06
sep

freak show eller kunstnerisk frihed?

Mapplethorpe og Grayson i freak show2 store kunstnere udstiller i øjeblikket en hel del mere end deres kunst på aros. De udstiller også store dele af et liv, de fleste af os nok ville gøre alt for at holde hemmeligt. Er det deres vej til kunstnerisk frihed eller er det et freak show?

Måske kan det være svært at adskille arbejdslivet og privatlivet, når man er kunstner. Ikke sådan i det praktiske med, at alle timer skal faktureres og sådan, men måske kan det være svært at fortolke temaer, følelser og holdninger, uden samtidig at komme helt tæt på sig selv og sine egne holdninger, følelser og temaer? Kunst er vel en gengivelse eller fortolkning af noget, der vækkes i kunstneren.

Udstillingerne On the Edge og Hold your Beliefs Lightly, viser fortolkninger, temaer og følelser vi alle kan forholde os til – og dog. De viser nemlig også to kunstnere, der bruger deres hemmeligheder aktivt i kunsten.

Den ene er amerikaner, den anden er brite – den ene fotograf/smykkedesigner/illustrator, den anden keramiker/skulptør/illustrator/tv-kendis – den ene homoseksuel og sadomasochist, den anden familiefar og transvestit. De to kunstnere viser deres kunstværker, men også deres hemmeligheder. De to herrer er Robert Mapplethorpe og Grayson Perry.

Smukke fotografier af Mapplethorpe

Robert Mapplethorpe

Fotoudstillingen On the Edge med værker af amerikanske Robert Mapplethorpe, viser 182 fotografier i forskellige temaer. Overordnet for hans fotografier er en dyb forståelse for form, krop, lys/skygge og det sort/hvide format. Udstillingen rummer dog også et par blomsterfotografier i farver – bl.a. fotoet nedenfor, der er så utrolig smukt og betagende på samme tid. Det er et af mine absolutte farve favoritter på udstillingen, fordi det rummer ALT hvad et godt og stemningsfuldt fotografi skal indeholde af farver, komposition, stemning, elementer, lys og skygge…..det er bare smukt. Med hele 182 fotografier på udstillingen, er der godt grundlag for, at alle kan findes deres favoritter. Om de så hører til i freak show kategorien eller i de mere klassiske fotografier.

Det amerikanske museum LACMA i Los Angeles viste indtil for nylig en udstilling af Robert Mapplethorpe fotografier under titlen The Perfect Medium – se indlejret instagram post fra LACMA instagramprofil nedenfor. Her ses flere af hans farvefotografier, der samtidig også viser en fin grafisk sans og forståelse for grafiske snit og farver.

Smukt og smerteligt

Lige så smukt og bevægende roligt, fotografiet med tulipanerne er, ligeså dystert og uhyggeligt er et af Mapplethorpes S&M fotografier fra X serien. Mapplethorpe var en mester til lys/skygge forhold i sine fotografier, men også i livet og i både mytologiens og den religiøse verden, der ofte udgøres af den gode og den onde – englen og djævelen. På den måde bliver Mapplethorpes gudesmukke fotografier af græske statuer, smukke og atletiske menneskekroppe og yndige blomster sat i skarp kontrast til de både hårde, ubekvemme og smertefulde S&M fotografier.

Flere af fotografierne fra X serien er ubehagelige og fascinerende på samme tid. Især har jeg svært ved at forlige mig med selvportrættet af Mapplethorpe som djævel med hale stikkende ud af hans nøgne underkrop og et ansigt, der formidler smerte og ubehag. Og sådan er der flere fotografier på udstillingen, der får mig til at gispe. Ikke mindst HBO dokumentaren Look at the Picture, der viser et indblik i, hvor meget Mapplethorpe ofrede for sin kunst og for at blive rig, kendt og anerkendt. Men mon ikke også han nød en del af vejen dertil, trods alt? Han oplevede kunstnerisk frihed bl.a. i kraft af tiden og de kredse han kom i. Men mange har tænkt – og tænker nok stadig – at især X serien er et veldokumenteret freak show.

Grayson Perry på aros

Grayson Perry

Den engelske multikunstner Grayson Perry, er udover at være keramiker, skulptør og illustrator, samtidig transvestit eller cross-dresser som det også kaldes. Hans anden persona hedder Claire, og hun er ikke henvist til privatlivet, men bruges aktivt i Graysons offentlige liv. Således var det Claire der bød velkommen til åbningen af udstillingen på aros, og hun var iført masser af make-up og var ganske farverig.

Hun var et lille stykke freak show, og var mere spektakulær end klassisk flot, og dét kan meget vel være et stort kompliment for Claire, der gerne skiller sig ud fra mængden. Det til en grad, der af og til kan være forbundet med smerte, da et par af kjolerne ifølge Grayson, ligefrem gør ondt at bære. I udstillingen vises flere af de designer-kjoler, Claire bærer til store galla- og prisfester – bl.a. BAFTA. Kjolerne er designet af studerende på en designskole i London, hvor Grayson Perry stiller dem designopgaver til Claire som en del af deres uddannelse.

Grayson Perry og Claire design

Claire kunne såmænd ligeså godt have levet i det skjulte som en hemmelighed for offentligheden, men Grayson har i stedet valgt at bruge hende aktivt i sit liv. Og på den måde bliver hun til en slags muse eller katalysator for kunsten. Hun inddrages i flere af værkerne – bl.a. ses hun i flere keramikkrukker og på mange skitsetegninger.

Men også barndommens fortrolige og trofaste ven for Grayson, bliver en del af kunsten i flere tilfælde. Det er bamsen Alan Measels, der sågar har fået en motorcykel-helligdom til at blive transporteret rundt i og en kæmpekuffert doneret fra Louis Vuitton.

Hvor Mapplethorpe brugte sig selv som objekt og metode til at dokumentere S/M miljøet, virker det som om, Grayson bruger Claire som den offentlige og udadvendte persona, der kan undslippe stivheden fra et akavet pressemøde eller ved store events. Det er måske helt forståeligt, selvom der nok er flere, der vil mene, det er et ganske omfattende omend veldesignet freak show.

 

09
aug

PANTONE STUDIO til grafiske designere

Farveapp PANTONE StudioPANTONE Studio er navnet på en ny app fra PANTONE, der giver dig mulighed for at oprette farvepaletter fra snapshots, fra kamerarullen eller din instagram. Alle farver vises i PANTONE, RGB, CMYK og HEX i en visning, der visuelt kendetegner app’en fra andre farve apps.

Jeg hentede den nye app, der i øjeblikket kun er tilgængelig via AppStore og gik på opdagelse i naturen og i mine instagramfotos, for at teste app’en. Det er en ganske omfattende app med mange gode muligheder og værktøj for den farveglade grafiker, men også fotografer og webdesignere. Via app’en er det muligt at linke op til både Facebook, Pinterest, Creative Cloud og Instagram, men den kan også bruges til at samle egne paletter. Her går jeg igennem nogle af de muligheder PANTONE Studio app’en tilbyder.

Farvepaletter fra PANTONE Studio

Hvis du er grafisk designer og elsker farver, så er det en rigtig god app til at give dig inspiration, viden og trends samtidig med, at du kan bidrage med dine egne paletter og direkte inddrage dem i dit workflow. Når du fotograferer direkte via app’en, oprettes en farvepalette øjeblikkeligt og giver dig samtidig mulighed for at redigere i paletten og gemme den. Hvis du ikke kan nå at gemme din palette, så kan du roligt bare fotografere løs med din almindelige fotoapp og senere bede PANTONE Studio om at indlæse fotografierne fra din kamerarulle. Derfra kan du oprette farvepaletterne, redigere og gemme dem, når du har tiden til det.

Detalje af PANTONE farve

Ovenfor på fotografiet er jeg gået ind i detaljerne i en af mine paletter for at tjekke farvekoder: PANTONE, RGB og HEX værdier. Det er også muligt at trække indholdet opad via pilen i det hvidefelt, og derved gives adgang til Harmonier, Kryds referencer og Inspiration i den palette, den valgte farve hører under – i dette tilfælde er det 1Y01 SP, der er en del af SkinTone Guide.

PANTONE Studio er måske ikke helt ny, men snarere en videreudvikling af den tidligere myPANTONE app. App’en skaber mulighed for at lave farvepaletter ud fra fotografier og med et enkelt og let genkendeligt format, kan den blive et design hit til dem der elsker farver og farvepaletter.

Farvepaletter fra fotografier

Dine fotografiers farvepaletter ligger i en symmetrisk perlerække af kvadrater ned igennem midten af fotografiet som vist på billedet overfor her. Som udgangspunkt finder app’en 5 farver i dine fotografier, men du kan selv definere og redigere farver og rækkefølge i paletten. Når du har gemt din palette, oprettes i din liste af paletter. Her kan du rette, ændre og slette i tonerne som det passer dig. Ligesom du kan dele dem og sende dem til din cloud eller Photoshop.

PANTONE Studio farvepaletter

Du kan slette farver, ændre og tilføje som du vil. Hvis du kun ønsker 3 eller 4 farver i din palette, trykker du på en af de farver, du vil slette og holder trykket indtil farven kan slettes.

Redigere farver i PANTONE Studio

Farvepaletter til grafikere

PANTONE Studio er langt fra den første app, der tilbyder mulighed for at dele farvepaletter og trække inspiration fra andre farvepaletter.

  • Colourlovers har et omfattende, online farve community, der deler farvepaletter, mønstre, trends og farveinspiration. PANTONE Studio app’en linker i flere tilfælde til det online Colourlovers community og viser både farvepaletter og artwork derfra.
  • Set med grafiske øjne er Adobe Kuler interessant som arbejdsværktøj, fordi der udover et stort community også er den fordel, at farverne kan integreres direkte i Adobe programmerne. Og så er der et online website hvis man foretrækker en større skærm til arbejdet med farverne.
  • Og set med grafiske øjne, er netop muligheden for at integrere farvepaletterne i dit workflow, det der gør PANTONE Studio rigtig interessant. Dine farvepaletter kan direkte linkes op til din Creative Cloud, så du også kan dele dine paletter fra fritid til job, fra team til kunde, fra job til leverandør om nødvendigt – etc.

Del dine paletter fra PANTONE Studio

Freebee med limits

Du kan bruge app’en uden at oprette en profil, men vil i det tilfælde skulle undvære nogle funktioner, ligesom din farvepalette vil blive indskrænket. Derfor vil du kunne opleve, at de farver app’en finder udfra dine fotografier, ikke helt stemmer overens med de toner du ser på skærmen. Det er kun registrerede profiler, der har adgang til samtlige farver fra PANTONE familien. Lige nu kører PANTONE en kampagne med fri adgang til alle funktioner i 7 dage. Abonnement tegnes via app’en.

Hent app i AppStore og læs anmeldelser.

17
jul

Første møde med Robert Mapplethorpe

Robert Mapplethorpe selvportrætKan du huske, første gang du så et fotografi af Robert Mapplethorpe? Mit første møde med Mapplethorpes fotografier gik igennem en tankevækkende, fransk film med et soundtrack af en amerikansk komponist, der engang blev fotograferet af Robert Mapplethorpe i et helt fantastisk portræt.

En sen søndag eftermiddag for et årti siden, sad jeg i en dunkel biograf i Odense og lod mig forføre af den både roste og kritiserede film La Moustache. Filmen formår helt som bogen, der da også er skrevet af instruktøren Emmanuel Carrére selv, at springe rundt i en fortælling i tid? eller i et sygt sind? eller i et sygt spil? Der er ikke nogen svar i den romantiske film, der har franske lækkerier som Vincent Lindon i rollen som Marc Thiriez og Emmanuelle Devos i rollen som hans kone Agnés Thiriez.

Som titlen afslører handler filmen om et overskæg – en moustache – der først er der, og så er den der ikke eller var den der egentlig nogensinde? Flotte Marc tager en aften et bad og vælger samtidig, at barbere sin moustache af. Da han træder ud af badet, leger han lidt kispus med Agnés, før han er klar til at vise sit nu ‘nøgne’ ansigt. Men Agnés reagerer ikke på det hun ser og påstår senere, at Marc ikke har haft overskæg i den tid, de to har kendt hinanden. Derfra rejser vi med Marc Thiriez igennem en eksistentiel krise, igennem paranoia og fortvivlelse, forvirring og uro, kærlighed og tillid. Så har jeg vist ikke afsløret alt for meget. Men måske givet en ide videre til en lille prank til næste movember kampagne, hvis du vil drille din kæreste lidt….

Filmens grundlæggende og konstante musik ‘Violin Concerto No. 1′ kan nok drive nogle til vanvid, men vil også kunne henføre andre til en stemning, der er svær at slippe igen. En stemning sat af den amerikanske komponist, Philip Glass, der i øvrigt besøgte CLICK Festival i Helsingør tidligere i år.

Her kan du høre musikken fra filmen:

Efter at have set La Moustache, der stadig er en af mine absolutte yndlingsfilm, gik jeg på jagt efter det gennemgående stykke musik i filmen. Jeg kunne nemlig ikke slippe hverken stemning, musik eller den både tragiske, men også humoristiske, romantisk drillende film. Undervejs i min søgen stødte jeg på et helt fantastisk portrætfotografi af Philip Glass. Det var fotograferet af Robert Mapplethorpe, og fungerede som min indgang til Mapplethorpes mange, fantastiske fotografier. Hans liv og X – Y – Z serie, har jeg dog først stiftet bekendtskab med indenfor de seneste 5 år. En del af hans yngre liv beskrives i bogen Just Kids af Patti Smith – læs blogindlæg her. Ligesom en vinkel på hans senere, fotografiske arbejdsliv og natteliv beskrives i HBO dokumentaren Look at the Picture.

Portrættet af Philip Glass er dog ikke et af de udstillede på aros kunstmuseum, men til gengæld er der ikke mindre end 182 andre fotografiske værker af Robert Mapplethorpe. Introbilledet til denne blog artikel har jeg taget på udstillingen på aros – det er et portræt af Robert Mapplethorpe selv.

Langt størstedelen af de udstillede fotografier, er i privateje hos en norsk samler og heldigvis udlånt til aros, så vi har mulighed for at se dem. Udstillingen ‘On the Edge’ vises frem til 30. oktober – læs også blogindlægget her om den virkning, udstillingens farvede vægge har på oplevelsen af fotografierne.

16
jun

On the Edge med Robert Mapplethorpe

Robert Mapplethorpe On the Edge på aros‘On the Edge’ er navnet på en fotoudstilling med værker af Robert Mapplethorpe, der vises på aros Kunstmuseum fra i dag. En udstilling af fotografier, der stadig i dag, vil kunne henrykke, involvere, skabe diskussion, fordybelse og forargelse. Robert Mapplethorpe levede et liv på kant med det normale.

Forfængelig, perfektionistisk, vulgær og selviscenesættende. Robert Mapplethorpe kunne sagtens beskyldes for alle ovenstående egenskaber. Men det er et ensidigt billede, af en kunstner der forstod at favne både det lyse og det mørke – det guddommelige og det diabolske. For han var også karismatisk, modig, genial, omsorgsfuld og ærbødig. Robert Mapplethorpe var nok præcist så intens som hans fotografiske kunst også er.

Lige nu kan du opleve Mapplethorpes fotokunst helt tæt på, når aros udstiller 182 af hans fotografiske værker. Værkerne er inddelt i en række farverige rum, der tjener til at understøtte en stemning og trække os ind i fotografiet. Et sansespil i farver, der gør stort indtryk på oplevelsen af udstillingen og fører os igennem alle de egenskaber, Robert Mapplethorpe rummede.

Sans farven

Her vil jeg gå igennem en sanselig farveoplevelse i 2 af udstillingens rum:

On the Edge udstilling

Det første rum i dyb midnatsblå, tjener til at fokusere sanserne. Så snart dørene lukker sig er tætheden i mørket markant. Tusmørket får vores pupiller til at åbne sig til en tilstand, der gør os mere modtagelige for følelser og sanseindtryk. Og her formår de enkle og ikoniske portrætter af Mapplethorpe og Patti Smith, at skabe en næsten andagtig stemning, der samtidig er enormt intim. Det føles som om Mapplethorpe er med os.

Den sanselige oplevelse af at gå igennem udstillingens lyse og mørke rum, giver dine sanser og din sanselighed en tur rundt i manegen. Man kan diskutere om farverne gør noget godt for de fotografiske værker, eller om de tjener til at skabe en bevidst stemning, og dermed vrider kunsten ind i en forceret sansning. Farverne er uden tvivl med til at skabe en stemning og følelse som ikke ville opleves så markant i et helt hvidt rum. Farverne er blot et virkemiddel til at forstørre det, vi allerede føler. Og de stjæler ikke fokus fra fotografierne – de understøtter og samler de ikoniske værker, der i øvrigt også sagtens kan stå for sig selv. Oplevelsen er så intens, at jeg kun kan opfordre til at man tager sin bedre halvdel under armen og går igennem liv, kærlighed, smerte, æstetik, død og udødelighed med Robert Mapplethorpe.

On the Edge på aros

Mapplethorpe On the Edge udstilling

Robert Mapplethorpe On the Edge

Et af de sidste rum i udstillingen samler blandt andet en række selvportrætter i et sart, rosa lokale. Vi ser Mapplethorpe kigge intenst og skrøbeligt på os igennem flere værker. Fra musikken i det tilstødende lokale høres David Bowie med Let’s Dance. Den sarte rosa, der minder os om huden, det nøgne og det sårbare, skaber en empatisk stemning, der sammen med Bowies stemme, minder os om døden. Det føles som om Mapplethorpe tager afsked med os.

Mapplethorpe og Smith

Man kan ikke sige Robert Mapplethorpe, uden også at sige Patti Smith. De to levede deres ungdom sammen i et alt andet end normalt og gængs liv. Patti Smith som en muse for Robert. Med en kliché kan man sige, at de fuldendte hinanden (You complete me), da de var ens og alligevel Yin / Yang. Hun var rebelsk imod kvindenormer og han imod maskuline normer. De gik klædt anderledes og opførte sig anderledes – på mange måder omvendt, hvor de overtog hinandens kønsroller. Netop dét gav dem en coolness. De havde dog begge en særlig indflydelse på hinanden og på hinandens kunstneriske udvikling. Deres aftener sammen gik med ganske lidt mad og luksus, men rigtig meget kultur og kunst. De tegnede og dyrkede skitser og collager, til lyden af de få grammofonplader, de ejede.

Men det inspirerende bohemeliv og håbet om at leve af kærlighed, kunst og kultur, kunne ikke forsørge dem. Patti fik job i en boghandel og forsørgede i en periode dem begge på bedste vis. Senere blev det Robert Mapplethorpe, der skaffede penge til dem begge i en periode. Deres liv blev indhentet af virkeligheden fra tid til anden, hvor de måtte kravle ud af bohemelivet og ind i et mere konventionelt 8-17 arbejdsliv. Det var sværest for Mapplethorpe, der absolut ikke kunne trives i et industrialiseret job og derfor endte han med at stå igennem de svære økonomiske tider, ved at sælge sig selv.

Når Patti arbejdede virkede Robert næsten besat af at udvikle sin kunst. Kunsten var det vigtigste og han ofrede meget for den. Da forholdet imellem Patti Smith og Robert Mapplethorpe var ved sin afslutning, skulle Mapplethorpe have sagt: “Hvis du forlader mig, bliver jeg homoseksuel.” Igennem Patti Smiths bog ‘Just Kids’ får vi indblik i dele af Robert Mapplethorpes liv i den seksuelle debut som trækkerdreng og homoseksuel.

Læs også min tidligere blog om deres fælles reference the Blue Star og om bogen Just Kids.

Robert Mapplethorpe selfie studio

Fakta

Udstillingen på aros kan ses frem til d. 30. oktober.
Du kan tage et selfie portræt i dit eget Mapplethorpe Studio på udstillingen.

Der vises 182 fotografiske værker – de mere ekstreme fotografier er samlet i Rum 8. Der er infotekst ved indgangen så børnefamilier kan fravælge rummet, der er uegnet for børn under 15 år.

Du kan også se HBO dokumentaren om Mapplethorpe Look at the picture (108 min.) kl. 11, kl. 14 og onsdag også kl. 19. Den vises i udstillingen i en lille indbygget biografsal.

16. juni 2016

08
mar

Robert Mapplethorpe kommer til aros

Robert Mapplethorpe udstilles på aros kunstmuseum

I år bliver et spændende år på ARoS Kunstmuseum set med fotografiske øjne. Der inviteres til ‘Årets Pressefoto’ som vanligt i marts/april, men vi får også en udstilling med fantastisk talentfulde Robert Mapplethorpe.

Det gode portrætfotografi formår at fascinere, men samtidig fryser det en privat og ofte afslørende stemning. En sindsstemning, der fortæller mere end ord igennem den visuelle sans.

Vi kan vælge at sætte appelsiiiiin-smilet på, når vi sidder foran kameraet og dermed bevare vores sjæl. Men vi kan også vælge, at vise vores sjæl. At indfange den og fastfryse den i det helt rette øjeblik, er få fotografer forundt. Robert Mapplethorpe var en sådan fotograf. Han var selv et meget introvert menneske, og kun få, hvis nogen overhovedet, fik et indblik i hans indre væsen.

Blue Star

Du kan roligt sætte, ikke et kryds, men en stjerne – en blue star – i din kalender d. 17. juni, hvor udstillingen åbner på aros. Den blå stjerne udgjorde en fælles reference imellem Mapplethorpe og hans livs store kærlighed, Patti Smith. De to oplevede meget sammen og havde igennem hele Mapplethorpes liv, et stærkt knyttet bånd af kærlighed. Også da Mapplethorpe senere sprang ud som homoseksuel.

Robert Mapplethorpe kommer til aros

Myten om talentet

Vi har ofte en overbevisning om, at kunstnere er begavet med et specielt talent eller har fået en særlig gave med sig i livet, fra naturens hånd. Robert Mapplethorpe er beviset på, at kunstnere ofte strider, slæber og slider for at nå frem til deres udtryk. Han er om nogen et eksempel på, at dedikation til sit udtryk, kan kræve hårdt arbejde, transformation og konstant søgen. Indtil vi måske endelig giver efter for det åbenlyse og lader kreativiteten føre os.

Mapplethorpe måtte gennemgå et hårdt liv med stoffer, sult og stred samtidig for at finde sit udtryk og sin stil i sine kreative projekter. I starten var det smykker og senere blev det collager, folde-udbøger og endelig fotografiet. Undervejs forsørgede han sig bl.a. som trækkerdreng og ved hjælp af hans konstante støtte Patti Smith. Hun hjalp ham, når han havde det svært. Han hjalp hende, når hun havde det svært. Det var en del af deres pagt med ‘blue star’.

I år viser aros nogle af hans fantastiske fotografier på en udstilling, der løber fra sommer til efterår.

Lødig, lækker og ‘likeable’, er tre ret sigende ord, man kunne sætte på fotografen Robert Mapplethorpe. Han var en af få fotografer, der gerne satte sig selv foran linsen, for at indgå i et portræt. Gerne sammen med sit livs kærlighed, Patti Smith.

Just Kids

Hvis du vil bag om Robert Mapplethorpe og vide mere om hans liv, talent og kreativitet, kan jeg varmt anbefale den fremragende bog ‘Just Kids’ af Patti Smith. Bogen fortæller om deres liv sammen på Chelsea Hotel og om kampen for at bevare sig selv, kærligheden og troen på sit talent. Den formår at smide småborgerligheden på porten og give et indblik i et dedikeret liv, drevet af kreativitet og frihed.

Her kan du måske genkende nogle af de kendisser, der har boet på Chelsea Hotel, som på det tidspunkt fungerede som et kreativt kunstnerkollektiv. Der var kendisser på hotellet konstant og kreativiteten blomstrede i et dynamisk flow imens verden udenfor mistede flere og flere kreative: Jimi Hendrix, Janis Joplin, Jim Morrison.

Der kommer i øvrigt også en filmatisering af Robert Mapplethorpes liv i nær fremtid. Og lad os så håbe, at Hollywood ikke kvæler en fremragende historie med ligegyldig dialog og misforstået bornerthed. Instruktøren er Ondi Timoner, der også er instruktør på Brand, a second coming.
Personligt havde jeg gerne set Anton Corbijn på den plads.

Udstillingen

Mapplethorpes portrætter er legendariske og jeg glæder mig enormt til at komme helt tæt på dem, når aros åbner udstillingen. Det bliver en af de udstillinger, jeg kommer til at nyde igen og igen og igen igennem de måneder den besøger aros kunstmuseum.

Udstillingen på aros kunstmuseum vises fra d. 17. juni til d. 30. oktober.

Årets pressefoto

Men der bliver selvfølgelig også i år, plads til at vise Årets Pressefotos på aros. Årets Pressefoto vises 17. marts – 17. april.

05
okt

World Press Photo 2015

Amy Vitale for Natgeo

Jeg kan ikke sige, at jeg gik fra årets World Press Photo udstilling med ro i sindet i år. Lad mig være ærlig og sige, at jeg var både foruroliget og vemodig på sådan en helt grundlæggende og tungsindet måde. Men det er trods alt et absolut luksusproblem, når man tager mange af de fotograferedes skæbner i betragtning.

Den brutale virkelighed

Der er i år en væsentligt mere brutal virkelighed i de udstillede fotografier. Hvor sidste års udvalgte fotografier nok afspejlede den brutale virkelighed, men i høj grad også overlod meget til fantasien, så er der i år en kant, som er væsentligt mere rå. Måske er det nu sådan, at virkeligheden virkelig skildres – uden filter. Måske har vi været beskyttet rigtig meget tidligere. I år gør fotografierne dybt, dybt indtryk på en tragisk måde.

Samtidig vidner årets udstillede fotografier, at verden har gennemgået et hårdt, svært og ulykkeligt år. Ulykkeligt, fordi så mange tragedier er hændt. Og ulykkeligt, fordi der er krig og tab mange steder i verden. Vi har været igennem et år med meget voldsomme hændelser, epidemier og ulykker. Den virkelighed kan vi ikke løbe fra. En virkelighed der stadig er helt aktuel.

Som Politiken skriver på deres hjemmeside: Sådan så verden ud sidste år – så smuk, så voldsom, så skrøbelig, så tankevækkende og i nogle tilfælde: så absurd.

Årets pressefoto

Det smukke, håbet og optimismen findes i høj grad i årets vinder af World Press Photo, den danske politiken-fotograf, Mads Nissen, der med fotoserien ‘Jon & Alex’ fra Rusland viser kærlighedens evne til at trodse modgang og sejre. Mads Nissen har fotograferet det homoseksuelle par Jon og Alex i ømme kærtegn før, under og lige efter samleje. De to lever et forbudt liv i deres hjemland, og må tage forbehold for at passe på sig selv og hinanden. For at passe på deres kærlighed og deres ret til at elske.

Et par øvrige kategorier

Sikkert er det, at World Press Photo fotografierne igen i år byder på virkelig sublimt arbejde af fotograferne – på godt og på ondt. Der er det virkeligt lækre sportsfotografi af ‘The Beckham Catch’, der er så fascinerende, at jeg kan kigge på det i lang tid.

Eller det livsbekræftende foto ‘Orphaned Rhino’ af Ami Vitale (fotograferet som introbillede udenfor Pressen, Politikens Hus i København), som er en af mine absolutte favoritfotografer fra National Geographic, der viser en gruppe Samburu krigere, der i forbløffelse over at se et næsehorn for første gang i deres liv, lægger deres hænder på dyret, for at røre det. Et fotografi der emmer af livsbekræftelse og glæde, så smukt og sanseligt.

Der er også de mere voldsomme fotografier, der viser ofre fra det nedskudte fly i Ukraine, fotografier fra krigen i Syrien, fotografier fra ebola-epidemien i Afrika, en fotoserie der fortolker massakrer fra droneangreb og fotoreportager fra voldsomme demonstrationer i Tyrkiet og Ukraine.

Det nedskudte fly

Især et fotografi fra det nedskudte fly i Ukraine, der viser en af de omkomne fra tragedien, tager jeg med mig derfra som et fotografi, der har brændt sig fast i mine følelser, tanker og sanser. Den omkomne er stadig fastspændt i sit flysæde og ligger helt roligt omgivet af højt græs, der også dækker hans identitet, så han forbliver anonym for os, der ikke er pårørende. Et hjerteskærende fotografi, men samtidig formår fotografiet, at mestre balancen imellem at vise en barsk og brutal virkelighed, og samtidig vise virkeligheden i respekt for de involverede. Et smukt fotografi, der samtidig vækker følelser af empati for de pårørende og for de omkomne i tragedien. Et fotografi, der formidler alt.

 

Du kan se World Press Photo 2015 i Pressen, Politikens Hus 2.-22. oktober. Se priser og praktisk information på hjemmesiden – her.

31
okt

Dokumentar: Finding Vivian Maier

Dokumentaren Finding Vivian Maier

Det ukendte talent

En kasse med tusindvis af foto-negativer købt på en auktion, blev begyndelsen på en besættelse og mission for John Maloof, der egentlig bare var taget på auktion for at finde hverdagsbilleder fra Chicago. Ganske uvidende om hvilken fotografisk skat kassen indeholdt, endte John med at byde og betale 380 dollars, for det der viste sig, at være fotografier taget af et ukendt, fotografisk talent.

John havde ikke selv stort kendskab til fotografisk kunst, men syntes at fotografierne var ret gode. Efter at have scannet et par af dem og lagt dem ud på de sociale medier, startede en sand storm af positive tilkendegivelser og kommentarer, om hvor gode fotografierne egentlig var. Men hvem havde taget fotografierne, og hvorfor var der så mange af dem?

En ‘quest’

Som filmens titel henviser til, er dokumentaren en quest for at finde Vivian Maier, der desværre døde kort før John Maloof startede sin eftersøgning. Derfor måtte han forsøge, at finde efterladte til Vivian Maier, der kunne fortælle hendes historie. Igennem kontakten til dem, endte han med at eje mange af hendes efterladte ejendele – bl.a. hundrede tusindvis af negativer. Negativer John senere fik scannet og udgivet til udstillinger, artikler, plakater, fotografiske print og fotobøger om Vivian Maier og hendes fantastiske Rollerflex fotografier.

Dokumentaren følger Johns rejse igennem afdækningen af en anonym og meget privat kvinde, der af og til forsøgte at sløre sin sande indentitet. En kvinde der bizart nok, har fået sin egen twitterprofil post mortem. Og en kvinde, der havde et stort talent, men af uvisse årsager aldrig blev opdaget og måske heller ikke ønskede at blive opdaget – eller gjorde hun?

Sikkert er det, at hun ikke længere har valget, for historien var for god til, at John Maloof kunne lade den ligge. Og tak for dokumentaren! Finding Vivian Maier er en fuldstændig fantastisk fortælling og skæbneberetning, der gør dybt indtryk. Det er historien om kvinden, der altid havde et kamera om halsen.

Det etiske spørgsmål

Men er det ok, at offentliggøre værker skabt af en person, der er død? En person som ikke kan svare på, om hun vil gøres til en offentligt, kendt person? En person, der levede et meget privat og stille liv?

Flere af dem, der kendte Vivian Maier, er ikke i tvivl om, hvad svaret på spørgsmålet er. Et spørgsmål, John Maloof også stillede sig selv, lige indtil han fandt et brev iblandt Vivian Maiers ting, der på sin vis besvarede spørgsmålet for ham.

Filmen kan desværre ikke ses på Filmstriben (endnu?)

Du kan se en række af Vivian Maiers fotografier, læse eksklusive artikler og finde udstillingsdatoer på artsy.net her.

 

26
okt

World Press Photo 2014

World Press Photo 14 i CPH

En af ugens helt store oplevelser, der har givet stof til eftertanke, tårer i øjnene, inspiration, ærefrygt og til tider en klump i halsen, men også træk på smilebåndet, er World Press Photo 2014 udstillingen, der lige nu vises i Politikens Hus ved Rådhuspladsen i København. Du kan også se verdens bedste billeder på Politikens hjemmeside.

Udstillingen løber på sit sidste – stopper 30/10 – men her ser du vindere af de forskellige kategorier: World Press Photo Awards

Vinderbilledet er fænomenalt og værd at studere i længere tid, men alle billeder formåede at røre noget og sætte tanker igang. Rent fotografisk er jeg vild med det opstillede portræt, du ser nedenfor med 5 albinoer, der her er fotograferet på deres blindeskole, eller blindehjem er det nærmere, i Afrika.

Fotografier fra WWP14

Nogle af de fotografier, der også gjorde stort indtryk var f.eks. historien om den svenske atlet/løber Nadja Casadei, der er ramt af kræft og gennemgår kemobehandling, men det til trods har annonceret, at hun stiller op til OL i 2016. Det er stærke billeder af svenske Peter Holgersson. Hendes historie følger jeg nu via hendes blog.

Så var der historien om den tyske Barbara, der har dedikeret sit liv og åbnet sit hjem for herreløse hunde. Der bor 250 hunde i hendes hjem – de kommer alle til dyrlæge og bliver passet godt. Fotografierne er taget af engelske Julie McGuire

Der er også fotografiet af manden og kvinden, der sidder døde og omslynget i hinandens arme, næsten mumificeret af støv, byggesten og cement, der ubarmhjertigt er faldet ned over dem da deres arbejdsplads, fabrikken i Bangladesh, styrtede sammen ovenpå dem. Det er et fastfrosset øjeblik af en barsk virkelighed og som betragter er det svært ikke at skabe en historie om de to. Hvad var deres relation? Hvad var deres sidste ord? Fotografiet er taget af Taslima Akther.

Kan du ikke nå forbi udstillingen, er det muligt at købe en paperback udgave på 160 sider med alle fotografier via hjemmesiden.

Her kan du hente gratis apps til World Press Photo 2014 – iOS versionAndroid version

Følg WPP på Twitter her.

Politiken nævner, at World Press Photo 2015 mest sandsynligt kommer til at ligge fra d. 2.-22. oktober.