30
sep

måske overvinder kærligheden alt

Love Conquers All detalje fra aros

Kærligheden overvinder alt – eller Love Conquers All, hedder aros udstillingen af tre islandske kunstnere, der viser både farver, optimisme og humor nok til at selv den største kyniker må lade sig varme af kærligheden for en stund.

At kærligheden overvinder alt, er en besnærende tanke. Og mon ikke der er mange meninger om netop den tanke? Den kyniske afviser køligt påstanden, den evige optimist bekræftes i sin tillidsfulde tilgang og den jordbundne tænker; “Var det da bare så vel!” Uanset giver tanken, hvis vi lader den, en gnist af glæde og et øjebliks håb.

For de tre kunstnere i The Icelandic Love Corporation  [ILC] er holdningen klar: “We need to love more”, siger de. De mener, vi distancerer os selv fra kærligheden, hvor vi i stedet burde sprede kærlighedsbudskabet.

New Nordic

Udstillingen er den tredje i New Nordic serien på aros, og denne har fokus på kærlighed, og på at involvere dig i den. Men der er også andre temaer som frygt og humor i udstillingen, der i flere værker inviterer dig med til leg og samspil. Med 3 nye værker samt et par tidligere værk, inviteres du til at  bruge dig selv aktivt og fysisk. De nye værker, der er lavet til denne kærlighedsudstilling er Desire,  Onophone og Treasure.

De tre islandske kunstnere: Eirún Sigurðardottir, Jóni Jónsdóttir og Sigrún Hrólfsdottir udgør sammen kunstner- og performancegruppen The Icelandic Love Corporation. For gruppen er det ikke vigtigt, hvem der bidrager med hvad eller hvor meget. Kunsten og værkerne er det vigtige i samarbejdet. Nedenfor ses de 3 kvinder fra ILC i værket Web, der også indeholder værket Onophone.

Kærligheden overvinder alt - Icelandic Love Corporation

It’s about taking the first step

Udstillingens første værk Desire inviterer dig til at tage skoene af og finde et par stepsko på væggen. På en tilhørende scene kan du steppe løs som en anden Fred Astaire eller Ginger Rodgers og samtidig få lidt inspiration til trin, fra en video, der kører på skærmen bag scenen. Her leges der med tyngdekraft og magnetisme, for skoene vil ikke føles helt almindelige, når først du er trådt op på scenen. Om det bliver lettere eller sværere at steppe vil måske afhænge af personen.

Stepdans på kærlighedsudstillingen på aros

Onophone

De tre kunstnere er her inspireret af bla Batman og the Batphone, der bruges til at ringe til Bruce Wayne aka helten Batman, der skal komme Gotham City borgerne til undsætning. Men værket har også følelsesmæssige referencer til fortiden, hvor kunstner trioen husker de ubehagelige følelser, frygten for den kolde krig spredte hos både børn, unge og voksne.

Onophone på Love Conquers All udstilling

Der var en fælles frygt for, at 3. Verdenskrig kunne bryde ud, når som helst. Præsidenten i både USA og USSR havde en telefonlinie – kendt som The Red Phone – til rådighed kun for det ene opkald, der ville meddele, at krigen var brudt ud. Det ville samtidig være anledning til en ordre om at trykke på knappen, der ville sende en atombombe afsted mod modstanderen. Krigstelefonen i USSR og telefonen i USA ville ringe omtrent på samme tid. Hvis den situation opstod, ville det blive alt ødelæggende. Naturligt nok skabte den viden og tanke enorm frygt og det er en del af de følelser, de tre kunstnere leger med i værket her. Samtidig er det inspireret af et værk af Yoko Ono og bruger samme tanker som hendes værk. Hun ringede til telefonen flere gange under udstillingen for at tale med gæsterne om vigtige emner. Her bruges Onophone til samme formål, men også til at skabe kontakt og få en lille hyggesnak.

Tager du telefonen, når den ringer?
De tre kunstnere vil i løbet af udstillingen ringe til den røde retro telefon, for at tale med udstillingens gæster.

Web og Treasure

Det røde Web, der lokker til fotografier og et nærmere studie, bruges til at skabe en korridor af et kæmpe spindelvæv igennem udstillingen. Web er lavet af røde og sorte nylonstrømper og skaber et spændende net af skygger, former og vinkler.

Bagerst på fotografiet nedenfor skimtes værket Treasure tæt på endevæggen i rummet. Her inviteres du op i en trampolin, så du kan hoppe op for at se værket der lokker med lys og lyd bag en væg af spejle. Værket taler til vores nysgerrighed og skal vække vores lyst til at se, hvad der gemmer sig bag muren af spejle.

Onophone på Love Conquers All udstillingen

Love Conquers All af ILC kan ses på aros frem til d. 22. januar 2017

 

06
sep

freak show eller kunstnerisk frihed?

Mapplethorpe og Grayson i freak show2 store kunstnere udstiller i øjeblikket en hel del mere end deres kunst på aros. De udstiller også store dele af et liv, de fleste af os nok ville gøre alt for at holde hemmeligt. Er det deres vej til kunstnerisk frihed eller er det et freak show?

Måske kan det være svært at adskille arbejdslivet og privatlivet, når man er kunstner. Ikke sådan i det praktiske med, at alle timer skal faktureres og sådan, men måske kan det være svært at fortolke temaer, følelser og holdninger, uden samtidig at komme helt tæt på sig selv og sine egne holdninger, følelser og temaer? Kunst er vel en gengivelse eller fortolkning af noget, der vækkes i kunstneren.

Udstillingerne On the Edge og Hold your Beliefs Lightly, viser fortolkninger, temaer og følelser vi alle kan forholde os til – og dog. De viser nemlig også to kunstnere, der bruger deres hemmeligheder aktivt i kunsten.

Den ene er amerikaner, den anden er brite – den ene fotograf/smykkedesigner/illustrator, den anden keramiker/skulptør/illustrator/tv-kendis – den ene homoseksuel og sadomasochist, den anden familiefar og transvestit. De to kunstnere viser deres kunstværker, men også deres hemmeligheder. De to herrer er Robert Mapplethorpe og Grayson Perry.

Smukke fotografier af Mapplethorpe

Robert Mapplethorpe

Fotoudstillingen On the Edge med værker af amerikanske Robert Mapplethorpe, viser 182 fotografier i forskellige temaer. Overordnet for hans fotografier er en dyb forståelse for form, krop, lys/skygge og det sort/hvide format. Udstillingen rummer dog også et par blomsterfotografier i farver – bl.a. fotoet nedenfor, der er så utrolig smukt og betagende på samme tid. Det er et af mine absolutte farve favoritter på udstillingen, fordi det rummer ALT hvad et godt og stemningsfuldt fotografi skal indeholde af farver, komposition, stemning, elementer, lys og skygge…..det er bare smukt. Med hele 182 fotografier på udstillingen, er der godt grundlag for, at alle kan findes deres favoritter. Om de så hører til i freak show kategorien eller i de mere klassiske fotografier.

Det amerikanske museum LACMA i Los Angeles viste indtil for nylig en udstilling af Robert Mapplethorpe fotografier under titlen The Perfect Medium – se indlejret instagram post fra LACMA instagramprofil nedenfor. Her ses flere af hans farvefotografier, der samtidig også viser en fin grafisk sans og forståelse for grafiske snit og farver.

Smukt og smerteligt

Lige så smukt og bevægende roligt, fotografiet med tulipanerne er, ligeså dystert og uhyggeligt er et af Mapplethorpes S&M fotografier fra X serien. Mapplethorpe var en mester til lys/skygge forhold i sine fotografier, men også i livet og i både mytologiens og den religiøse verden, der ofte udgøres af den gode og den onde – englen og djævelen. På den måde bliver Mapplethorpes gudesmukke fotografier af græske statuer, smukke og atletiske menneskekroppe og yndige blomster sat i skarp kontrast til de både hårde, ubekvemme og smertefulde S&M fotografier.

Flere af fotografierne fra X serien er ubehagelige og fascinerende på samme tid. Især har jeg svært ved at forlige mig med selvportrættet af Mapplethorpe som djævel med hale stikkende ud af hans nøgne underkrop og et ansigt, der formidler smerte og ubehag. Og sådan er der flere fotografier på udstillingen, der får mig til at gispe. Ikke mindst HBO dokumentaren Look at the Picture, der viser et indblik i, hvor meget Mapplethorpe ofrede for sin kunst og for at blive rig, kendt og anerkendt. Men mon ikke også han nød en del af vejen dertil, trods alt? Han oplevede kunstnerisk frihed bl.a. i kraft af tiden og de kredse han kom i. Men mange har tænkt – og tænker nok stadig – at især X serien er et veldokumenteret freak show.

Grayson Perry på aros

Grayson Perry

Den engelske multikunstner Grayson Perry, er udover at være keramiker, skulptør og illustrator, samtidig transvestit eller cross-dresser som det også kaldes. Hans anden persona hedder Claire, og hun er ikke henvist til privatlivet, men bruges aktivt i Graysons offentlige liv. Således var det Claire der bød velkommen til åbningen af udstillingen på aros, og hun var iført masser af make-up og var ganske farverig.

Hun var et lille stykke freak show, og var mere spektakulær end klassisk flot, og dét kan meget vel være et stort kompliment for Claire, der gerne skiller sig ud fra mængden. Det til en grad, der af og til kan være forbundet med smerte, da et par af kjolerne ifølge Grayson, ligefrem gør ondt at bære. I udstillingen vises flere af de designer-kjoler, Claire bærer til store galla- og prisfester – bl.a. BAFTA. Kjolerne er designet af studerende på en designskole i London, hvor Grayson Perry stiller dem designopgaver til Claire som en del af deres uddannelse.

Grayson Perry og Claire design

Claire kunne såmænd ligeså godt have levet i det skjulte som en hemmelighed for offentligheden, men Grayson har i stedet valgt at bruge hende aktivt i sit liv. Og på den måde bliver hun til en slags muse eller katalysator for kunsten. Hun inddrages i flere af værkerne – bl.a. ses hun i flere keramikkrukker og på mange skitsetegninger.

Men også barndommens fortrolige og trofaste ven for Grayson, bliver en del af kunsten i flere tilfælde. Det er bamsen Alan Measels, der sågar har fået en motorcykel-helligdom til at blive transporteret rundt i og en kæmpekuffert doneret fra Louis Vuitton.

Hvor Mapplethorpe brugte sig selv som objekt og metode til at dokumentere S/M miljøet, virker det som om, Grayson bruger Claire som den offentlige og udadvendte persona, der kan undslippe stivheden fra et akavet pressemøde eller ved store events. Det er måske helt forståeligt, selvom der nok er flere, der vil mene, det er et ganske omfattende omend veldesignet freak show.

 

18
aug

3 udstillinger fik os til at ringe til aros

3 udstilinger fik os til at ringe til aros

Der går ikke røg af en brand uden der er ild! Eller gør der? I mindst 2 tilfælde har det vist sig ikke at holde stik. 2 tilfælde hvor aros udstillinger har fået bekymrede borgere til at ringe ind.

Et flammehav uden røg, en konstant røg uden ild og en førerløs hund, har igennem tiden fået både ordensmagten og bekymrede borgere til at ringe til aros. Heldigvis har det alle tre gange været dele af udstillinger og ganske ufarligt. Her kan du læse om de tre udstillinger, der fik os til at ringe til aros, politiet og brandvæsenet.

Flammehavet på aros

Kunstnerduoen, der består af danskeren Thyra Hilden og argentineren Pio Diaz, gæstede i 2007 aros med en spektakulær og skræmmende, smuk installation. For kunstelskere var synet af installationen et sandt mareridt og satte mange bekymrede tanker i gang. Med en uhyggelig, realistisk installation, der gav en illusion af, at aros stod i brand og var opslugt af et vildt flammehav, skabte kunstnerduoen uro hos byens borgere. Hele vinduespartiet på aros var opslugt i et flammehav skabt af flere dusin videoprojektører, der fik flammerne til at se enormt virkelighedstro ud.

Jeg husker tydeligt min gåtur forbi aros en vinteraften, hvor flammerne pulserede op og ned i de enorme vinduespartier. Som mange andre borgere havde jeg ikke hørt om installationen før den bare var der, og mit hjerte stod stille indtil jeg kom så tæt på bygningen, at jeg forstod, hvad der foregik. Så overtog respekten og nysgerrigheden. De varme farver fra flammerne virkede dragende i den kolde vinteraften. Det var smukt og uhyggeligt på samme tid.

Efter aros tog kunstnerparret flammehavet videre til Louvre i Paris og Colosseum i Rom. I forbindelse med installationen på aros, er der lavet et lidt kikset videoindslag, men sådan lavede man måske video indslag i 2007? Der er sket meget siden…. Se det her: aros overview

Udstillinger fra aros i røg og damp

Røg og damp

I 2009 og igen i 2015 åbnede aros det sanselige rum med Olafur Eliasson værket Your Atmospheric Colour Atlas – der kom til at gå under det mere folkelige navn ‘røgrummet’. Rummet er en del af museets permanente samling, men er dog ikke permanent udstillet.

Rummet bød på en intens farveoplevelse, der da også havde advarsler ved indgangen for at gøre opmærksom på, at rummet kunne virke intenst. Det var på eget ansvar, man opholdt sig i rummet. Jeg har haft flere venner med igennem rummet, og har oplevet deres reaktion, ligesom jeg også husker min egen første oplevelse af rummet. Det var intenst, lidt overvældende og fascinerende på samme tid.

ARoS - atmospheric color room

Rummet består af en lang række farvede lyspærer, der er samlet i farveskalaer: rød, gul og blå. I overgangene samler de tre primærfarver hele farvepaletten, så du går igennem alle regnbuens farver og lidt til, når du tager en gåtur i rummet. Til at fortætte oplevelsen og mødet med farverne, puster en røgmaskine konstant røg ud i rummet. Den hvide røg omfavner dig i rummet, som en tyk tåge, der samtidig binder farverne fra de farvede lyspærer, så du omringes af en intens mur af farve.

3 udstillinger der fik os til at ringe til aros

En helt igennem fantastisk oplevelse af farve og samtidig også meget intens, fordi du mister din stedsans totalt. I stedet opbygger du en stedsans, hvor du orienterer dig efter farverne som var de et atlas.

Udstillinger der fik os til at ringe til aros

Røgen eller dampen fra rummet ledes ud af rummet via en kanal i muren, der får røgen til at bevæge sig ud af siden på aros bygningen i en konstant strøm. Men i dette tilfælde gik der faktisk røg af en brand uden der var ild.

Førerhunden uden fører

I efteråret 2012 viste aros udstillingen The Human Echo med værker af amerikanske Tony Matelli. Han er især kendt for sine detaljerede, humoristiske og til tider skræmmende, naturtro skulpturer i bronze og det var da også netop en af disse, der fik både ordensmagten og bekymrede borgere til at ringe til aros. Tony Matelli er nemlig enormt god til at levendegøre sine skulpturer og få dem til at se virkelighedstro ud. Således også med hans værk Stray Dog.

Som en del af hans udstilling på aros i 2012, indgik en skulptur af en lys labrador, der blev placeret udenfor på bakken ud til Vester Allé foran museet. Jeg blev selv snydt den første gang, jeg cyklede forbi hunden. Ikke alene så den realistisk ud, den var også sød og så på samme tid lidt fortabt ud. Den var iført sådan en sele med håndtag, som blinde har til deres hunde, så der var også et stort element af bekymring og omsorg forbundet med at se hunden. Der opstod lynhurtigt tanker som: Hvor er den blinde, hvis hunden står dér alene? Og hvad hvis hunden løber ud foran den heftige og tunge trafik på Vester Allé? Der opstod samtidig følelser af pligt, ansvar og omsorg hos flere borgere.

Henvendelserne fra de bekymrede borgere resulterede i, at hunden blev flyttet væk fra Vester Allé og længere hen mod indgangen af museet, hvor den desværre blev alt for anonym. Læs mere om Tony Matelli udstillingen på aros hjemmeside. Desværre har jeg ikke noget foto derfra, men DR har skrevet en artikel, hvor der indgår et foto af hunden foran aros. Se et foto af den meget virkelighedstro hund i artikel fra DR.

29
jul

Farverig kunst fra Grayson Perry

Grayson Perry med et farverigt værk

Grayson Perry forstår virkelig at arbejde med farver i sine ofte meget grafiske værker. Med udstillingen ‘Hold your Beliefs Lightly’, viser han både sans og forståelse for arbejdet med farver og samtidig sin evne til at udleve og designe sit alter-ego, den farverige transvestit Claire.

At Grayson er en kontrastfyldt og alsidig kunstner, ses bl.a. i den måde han iscenesætter sine forskellige personligheder. Der er nemlig mindst 2 personligheder i Grayson – aarhus møder lige nu dem begge i udstillingen på aros. Men kontraster og alsidighed ses bestemt i lige så høj grad igennem hans kunstværker, der spænder fra detaljerede vægtæpper til skulpturer, tv-programmer, keramikkrukker og meget mere. Gerne med en humoristisk kant og ofte med et tema der bygger over emner som tro og tilbedelse. Grayson Perry er også en kunstner, der interesserer sig for og inddrager historiske elementer, temaer og viden.

Grayson og Claire

Som Grayson Perry stod der til åbningen af Hold Your Beliefs Lightly, med forvirret hår, en rød- og sort-ternet skovmandsskjorte og et par blå bukser, virkede han næsten underspillet anonym. Han virkede sådan lidt leverpostej, som vi vil betegne sådan en person, vi går forbi på gaden uden at ænse. I ret stor kontrast til hans kunst, hans pilgrimsfærd med bamsen Alan Measels på en opsigtsvækkende pimp-me-up motorcykel a la en Pope Mobile, men også i skarp kontrast til udlevelsen af den indre transvestit, Claire.

Kenilworth AM1

Store dele af Graysons kunst vidner om en dyb æstetisk og historisk forståelse og en dyb evne til at lege med og sammensætte komplekse, men også naive udtryk igennem arbejdet med farver og materialer. Motorcyklen der er skabt til en pilgrimsfærd med bamsen Alan Measels er holdt i barnlig, humoristisk stil med naive tegn og ord, med lyserød og blå som gennemgående farver (i en noget mørkere nuance men dog i familie med PANTONE farverne 2016: serenity og rose quartz) og så er der hele det faktum, at bamsen Alan Measels har fået sit eget lille hus til tilbedelse / shrine bagerst på cyklen. Grayson har designet en dragt og en hjelm, der fuldender hele udtrykket. Det viser Grayson som en legesyg kunstner, der gerne går langt for sin kunst. Motorcyklen har ført ham ud på en længere rejse, der dog også var ganske ubehagelig, fordi motorcyklen måske nok er opsigtsvækkende, men absolut ikke komfortabel.

Men tilbage til åbningen af udstillingen, hvor Grayson stod der til pressemødet, i utrolig konservativ farvestil og fuldkommen kontrast til, ikke alene hans kunst, men også hans indre transvestit, Claire, hvis smag og stil, stikker helt af i sammenligning. Men den er god nok – det er en og samme person. Altså Claire og Grayson Perry. Sidstnævnte mødte op til pressemøde, Claire mødte op til den store åbning af udstillingen i høj make-up og haute-couture. Herunder ser du nogle af de design, Claire har båret til prominente fester. Grayson har valgt at udleve sin indre transvestit Claie, og bruge hende kreativt i sit arbejde og liv. Da han valgte at springe ud og vise Claire til sin omverden, bar han også en specielt designet kjole. Som Grayson siger: You don’t die of embarrassment” og nu bruger han altså Claire til bl.a. til at åbne store udstillinger.

Grayson Perry og Claire design

Ovenfor ser du en del af de spektakulære design, Claire har vist gallafester og prisuddelinger. Nogle af kjolerne har ifølge Grayson Perry været lidt smertefulde af bære, andre har spredt humor og forargelse. Grayson har for vane, at få lavet sine kjoler af designstuderende fra Central Saint Martins. En af de kjoler der spredte humor, er den sorte og lyse kjole, du ser som nummer 3 fra højre på bagerste væg. Den har påsyet sten på både kappe og kjole – på kjolen er stenene syet så i form af en fallos og omkring kappen er de syet i pearl necklace. Kjolen blev båret til den engelske prisuddeling BAFTA i 2013.

Keramik af Grayson Perry

Det grafiske

Især Graysons vægtæpper og keramikkrukker, er interessante at se nærmere på for det grafiske øje. Hans brug af farver, kontraster, former giver meget detaljerede værker, der er værd at bruge tid på. Og så er hele hans afsæt for udstillingen også en nærmere diskussion værd: er det sådan, at vi har skiftet vores tro på en gudeskikkelse ud med en tro på varemærker og brands? Netop den tanke er omdrejningspunkt for det største vægtæppe på udstillingen – Walthamstow Tapestry.

Walthamstow Tapestry på aros

Der er så mange detaljer i tæppet, og det er en stor fornøjelse at gå på opdagelse i. Her har jeg lavet et lille detaljeudsnit, så det bliver tydeligt, hvordan brands og brandnavne er indarbejdet i tæppet.

Detalje fra Walthamstow Tapestry

Introbilledet til dette blogindlæg viser også et af hans vægtæpper. Det er nok ikke hans hensigt, men kvinden i den grafiske gule, grå og hvide kjole har en slående lighed med Dronning Margrethe. Og jeg er sikker på, at Hendes Majestæt også ville se fantastisk ud i sådan et design :) Farverigdommen i tæppet er helt unik og vidner om at Grayson Perry har en ganske omfattende og nuanceret farvepalette i sine udtryk.

The Vanity of Small Differences

Omtalte vægtæppe er et af 6 udstillede fra The Vanity of Small Differences, der kredser om temaer tilbedelse af brands og produkter, og om klasse-inddelinger: working class, middle class og upper class. I udstillingens rum findes også tablets, hvor der er mulighed for at gå på opdagelse i vægtæppernes detaljer. En enormt belejlig og god feature, fordi det giver mulighed for at forstå værkernes enorme detaljerigdom. Et af vægtæpperne har f.eks. et portræt af Jamie Oliver, ligesom der gives forskellige information, man kan gå på jagt efter med sine børn: kan I f.eks. finde hans signatur i vægtæpperne?

Grayson Perry The Agony in the Car Park

Udstillingen Hold Your Beliefs Lightly kan ses på aros kunstmuseum frem til 11. september.

 

13
jul

Derfor bruger Grayson Perry skitsebøger

En side i Grayson Perrys skitsebogDet er altid spændende at få et indblik i andres skitsebøger og på den måde se og forstå en del af den kreative proces, der ligger bag. I år har jeg set spændende skitsebøger fra kalligrafisten Oriol Miró og fra den engelske kunstner Grayson Perry.

Nogle mennesker er gode til at opbevare og gemme deres visuelle skatte såsom skitser, tegninger, fotografier og noter. Andre er gode til at smide ud og skille sig af med papir, nips og hæfter. Jeg tilhører den sidste kategori, og er egentlig lidt ærgerlig over, at jeg smider mine tegninger og skitsebøger ud. Især når jeg får mulighed for at se og bladre i spændende skitsebøger, som dem jeg har set i år. Oriol Miró er et åbenlyst kalligrafisk talent, og vi var så heldige, at se et par af hans skitsebøger, da han var i Danmark i starten af juni. Hans skitsebøger er skatte af former, farver, stemninger, ord og teknikker.

Også den engelske, farverige kunstner Grayson Perry, der i øjeblikket udstiller keramik, vægtæpper, skulpturer og et par sider fra sine skitsebøger på aros, er spændende at studere nærmere. Selvom det kun er få skitser, der er udstillet, så giver de et godt indblik i den kreative proces. Og så er det også muligt at købe en lækker bog med nogle af hans skitser i shoppen på aros. Skitsebogen viser hvordan han går fra ide til projekt – fra skitse til grafisk vægtæppe – fra tegning til keramikvase. Bogen er udgivet i samarbejde med aros – den hedder ‘Sketchbooks Grayson Perry’. Til denne artikel har jeg fotograferet lidt fra Grayson Perry udstillingen ‘Hold your beliefs lightly’ og fra bogen ‘Sketchbooks’.

Skitsetegning af Grayson Perry

Grayson gemmer alle sine skitsebøger og tegner helst kun i sine skitsebøger. Han er ikke meget for at tegne pludselige ideer på servietter eller andet papir, han lige har ved hånden.

Ved åbningen af udstillingen ‘Hold your Beliefs Lightly’ fortalte Grayson kort om sine skitsebøger. Når han ikke tegner på servietter og forhåndenværende papir, er det fordi han frygter ‘the picasso napkin syndrome’. Det er når man kan bruge en tegning på en serviet, til at betale sin aftensmad eller på anden måde sælge sin streg, hvor det er muligt. Sådan betalte Picasso efter sigende nogle af sine restaurantmåltider – en tegning på en serviet eller et stykke dug.

Grayson Perry skitser

Hermed en lille reminder om hvorfor det er så vigtigt, at gemme sin skitsebøger:
– de viser din kreative udvikling over tid
– de viser aflagte projekter som måske var før deres tid
– de viser dit talent – et talent du måske havde glemt alt om
– de viser hvor du startede og hvordan du kom frem til i dag
– de er idebøger
– de viser stemninger og sindstilstande
– de viser din tid.

Skitser udstillet på aros

Grayson Perry kan opleves på aros indtil d. 11. september

16
jun

On the Edge med Robert Mapplethorpe

Robert Mapplethorpe On the Edge på aros‘On the Edge’ er navnet på en fotoudstilling med værker af Robert Mapplethorpe, der vises på aros Kunstmuseum fra i dag. En udstilling af fotografier, der stadig i dag, vil kunne henrykke, involvere, skabe diskussion, fordybelse og forargelse. Robert Mapplethorpe levede et liv på kant med det normale.

Forfængelig, perfektionistisk, vulgær og selviscenesættende. Robert Mapplethorpe kunne sagtens beskyldes for alle ovenstående egenskaber. Men det er et ensidigt billede, af en kunstner der forstod at favne både det lyse og det mørke – det guddommelige og det diabolske. For han var også karismatisk, modig, genial, omsorgsfuld og ærbødig. Robert Mapplethorpe var nok præcist så intens som hans fotografiske kunst også er.

Lige nu kan du opleve Mapplethorpes fotokunst helt tæt på, når aros udstiller 182 af hans fotografiske værker. Værkerne er inddelt i en række farverige rum, der tjener til at understøtte en stemning og trække os ind i fotografiet. Et sansespil i farver, der gør stort indtryk på oplevelsen af udstillingen og fører os igennem alle de egenskaber, Robert Mapplethorpe rummede.

Sans farven

Her vil jeg gå igennem en sanselig farveoplevelse i 2 af udstillingens rum:

On the Edge udstilling

Det første rum i dyb midnatsblå, tjener til at fokusere sanserne. Så snart dørene lukker sig er tætheden i mørket markant. Tusmørket får vores pupiller til at åbne sig til en tilstand, der gør os mere modtagelige for følelser og sanseindtryk. Og her formår de enkle og ikoniske portrætter af Mapplethorpe og Patti Smith, at skabe en næsten andagtig stemning, der samtidig er enormt intim. Det føles som om Mapplethorpe er med os.

Den sanselige oplevelse af at gå igennem udstillingens lyse og mørke rum, giver dine sanser og din sanselighed en tur rundt i manegen. Man kan diskutere om farverne gør noget godt for de fotografiske værker, eller om de tjener til at skabe en bevidst stemning, og dermed vrider kunsten ind i en forceret sansning. Farverne er uden tvivl med til at skabe en stemning og følelse som ikke ville opleves så markant i et helt hvidt rum. Farverne er blot et virkemiddel til at forstørre det, vi allerede føler. Og de stjæler ikke fokus fra fotografierne – de understøtter og samler de ikoniske værker, der i øvrigt også sagtens kan stå for sig selv. Oplevelsen er så intens, at jeg kun kan opfordre til at man tager sin bedre halvdel under armen og går igennem liv, kærlighed, smerte, æstetik, død og udødelighed med Robert Mapplethorpe.

On the Edge på aros

Mapplethorpe On the Edge udstilling

Robert Mapplethorpe On the Edge

Et af de sidste rum i udstillingen samler blandt andet en række selvportrætter i et sart, rosa lokale. Vi ser Mapplethorpe kigge intenst og skrøbeligt på os igennem flere værker. Fra musikken i det tilstødende lokale høres David Bowie med Let’s Dance. Den sarte rosa, der minder os om huden, det nøgne og det sårbare, skaber en empatisk stemning, der sammen med Bowies stemme, minder os om døden. Det føles som om Mapplethorpe tager afsked med os.

Mapplethorpe og Smith

Man kan ikke sige Robert Mapplethorpe, uden også at sige Patti Smith. De to levede deres ungdom sammen i et alt andet end normalt og gængs liv. Patti Smith som en muse for Robert. Med en kliché kan man sige, at de fuldendte hinanden (You complete me), da de var ens og alligevel Yin / Yang. Hun var rebelsk imod kvindenormer og han imod maskuline normer. De gik klædt anderledes og opførte sig anderledes – på mange måder omvendt, hvor de overtog hinandens kønsroller. Netop dét gav dem en coolness. De havde dog begge en særlig indflydelse på hinanden og på hinandens kunstneriske udvikling. Deres aftener sammen gik med ganske lidt mad og luksus, men rigtig meget kultur og kunst. De tegnede og dyrkede skitser og collager, til lyden af de få grammofonplader, de ejede.

Men det inspirerende bohemeliv og håbet om at leve af kærlighed, kunst og kultur, kunne ikke forsørge dem. Patti fik job i en boghandel og forsørgede i en periode dem begge på bedste vis. Senere blev det Robert Mapplethorpe, der skaffede penge til dem begge i en periode. Deres liv blev indhentet af virkeligheden fra tid til anden, hvor de måtte kravle ud af bohemelivet og ind i et mere konventionelt 8-17 arbejdsliv. Det var sværest for Mapplethorpe, der absolut ikke kunne trives i et industrialiseret job og derfor endte han med at stå igennem de svære økonomiske tider, ved at sælge sig selv.

Når Patti arbejdede virkede Robert næsten besat af at udvikle sin kunst. Kunsten var det vigtigste og han ofrede meget for den. Da forholdet imellem Patti Smith og Robert Mapplethorpe var ved sin afslutning, skulle Mapplethorpe have sagt: “Hvis du forlader mig, bliver jeg homoseksuel.” Igennem Patti Smiths bog ‘Just Kids’ får vi indblik i dele af Robert Mapplethorpes liv i den seksuelle debut som trækkerdreng og homoseksuel.

Læs også min tidligere blog om deres fælles reference the Blue Star og om bogen Just Kids.

Robert Mapplethorpe selfie studio

Fakta

Udstillingen på aros kan ses frem til d. 30. oktober.
Du kan tage et selfie portræt i dit eget Mapplethorpe Studio på udstillingen.

Der vises 182 fotografiske værker – de mere ekstreme fotografier er samlet i Rum 8. Der er infotekst ved indgangen så børnefamilier kan fravælge rummet, der er uegnet for børn under 15 år.

Du kan også se HBO dokumentaren om Mapplethorpe Look at the picture (108 min.) kl. 11, kl. 14 og onsdag også kl. 19. Den vises i udstillingen i en lille indbygget biografsal.

16. juni 2016

18
mar

Skolen for ulydighed – Jani Leinonen

Jani Leinonen på aros kunstmuseumEr vi for lydige? Finske Jani Leinonen inviterer, med sin aktuelle udstilling på aros kunstmuseum, til ulydig indlæring i Skolen for Ulydighed. Hans påstand er, at lydighed skaber større problemer end ulydighed.

Er lydighed en dyd der bør hyldes eller udfordres? Det spørgsmål trænger sig på, under besøget på Jani Leinonens udstilling ‘Skolen for Ulydighed. Igennem de 3 rum, udstillingen består af, viser Jani flere værker, der sætter lydigheden under pres – og ulydigheden i fokus.

De visuelle stilarter og koncepter, der har inspireret Jani er navne vi kender fra popkulturen: Andy Warhol, Robert Indiana samt tegneseriekunstneren Roy Lichtenstein. Ved at benytte de samme meget farverige og optimistiske udtryk, skaber Jani en næsten naiv atmosfære i udstillingen. Dermed formår han, at blødgøre den kant udstillingen kunne få, hvis han var belærende mere end inddragende og havde fokus på at provokere fremfor at involvere. Han er en aktivist, der gerne bruger humoren som virkemiddel og ønsker dialog om emner, vi alle bør have en holdning eller følelse til. Og budskaberne står tydeligt frem.

Logo væggen af Jani Leinonen

Logo væggen

Det første møde med Jani Leinonens kunst på aros, er logo væggen, der i sig selv er blevet et logo eller varemærke for Janis udstillinger. Et andet eksempel på en logo væg, blev vist i hans tidligere udstilling på Kiasma, hvor han også sammensatte verdenskendte og verdensomspændende logoer, til et stærkt statement.

Med lydigheden og ulydigheden som modpoler i logo vægen, starter Jani Leinonens oplæg til Skolen for Ulydighed. I samme rum finder vi andre værker, der har fokus på en stor amerikansk fast food kæde. Og det er stadig en god vinkel og historie, at gå i kødet på de store multinationale firmaer. Måske især i Danmark og skandinavien, hvor vi trods alt stadigvæk er ulydige nok til, at stille spørgsmålstegn ved de store mastodonters indvirkning på vores samfund. Jani syntes da også danskere er pænt ulydige i forhold til vores skandinaviske naboer, som måske mere ‘diskuterar’.

Helt så ulydige som englænderne er vi nok ikke. De er kendte for at demonstrere udenfor de store multinationale virksomheder, der tager omsætning fra små, lokale virksomheder som f.eks. kaffebarer o.lign.

Anything Helps udstillet på aros

Tigger væggen

Der hvor Jani Leinonen virkelig rører mit hjerte, er i hans udstillingsvæg af tigger-skilte ‘Anything Helps’. Her bliver hele temaet meget personligt. Igennem flere års udlandsrejser, har han samlet en række “souvenirs” af den type vi alle af og til ser i bybilledet. Det er skilte lavet af pap, hvor lokale hjemløse har skrevet en hurtig tekst i et desperat forsøg på at få penge til mad. “Hungry. Please help” står der på et af skiltene. Skiltene er på udstillingen samlet i smukke og detaljerede guldrammer, som var de dyrebare kunstværker. Og de har uden tvivl været dyrebare for ejerne, der har brugt dem som en vej til et måltid mad.

Jeg forestiller mig, hvordan jeg selv ville begå mig i den situation, hvor jeg skulle bede en hjemløs mand eller kvinde, om at give mig det eneste de har: det skilt der muligvis sikrer dem et måltid mad. Det ville være sindsygt grænseoverskridende, og alene tanken giver mig en oplevelse af uro og forlegenhed.

Og Jani Leinonen indrømmer da også, at det har været ret grænseoverskridende at lave det projekt. Selvom han har købt og betalt deres skilte, var selve samtalen forbundet med et vist ubehag. Ikke alene fordi det ofte krævede en meget intim dialog og var grænseoverskridende, men også fordi det måtte foregå ordløst pga sprogbarrierer.

Det giver sig selv, at den sanselige dimension skaber åbning til det følsomme i dette værk. Men det er også interessant, at studere skiltene og forestille sig deres ejere. Væggen får mig til at huske font-projektet Homelessfonts, hvor en række hjemløse var med til at skabe fonte, af deres håndskrift. Fontene sælges via homelessfonts og giver de hjemløse en mulighed for at tjene penge på deres skrifttyper.

Med dette projekt i Janis udstilling, får jeg lyst til at smide en mønt til den næste tigger, jeg kommer forbi. Egentlig får jeg mest lyst til at lave dem et lækkert, kalligrafisk skilt, der ser både flot, detaljeret og imponerende ud. Men jeg har en fornemmelse af, at skiltets skønhed vil have en negativ effekt på deres indtjening.

Skolen for ulydighed

Skolen for ulydighed

Lige overfor tigger væggen ligger Skolen for Ulydighed, og det var her jeg mødte Jani til en snak om ulydighed*. Jani var selv et meget lydigt barn, sådan som vi alle opdrages til at blive det i livets skole. Men han nåede et punkt i livet, hvor han var nødt til at stille spørgsmålstegn ved lydigheden og lægge den lidt på hylden.

Som både logo væggen og flere af de andre værker viser, er det paradoksalt nok, ofte netop lydigheden der gør det muligt, at skabe overgreb og ødelæggelse. Hvorimod ulydighed er med til at flytte grænser og tage emner op, der går langt over grænsen for, hvad vi skal tillade, at tillade andre. Det er selvsagt ikke de små temaer, der er udgangspunktet her, men de store temaer, der berører os alle: krig, folkedrab, slaveri og fattigdom.

Skolen for ulydighed ser ganske fredelig og uskyldig ud set udefra. I skolen kan vi lære om ulydighed af en række ulydige danskere, der er inddraget for at gøre udstillingen aktuel for Danmark. Underviserne i Skolen for Ulydighed er Lisbeth Zornig Andersen, Emma Holten, Robert Olsen, Parl Kristian Bjørn Vester (Goodiepal) og Kjartan Arngrim, der alle tjener som eksempler på, hvorfor det er vigtigt, at turde være ulydig.

Jani Leinonen og Skolen for Ulydighed kan opleves på aros fra 19. marts – 12. juni.

* i et senere blogindlæg fortæller jeg om den snak, vi havde ved skolebordet i Skolen for Ulydighed.
08
mar

Robert Mapplethorpe kommer til aros

Robert Mapplethorpe udstilles på aros kunstmuseum

I år bliver et spændende år på ARoS Kunstmuseum set med fotografiske øjne. Der inviteres til ‘Årets Pressefoto’ som vanligt i marts/april, men vi får også en udstilling med fantastisk talentfulde Robert Mapplethorpe.

Det gode portrætfotografi formår at fascinere, men samtidig fryser det en privat og ofte afslørende stemning. En sindsstemning, der fortæller mere end ord igennem den visuelle sans.

Vi kan vælge at sætte appelsiiiiin-smilet på, når vi sidder foran kameraet og dermed bevare vores sjæl. Men vi kan også vælge, at vise vores sjæl. At indfange den og fastfryse den i det helt rette øjeblik, er få fotografer forundt. Robert Mapplethorpe var en sådan fotograf. Han var selv et meget introvert menneske, og kun få, hvis nogen overhovedet, fik et indblik i hans indre væsen.

Blue Star

Du kan roligt sætte, ikke et kryds, men en stjerne – en blue star – i din kalender d. 17. juni, hvor udstillingen åbner på aros. Den blå stjerne udgjorde en fælles reference imellem Mapplethorpe og hans livs store kærlighed, Patti Smith. De to oplevede meget sammen og havde igennem hele Mapplethorpes liv, et stærkt knyttet bånd af kærlighed. Også da Mapplethorpe senere sprang ud som homoseksuel.

Robert Mapplethorpe kommer til aros

Myten om talentet

Vi har ofte en overbevisning om, at kunstnere er begavet med et specielt talent eller har fået en særlig gave med sig i livet, fra naturens hånd. Robert Mapplethorpe er beviset på, at kunstnere ofte strider, slæber og slider for at nå frem til deres udtryk. Han er om nogen et eksempel på, at dedikation til sit udtryk, kan kræve hårdt arbejde, transformation og konstant søgen. Indtil vi måske endelig giver efter for det åbenlyse og lader kreativiteten føre os.

Mapplethorpe måtte gennemgå et hårdt liv med stoffer, sult og stred samtidig for at finde sit udtryk og sin stil i sine kreative projekter. I starten var det smykker og senere blev det collager, folde-udbøger og endelig fotografiet. Undervejs forsørgede han sig bl.a. som trækkerdreng og ved hjælp af hans konstante støtte Patti Smith. Hun hjalp ham, når han havde det svært. Han hjalp hende, når hun havde det svært. Det var en del af deres pagt med ‘blue star’.

I år viser aros nogle af hans fantastiske fotografier på en udstilling, der løber fra sommer til efterår.

Lødig, lækker og ‘likeable’, er tre ret sigende ord, man kunne sætte på fotografen Robert Mapplethorpe. Han var en af få fotografer, der gerne satte sig selv foran linsen, for at indgå i et portræt. Gerne sammen med sit livs kærlighed, Patti Smith.

Just Kids

Hvis du vil bag om Robert Mapplethorpe og vide mere om hans liv, talent og kreativitet, kan jeg varmt anbefale den fremragende bog ‘Just Kids’ af Patti Smith. Bogen fortæller om deres liv sammen på Chelsea Hotel og om kampen for at bevare sig selv, kærligheden og troen på sit talent. Den formår at smide småborgerligheden på porten og give et indblik i et dedikeret liv, drevet af kreativitet og frihed.

Her kan du måske genkende nogle af de kendisser, der har boet på Chelsea Hotel, som på det tidspunkt fungerede som et kreativt kunstnerkollektiv. Der var kendisser på hotellet konstant og kreativiteten blomstrede i et dynamisk flow imens verden udenfor mistede flere og flere kreative: Jimi Hendrix, Janis Joplin, Jim Morrison.

Der kommer i øvrigt også en filmatisering af Robert Mapplethorpes liv i nær fremtid. Og lad os så håbe, at Hollywood ikke kvæler en fremragende historie med ligegyldig dialog og misforstået bornerthed. Instruktøren er Ondi Timoner, der også er instruktør på Brand, a second coming.
Personligt havde jeg gerne set Anton Corbijn på den plads.

Udstillingen

Mapplethorpes portrætter er legendariske og jeg glæder mig enormt til at komme helt tæt på dem, når aros åbner udstillingen. Det bliver en af de udstillinger, jeg kommer til at nyde igen og igen og igen igennem de måneder den besøger aros kunstmuseum.

Udstillingen på aros kunstmuseum vises fra d. 17. juni til d. 30. oktober.

Årets pressefoto

Men der bliver selvfølgelig også i år, plads til at vise Årets Pressefotos på aros. Årets Pressefoto vises 17. marts – 17. april.

02
nov

The Next Level med James Turrell

James Turrell og The Next Level på aros

I 2018 åbner Aros, The Next Level, der oprindeligt var tænkt som en udvidelse af Aros i dybden, men nu er blevet en forlængelse af museet – under jorden, men i væsentlig grad også over jorden. Aros går altså ikke alene i dybden, men strækker sig også ud i The Next Level.

Læs også et tidligere blog indlæg, om det oprindelige The Next Level projekt.

Benspænd

Egentlig er det et praktisk benspænd, der har sendt schmidt/hammer/lassen, museumsledelsen fra Aros og kunstneren James Turrell ud i en nytænkning af The Next Level. Undergrunden i bakken ved Aros hovedindgang rummer nemlig så meget vand, at den dybe udgravning, projektet oprindeligt krævede, ikke er mulig. Derfor har det været nødvendigt med nye ideer og planer.

Efter et par koncentrerede workshops har samarbejdspartnerne nu skabt en ny version af The Next Level. En version, der skaber helt nye og spændende muligheder for Aros og for byens borgere. Måske kom der et bedre projekt ud af benspændet?

The Next Level skitse af James Turrell

The Next Level

Med et nyt The Next Level kommer vi til at opleve et kunstværk med både indre og ydre dimensioner og visioner: foran og imellem museets nuværende hovedindgang vil vi udefra kunne se toppen af en lille kuppel, som var den vokset op af jorden. Vi vil også kunne se toppen af en stor kuppel, placeret på Officerspladsen, tæt på Ridehuset. Tilbygningen kommer dermed til at gå fra Aros og hen imod Ridehuset.

Den store kuppel vil vi udefra, kunne gå på og sidde på som et stykke nyt arkitektonisk bymiljø. Kuplen vil være formet som lagvise trappetrin, der når helt op til toppen af kuplen, der består af et rundt hul i 6 diameter. Hullet i kuplen tjener flere formål for oplevelsen af kuplens indre. Mere om det senere.

Model af The Next Level

The Sphere

– udefra en lille kuppel og indefra en lys- og farveinstallation. The Sphere er navnet på den lille kuppel, der ligger på niveau med Rob Muecks skulptur Boy, udgør det første værk af James Turrell. Her kommer vi ind i et rum, hvor lys- og farveforhold er konstant skiftende. Inde i rummet er selve kuplen også som et kunstværk vi kan gå ind i. Der kan være 15-16 personer i kuplen på samme tid

Tværsnit igennem The Sphere og Galleriet

Galleriet

For at komme til James Turrell andet værk, føres vi igennem et galleri, hvor der udstilles værker af andre kunstnere. Der bliver altså også med det nye projekt, mulighed for andre kunstneriske muligheder. Fra galleriet er der udsyn til The Sphere og The Dome som her vil kunne betragtes lidt på afstand.

The Dome i The Next Level

The Dome

– udefra en cirkelformet trappe og et stykke bymiljø og indefra et stort lys- og farvefænomen. Med The Dome vil vi finde det største værk af James Turrell. The Dome som er en cirkel/kuppel der er ca. halv størrelse af Pantheon. Langs væggen vil der være opvarmede sæder og i toppen vil der være hul, så også vejret vil få indflydelse på oplevelsen af The Dome. Hvis det regner, sner eller er diset, så vil årstidernes skiftende vejrlig blive en del af rummet via indfald fra toppen.

Plantegning af The Dome

Rummets center vil kunne udgøre en scene, hvis Aros ønsker at afholde koncerter eller andre events i The Dome. Også i dette rum vil lyset, årstiden og tidspunkt for besøget, få stor indflydelse på den måde rummets lys og farver opleves. Der er lagt op til en meget sanselig oplevelse.

Som vist på skitsetegningen ovenfor, bliver det også muligt at gå fra bunden af rummet, langs siderne, op til udgangen ved Officerspladsen.

Projektet lander på 320 mio. og har indtil videre opnået sponsorater fra Salling Fondene og Ny Carlsberg Fondet.

James Turrell

James Turrell er ikke en hvem-som-helst. Han ved meget om rum, lys og farver. Ikke bare det – han forstår at forme, kontrollere og alligevel frigøre farvernes dynamiske natur.

Hans værker kan opleves på Guggenheim, Lacma, Roden Crater og allerede nu har vi fornøjelse af hans rum på Aros, hvor du måske er stødt på Milkrun og dets forunderlige evne til at drille vores sanser. Med dette store, kuntsneriske tiltag, kan vi opleve endnu mere James Turrell kunst fra 2018 i Aarhus. Det er sikkert og vist, at turister vil komme til Aarhus, for at opleve hans værk.

Jeg vil senere komme med et indlæg om James Turrell og hans sans for farver. Her har jeg samlet et par af hans spektakulære værker på pinterest. De kan muligvis være med til at visualisere, hvad vi har i vente, når hans værker åbner i 2018:

 

Introfoto øverst af James Turrell og modellen til The Next Level, er fotograferet af Morten Fauerby, Montgomery.

20
okt

Monet – en stemning, en stilart og et begreb

Monet udstilling på aros

I sidste uge åbnede Aros efterårsudstillingen Monet – Lost in translation. En udstilling, der viser impressionismen fra 1800-tallet og frem. Mere præcist vises der værker af franske impressionister og en del af temaet, er at se på vores brug af den type kunst igennem tiden.

Stor succes

Udstillingen der byder på 49 impressionistiske værker, høster flotte roser fra anmelderne:

Jyllands Posten uddeler ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
Kristeligt Dagblad uddeler ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
Aarhus Stiftstidende uddeler ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

Udstillingen er blevet til i samarbejde med Art Center Basel.
Udstillingsformen på aros går hånd i hånd med selve impressionismens formåen. Det bliver til en sanserejs, jeg dog ikke vil tage dig med på i denne omgang. Men jeg kommer ind på de sanselige dimensioner i et senere blogindlæg, hvor jeg vil gå ind i selve udstillingens opbygning og flow.

Monet

Monet er hovednavn på udstillingen og om nogen, giver det mening at netop hans navn bliver fremhævet for den impressionistiske udstilling. Hvem har ikke ejet en plakat, et postkort eller bare et print af en Monet? Hans karakteristiske stil har skabt mode i vores hjem igennem årtier og er blevet synonymt med en stemning – noget er monetsk – og så har vi alle et billede af eller en sanselig forestilling om, hvilken stemning, der hentydes til. Der er altså både tale om et begreb og en stemning, men naturligvis også om modefænomener både i hjemmet og i modens verden.

Her har jeg samlet en række Monet udtryk på et pinboard på pinterest.

 

Monet repræsenterer en stilart, der i særdeleshed har været fortolket, kopieret, nyfortolket, inspireret og med sikkerhed også distanceret i flere tilfælde. Overeksponeret vil andre mene.

Er en monetsk stemning romantisk for dig?
Eller er en monetsk stemning for meget af det gode?

Monetsk er for mig romantisk, feminin, let og sanselig.

Du kan opleve stemningen på aros frem til januar 2016.

Dette er første indlæg i en række om Monet og impressionismen.