25
jul

stromae i grafisk og digitalt design

Stromae livekoncert med grafisk, digitalt designBelgiske Stromae står bag dancehits som ‘Alors en dance’, ‘Papaoutai’ og ‘Tous les memes’. Stromae har med Racine Carrée albummet fået opbygget en lækker, grafisk stil. Med digital scenekunst og lækkert design viser Stromae grafisk klasse i livekoncerten til Racine Carrée.

Når Stromae (Paul van Haver og band) ikke kommer til Danmark og giver koncert, så kan man da heldigvis se hele Racine Carrée koncerten online, optaget i Montreal i oktober sidste år. Og der er flere lækkerier igennem koncerten, der er fyldt med smukke, grafiske oplevelser. Det blå univers, der er grundlaget for hele koncerten skiftes ud i sekvenser med mere farverige og varme grafiske stilarter, men holdes også i perioder helt i sort/hvidt.

Det grafiske tøj

Det er umuligt at se på Stromae uden også at bemærke det grafiske tøj som Paul van Haver, er blevet kendt for under navnet Mosaert. Igennem livekoncerten er både han selv og hele bandet klædt i nogle af de grafiske design, der er så efterspurgt af deres fans. I introen ses en jumper i sort med hvide, grafiske snit. Senere er Paul van Haver iklædt den velkendte jakke fra Tous les Memes og hen imod slutningen af livekoncerten Racine Carrée, kommer han i det vilde og karrikerede, grafiske outfit, der gør Papaoutai til en visuel lækkerbid. Der er mange grafiske oplevelser i koncerten, som jeg varmt kan anbefale.

Sammen med Coralie Barbier har Paul van Haver lavet et par unisex design, der ikke skal ses som merchandise til Stromae fans (kun), men mere som mode til både mænd og kvinder. Her finder du et interview, hvor de to fortæller om deres samarbejde. Her kan du se og købe nogle af de lækre design

Grafisk og enkelt fra Stromae

Quand c’est? (cancer)

Et af de numre, der virkelig fungerer både musisk og grafisk i sin liveversion er dramaet i sangen Quand c’est?, der også er kendt som Cancer. Hele det grafiske setup, farverne, vokalen, stemningen og musikken giver en smuk oplevelse, der samtidig er ekstremt uhyggelig. Hvis du hopper frem til 41:50 i koncerten, læner dig tilbage og nyder musik og stemning, så vil du også blive rørt af oplevelsen. Her formår musikken i samspil med det grafiske udtryk, at skabe præcist den uhyggelige og ubehagelige stemning, der afspejler vores følelser og frygt for kræft. Det er en smuk fortolkning til Stromaes stærke tekster. Samtidig er det grafisk og farvemæssigt enkelt og ser vanvittig godt ud.

Stromae i grafiske lækkerier

Se hele koncerten her og nyd også de scener, hvor han bliver præcist så dukke-plastik fake som i musikvideoen til Papaoutai. Et signaturlook som han bliver bedre og bedre til at mestre.

13
jul

Derfor bruger Grayson Perry skitsebøger

En side i Grayson Perrys skitsebogDet er altid spændende at få et indblik i andres skitsebøger og på den måde se og forstå en del af den kreative proces, der ligger bag. I år har jeg set spændende skitsebøger fra kalligrafisten Oriol Miró og fra den engelske kunstner Grayson Perry.

Nogle mennesker er gode til at opbevare og gemme deres visuelle skatte såsom skitser, tegninger, fotografier og noter. Andre er gode til at smide ud og skille sig af med papir, nips og hæfter. Jeg tilhører den sidste kategori, og er egentlig lidt ærgerlig over, at jeg smider mine tegninger og skitsebøger ud. Især når jeg får mulighed for at se og bladre i spændende skitsebøger, som dem jeg har set i år. Oriol Miró er et åbenlyst kalligrafisk talent, og vi var så heldige, at se et par af hans skitsebøger, da han var i Danmark i starten af juni. Hans skitsebøger er skatte af former, farver, stemninger, ord og teknikker.

Også den engelske, farverige kunstner Grayson Perry, der i øjeblikket udstiller keramik, vægtæpper, skulpturer og et par sider fra sine skitsebøger på aros, er spændende at studere nærmere. Selvom det kun er få skitser, der er udstillet, så giver de et godt indblik i den kreative proces. Og så er det også muligt at købe en lækker bog med nogle af hans skitser i shoppen på aros. Skitsebogen viser hvordan han går fra ide til projekt – fra skitse til grafisk vægtæppe – fra tegning til keramikvase. Bogen er udgivet i samarbejde med aros – den hedder ‘Sketchbooks Grayson Perry’. Til denne artikel har jeg fotograferet lidt fra Grayson Perry udstillingen ‘Hold your beliefs lightly’ og fra bogen ‘Sketchbooks’.

Skitsetegning af Grayson Perry

Grayson gemmer alle sine skitsebøger og tegner helst kun i sine skitsebøger. Han er ikke meget for at tegne pludselige ideer på servietter eller andet papir, han lige har ved hånden.

Ved åbningen af udstillingen ‘Hold your Beliefs Lightly’ fortalte Grayson kort om sine skitsebøger. Når han ikke tegner på servietter og forhåndenværende papir, er det fordi han frygter ‘the picasso napkin syndrome’. Det er når man kan bruge en tegning på en serviet, til at betale sin aftensmad eller på anden måde sælge sin streg, hvor det er muligt. Sådan betalte Picasso efter sigende nogle af sine restaurantmåltider – en tegning på en serviet eller et stykke dug.

Grayson Perry skitser

Hermed en lille reminder om hvorfor det er så vigtigt, at gemme sin skitsebøger:
– de viser din kreative udvikling over tid
– de viser aflagte projekter som måske var før deres tid
– de viser dit talent – et talent du måske havde glemt alt om
– de viser hvor du startede og hvordan du kom frem til i dag
– de er idebøger
– de viser stemninger og sindstilstande
– de viser din tid.

Skitser udstillet på aros

Grayson Perry kan opleves på aros indtil d. 11. september

16
jun

On the Edge med Robert Mapplethorpe

Robert Mapplethorpe On the Edge på aros‘On the Edge’ er navnet på en fotoudstilling med værker af Robert Mapplethorpe, der vises på aros Kunstmuseum fra i dag. En udstilling af fotografier, der stadig i dag, vil kunne henrykke, involvere, skabe diskussion, fordybelse og forargelse. Robert Mapplethorpe levede et liv på kant med det normale.

Forfængelig, perfektionistisk, vulgær og selviscenesættende. Robert Mapplethorpe kunne sagtens beskyldes for alle ovenstående egenskaber. Men det er et ensidigt billede, af en kunstner der forstod at favne både det lyse og det mørke – det guddommelige og det diabolske. For han var også karismatisk, modig, genial, omsorgsfuld og ærbødig. Robert Mapplethorpe var nok præcist så intens som hans fotografiske kunst også er.

Lige nu kan du opleve Mapplethorpes fotokunst helt tæt på, når aros udstiller 182 af hans fotografiske værker. Værkerne er inddelt i en række farverige rum, der tjener til at understøtte en stemning og trække os ind i fotografiet. Et sansespil i farver, der gør stort indtryk på oplevelsen af udstillingen og fører os igennem alle de egenskaber, Robert Mapplethorpe rummede.

Sans farven

Her vil jeg gå igennem en sanselig farveoplevelse i 2 af udstillingens rum:

On the Edge udstilling

Det første rum i dyb midnatsblå, tjener til at fokusere sanserne. Så snart dørene lukker sig er tætheden i mørket markant. Tusmørket får vores pupiller til at åbne sig til en tilstand, der gør os mere modtagelige for følelser og sanseindtryk. Og her formår de enkle og ikoniske portrætter af Mapplethorpe og Patti Smith, at skabe en næsten andagtig stemning, der samtidig er enormt intim. Det føles som om Mapplethorpe er med os.

Den sanselige oplevelse af at gå igennem udstillingens lyse og mørke rum, giver dine sanser og din sanselighed en tur rundt i manegen. Man kan diskutere om farverne gør noget godt for de fotografiske værker, eller om de tjener til at skabe en bevidst stemning, og dermed vrider kunsten ind i en forceret sansning. Farverne er uden tvivl med til at skabe en stemning og følelse som ikke ville opleves så markant i et helt hvidt rum. Farverne er blot et virkemiddel til at forstørre det, vi allerede føler. Og de stjæler ikke fokus fra fotografierne – de understøtter og samler de ikoniske værker, der i øvrigt også sagtens kan stå for sig selv. Oplevelsen er så intens, at jeg kun kan opfordre til at man tager sin bedre halvdel under armen og går igennem liv, kærlighed, smerte, æstetik, død og udødelighed med Robert Mapplethorpe.

On the Edge på aros

Mapplethorpe On the Edge udstilling

Robert Mapplethorpe On the Edge

Et af de sidste rum i udstillingen samler blandt andet en række selvportrætter i et sart, rosa lokale. Vi ser Mapplethorpe kigge intenst og skrøbeligt på os igennem flere værker. Fra musikken i det tilstødende lokale høres David Bowie med Let’s Dance. Den sarte rosa, der minder os om huden, det nøgne og det sårbare, skaber en empatisk stemning, der sammen med Bowies stemme, minder os om døden. Det føles som om Mapplethorpe tager afsked med os.

Mapplethorpe og Smith

Man kan ikke sige Robert Mapplethorpe, uden også at sige Patti Smith. De to levede deres ungdom sammen i et alt andet end normalt og gængs liv. Patti Smith som en muse for Robert. Med en kliché kan man sige, at de fuldendte hinanden (You complete me), da de var ens og alligevel Yin / Yang. Hun var rebelsk imod kvindenormer og han imod maskuline normer. De gik klædt anderledes og opførte sig anderledes – på mange måder omvendt, hvor de overtog hinandens kønsroller. Netop dét gav dem en coolness. De havde dog begge en særlig indflydelse på hinanden og på hinandens kunstneriske udvikling. Deres aftener sammen gik med ganske lidt mad og luksus, men rigtig meget kultur og kunst. De tegnede og dyrkede skitser og collager, til lyden af de få grammofonplader, de ejede.

Men det inspirerende bohemeliv og håbet om at leve af kærlighed, kunst og kultur, kunne ikke forsørge dem. Patti fik job i en boghandel og forsørgede i en periode dem begge på bedste vis. Senere blev det Robert Mapplethorpe, der skaffede penge til dem begge i en periode. Deres liv blev indhentet af virkeligheden fra tid til anden, hvor de måtte kravle ud af bohemelivet og ind i et mere konventionelt 8-17 arbejdsliv. Det var sværest for Mapplethorpe, der absolut ikke kunne trives i et industrialiseret job og derfor endte han med at stå igennem de svære økonomiske tider, ved at sælge sig selv.

Når Patti arbejdede virkede Robert næsten besat af at udvikle sin kunst. Kunsten var det vigtigste og han ofrede meget for den. Da forholdet imellem Patti Smith og Robert Mapplethorpe var ved sin afslutning, skulle Mapplethorpe have sagt: “Hvis du forlader mig, bliver jeg homoseksuel.” Igennem Patti Smiths bog ‘Just Kids’ får vi indblik i dele af Robert Mapplethorpes liv i den seksuelle debut som trækkerdreng og homoseksuel.

Læs også min tidligere blog om deres fælles reference the Blue Star og om bogen Just Kids.

Robert Mapplethorpe selfie studio

Fakta

Udstillingen på aros kan ses frem til d. 30. oktober.
Du kan tage et selfie portræt i dit eget Mapplethorpe Studio på udstillingen.

Der vises 182 fotografiske værker – de mere ekstreme fotografier er samlet i Rum 8. Der er infotekst ved indgangen så børnefamilier kan fravælge rummet, der er uegnet for børn under 15 år.

Du kan også se HBO dokumentaren om Mapplethorpe Look at the picture (108 min.) kl. 11, kl. 14 og onsdag også kl. 19. Den vises i udstillingen i en lille indbygget biografsal.

16. juni 2016

18
mar

Skolen for ulydighed – Jani Leinonen

Jani Leinonen på aros kunstmuseumEr vi for lydige? Finske Jani Leinonen inviterer, med sin aktuelle udstilling på aros kunstmuseum, til ulydig indlæring i Skolen for Ulydighed. Hans påstand er, at lydighed skaber større problemer end ulydighed.

Er lydighed en dyd der bør hyldes eller udfordres? Det spørgsmål trænger sig på, under besøget på Jani Leinonens udstilling ‘Skolen for Ulydighed. Igennem de 3 rum, udstillingen består af, viser Jani flere værker, der sætter lydigheden under pres – og ulydigheden i fokus.

De visuelle stilarter og koncepter, der har inspireret Jani er navne vi kender fra popkulturen: Andy Warhol, Robert Indiana samt tegneseriekunstneren Roy Lichtenstein. Ved at benytte de samme meget farverige og optimistiske udtryk, skaber Jani en næsten naiv atmosfære i udstillingen. Dermed formår han, at blødgøre den kant udstillingen kunne få, hvis han var belærende mere end inddragende og havde fokus på at provokere fremfor at involvere. Han er en aktivist, der gerne bruger humoren som virkemiddel og ønsker dialog om emner, vi alle bør have en holdning eller følelse til. Og budskaberne står tydeligt frem.

Logo væggen af Jani Leinonen

Logo væggen

Det første møde med Jani Leinonens kunst på aros, er logo væggen, der i sig selv er blevet et logo eller varemærke for Janis udstillinger. Et andet eksempel på en logo væg, blev vist i hans tidligere udstilling på Kiasma, hvor han også sammensatte verdenskendte og verdensomspændende logoer, til et stærkt statement.

Med lydigheden og ulydigheden som modpoler i logo vægen, starter Jani Leinonens oplæg til Skolen for Ulydighed. I samme rum finder vi andre værker, der har fokus på en stor amerikansk fast food kæde. Og det er stadig en god vinkel og historie, at gå i kødet på de store multinationale firmaer. Måske især i Danmark og skandinavien, hvor vi trods alt stadigvæk er ulydige nok til, at stille spørgsmålstegn ved de store mastodonters indvirkning på vores samfund. Jani syntes da også danskere er pænt ulydige i forhold til vores skandinaviske naboer, som måske mere ‘diskuterar’.

Helt så ulydige som englænderne er vi nok ikke. De er kendte for at demonstrere udenfor de store multinationale virksomheder, der tager omsætning fra små, lokale virksomheder som f.eks. kaffebarer o.lign.

Anything Helps udstillet på aros

Tigger væggen

Der hvor Jani Leinonen virkelig rører mit hjerte, er i hans udstillingsvæg af tigger-skilte ‘Anything Helps’. Her bliver hele temaet meget personligt. Igennem flere års udlandsrejser, har han samlet en række “souvenirs” af den type vi alle af og til ser i bybilledet. Det er skilte lavet af pap, hvor lokale hjemløse har skrevet en hurtig tekst i et desperat forsøg på at få penge til mad. “Hungry. Please help” står der på et af skiltene. Skiltene er på udstillingen samlet i smukke og detaljerede guldrammer, som var de dyrebare kunstværker. Og de har uden tvivl været dyrebare for ejerne, der har brugt dem som en vej til et måltid mad.

Jeg forestiller mig, hvordan jeg selv ville begå mig i den situation, hvor jeg skulle bede en hjemløs mand eller kvinde, om at give mig det eneste de har: det skilt der muligvis sikrer dem et måltid mad. Det ville være sindsygt grænseoverskridende, og alene tanken giver mig en oplevelse af uro og forlegenhed.

Og Jani Leinonen indrømmer da også, at det har været ret grænseoverskridende at lave det projekt. Selvom han har købt og betalt deres skilte, var selve samtalen forbundet med et vist ubehag. Ikke alene fordi det ofte krævede en meget intim dialog og var grænseoverskridende, men også fordi det måtte foregå ordløst pga sprogbarrierer.

Det giver sig selv, at den sanselige dimension skaber åbning til det følsomme i dette værk. Men det er også interessant, at studere skiltene og forestille sig deres ejere. Væggen får mig til at huske font-projektet Homelessfonts, hvor en række hjemløse var med til at skabe fonte, af deres håndskrift. Fontene sælges via homelessfonts og giver de hjemløse en mulighed for at tjene penge på deres skrifttyper.

Med dette projekt i Janis udstilling, får jeg lyst til at smide en mønt til den næste tigger, jeg kommer forbi. Egentlig får jeg mest lyst til at lave dem et lækkert, kalligrafisk skilt, der ser både flot, detaljeret og imponerende ud. Men jeg har en fornemmelse af, at skiltets skønhed vil have en negativ effekt på deres indtjening.

Skolen for ulydighed

Skolen for ulydighed

Lige overfor tigger væggen ligger Skolen for Ulydighed, og det var her jeg mødte Jani til en snak om ulydighed*. Jani var selv et meget lydigt barn, sådan som vi alle opdrages til at blive det i livets skole. Men han nåede et punkt i livet, hvor han var nødt til at stille spørgsmålstegn ved lydigheden og lægge den lidt på hylden.

Som både logo væggen og flere af de andre værker viser, er det paradoksalt nok, ofte netop lydigheden der gør det muligt, at skabe overgreb og ødelæggelse. Hvorimod ulydighed er med til at flytte grænser og tage emner op, der går langt over grænsen for, hvad vi skal tillade, at tillade andre. Det er selvsagt ikke de små temaer, der er udgangspunktet her, men de store temaer, der berører os alle: krig, folkedrab, slaveri og fattigdom.

Skolen for ulydighed ser ganske fredelig og uskyldig ud set udefra. I skolen kan vi lære om ulydighed af en række ulydige danskere, der er inddraget for at gøre udstillingen aktuel for Danmark. Underviserne i Skolen for Ulydighed er Lisbeth Zornig Andersen, Emma Holten, Robert Olsen, Parl Kristian Bjørn Vester (Goodiepal) og Kjartan Arngrim, der alle tjener som eksempler på, hvorfor det er vigtigt, at turde være ulydig.

Jani Leinonen og Skolen for Ulydighed kan opleves på aros fra 19. marts – 12. juni.

* i et senere blogindlæg fortæller jeg om den snak, vi havde ved skolebordet i Skolen for Ulydighed.
25
okt

kreativitet og forfængelighed

Verdens mest eksklusive website

En fræk idé blev til et viralt koncept, selvom fotografen nægtede at sælge sit foto og Twitter satte hælene i. Her får du en beretning om et viralt projekt, der prikker til vores nysgerrighed og forfængelighed.

En indgang til et ukendt sted, en bagdør der lokker og en teaser tekst, der skaber forventning. En hemmelig klub? En loge? Et eksklusivt selskab? Hvad gemmer sig bag de lukkede døre og hvordan får jeg adgang?

Jeff Greenspan er efterhånden blevet synonym med virale koncepter. Han formår at skabe opmærksomhed ved at lege, drille og dreje på vores behov for selviscenesættelse, vores holdning til patriotisme og andre mere eller mindre politiske emner. Og så forstår han, at vi drives af forfængelighed, nysgerrighed og frygten for, at gå glip af noget.

Et af hans mest virale og omtalte projekter blev lanceret tilbage i 2009, men det er stadig legendarisk, fordi det i den grad taler til vores nysgerrighed og forfængelighed. Projektet er The Worlds Most Exclusive Website – og hvem vil ikke gerne høre til verdens mest eksklusive klub? Han kalder det selv for et socialt eksperiment.

Eksklusivt koncept

Websitet består af 9 døre eller login. Hvert login giver dig adgang til et rum med en ny dør. Du logger ind med din twitterkonto, og i samme øjeblik afleverer du information om hvor mange følgere, du har på twitter.

SEO beskrivelsen til websitet lyder: Granting permission simply confirms if you are a verified user and how many followers you have. Nothing else.

Og dog så kigger websitet også på dit antal af følgere. Hvis du har nok følgere, er du eksklusiv nok til at åbne døren. Derefter kommer du videre til næste rum, hvor du kan ’mingle’ med andre, der er ligeså eksklusive som dig selv. Eller du kan gå direkte til dør nr. 2, 3, osv indtil de få udvalgte, med mange følgere, måske kan nå til at åbne den sidste dør. Fakta er dog, at inden nogensinde er nået så langt som til niende og sidste dør.

I starten auto-tweetede projektet på din twitter: You did not make it to room no. 3
– etc. men Twitter syntes ikke det var en god ide. Derfor blev funktionen droppet igen.

Det var ikke nok at have en twitter konto – den skulle også være verificeret. Var den ikke det, blev brugeren sendt direkte til et website for en lille italiensk restaurant. Deres website blev lagt ned den første weekend, fordi der var så mange besøgende, der blev ledt til deres site.

 

Kreativitet der sælger sig selv

Allerede i visualiseringsfasen stødte projektet på udfordringer. Jeff havde fundet et indgangsfotografi, som var ret populært, men i øvrigt slet ikke til salg. Det var ikke et simpelt stock foto, men et fotografi, der rummede præcist den sanselige stemning, Jeff ønskede som indgang til sit virale projekt.

Indgangsfotografiet til konceptet, der er en genial, kreativ ide udformet i et ganske simpelt website, er et af de mest efterspurgte fotografier, taget af Marc Sullivan. Han har fået utallige forespørgsler på interesserede købere, men har/havde vænnet sig til at give afslag til dem: ’Alle vil købe det fotografi, men det er ikke til salg’ lød standardsvaret også til Jeff Greenspan. Se fotografiet her: Nightstalker

Det lod Jeff sig dog ikke sådan lige stoppe af, så han valgte at kontakte Marc og fortælle ham om det projekt, fotografiet skulle bruges til. Marc var vild med konceptet og gik med til at lade Jeff bruge fotografiet helt gratis. Et eksempel på hvordan den kreative ide kan sælge sig selv.

Og hvordan gik det så med projektet?

De mest kendte

Siden havde mere end 125.000 besøg i løbet af den weekend sitet blev lanceret. Der var flere kendisser forbi, men også brands som Dr. Pepper. Det menneske, der er nået længst igennem de 9 døre, er kendt for at være kendt. Det er ikke en kendt og dygtig sanger, skuespiller, atlet, fodboldspiller, præsident eller forfatter. Det er en person, der forstår selviscenesættelse til perfektion. Måske har du gættet hvem det er? Ellers kan du se mere på websitet her, der giver adgang til en film med info om projektet.

Og Jeff fortsætter med at pirre vores nysgerrighed i afslutningen af filmen, hvor vi får oplyst, at der stadig er 2 rum, der aldrig er blevet åbnet.

Can you get in?

Jeg oplevede Jeff Greenspan tale ved den grafiske festival Reasons to be Creative i Brighton.