lys og lyd, læste jeg efterfølgende. Lysoplevelsen var ikke den største.

Lydene der blev brugt i forestillingen, findes i Store Sal i forvejen eller er inspireret af lyde optaget i rummet. En metode flere musikere bruger til inspiration eller som elementer i musikken – f.eks brugte Efterklang på deres sidste album Piramida, lydoptagelser fra et nedlagt mineområde på Svalbard. Det skabte en karakteristisk lyd på albummet, der fungerer smukt.

 

En rejse i smerte

I Dokk1 blev rummets naturlige lyd forstørret med brug af instrumenter. Og her begyndte en rejse i smerte for mig og for dele af publikum. Da de 13 musikere havde slået triangler an i omkring 5 minutter, blev lyden til smerte. Jeg forsøgte, at give mig hen til det, i håbet om at smerten ville fortage sig og blive til en form for vibration, der ville skabe en tilstand af trance i mine ører. Det skete ikke. I stedet gjorde det mere og mere ondt.

Flere sad meget tidligt med fingre stukket i ørerne som ørepropper, nogle fik kram og omfavnelse af deres partnere, flere unge måtte gemme sig i favnen på deres forældre – der var tale om generel lidelse. Men der var også flere stående ovationer, da musikken endelig tonede ud. Samtidig rev en af de unge blandt publikum sine fingre ud af ørerne, stormede mod døren og flåede den op for at komme ud. Hun havde ikke nydt oplevelsen. En anden sagde højt: “Det er for galt, det her!” Så det var en forestilling, der satte noget i gang. Jeg var lidt ør og øm efter oplevelsen.

Her har jeg fundet et kort klip fra Lights:

Lights var for mig et interessant møde, jeg aldrig har lyst til at gentage. En interessant tanke er dog, hvor meget vi bliver påvirket subtilt, af de lyde der findes i rum, som det vi sad i. Gør det os trætte?

Lights – et lydovergreb

Da jeg gik fra Dokk1 den eftermiddag sidste år, susede en ambulance med sirene forbi mig på gaden. Jeg ænsede den nærmest ikke – lyden var ikke gennemtrængende eller skinger, i forhold til hvad jeg netop havde overværet. Det var som om min høresans var bedøvet i en form for forsvarsposition. Min høresans havde været udsat for et lydovergreb. Resten af aftenen tilbragte jeg i stilhed i naturens lyde.

17
jul

Første møde med Robert Mapplethorpe

Robert Mapplethorpe selvportrætKan du huske, første gang du så et fotografi af Robert Mapplethorpe? Mit første møde med Mapplethorpes fotografier gik igennem en tankevækkende, fransk film med et soundtrack af en amerikansk komponist, der engang blev fotograferet af Robert Mapplethorpe i et helt fantastisk portræt.

En sen søndag eftermiddag for et årti siden, sad jeg i en dunkel biograf i Odense og lod mig forføre af den både roste og kritiserede film La Moustache. Filmen formår helt som bogen, der da også er skrevet af instruktøren Emmanuel Carrére selv, at springe rundt i en fortælling i tid? eller i et sygt sind? eller i et sygt spil? Der er ikke nogen svar i den romantiske film, der har franske lækkerier som Vincent Lindon i rollen som Marc Thiriez og Emmanuelle Devos i rollen som hans kone Agnés Thiriez.

Som titlen afslører handler filmen om et overskæg – en moustache – der først er der, og så er den der ikke eller var den der egentlig nogensinde? Flotte Marc tager en aften et bad og vælger samtidig, at barbere sin moustache af. Da han træder ud af badet, leger han lidt kispus med Agnés, før han er klar til at vise sit nu ‘nøgne’ ansigt. Men Agnés reagerer ikke på det hun ser og påstår senere, at Marc ikke har haft overskæg i den tid, de to har kendt hinanden. Derfra rejser vi med Marc Thiriez igennem en eksistentiel krise, igennem paranoia og fortvivlelse, forvirring og uro, kærlighed og tillid. Så har jeg vist ikke afsløret alt for meget. Men måske givet en ide videre til en lille prank til næste movember kampagne, hvis du vil drille din kæreste lidt….

Filmens grundlæggende og konstante musik ‘Violin Concerto No. 1′ kan nok drive nogle til vanvid, men vil også kunne henføre andre til en stemning, der er svær at slippe igen. En stemning sat af den amerikanske komponist, Philip Glass, der i øvrigt besøgte CLICK Festival i Helsingør tidligere i år.

Her kan du høre musikken fra filmen:

Efter at have set La Moustache, der stadig er en af mine absolutte yndlingsfilm, gik jeg på jagt efter det gennemgående stykke musik i filmen. Jeg kunne nemlig ikke slippe hverken stemning, musik eller den både tragiske, men også humoristiske, romantisk drillende film. Undervejs i min søgen stødte jeg på et helt fantastisk portrætfotografi af Philip Glass. Det var fotograferet af Robert Mapplethorpe, og fungerede som min indgang til Mapplethorpes mange, fantastiske fotografier. Hans liv og X – Y – Z serie, har jeg dog først stiftet bekendtskab med indenfor de seneste 5 år. En del af hans yngre liv beskrives i bogen Just Kids af Patti Smith – læs blogindlæg her. Ligesom en vinkel på hans senere, fotografiske arbejdsliv og natteliv beskrives i HBO dokumentaren Look at the Picture.

Portrættet af Philip Glass er dog ikke et af de udstillede på aros kunstmuseum, men til gengæld er der ikke mindre end 182 andre fotografiske værker af Robert Mapplethorpe. Introbilledet til denne blog artikel har jeg taget på udstillingen på aros – det er et portræt af Robert Mapplethorpe selv.

Langt størstedelen af de udstillede fotografier, er i privateje hos en norsk samler og heldigvis udlånt til aros, så vi har mulighed for at se dem. Udstillingen ‘On the Edge’ vises frem til 30. oktober – læs også blogindlægget her om den virkning, udstillingens farvede vægge har på oplevelsen af fotografierne.

13
jul

Derfor bruger Grayson Perry skitsebøger

En side i Grayson Perrys skitsebogDet er altid spændende at få et indblik i andres skitsebøger og på den måde se og forstå en del af den kreative proces, der ligger bag. I år har jeg set spændende skitsebøger fra kalligrafisten Oriol Miró og fra den engelske kunstner Grayson Perry.

Nogle mennesker er gode til at opbevare og gemme deres visuelle skatte såsom skitser, tegninger, fotografier og noter. Andre er gode til at smide ud og skille sig af med papir, nips og hæfter. Jeg tilhører den sidste kategori, og er egentlig lidt ærgerlig over, at jeg smider mine tegninger og skitsebøger ud. Især når jeg får mulighed for at se og bladre i spændende skitsebøger, som dem jeg har set i år. Oriol Miró er et åbenlyst kalligrafisk talent, og vi var så heldige, at se et par af hans skitsebøger, da han var i Danmark i starten af juni. Hans skitsebøger er skatte af former, farver, stemninger, ord og teknikker.

Også den engelske, farverige kunstner Grayson Perry, der i øjeblikket udstiller keramik, vægtæpper, skulpturer og et par sider fra sine skitsebøger på aros, er spændende at studere nærmere. Selvom det kun er få skitser, der er udstillet, så giver de et godt indblik i den kreative proces. Og så er det også muligt at købe en lækker bog med nogle af hans skitser i shoppen på aros. Skitsebogen viser hvordan han går fra ide til projekt – fra skitse til grafisk vægtæppe – fra tegning til keramikvase. Bogen er udgivet i samarbejde med aros – den hedder ‘Sketchbooks Grayson Perry’. Til denne artikel har jeg fotograferet lidt fra Grayson Perry udstillingen ‘Hold your beliefs lightly’ og fra bogen ‘Sketchbooks’.

Skitsetegning af Grayson Perry

Grayson gemmer alle sine skitsebøger og tegner helst kun i sine skitsebøger. Han er ikke meget for at tegne pludselige ideer på servietter eller andet papir, han lige har ved hånden.

Ved åbningen af udstillingen ‘Hold your Beliefs Lightly’ fortalte Grayson kort om sine skitsebøger. Når han ikke tegner på servietter og forhåndenværende papir, er det fordi han frygter ‘the picasso napkin syndrome’. Det er når man kan bruge en tegning på en serviet, til at betale sin aftensmad eller på anden måde sælge sin streg, hvor det er muligt. Sådan betalte Picasso efter sigende nogle af sine restaurantmåltider – en tegning på en serviet eller et stykke dug.

Grayson Perry skitser

Hermed en lille reminder om hvorfor det er så vigtigt, at gemme sin skitsebøger:
– de viser din kreative udvikling over tid
– de viser aflagte projekter som måske var før deres tid
– de viser dit talent – et talent du måske havde glemt alt om
– de viser hvor du startede og hvordan du kom frem til i dag
– de er idebøger
– de viser stemninger og sindstilstande
– de viser din tid.

Skitser udstillet på aros

Grayson Perry kan opleves på aros indtil d. 11. september

16
jun

On the Edge med Robert Mapplethorpe

Robert Mapplethorpe On the Edge på aros‘On the Edge’ er navnet på en fotoudstilling med værker af Robert Mapplethorpe, der vises på aros Kunstmuseum fra i dag. En udstilling af fotografier, der stadig i dag, vil kunne henrykke, involvere, skabe diskussion, fordybelse og forargelse. Robert Mapplethorpe levede et liv på kant med det normale.

Forfængelig, perfektionistisk, vulgær og selviscenesættende. Robert Mapplethorpe kunne sagtens beskyldes for alle ovenstående egenskaber. Men det er et ensidigt billede, af en kunstner der forstod at favne både det lyse og det mørke – det guddommelige og det diabolske. For han var også karismatisk, modig, genial, omsorgsfuld og ærbødig. Robert Mapplethorpe var nok præcist så intens som hans fotografiske kunst også er.

Lige nu kan du opleve Mapplethorpes fotokunst helt tæt på, når aros udstiller 182 af hans fotografiske værker. Værkerne er inddelt i en række farverige rum, der tjener til at understøtte en stemning og trække os ind i fotografiet. Et sansespil i farver, der gør stort indtryk på oplevelsen af udstillingen og fører os igennem alle de egenskaber, Robert Mapplethorpe rummede.

Sans farven

Her vil jeg gå igennem en sanselig farveoplevelse i 2 af udstillingens rum:

On the Edge udstilling

Det første rum i dyb midnatsblå, tjener til at fokusere sanserne. Så snart dørene lukker sig er tætheden i mørket markant. Tusmørket får vores pupiller til at åbne sig til en tilstand, der gør os mere modtagelige for følelser og sanseindtryk. Og her formår de enkle og ikoniske portrætter af Mapplethorpe og Patti Smith, at skabe en næsten andagtig stemning, der samtidig er enormt intim. Det føles som om Mapplethorpe er med os.

Den sanselige oplevelse af at gå igennem udstillingens lyse og mørke rum, giver dine sanser og din sanselighed en tur rundt i manegen. Man kan diskutere om farverne gør noget godt for de fotografiske værker, eller om de tjener til at skabe en bevidst stemning, og dermed vrider kunsten ind i en forceret sansning. Farverne er uden tvivl med til at skabe en stemning og følelse som ikke ville opleves så markant i et helt hvidt rum. Farverne er blot et virkemiddel til at forstørre det, vi allerede føler. Og de stjæler ikke fokus fra fotografierne – de understøtter og samler de ikoniske værker, der i øvrigt også sagtens kan stå for sig selv. Oplevelsen er så intens, at jeg kun kan opfordre til at man tager sin bedre halvdel under armen og går igennem liv, kærlighed, smerte, æstetik, død og udødelighed med Robert Mapplethorpe.

On the Edge på aros

Mapplethorpe On the Edge udstilling

Robert Mapplethorpe On the Edge

Et af de sidste rum i udstillingen samler blandt andet en række selvportrætter i et sart, rosa lokale. Vi ser Mapplethorpe kigge intenst og skrøbeligt på os igennem flere værker. Fra musikken i det tilstødende lokale høres David Bowie med Let’s Dance. Den sarte rosa, der minder os om huden, det nøgne og det sårbare, skaber en empatisk stemning, der sammen med Bowies stemme, minder os om døden. Det føles som om Mapplethorpe tager afsked med os.

Mapplethorpe og Smith

Man kan ikke sige Robert Mapplethorpe, uden også at sige Patti Smith. De to levede deres ungdom sammen i et alt andet end normalt og gængs liv. Patti Smith som en muse for Robert. Med en kliché kan man sige, at de fuldendte hinanden (You complete me), da de var ens og alligevel Yin / Yang. Hun var rebelsk imod kvindenormer og han imod maskuline normer. De gik klædt anderledes og opførte sig anderledes – på mange måder omvendt, hvor de overtog hinandens kønsroller. Netop dét gav dem en coolness. De havde dog begge en særlig indflydelse på hinanden og på hinandens kunstneriske udvikling. Deres aftener sammen gik med ganske lidt mad og luksus, men rigtig meget kultur og kunst. De tegnede og dyrkede skitser og collager, til lyden af de få grammofonplader, de ejede.

Men det inspirerende bohemeliv og håbet om at leve af kærlighed, kunst og kultur, kunne ikke forsørge dem. Patti fik job i en boghandel og forsørgede i en periode dem begge på bedste vis. Senere blev det Robert Mapplethorpe, der skaffede penge til dem begge i en periode. Deres liv blev indhentet af virkeligheden fra tid til anden, hvor de måtte kravle ud af bohemelivet og ind i et mere konventionelt 8-17 arbejdsliv. Det var sværest for Mapplethorpe, der absolut ikke kunne trives i et industrialiseret job og derfor endte han med at stå igennem de svære økonomiske tider, ved at sælge sig selv.

Når Patti arbejdede virkede Robert næsten besat af at udvikle sin kunst. Kunsten var det vigtigste og han ofrede meget for den. Da forholdet imellem Patti Smith og Robert Mapplethorpe var ved sin afslutning, skulle Mapplethorpe have sagt: “Hvis du forlader mig, bliver jeg homoseksuel.” Igennem Patti Smiths bog ‘Just Kids’ får vi indblik i dele af Robert Mapplethorpes liv i den seksuelle debut som trækkerdreng og homoseksuel.

Læs også min tidligere blog om deres fælles reference the Blue Star og om bogen Just Kids.

Robert Mapplethorpe selfie studio

Fakta

Udstillingen på aros kan ses frem til d. 30. oktober.
Du kan tage et selfie portræt i dit eget Mapplethorpe Studio på udstillingen.

Der vises 182 fotografiske værker – de mere ekstreme fotografier er samlet i Rum 8. Der er infotekst ved indgangen så børnefamilier kan fravælge rummet, der er uegnet for børn under 15 år.

Du kan også se HBO dokumentaren om Mapplethorpe Look at the picture (108 min.) kl. 11, kl. 14 og onsdag også kl. 19. Den vises i udstillingen i en lille indbygget biografsal.

16. juni 2016

08
mar

Robert Mapplethorpe kommer til aros

Robert Mapplethorpe udstilles på aros kunstmuseum

I år bliver et spændende år på ARoS Kunstmuseum set med fotografiske øjne. Der inviteres til ‘Årets Pressefoto’ som vanligt i marts/april, men vi får også en udstilling med fantastisk talentfulde Robert Mapplethorpe.

Det gode portrætfotografi formår at fascinere, men samtidig fryser det en privat og ofte afslørende stemning. En sindsstemning, der fortæller mere end ord igennem den visuelle sans.

Vi kan vælge at sætte appelsiiiiin-smilet på, når vi sidder foran kameraet og dermed bevare vores sjæl. Men vi kan også vælge, at vise vores sjæl. At indfange den og fastfryse den i det helt rette øjeblik, er få fotografer forundt. Robert Mapplethorpe var en sådan fotograf. Han var selv et meget introvert menneske, og kun få, hvis nogen overhovedet, fik et indblik i hans indre væsen.

Blue Star

Du kan roligt sætte, ikke et kryds, men en stjerne – en blue star – i din kalender d. 17. juni, hvor udstillingen åbner på aros. Den blå stjerne udgjorde en fælles reference imellem Mapplethorpe og hans livs store kærlighed, Patti Smith. De to oplevede meget sammen og havde igennem hele Mapplethorpes liv, et stærkt knyttet bånd af kærlighed. Også da Mapplethorpe senere sprang ud som homoseksuel.

Robert Mapplethorpe kommer til aros

Myten om talentet

Vi har ofte en overbevisning om, at kunstnere er begavet med et specielt talent eller har fået en særlig gave med sig i livet, fra naturens hånd. Robert Mapplethorpe er beviset på, at kunstnere ofte strider, slæber og slider for at nå frem til deres udtryk. Han er om nogen et eksempel på, at dedikation til sit udtryk, kan kræve hårdt arbejde, transformation og konstant søgen. Indtil vi måske endelig giver efter for det åbenlyse og lader kreativiteten føre os.

Mapplethorpe måtte gennemgå et hårdt liv med stoffer, sult og stred samtidig for at finde sit udtryk og sin stil i sine kreative projekter. I starten var det smykker og senere blev det collager, folde-udbøger og endelig fotografiet. Undervejs forsørgede han sig bl.a. som trækkerdreng og ved hjælp af hans konstante støtte Patti Smith. Hun hjalp ham, når han havde det svært. Han hjalp hende, når hun havde det svært. Det var en del af deres pagt med ‘blue star’.

I år viser aros nogle af hans fantastiske fotografier på en udstilling, der løber fra sommer til efterår.

Lødig, lækker og ‘likeable’, er tre ret sigende ord, man kunne sætte på fotografen Robert Mapplethorpe. Han var en af få fotografer, der gerne satte sig selv foran linsen, for at indgå i et portræt. Gerne sammen med sit livs kærlighed, Patti Smith.

Just Kids

Hvis du vil bag om Robert Mapplethorpe og vide mere om hans liv, talent og kreativitet, kan jeg varmt anbefale den fremragende bog ‘Just Kids’ af Patti Smith. Bogen fortæller om deres liv sammen på Chelsea Hotel og om kampen for at bevare sig selv, kærligheden og troen på sit talent. Den formår at smide småborgerligheden på porten og give et indblik i et dedikeret liv, drevet af kreativitet og frihed.

Her kan du måske genkende nogle af de kendisser, der har boet på Chelsea Hotel, som på det tidspunkt fungerede som et kreativt kunstnerkollektiv. Der var kendisser på hotellet konstant og kreativiteten blomstrede i et dynamisk flow imens verden udenfor mistede flere og flere kreative: Jimi Hendrix, Janis Joplin, Jim Morrison.

Der kommer i øvrigt også en filmatisering af Robert Mapplethorpes liv i nær fremtid. Og lad os så håbe, at Hollywood ikke kvæler en fremragende historie med ligegyldig dialog og misforstået bornerthed. Instruktøren er Ondi Timoner, der også er instruktør på Brand, a second coming.
Personligt havde jeg gerne set Anton Corbijn på den plads.

Udstillingen

Mapplethorpes portrætter er legendariske og jeg glæder mig enormt til at komme helt tæt på dem, når aros åbner udstillingen. Det bliver en af de udstillinger, jeg kommer til at nyde igen og igen og igen igennem de måneder den besøger aros kunstmuseum.

Udstillingen på aros kunstmuseum vises fra d. 17. juni til d. 30. oktober.

Årets pressefoto

Men der bliver selvfølgelig også i år, plads til at vise Årets Pressefotos på aros. Årets Pressefoto vises 17. marts – 17. april.