24
okt

farverige danskere – Poul Gernes

Farverige danskere Poul Gernes

Poul Gernes er en af de farverige danskere, der har gjort sit til at føre farverne væk fra lærredet og ind i det fysiske rum. Du kender måske hans farverige kunst fra Palads Teater biografen i København og måske også fra Herlev Hospital.

Der er drøn på farver, former og striber på Herlev Hospital, hvor Poul Gernes har stået for den omfattende udsmykning. Med tusindvis af døre i forskellige farver, farvede gulvlister, gardiner, stikkontakter, gelændere, skilte, ure og vægmalerier, er der ikke sparet på de sanselige indtryk.

Der er ikke meget klinisk hvidt og farvebeskedent over Herlev Hospital, der er udsmykket af Poul Gernes. Men det har netop været hensigten, at skabe et brag af farver og former, så vi kan mærke os selv og måske få en pause fra det, der gør ondt. Om ikke andet havde Poul Gernes en holdning til, hvordan omgivelserne kan tjene til helbredelse og healing, når vi er syge. Et fænomen der er set flere steder i dag, hvor der gøres meget for at skabe behagelige omgivelser for indlagte børn og ældre.

Desværre har jeg aldrig haft mulighed for at være til et foredrag eller en forelæsning i sygehusets auditorium, men det står højt på min liste over farveoplevelse, jeg gerne rejser efter. Auditoriet er holdt i pink og rød, der tilbage på den tid, var 2 farver man ikke kombinerede, hvis man havde smag og sans for farver. Rød og pink var underlagt en form for farvefascisme, og en fælles holdning om, at de to farver ikke måtte kombineres. Alligevel blev det de farver, Poul Gernes valgte til auditoriet, der ligeså vel kunne være endt som et hvidt og trist lokale. Jeg formoder, at netop farverne får folk til at snakke og interagere med hinanden i rummet, ganske som Poul Gernes ville det. Her nedenfor ses Palads i København, der er udsmykket af Poul Gernes og fortæller meget om hans fine sans for farver. Og at han ikke var bange for at sætte farverne fri i kreativiteten.

Palads farver af Poul Gernes

Poul Gernes har også på sygehuset arbejdet med temafarver, og givet hvert behandlingsafsnit sin egen farve. På den måde virker farven både som pejlemærke, stifinder og orienteringsfelt. Lidt i stil med den effekt Massimo Vignelli opnåede med sit ikoniske subway kort, der grafisk inddeler hver retning / linie i en farve, som Gul N linie Broadway og så fremdeles. På samme måde er Herlev Hospital ikonisk for Poul Gernes arbejde med farver og former.

Og han var ikke bange for at bruge farver, der clashede og udgjorde paletter vi ellers ikke normalt ville være tilbøjelige til at sætte sammen. Ligesom han gerne brugte hele farvepaletten og af og til sammensatte både komplekse, men også naive farvekombinationer. Det fortæller os, at han forstod farver og vidste, at farvesansen har godt af at blive udfordret lidt og strukket lidt ud af sine vante rammer. Ellers ville alle jo vælge grå og hvid….?!

Poul Gernes værker var indtil for nylig udstillet på Louisiana i Humlebæk.

20
sep

farverige danskere – Marie Gudme Leth

farverige danskere - Marie Gudme Leth

Marie Gudme Leth fandt sin store passion indenfor tekstiltryk og udviklede igennem livet sine grafiske tryk. Fra en naiv og enkel stil, blev hendes tryk mere komplekse, detaljerede og farvemæssigt udfordrende. Hun var en sand pioner.

Designmuseum Danmark har henover sommeren vist flere af Marie Gudme Leths smukke tekstiltryk. At se så mange af hendes tryk samlet, gør det lettere at fornemme de forskellige perioder, der har præget hendes arbejde. Samtidig må man unægteligt lade sig bjergtage af hendes åbenlyst talent og evne til at flytte sig kreativt, for at passe ind i tiden – måske i flere tilfælde ligefrem være forud for sin tid.

Marie Gudme Leth tryk på Designmuseum Danmark

Hun var enormt stærk i sine grafiske tegneteknikker, men også i sin evne til at blande farver til sine tryk. De grafiske linier i hendes tryk var til en start ret enkle og naive som var det et vektorbaseret ikon, der blev trykt på tekstilerne. Også farverne var enkle og holdt i blot 1 farve: blå, brun eller grøn.

Marie Gudme Leth med tidlige tryk

Ligesom vi ser grafikere og designere miste rettigheden til deres eget arbejde eller navn i dag, mistede Marie Gudme Leth også retten til at bruge egne design, mønstre og farveblandinger i et par år. Da hun forlod posten som formand i Dansk Kattuntryk, mistede hun sine kunstneriske rettigheder for en 3-årig periode. Men hun fortsatte sit arbejde og startede sit eget værksted.

Marie Gudme Leth med mere komplekse tryk

Både hendes naive tryk og naive grafiske vektor-agtige ikon-stil, men også de mere komplekse og farverige udtryk i de senere tryk, fungerer fint i dag. Det er meget tidløse design og dog har hun helt bestemt været så fremsynet i sin stil, at hun har arbejdet både farvemæssigt og stilmæssigt udover sin egen tidsalder. Med udstillinger ved flere verdensudstillinger har hun vist sit åbenlyse talent. En ganske anselig del af talentet er naturligvis hendes tegneteknik, men i væsentlig grad også hendes evne til at arbejde med farver.

Marie Gudme Leth blev født i 1895 og døde i 1997. Hun levede altså et langt, dedikeret liv med tekstiltryk som sin store passion. Som det fremgår af eksemplerne på Designmuseum Danmark, er hendes evner til at udvikle og sammensætte farver så gode, at mange af hendes tryk fungerer fint også i dag. Tag de let karry-brændte farver fra hendes indiske tryk, men også æblerne, der ses til højre i fotografiet ovenfor. Det er farver, der fungerer fint til vores designstil i dag.

Du kan se Marie Gudme Leth udstillingen på Designmuseum Danmark frem til 25. september.

20
aug

farverige danskere – Ib Geertsen

Ib Geertsen - farverig dansker

Ib Geertsen er en af de farverige danskere, jeg vil gå tæt på i en ny serie om dansk, farverig kunst. Hans kunstværker er stadig aktuelle og viser en unik sans for form, farve og komposition i tidløse design. Han bøjer uskrevne farve regler.

Ib Geertsen er lige nu aktuel med en udstilling på GAK –  Gesellschaft für Aktuelle Kunst Bremen. Men som kunstner er han altid aktuel, fordi han som andre store danske kunstnere og designere formår at være tidløs i sit udtryk. Samtidig er han meget grafisk i den måde, han arbejder med form og farve. Et af hans absolutte kendetegn, er et kvadrat og en cirkel smeltet sammen til en karakteristiske dråbeform. En form der jo egentlig er utrolig let at kopiere, men måden Ib Geertsen sammensætter andre grafiske elementer og farver i sine værker, er helt speciel for ham. Det er også typisk for Geertsen at splitte elementerne op og sammensætte dem farvemæssigt til en karakteristisk komposition.

Når der arbejdes så karakteristisk med farver, er det unægteligt samtidig en stor cadeau til det omfattende arbejde og studie Johannes Itten har bragt til forståelse og brug af farver. Ib Geertsen viser med sin kunst, at han har forstået avanceret og avantgarde farveteori.

Farveregler

Vi har nok allesammen oplevet at blive underlagt farveregler, der på en eller anden måde tæmmer eller begrænser farvernes sammensætning i vores påklædning og boligindretning. Det er jo ikke mange år siden, de fleste var enige om, at pink og rød ikke var gode farver at kombinere. Men det går overordnet ret fint med de to farver i dag, hvor der er langt mere frihed til at arbejde med farver og udfordre farver.

Traditionelt set er vi i de nordiske lande mest til kølige og meget lyse toner og selvfølgelig også den sorte farve, der ville være tæt på et bud på en nationalfarve, hvis ikke det var for vores rød-hvide flagfarver. Vi er ikke kendte for at sammensætte vilde farver og nuancer, som vi ser det i Mexico, Indien og Asien. Og dog har vi et par danske kunstnere, der sætter vores farvesans på nye eventyr. Alligevel formår de at beholde en del af det nordiske udtryk. Ib Geertsen er én af en række danske kunstnere, der bøjer de uskrevne, men kendte regler for brug af farver. Alene hans brug af primær farverne rød, gul og blå i mange værker, er lidt aparte. Det er farver, der stikker i hver deres retning og derfor også rummer meget af forholde sig til. Der er disharmoni men dog en slags harmoni.

Ib Geertsen på GAK

Grafisk Ib Geertsen

Udover en interessant sans for at sammensætte farver, blev et af Ib Geertsens grafiske kendetegn en form der sammensmelter en cirkel og en firkant, så formen bliver som en dråbe. Sammensat med spændende farvekombinationer og i flere tilfælde også andre former, bliver det til meget interessante værker set med grafiske øjne. Ikke mindst fordi hans stramme former formår at blive arkitektoniske.


Hans dråbeform ses blandt andet i værket Kravleskulptur fra 1954, men også i flere af hans malerier, både på lærred og på husgavle som det ses i Brøndbyøster i et værkt fra 1991. På hjemmesiden KØS – Museum for kunst i det offentlig rum, ses flere af hans værker. Her bliver det også tydeligt, hvordan han brugte sin grundform til flere forskellige projekter som skulpturer og mobiler.

Ikonisk stil

Med en så karakteristisk og ikonisk stil, blev hans arbejde med farve og form Ib Geertsens brand eller varemærke. Netop fordi det er så ikonisk en stil, kan vi kende og genkende hans værker ret hurtigt. Andre kunstnere kan være lidt sværere at genkende, fordi de spreder sig over flere stilarter, udtryk, former og materialer. Hvis vi ser på en anden meget dygtig kunstner Olafur Elisasson, så kan det være lidt sværere at genkende hans værker. Han har arbejdet meget med farver, refleksion, spejle og former, men også med vand og damp. Han laver installationer og oplevelseskunst, men også skulpturer, collager og meget andet. Han er en anden type kunstner end Ib Geertsen. Ib Geertsen er stilmæssigt, en kunstner indenfor den konkrete kunst, hvor form, farve, bevægelse og linier er i fokus.

Bor du i Aarhus kan du i øvrigt se en Ib Geertsen mobile hænge ned fra loftet lige ved Borgerservice og bruger PC’erne på Dokk1.

Ib Geertsen udstiller på GAK Bremen

Mobiler på aros

I 2009 udstillede Ib Geertsen på aros under titlen Mobiler. Udstillingen viste en lang række af hans  farverige mobiler i mange formvariationer. På aros hjemmeside, kan du se nogle af de udstillede mobiler og læse om udstillingen. Egentlig startede Ib Geertsen med maleriet som udtryksform, men gik senere over til mobiler, som eksisterer i det fysiske rum med deres former og bevægelser på en helt anden måde end maleriet.

Ib Geertsen på GAK

Ib Geertsen blev født i København i 1919 og døde i 2009, hvor han havde udstilling på både aros i Aarhus, ligesom han udstillede i London samme år. Hans kunst fik en revival ved årtusindeskiftet og er stadig aktuel med et udtryk, der formår at være moderne og aktuel til enhver tid. Og nu udstilles forskellige Ib Geertsen værker så i Bremen på GAK. Gruppeudstillingen Das Loch (Hullet) med bl.a. danske Ib Geertsen værker vises på GAK i Bremen fra d. 20. august til 13. november.

Fotografierne i denne artikel er fra udstillingen på GAK – fotograferet af Tobias Hübel.