23
nov

propaganda og Julemanden

Julemanden er offer for et visuelt kup

Julemanden er årsag til mange sagn og skrøner, men også offer for et kup. Med god storytelling og brug af flere grundprincipper for propaganda, er det over tid lykkedes for Coca Cola, at kuppe det visuelle koncept til Julemanden.

Forbrugerens juletid kommer nok ikke sådan lige udenom den tykke, glade og vamsede fader over dem alle – Julemanden fra Coca Cola. Mange vil i samme gensyn måske også høre eller genhøre sagnet om hvordan Coca Cola definerede Julemanden som vi kender ham i dag, rød og hvid, varm og storskægget, rund og børnevenlig. Historien om hvordan Coca Cola har defineret både farver og udseende på vores alle sammens julemand som han ser ud i dag, lever stadig i bedste velgående. Især i den grafiske branche bliver historien gerne genfortalt med et glimt i øjet, fordi historien tjener som bevis for, hvor stor magt det visuelle koncept kan have. Det kan ændre hele verden.

Og det kan det helt sikkert. Men når det kommer til Coca Cola, er det snarere beviset på, hvad god propaganda kan gøre. De grundprincipper, jeg tidligere har opstillet som forslag til hvilke greb propaganda benytter, hedder:

– et visuelt udtryk
– følelsesargumentation
– påstand / slogan
– ansporing til adfærd
– gentagelse
– autoritetsudsagn

Myten om Julemanden

Thomas Oldrup fortæller i sin bog “45 myter og halve sandheder fra Verdenshistorien”, at historien om julemandens visuelle re-design som skulle være skabt af Coca Cola, er en myte. Oldrup henviser til forfatter Gerald Bowlers bog “Santa Claus: A Biography” fra 2007. For Julemanden var både rød, hvid, buttet og med stort skæg allerede inden Coca Cola tog ham ind i deres koncept. Med de rød-hvide farver og hele forhistorien om at være børnenes favorit, er han oplagt at inddrage som reklamesøjle for et produkt til børn og unge.

Selvom Coca Cola måske ikke står bag det visuelle koncept der bruges til Julemanden i dag, er det gennemført storytelling, der har solgt ideen så godt, at vi stadig hører den i omløb. Og som Oldrup også skriver i sin bog, har Coca Cola nok været med til at udbrede julemandens nye, visuelle koncept, men de har ikke skabt det. Det fandtes længe før, de hyrede illustratoren Haddon Sundblom til at inddrage Santa Claus i deres visuelle koncept.

Propaganda grundprincipper

Coca Cola julemanden følger propaganda grundprincipperne om:
– et visuelt koncept – skabt af Illustrator Haddon Sundblom – se næste afsnit.
– følelsesargumentation – altid glad, rar og munter med et smittende smil – det gode
– påstand / budskab – ofte med budskabet Drik / Drink Coca Cola
– ansporing til adfærd – igen med budskaber Drik / Drink Coca Cola
– gentagelse – hvert år til jul

Det visuelle koncept til Coca Cola julemanden er skabt af illustratoren Haddon Sundblom. Her kan du se en tidslinie for den julemand, vi kender så godt fra Coca Cola. Det er spændende at læse med, når de fortæller hvor meget Haddon Sundblom tjente på sine illustrationer. Ligesom de faktisk skriver på siden, at julemanden også var set i rødt og hvidt før de begyndte at bruge ham i deres koncept.

Fortæller du andre, at det er en myte, hvis de giver Coca Cola æren for farver og udseende på Julemanden? Det er jo Julemanden vi taler om, og hvem vil risikere at ødelægge julefreden, troen og myten?

03
nov

et leksikon over krisens ofre

Kriseleksikon med ofre for den økonomiske krise

Det er ikke en lille, sort bog hollandske Richard Sluijs har udgivet. Desværre!
Det er et leksikon over menneskeskæbner, der har betalt den ultimative pris i kølvandet på den økonomiske krise efter den skrupelløse Madoff svindel i 2008.

For snart et århundrede siden, i 1929, blev verden ramt af en stor finansiel krise under det store børskrak kaldet Black Monday. Dengang gik det hårdt ud over bankansatte og børsmæglere, der kastede sig selv i døden fra den høje børsbygning i skam og skyld over det store krak.

Igen i 2008 ramte en stor verdensomspændende krise da skrupelløs spekulation og svindel af Madoff fik markedet til at krakke og tog hele verden med sig i et fald, vi stadig mærker eftervirkningerne af. Denne gang havde bankerne sørget for at sikre sig juridisk og fik økonomisk hjælp fra politisk hold. Men det gjorde forbrugerne ikke. Forbrugerne har selv måttet klare sig igennem krisen med tab, der kan have store omkostninger for resten af deres liv.

Det sorte leksikon

Richard Sluijs beskriver i sit sorte leksikon, der er en Volume 1, mange af de mennesker, der har betalt den ultimative pris i krisens kølvand. For dem har den eneste vej ud af krisen, været at tage deres eget liv. Richard har samlet menneskene i en bog, der fungerer som en form for dødsannonce, hvor hvert offer for krisen er nævnt ved navn, fødsels- og dødsdato, sammen med en tekst om, hvad der skete og hvordan de begik selvmord. Det er et kriseleksikon og et selvmordsleksikon.

Nogle af ofrene efterlod et selvmordsbrev, hvor de har beskrevet den sorg og desperation, de har gennemgået, fordi de har følt skyld over deres tab og økonomiske kampe. Til sidst har de været nødt til at give op og slukke deres flamme.

Det er et vigtigt leksikon, fordi krisen har haft så store konsekvenser i mange menneskers liv, at de ikke har haft mulighed for at komme videre i deres liv. De har ikke haft mulighed for at genskabe et liv, de kunne udholde. Og det er vigtigt at huske hvilken pris, de har betalt, for det kan og vil nok ske igen.

Bogen har givet anledning til en række udstillinger, hvor bogens sider sættes op på væggen som i en kunstudstilling eller en galleriudstilling. En trist bog, men en vigtig bog af Richard Sluijs.

25
sep

videokunst på Copenhagen Contemporary

Copenhagen Contemporary installationskunst

Copenhagen Contemporary er åbnet på Papirsøen med en samling af installations- og videokunst og med entré priser, hvor alle kan være med. Den nye Inderhavnsbro, gør stedet let tilgængeligt for de klimavenlige gæster.

Der er flere måder at ankomme til Papirsøen og Copenhagen Contemporary, nu hvor der er kommet et par nye broer, der gør tingene lidt lettere for de gående og cyklende. Vil du have frisk luft og god komfort uden selv at skulle arbejde for det, kan du også tage til Nyhavn og leje en cykeltaxi.

Jeg tog turen fra Hovedbanegården til fods over Langebro, fordi udsigten er god fra broen og den gav mig adgang til at vandre henover Olafur Eliassons Cirkelbroen på vej mod Knippelsbro og Inderhavnsbroen. De nye broer er fascinerende, men Knippelsbro kan også noget med sin kompakte og sikre stil. Cirkelbroen er både innovativ og på samme tid arkitektonisk smuk. At kalde Inderhavnsbroen smuk, er nok så meget sagt, for den er sådan set meget interessant på afstand, men lidt klodset, når man kommer tæt på. Den er ihvertfald anderledes og tjener sit formål – at lede gående og cyklister over kanalen. Den starter for enden af Nyhavn og munder ud på den anden side af kanalen ved noma. Da jeg allerede befandt mig på noma siden, gik jeg selvsagt først over Inderhavnsbroen efter mit besøg ved Copenhagen Contemporary.

Yoko Ono udstilling på Copenhagen Contemporary

Yoko Ono

Blandt udstillingerne på Papirsøen, er Yoko Ono med Wish Tree Garden i en udendørs installation, hvor du kan skrive dit højeste ønske på en lap papir og dernæst binde det fast på et af de opstillede træer.

Sæt dit ønske på et træ i Wish Tree Garden

Træerne er som en del af Yoko Onos koncept, lokale træer som vi normalt ville se i den danske natur. Der er syren, æble, birk og bøgetræer imellem de træer, du kan sætte dit ønske på. Når udstillingen er slut bliver alle ønsker sendt til Island og begravet ved en søjle af lys til minde om John Lennon.

Pettersen og Hein på Copenhagen Contemporary

Pettersen og Hein

Hvis vejret er til det, er der rig mulighed for at nyde omgivelserne på Papirsøen omkring en af de tretten betonbænke, Pettersen og Hein har skabt til udstillingen. Alle tretten bænke har den samme form eller samme design, for de to kunstnere skaber med både kunst og design som fokus omdrejningspunkt.

Indfarvet beton af Pettersen og Hein

Da Pettersen er kunstner og Hein er møbeldesigner, er det en del af deres varemærke. Hver bænk har dog alligevel fået sit eget særpræg via forskellig indfarvning i betonen.

Bruce Nauman på Copenhagen Contemporary

Bruce Nauman

Som en del af Bruce Nauman installationerne er Green Light Corridor – en ganske smal gennemgang med friske grønne neon belyste vægge. Du opfordres til at tage en tur igennem installationen, der nok vil få lidt følelser og hjertebanken frem i de fleste. Der er ikke tale om, at gå igennem installationen, men nærmere kante sig igennem eller sådan trække sig ind til en mini-udgave af sig selv og så ellers komme igennem på bedste beskub. Gennemgangen er ret smal. Ubehaget startede for mig først i midten, hvor det gik op for mig, at jeg egentlig gerne ville ud, men nu havde lige langt tilbage som frem.

Der er en hel række andre værker af Bruce Nauman, bl.a. Good Boy Bad Boy, der er ganske underholdende at overvære. Ligesom flere af hans andre værker er ret humoristiske.

Ragnar Kjartansson på Copenhagen Contemporary

Ragnar Kjartansson

Den islandske kunstner Ragnar Kjartansson viser også både humor, uhygge og finuligheder med sine installationer. Flere af hans værker undersøger og leger med gentagelser. Der er scenen med en kvinde der svømmer i en lille rektangulær pool imens hendes hun løber fra den ene ende til den anden og gør hende ind i hovedet. Det kunne have været en scene i indtil flere film fra 50’ernes og 60’ernes Miami, og have skabt en fantastisk scene. Der er også de ret uhyggelige små piger, der leger i parken ved en bygning og kunne være taget ud af en gyserfilm. Der er ikke noget uhyggeligt over scenen og det der sker, men selve stemningen er uhyggelig. Ligeså uhyggelig og fascinerende er det brændende hus, der opsluges af flammer, som en del af ni værker, der udstilles under navnet: Scenes from Western Culture.

A lot of Sorrow med The National

Der er også mulighed for at se og høre den legendariske MoMa PS1 livekoncert på 6 timer og 9 minutter med A lot of Sorrow af The National på repeat. Den er indtil flere besøg værd alene for at se den transformation, der foregår undervejs. Transformationen er ikke vild og intens, men den er til stede i mange små detaljer og den er spændende at observere undervejs.

Læs også om The National projektet A lot of Sorrow i denne blog artikel, der kun handler om det projekt.

Copenhagen Contemporary på Papirsøen

Om udstillingen

Installationerne på Copenhagen Contemporary er spændende og bestemt et besøg værd. Udenfor er de installationer, der kan benyttes aktivt som bænkene af Pettersen og Hein samt Yoko Onos Wish Tree Garden. Inde i bygningen finder du i denne første udstilling primært videokunst. Og det er spændende, men samtidig bliver det også let overvældende. Jeg vil derfor foreslå flere besøg på museet, så der er tid til at opleve alle værkerne og måske dvæle ved dem, der vækker mest interesse, eller ubehag om man vil.

Pettersen og Hein samt Yoko Ono kan opleves til 31/12 2017
Ragnar Kjartansson kan opleves frem til 5/2 2017
Bruce Nauman kan opleves til 22/12 2016

15
sep

ét begreb sammenfatter David Bowie

David Bowie var kunst

David Bowies død var i nyhederne tidligt den morgen han døde. Vi skulle til Spanien og havde ikke meget tid, alligevel fandt vi os selv sidde og stirre tomt ud i rummet. David Bowie kan sammenfattes i et enkelt begreb; kunst.

Mit første møde med Bowie var igennem sci-fi filmen The Man who Fell to Earth. Jeg har nok været 12-13 år, for jeg kan huske, at jeg kunne nå op til voksenspejlet på badeværelset i det kollektiv, jeg voksede op i. Her prøvede jeg at forestille mig, hvordan jeg ville se ud uden øjenbryn og vipper.

Scenen fra The Man who Fell to Earth, hvor Bowie som Thomas Jerome Newton, står på badeværelset og skifter sit ham til rumvæsen, var på flere måder uhyggeligt og det satte dybe spor i mig. Det er voldsomme scener, hvor han tager de øjne ud, der dækker for hans alien øjne, tager sin brystvorter af og virker endnu mere uhyggelig. Scenen skræmte mig så meget, at jeg ikke interesserede mig for Bowie de næste mange år. Heller ikke hans musik. Udover selvfølgelig de hit, der var uundgåelige at høre i radioen og langt senere på natklubberne.

Det næste møde med David Bowie blev Merry Christmas Mr. Lawrence, hvor jeg forelskede mig lidt i David Bowie. Her finder du et klip fra Merry Christmas Mr. Lawrence på Youtube, der viser præcist hvorfor det er helt umuligt ikke at blive forelsket i Bowie i filmen. Det er et stort øjeblik, hvor han kysser sin undertrykker. Filmen er stadig en af mine yndlingsfilm.

Musikken er i øvrigt også ganske fantastisk i filmen. Den er komponeret af instruktøren Ryuichi Sakamoto, som du kan opleve med det gennemgående nummer i filmen i en klaverudgave her: (eller find den originale sound fra filmen her via youtube)

For mig gik mødet med David Bowie – eller introduktionen til ham og hans musik via hans film. Dernæst kom musikken mere og mere til at betyde noget. Men det er hans første film, der vakte min største afsky og min største interesse for ham som kunstner. Hele filmuniverset og teaterlivet, har præget hans stil og evne til at gå ind i forskellige karakterer og blive i dem, indtil han følte trang til at skifte karakter. Det er smukt! Nogle kan mene, det er falskt, for hvornår oplevede vi så den virkelige David Bowie? Måske i hans sidste album Black Star? Eller var det også en karakter? Uanset var han stilikon indenfor mode, design, kultur, musik….. han var indbegrebet af kunst.

Fredag aften er der David Bowie foredrag på Dokk1. Foredraget holdes af Jan Poulsen, der har skrevet bogen: David Bowie Starman 1947-2016.

13
sep

A lot of Sorrow med The National på CC

A lot of Sorrow med The NationalI øjeblikket kan du opleve The National med (A lot of) Sorrow i den legendariske film af Ragnar Kjartansson. Copenhagen Contemporary viser musikfilmen i sin fulde 6 timers længde som den blev optaget på MoMa PS1 en dag i maj 2013.

Helt præcist er musikfilmen A lot of Sorrow med The National 6 timer og 9 minutter lang og da det er en loop oplevelse udtænkt af den islandske kunstner Kjartansson, er det altså det samme musiknummer, der spilles igen og igen og igen og igen….og igen. Som Matt Berninger muntert siger inden første udgave af nummeret: “Tonight we will only do one encore” og så går han og bandet i gang med 99 gentagelser af nummeret, der varer cirka 3 1/2 minut. Sangens tema er helt banalt om kærestesorger, og derfor også et stykke musik vi alle kan forholde os til – føle til og genkende os selv i.

Undervejs går vi sammen med The National igennem tissepauser, strækøvelser, spas, spisning, men også en bevægelse iblandt det publikum, der kom ind for at overvære dele af eller måske hele koncerten. Flere gange kommer Ragnar selv på scenen for at servere lidt snacks, vin, øl og mad til bandet, ligesom han også på et tidspunkt hen imod slutningen, overtager et kamera og går på scenen for at filme.

The National gav i øvrigt koncert på Northside i 2014 og på Tinderbox i år. Deres bandnavn er lidt utaknemmeligt online, da det er et navn, der bruges til politiske partier o.lign. The Nationals musik er i den genre, der hedder indierock.

A lot of Sorrow har også sin egen hjemmeside – hvor en del af koncerten kan opleves. I starten ses Ragnar Kjartansson tape set listen fast til gulvet. Den siger sorrow, sorrow, sorrow, sorrow…. blandt publikum ses Stefan Sagmeister. Via hjemmesiden er det muligt at købe et limited edition boxsæt med 9 DVD’er af hele koncerten.

Se lidt af koncerten her fra en youtubekanal:

Bryce

Oplev Bryce Dessner få lyd ud af sine guitarer på flere forskellige måder, der skaber en ny lyd på nummeret. Der bruges plekter som man må forvente, violinbuer, gulvet etc. når han glider ind og ud af energi. I nogle udgaver af nummeret giver han den gas med en vild og energisk solo – af og til som om han overmandes af en lyst til at gå amok i et andet nummer. Et hvilket som helst andet nummer, men han er fanget i dette ene nummer og får det bedste ud af det trods ømme fingre, arme, ben og krop generelt.

Aaron

Oplev hvordan tvillingebror Aaron Dessner som en arbejdsmaskine bider smerte og træthed i sig og bringer en kontinuerlighed og præcision ind i nummeret. Kun hans blanke øjne afslører efter et par timer, at trætheden er massiv og alligevel bliver han ved og ved og ved som det faste element i nummeret. Han må have spillet hele natten efter koncerten som i en slags naturligt indgroet refleks.

Matt

Oplev Matt Berninger starte ret muntert, for så at indkapsle sig i en lukket tilstand uden kontakt til publikum og dernæst komme igennem tungsind og indlevelse og blive som ‘nyfødt’, når han begynder at lave lidt gag med sine band medlemmer og publikum. Undervejs sørger han for mad og drikke til publikum og sænker mikrofonen igen og igen, for at ændre kropsholdning. Også han er det konstant faste holdepunkt, der endda vil give et ekstra nummer, fordi han kommer til at hoste i en af gentagelserne.

Bryan

Oplev Bryan Devendorf gå ind i en trance tilstand med sine trommer, for dette nummer har måske ikke vilde trommesoloer, men det er et krævende nummer at spille i 6 timer, når man sidder ved trommerne. Han gennemgår strækøvelser, svedbånd, pandebånd og både vand, coronaer og mad undervejs. På et tidspunkt holder han lidt pauser, men pludselig virker han som ovre koncertens vildeste etape og så kører han som en maskine frem mod slutningen.

Scott

Oplev også hans bror Scott Devendorf, der i ret tilbagetrukket og cool stil leverer varen igennem hele koncerten. Hans træthed ses mest ved, at han et par gange undervejs sætter sig ned på hug og spiller et nummer eller to og så er han tilbage i sin fulde højde kort tid derefter. Det gør ham også lidt anonym på scenen, fordi han ikke kaster med kroppen i en vild solo eller på anden lader sig mærke med den store belastning.

Sorrow found me when I was young
Sorrow waited, sorrow won
….

Bio aften i CC

Copenhagen Contemporary har planer om måske at invitere til filmaften, hvor gæsterne inviteres til at sidde de 6 timer igennem fra start til slut. Det kan kun blive en fed aften med klapsalver og fællessang og op og nedture, grin og måske også lidt smerte af at sidde ned. Hvis det lykkes at få stablet på benene, kan du følge deres facebook side for mere info.

Det er ikke lige til at regne ud, hvornår du skal komme forbi udstillingen, for at se slutningen, for en del af aftalen med Ragnar er, at filmen skal køre uafbrudt, så man netop har svært ved at regne ud, hvornår den starter og stopper. Rygter siger, at da filmen blev vist i New York forsøgte folk at time deres indflyvninger til byen, så de kunne komme forbi og se slutningen.

Selv nåede jeg ikke at få slutningen med på Copenhagen Contemporary, men jeg var pokkers tæt på. CC lukkede lige inden de sidste numre. Jeg så den dog over 2 dage, så jeg fik starten den ene dag og næsten slutningen den følgende dag. Men det passer mig egentlig fint, at jeg stadig har slutningen til gode. Det er som om magien stadig lever lidt på den måde. Og jeg er sådan set heller ikke blevet træt af sangen endnu, men jeg har den heller ikke på repeat.

Hints til filmen

Her får du et par hints til The National filmen:
– når du ser Stefan Sagmeister blandt publikum, så er der et godt stykke vej endnu
– imod slutningen deler Berninger hvidvin og glas ud til publikum og drikker selv rødvin
– fyren med det sort/grå krøllede hår ved scenekanten er med hele vejen
– undervejs spiser bandet den mexicanske street food delikatesse elotes
– Ragnar Kjartanssons playliste kan virke forvirrende ift hvor langt de er nået
– efter 2 timer er trætheden lettere at spore end efter 5

 

Du kan opleve Ragnar Kjartansson projektet Sorrow med The National frem til 5. februar 2017.

25
jul

stromae i grafisk og digitalt design

Stromae livekoncert med grafisk, digitalt designBelgiske Stromae står bag dancehits som ‘Alors en dance’, ‘Papaoutai’ og ‘Tous les memes’. Stromae har med Racine Carrée albummet fået opbygget en lækker, grafisk stil. Med digital scenekunst og lækkert design viser Stromae grafisk klasse i livekoncerten til Racine Carrée.

Når Stromae (Paul van Haver og band) ikke kommer til Danmark og giver koncert, så kan man da heldigvis se hele Racine Carrée koncerten online, optaget i Montreal i oktober sidste år. Og der er flere lækkerier igennem koncerten, der er fyldt med smukke, grafiske oplevelser. Det blå univers, der er grundlaget for hele koncerten skiftes ud i sekvenser med mere farverige og varme grafiske stilarter, men holdes også i perioder helt i sort/hvidt.

Det grafiske tøj

Det er umuligt at se på Stromae uden også at bemærke det grafiske tøj som Paul van Haver, er blevet kendt for under navnet Mosaert. Igennem livekoncerten er både han selv og hele bandet klædt i nogle af de grafiske design, der er så efterspurgt af deres fans. I introen ses en jumper i sort med hvide, grafiske snit. Senere er Paul van Haver iklædt den velkendte jakke fra Tous les Memes og hen imod slutningen af livekoncerten Racine Carrée, kommer han i det vilde og karrikerede, grafiske outfit, der gør Papaoutai til en visuel lækkerbid. Der er mange grafiske oplevelser i koncerten, som jeg varmt kan anbefale.

Sammen med Coralie Barbier har Paul van Haver lavet et par unisex design, der ikke skal ses som merchandise til Stromae fans (kun), men mere som mode til både mænd og kvinder. Her finder du et interview, hvor de to fortæller om deres samarbejde. Her kan du se og købe nogle af de lækre design

Grafisk og enkelt fra Stromae

Quand c’est? (cancer)

Et af de numre, der virkelig fungerer både musisk og grafisk i sin liveversion er dramaet i sangen Quand c’est?, der også er kendt som Cancer. Hele det grafiske setup, farverne, vokalen, stemningen og musikken giver en smuk oplevelse, der samtidig er ekstremt uhyggelig. Hvis du hopper frem til 41:50 i koncerten, læner dig tilbage og nyder musik og stemning, så vil du også blive rørt af oplevelsen. Her formår musikken i samspil med det grafiske udtryk, at skabe præcist den uhyggelige og ubehagelige stemning, der afspejler vores følelser og frygt for kræft. Det er en smuk fortolkning til Stromaes stærke tekster. Samtidig er det grafisk og farvemæssigt enkelt og ser vanvittig godt ud.

Stromae i grafiske lækkerier

Se hele koncerten her og nyd også de scener, hvor han bliver præcist så dukke-plastik fake som i musikvideoen til Papaoutai. Et signaturlook som han bliver bedre og bedre til at mestre.

25
okt

kreativitet og forfængelighed

Verdens mest eksklusive website

En fræk idé blev til et viralt koncept, selvom fotografen nægtede at sælge sit foto og Twitter satte hælene i. Her får du en beretning om et viralt projekt, der prikker til vores nysgerrighed og forfængelighed.

En indgang til et ukendt sted, en bagdør der lokker og en teaser tekst, der skaber forventning. En hemmelig klub? En loge? Et eksklusivt selskab? Hvad gemmer sig bag de lukkede døre og hvordan får jeg adgang?

Jeff Greenspan er efterhånden blevet synonym med virale koncepter. Han formår at skabe opmærksomhed ved at lege, drille og dreje på vores behov for selviscenesættelse, vores holdning til patriotisme og andre mere eller mindre politiske emner. Og så forstår han, at vi drives af forfængelighed, nysgerrighed og frygten for, at gå glip af noget.

Et af hans mest virale og omtalte projekter blev lanceret tilbage i 2009, men det er stadig legendarisk, fordi det i den grad taler til vores nysgerrighed og forfængelighed. Projektet er The Worlds Most Exclusive Website – og hvem vil ikke gerne høre til verdens mest eksklusive klub? Han kalder det selv for et socialt eksperiment.

Eksklusivt koncept

Websitet består af 9 døre eller login. Hvert login giver dig adgang til et rum med en ny dør. Du logger ind med din twitterkonto, og i samme øjeblik afleverer du information om hvor mange følgere, du har på twitter.

SEO beskrivelsen til websitet lyder: Granting permission simply confirms if you are a verified user and how many followers you have. Nothing else.

Og dog så kigger websitet også på dit antal af følgere. Hvis du har nok følgere, er du eksklusiv nok til at åbne døren. Derefter kommer du videre til næste rum, hvor du kan ’mingle’ med andre, der er ligeså eksklusive som dig selv. Eller du kan gå direkte til dør nr. 2, 3, osv indtil de få udvalgte, med mange følgere, måske kan nå til at åbne den sidste dør. Fakta er dog, at inden nogensinde er nået så langt som til niende og sidste dør.

I starten auto-tweetede projektet på din twitter: You did not make it to room no. 3
– etc. men Twitter syntes ikke det var en god ide. Derfor blev funktionen droppet igen.

Det var ikke nok at have en twitter konto – den skulle også være verificeret. Var den ikke det, blev brugeren sendt direkte til et website for en lille italiensk restaurant. Deres website blev lagt ned den første weekend, fordi der var så mange besøgende, der blev ledt til deres site.

 

Kreativitet der sælger sig selv

Allerede i visualiseringsfasen stødte projektet på udfordringer. Jeff havde fundet et indgangsfotografi, som var ret populært, men i øvrigt slet ikke til salg. Det var ikke et simpelt stock foto, men et fotografi, der rummede præcist den sanselige stemning, Jeff ønskede som indgang til sit virale projekt.

Indgangsfotografiet til konceptet, der er en genial, kreativ ide udformet i et ganske simpelt website, er et af de mest efterspurgte fotografier, taget af Marc Sullivan. Han har fået utallige forespørgsler på interesserede købere, men har/havde vænnet sig til at give afslag til dem: ’Alle vil købe det fotografi, men det er ikke til salg’ lød standardsvaret også til Jeff Greenspan. Se fotografiet her: Nightstalker

Det lod Jeff sig dog ikke sådan lige stoppe af, så han valgte at kontakte Marc og fortælle ham om det projekt, fotografiet skulle bruges til. Marc var vild med konceptet og gik med til at lade Jeff bruge fotografiet helt gratis. Et eksempel på hvordan den kreative ide kan sælge sig selv.

Og hvordan gik det så med projektet?

De mest kendte

Siden havde mere end 125.000 besøg i løbet af den weekend sitet blev lanceret. Der var flere kendisser forbi, men også brands som Dr. Pepper. Det menneske, der er nået længst igennem de 9 døre, er kendt for at være kendt. Det er ikke en kendt og dygtig sanger, skuespiller, atlet, fodboldspiller, præsident eller forfatter. Det er en person, der forstår selviscenesættelse til perfektion. Måske har du gættet hvem det er? Ellers kan du se mere på websitet her, der giver adgang til en film med info om projektet.

Og Jeff fortsætter med at pirre vores nysgerrighed i afslutningen af filmen, hvor vi får oplyst, at der stadig er 2 rum, der aldrig er blevet åbnet.

Can you get in?

Jeg oplevede Jeff Greenspan tale ved den grafiske festival Reasons to be Creative i Brighton.