25
okt

kreativitet og forfængelighed

Verdens mest eksklusive website

En fræk idé blev til et viralt koncept, selvom fotografen nægtede at sælge sit foto og Twitter satte hælene i. Her får du en beretning om et viralt projekt, der prikker til vores nysgerrighed og forfængelighed.

En indgang til et ukendt sted, en bagdør der lokker og en teaser tekst, der skaber forventning. En hemmelig klub? En loge? Et eksklusivt selskab? Hvad gemmer sig bag de lukkede døre og hvordan får jeg adgang?

Jeff Greenspan er efterhånden blevet synonym med virale koncepter. Han formår at skabe opmærksomhed ved at lege, drille og dreje på vores behov for selviscenesættelse, vores holdning til patriotisme og andre mere eller mindre politiske emner. Og så forstår han, at vi drives af forfængelighed, nysgerrighed og frygten for, at gå glip af noget.

Et af hans mest virale og omtalte projekter blev lanceret tilbage i 2009, men det er stadig legendarisk, fordi det i den grad taler til vores nysgerrighed og forfængelighed. Projektet er The Worlds Most Exclusive Website – og hvem vil ikke gerne høre til verdens mest eksklusive klub? Han kalder det selv for et socialt eksperiment.

Eksklusivt koncept

Websitet består af 9 døre eller login. Hvert login giver dig adgang til et rum med en ny dør. Du logger ind med din twitterkonto, og i samme øjeblik afleverer du information om hvor mange følgere, du har på twitter.

SEO beskrivelsen til websitet lyder: Granting permission simply confirms if you are a verified user and how many followers you have. Nothing else.

Og dog så kigger websitet også på dit antal af følgere. Hvis du har nok følgere, er du eksklusiv nok til at åbne døren. Derefter kommer du videre til næste rum, hvor du kan ’mingle’ med andre, der er ligeså eksklusive som dig selv. Eller du kan gå direkte til dør nr. 2, 3, osv indtil de få udvalgte, med mange følgere, måske kan nå til at åbne den sidste dør. Fakta er dog, at inden nogensinde er nået så langt som til niende og sidste dør.

I starten auto-tweetede projektet på din twitter: You did not make it to room no. 3
– etc. men Twitter syntes ikke det var en god ide. Derfor blev funktionen droppet igen.

Det var ikke nok at have en twitter konto – den skulle også være verificeret. Var den ikke det, blev brugeren sendt direkte til et website for en lille italiensk restaurant. Deres website blev lagt ned den første weekend, fordi der var så mange besøgende, der blev ledt til deres site.

 

Kreativitet der sælger sig selv

Allerede i visualiseringsfasen stødte projektet på udfordringer. Jeff havde fundet et indgangsfotografi, som var ret populært, men i øvrigt slet ikke til salg. Det var ikke et simpelt stock foto, men et fotografi, der rummede præcist den sanselige stemning, Jeff ønskede som indgang til sit virale projekt.

Indgangsfotografiet til konceptet, der er en genial, kreativ ide udformet i et ganske simpelt website, er et af de mest efterspurgte fotografier, taget af Marc Sullivan. Han har fået utallige forespørgsler på interesserede købere, men har/havde vænnet sig til at give afslag til dem: ’Alle vil købe det fotografi, men det er ikke til salg’ lød standardsvaret også til Jeff Greenspan. Se fotografiet her: Nightstalker

Det lod Jeff sig dog ikke sådan lige stoppe af, så han valgte at kontakte Marc og fortælle ham om det projekt, fotografiet skulle bruges til. Marc var vild med konceptet og gik med til at lade Jeff bruge fotografiet helt gratis. Et eksempel på hvordan den kreative ide kan sælge sig selv.

Og hvordan gik det så med projektet?

De mest kendte

Siden havde mere end 125.000 besøg i løbet af den weekend sitet blev lanceret. Der var flere kendisser forbi, men også brands som Dr. Pepper. Det menneske, der er nået længst igennem de 9 døre, er kendt for at være kendt. Det er ikke en kendt og dygtig sanger, skuespiller, atlet, fodboldspiller, præsident eller forfatter. Det er en person, der forstår selviscenesættelse til perfektion. Måske har du gættet hvem det er? Ellers kan du se mere på websitet her, der giver adgang til en film med info om projektet.

Og Jeff fortsætter med at pirre vores nysgerrighed i afslutningen af filmen, hvor vi får oplyst, at der stadig er 2 rum, der aldrig er blevet åbnet.

Can you get in?

Jeg oplevede Jeff Greenspan tale ved den grafiske festival Reasons to be Creative i Brighton.

25
mar

Cardiff Miller og et underligt univers

Something Strange This Way

“Press” står der på et skilt i det første rum, af Janet Cardiff og George Burres Millers udstillings-univers ‘Something Strange This Way’ på ARoS Kunstmuseum. Selvom et par af gæsterne forsøger at trykke på selve skiltet, og ikke på den lille, oplyste knap ved siden af skiltet, sætter ‘The Carnie’ alligevel endelig i gang.

Du kan stadig nå at se udstillingen, der leger med dine sanser. I et af værkerne får du selv lov til at lege med lyduniverset. Der er flere installationer end de nævnte her – Cardiff Miller er en oplevelse du bør give dig selv.

The Carnie

– en installation, et stykke besat legetøj eller måske et mareridt? Der er noget både hyggeligt, men bestemt også uhyggeligt over den lille karrusel ‘The Carnie’. Med sine søde og farverige, eksotiske dyr: en giraf, en skildpadde, en malkeko… og en måne… virker karrusellen ganske fortryllende. Men så begynder stemningen at ændre sig og de søde dyr virker som besatte af mørke kræfter. Det kunne være børns sjæle der red på dyrene om natten, når de levende børn og den glade karrusel var forladt.

the-carnie

Musikken fra karrusellen spiller i et drævende tempo og dyrene får mørke stemmer, der hoster og ler ondt. I musikken gives en reference til glad musik, der spilles baglæns samtidig med, at tempoet trækkes helt ud. På den måde får musikken en næsten dæmonisk, men alligevel betagende lyd. På væggene og i loftet kaster skyggerne sig store og uhyggelige rundt i rummet. Det er mørkets univers, der minder os om hvordan også vi, igen og igen møder de samme mørke udfordringer i vores liv som i en livets karrusel.

Storm Room

– et rum der for alvor er bygget med optræk til storm og uvejr. Afhængigt af hvornår man ankommer til udstillingen, der udefra ligner et halvfærdigt byggeprojekt, er stemningen enten rolig og balanceret eller vild og larmende. Det hvide rum med vinduer, håndvask, spejl og et antal plastikspande på gulvet, forandres igennem udstillingen til et rum, der går igennem orkanens øje af regn og torden. Stemningen er på sit højeste så troværdig, at det føles som en ægte sommerstorm med brag, torden og lynild.

the-storm-room

Det er uhyggeligt virkeligt og samtidig også lidt hyggeligt, som når vi sammen med fremmede fra gaden, søger ly for regn og torden i det virkelige liv. Her med fremmede som også gæster udstillingen. Den eneste forskel på en virkelig situation og denne er, at ude i det virkelige liv havde vi talt med hinanden, om hvor vildt det regnede, om de høje brag og om de skarpe lyn. På udstillingen var alle stille og respekterede hinandens mulige behov for fordybelse.

Rummet sætter igen streg under, hvad det er Cardiff Miller kan med deres installationer. De bevæger sig på kanten imellem det hyggelige og det uhyggelige, det mørke og det lyse, det rare og det ubehagelige.

Opera for a Small Room

– et rum der emmer af historie og sjæl med indretning, møbler, rekvisitter og ikke mindst den musik, der spilles. Rummet er inspireret af besøg hos et antikvariat. Cardiff Miller fandt på en af deres indkøbsture, en enorm mængde opera LP’er, der havde tilhøre den samme mand. Han havde skrevet sit navn på samtlige LP’er. Cardiff Miller besluttede sig for at købe dem alle og begyndte, at gøre sig tanker om hvem manden var. Hvem ville købe så mange LP’er og skrive sit navn på dem alle? Hvad var det mon for en type menneske? Og hvad var hans livshistorie?

opera-small-room

Tanker og spørgsmål der satte en kreativ proces i gang hos kunstnerparret. Det blev til Opera for a Small Room der med både i kraft af sine rekvisitter og sit løjerlige lyd- og lysunivers, igen samler hyggen og uhyggen koncentreret omkring det centrale i et ellers stort og mørkt udstillingslokale.

Lyse og mørke sider

Jeg er vild med netop Cardiff Millers lydunivers, der formår at lege med mine følelser og involvere både hygge, uhygge, nostalgi, varme, frygt og latter. De taler til min mørke side, men også til min lyse side og netop skellet imellem de to sider, gør mig nysgerrig. Jeg får lyst til at være i udstillingen for at udforske tilstandende nærmere. Men helst sammen med nogle andre – ikke helt alene.

Something Strange This Way af Cardiff Miller vises på ARoS Kunstmuseum frem til d. 19. april.

05
feb

Rumtosset – Pastel parcelhus blues

Rumtosset på ARoS

En sanserejse

ARoS inviterer på sanserejse med deres nye, aktive udstilling, der viser kunstværker af bl.a. Christian Lemmerz, Svend Wiig Hansen og Dorthe Dahlin som en del af kulisserne til Teaterhuset Filurens forestillinger. Eller er det Teatertruppen Filuren, der er kulisser til værkernes fortælling?

Rumtosset hedder det nye koncept på ARoS, der skal vække dine sanser igennem kunst, teater og kultur. Det er en slags udstillingsteater, hvor du som tilskuer inviteres med rundt i forskellige rum, til forskellige fortællinger.

Kunsten på væggen

De udstillede værker på væggene i teaterudstillingen er bl.a.: Svend Wiig Hansen, Menneskeridt – Arne Haugen Sørensen, Idyl med indbygget katastrofe – Dorthe Dahlin, Mnemosyne – Bjørn Nørgaard, Thorvaldsens portrætbuster – Christian Lemmerz, Afasi II – Nils Erik Gjerdevik, Maleri-collage med isbjørn.

Rumtosset teaterudstilling

Skuespilkunsten

Rum, kunstværker, fortællinger og musik fungerer sammen i en helhed og skuespillerne Anna Ur Konoy og Niels Kiele gør rejsen behagelig, interessant, humoristisk og eftertænksom.

Niels Kiele mestrer et utal af instrumenter, der skaber den rette stemning igennem hele udstillingens nuancer. Han spiller med en behagelig lethed, og løsner lidt af den stive andægtighed, der opstår i et rum, hvor man skal være stille og betragte tavst.

Det samme gør Anne Ur Konoy med sin ironiske og humoristiske rolle igennem udstillingen. Ikke mindst i hendes måde at lukke betragteren ind i en aktiv rolle igennem mimik og gestus. Der kommer et insisterende omend flygtigt nærvær i hendes mimik, som var hun en stemme i dit indre. Det er tilfældet, når hun inviterer til klapsalver i takt til musikken eller, har brug for en hånd, til at rejse sig.

Det første værk, den første scene og det første tema har Arne Haugen Sørensen værket ‘Idyl med indbygget katastrofe’ som baggrund. Her udspiller sig i teaterudstillingen en vandring tilbage til barndommens idyl, der brydes af katastrofen i ‘Pastel Parcelhus Blues’. Det er historien om det pæne ydre med ligusterhæk og parcelhus, som dække over virkelighedens mørke.

Teaterudstillingen er en spændende og ny måde at opleve kunsten på. Kunsten der indgår i en perfekt, kreativ fortælling med lyd, skuespil og publikum tilsammen.

Grafisk krise

Undervejs indbyder ARoS til at dele din lyst eller trang til at ‘skrige’ via en interaktiv væg.

Hvad giver dig lyst til at skrige?, spørger de.

Desværre giver den helt kreativt forladte væg mit grafiker-øje, lyst til at skrige. Udstillingens hvide væg, bruges til at projektere en række ‘bullits’ på som var det en kedelig powerpoint-liste. Det er sætninger og ord fra udstillingens gæster, der opfordres til at sende deres umiddelbare tanker op på skærmen via mobiltelefonen til 1231 Rumtosset og dernæst svare på, hvad der får dem til at skrige.

Det er en rigtig god ide, at opfordre til at dele og interagere med det vi oplever. Men den triste indpakning på den hvide væg, formår ikke at lokke mig til at interagere med Arial 12 pkt. #000000. Der mangler helt enkelt en kreativ og lækker, grafisk løsning, der matcher kunsten i teaterudstillingen. Noget, der vækker mine sanser og giver mig lyst til at skrive og skrige:
at vi mener, vi er den overlegne og intelligente race – giver mig lyst til at skrige

Udstillingen varer ca. 40 minutter og kører fra d. 7/2-15/2.

26
okt

World Press Photo 2014

World Press Photo 14 i CPH

En af ugens helt store oplevelser, der har givet stof til eftertanke, tårer i øjnene, inspiration, ærefrygt og til tider en klump i halsen, men også træk på smilebåndet, er World Press Photo 2014 udstillingen, der lige nu vises i Politikens Hus ved Rådhuspladsen i København. Du kan også se verdens bedste billeder på Politikens hjemmeside.

Udstillingen løber på sit sidste – stopper 30/10 – men her ser du vindere af de forskellige kategorier: World Press Photo Awards

Vinderbilledet er fænomenalt og værd at studere i længere tid, men alle billeder formåede at røre noget og sætte tanker igang. Rent fotografisk er jeg vild med det opstillede portræt, du ser nedenfor med 5 albinoer, der her er fotograferet på deres blindeskole, eller blindehjem er det nærmere, i Afrika.

Fotografier fra WWP14

Nogle af de fotografier, der også gjorde stort indtryk var f.eks. historien om den svenske atlet/løber Nadja Casadei, der er ramt af kræft og gennemgår kemobehandling, men det til trods har annonceret, at hun stiller op til OL i 2016. Det er stærke billeder af svenske Peter Holgersson. Hendes historie følger jeg nu via hendes blog.

Så var der historien om den tyske Barbara, der har dedikeret sit liv og åbnet sit hjem for herreløse hunde. Der bor 250 hunde i hendes hjem – de kommer alle til dyrlæge og bliver passet godt. Fotografierne er taget af engelske Julie McGuire

Der er også fotografiet af manden og kvinden, der sidder døde og omslynget i hinandens arme, næsten mumificeret af støv, byggesten og cement, der ubarmhjertigt er faldet ned over dem da deres arbejdsplads, fabrikken i Bangladesh, styrtede sammen ovenpå dem. Det er et fastfrosset øjeblik af en barsk virkelighed og som betragter er det svært ikke at skabe en historie om de to. Hvad var deres relation? Hvad var deres sidste ord? Fotografiet er taget af Taslima Akther.

Kan du ikke nå forbi udstillingen, er det muligt at købe en paperback udgave på 160 sider med alle fotografier via hjemmesiden.

Her kan du hente gratis apps til World Press Photo 2014 – iOS versionAndroid version

Følg WPP på Twitter her.

Politiken nævner, at World Press Photo 2015 mest sandsynligt kommer til at ligge fra d. 2.-22. oktober.

17
sep

Micro conversions med Creuna

Micro Conversion seminarTirsdag morgen tog jeg til morgenseminar ved Creuna i de nye lokaler på Vesterbro Torv i Aarhus. Lokaler der er strippet for alt, hvad der hedder personlighed. Det er hvidt, industrielt, der er højt til loftet, interiøret består af sorte og gråtonede møbler, enkeltheden larmer i det åbne og tydeligt koncentrerede kontorlandskab. Det minder om en loftslejlighed i New York og selvom det kan lyde ucharmerende, sælger stedet sig selv igennem en påtrængende indbydelse til koncentration.

I mit tilfælde som gæst på morgenseminaret, var jeg koncentreret om, at blive klogere og høre lidt om, hvordan man får sine brugere til at ‘gøre arbejdet’. Det handlede om micro conversions og Creuna fik lejlighed til at vise, hvordan der med kunde- og dataanalyser kan arbejdes med flere muligheder i udvikling af customer experience i digitale løsninger.

Jeg efterlod min mørkeblå jakke på knagen iblandt et hav af jakker i præcist samme farve – og jeg skulle forestille at kunne noget med farver? Men ok, i mit grå og mørkeblå outfit havde jeg iført mig en attitude der viste, at jeg magter at rumme teknisk data og analytisk viden, samt at omsætte den viden til en kompetence. Ikke at jeg skal til at sælge Micro Conversions, keyword analyser, Google analytics strategier, AdWords kampagner eller designe en mediestrategi. Men de eksempler seminaret tog udgangspunkt i, handlede i høj grad om sund fornuft, kundeservice og målbare tiltag.

Men hvad bruger vi egentlig målinger til?

Baymard Institute offentliggjorde i marts i år en analyse, der viste at omkring 70% online køb bliver forladt i købsflowet. Igennem længere tid har design og flow ligget for skud og er blevet mistænkt for at være årsagen. Måske var farven på knappen forkert, måske var den ikke tydelig nok, måske var ordlyden forvirrende. Det har været en fin proces, som har medført stor viden og indsigt i UI, flow og brugervenlighed i købsprocesser.

Men som eksempler fra seminaret viste, kan et urealiseret køb handle om noget som simpelt, som et øjebliks distraktion, der kræver, at vi er til stede i det virkelige liv. Derpå glemmer vi måske, hvad vi var i gang med og her er der brugbar viden for sælger.

What to do?

Creuna viste et godt eksempel på hvordan en online shop, selv tog kontakt til en kunde, der havde forladt en købssituation før købet var realiseret. Sælger/webshoppen spurgte via en mail høfligt ind til, om der var sket noget i købsflowet og lagde et link til indkøbskurven med i mailen. Resultatet blev, at brugeren afsluttede sit køb og samtidig opnåede en rabat på købet. I dette tilfælde havde brugeren oprettet en profil og kunne let kontaktes af webshoppen. Det er selvfølgelig ikke alle online shops, der vil kunne benytte samme tiltag, men så er mulighed for at blive trendsetter og komme op med en helt ny metode.

Micro Conversion

Creuna viste også et eksempel på, at de tager deres egen medicin. Ved at lave keyword analyse, ændre i søgeoptimering og tage LinkedIn i brug, fremfor kun at bruge den gamle traver: nyhedsbrevet, fik Creuna boosted deres events. Målet var at få ledt brugere ind på deres event-side, for at tilmelde sig seminarer via en kontaktformular. Ved tiltag ud fra målinger, opnåede Creuna 100% flere tilmeldinger til dette seminar – der også slog rekorden for tilmeldinger i Aarhus nogensinde. Hallelujah! Succesfuld micro conversion.

Se aktuelle events fra Creuna

Den grafiske oplevelse

Det var ikke kun tek. viden, analyser og diagrammer. Der var også en grafisk godbid som jeg desværre ikke kan vise, før Creuna frigiver slides og videopræsentation fra seminaret. Når det sker, vil jeg vise deres arbejdsdiagram til mediestrategi. Et diagram der ville have fornøjet Massimo Vignelli og en god hyldest til ham netop i år, hvor han gik bort.

Årsager til at deltage i morgenseminar ved Creuna:

  • – brugbar viden
  • handson eksempler
  • – indsigt i nye muligheder
  • – udvidelse af netværk
  • – slutter præcist til tiden