03
nov

et leksikon over krisens ofre

Kriseleksikon med ofre for den økonomiske krise

Det er ikke en lille, sort bog hollandske Richard Sluijs har udgivet. Desværre!
Det er et leksikon over menneskeskæbner, der har betalt den ultimative pris i kølvandet på den økonomiske krise efter den skrupelløse Madoff svindel i 2008.

For snart et århundrede siden, i 1929, blev verden ramt af en stor finansiel krise under det store børskrak kaldet Black Monday. Dengang gik det hårdt ud over bankansatte og børsmæglere, der kastede sig selv i døden fra den høje børsbygning i skam og skyld over det store krak.

Igen i 2008 ramte en stor verdensomspændende krise da skrupelløs spekulation og svindel af Madoff fik markedet til at krakke og tog hele verden med sig i et fald, vi stadig mærker eftervirkningerne af. Denne gang havde bankerne sørget for at sikre sig juridisk og fik økonomisk hjælp fra politisk hold. Men det gjorde forbrugerne ikke. Forbrugerne har selv måttet klare sig igennem krisen med tab, der kan have store omkostninger for resten af deres liv.

Det sorte leksikon

Richard Sluijs beskriver i sit sorte leksikon, der er en Volume 1, mange af de mennesker, der har betalt den ultimative pris i krisens kølvand. For dem har den eneste vej ud af krisen, været at tage deres eget liv. Richard har samlet menneskene i en bog, der fungerer som en form for dødsannonce, hvor hvert offer for krisen er nævnt ved navn, fødsels- og dødsdato, sammen med en tekst om, hvad der skete og hvordan de begik selvmord. Det er et kriseleksikon og et selvmordsleksikon.

Nogle af ofrene efterlod et selvmordsbrev, hvor de har beskrevet den sorg og desperation, de har gennemgået, fordi de har følt skyld over deres tab og økonomiske kampe. Til sidst har de været nødt til at give op og slukke deres flamme.

Det er et vigtigt leksikon, fordi krisen har haft så store konsekvenser i mange menneskers liv, at de ikke har haft mulighed for at komme videre i deres liv. De har ikke haft mulighed for at genskabe et liv, de kunne udholde. Og det er vigtigt at huske hvilken pris, de har betalt, for det kan og vil nok ske igen.

Bogen har givet anledning til en række udstillinger, hvor bogens sider sættes op på væggen som i en kunstudstilling eller en galleriudstilling. En trist bog, men en vigtig bog af Richard Sluijs.

24
okt

farverige danskere – Poul Gernes

Farverige danskere Poul Gernes

Poul Gernes er en af de farverige danskere, der har gjort sit til at føre farverne væk fra lærredet og ind i det fysiske rum. Du kender måske hans farverige kunst fra Palads Teater biografen i København og måske også fra Herlev Hospital.

Der er drøn på farver, former og striber på Herlev Hospital, hvor Poul Gernes har stået for den omfattende udsmykning. Med tusindvis af døre i forskellige farver, farvede gulvlister, gardiner, stikkontakter, gelændere, skilte, ure og vægmalerier, er der ikke sparet på de sanselige indtryk.

Der er ikke meget klinisk hvidt og farvebeskedent over Herlev Hospital, der er udsmykket af Poul Gernes. Men det har netop været hensigten, at skabe et brag af farver og former, så vi kan mærke os selv og måske få en pause fra det, der gør ondt. Om ikke andet havde Poul Gernes en holdning til, hvordan omgivelserne kan tjene til helbredelse og healing, når vi er syge. Et fænomen der er set flere steder i dag, hvor der gøres meget for at skabe behagelige omgivelser for indlagte børn og ældre.

Desværre har jeg aldrig haft mulighed for at være til et foredrag eller en forelæsning i sygehusets auditorium, men det står højt på min liste over farveoplevelse, jeg gerne rejser efter. Auditoriet er holdt i pink og rød, der tilbage på den tid, var 2 farver man ikke kombinerede, hvis man havde smag og sans for farver. Rød og pink var underlagt en form for farvefascisme, og en fælles holdning om, at de to farver ikke måtte kombineres. Alligevel blev det de farver, Poul Gernes valgte til auditoriet, der ligeså vel kunne være endt som et hvidt og trist lokale. Jeg formoder, at netop farverne får folk til at snakke og interagere med hinanden i rummet, ganske som Poul Gernes ville det. Her nedenfor ses Palads i København, der er udsmykket af Poul Gernes og fortæller meget om hans fine sans for farver. Og at han ikke var bange for at sætte farverne fri i kreativiteten.

Palads farver af Poul Gernes

Poul Gernes har også på sygehuset arbejdet med temafarver, og givet hvert behandlingsafsnit sin egen farve. På den måde virker farven både som pejlemærke, stifinder og orienteringsfelt. Lidt i stil med den effekt Massimo Vignelli opnåede med sit ikoniske subway kort, der grafisk inddeler hver retning / linie i en farve, som Gul N linie Broadway og så fremdeles. På samme måde er Herlev Hospital ikonisk for Poul Gernes arbejde med farver og former.

Og han var ikke bange for at bruge farver, der clashede og udgjorde paletter vi ellers ikke normalt ville være tilbøjelige til at sætte sammen. Ligesom han gerne brugte hele farvepaletten og af og til sammensatte både komplekse, men også naive farvekombinationer. Det fortæller os, at han forstod farver og vidste, at farvesansen har godt af at blive udfordret lidt og strukket lidt ud af sine vante rammer. Ellers ville alle jo vælge grå og hvid….?!

Poul Gernes værker var indtil for nylig udstillet på Louisiana i Humlebæk.

06
okt

Tine Hind udstiller i Pakhus 64

Tine Hind udstiller i Pakhus 64

Da jeg gik fra kærlighedsudstillingen Love Conquers All på aros, smuttede jeg også lige forbi Pakhus 64, hvor Tine Hind udstiller under titlen Navnløs Frygt. De to udstillinger står i dyb kontrast til hinanden og alligevel finder de sammen.

Efter at have tilbragt tid i selskab med de tre islandske kærlighedskunstnere fra The Icelandic Love Corporation, insisterede jeg på, at bringe kærlighed ind i alt. Også da jeg gik ind til udstillingen af Tine Hind i Pakhus 64. Og det var måske fint i tråd med hele tanken bag Tine Hinds arbejde. Når hun undersøger frygten som tema, er det ikke kun en henvisning til de frygtelige ting, der sker omkring os, men også en henvisning til den frygt vi hver især bærer som en indre vibration eller tone.

Med den tanke nåede jeg frem til, at kærlighed måske alligevel ikke kan overvinde alt. For nogle elsker kærlighed, men andre frygter den. Måske rummer vi alle et element af frygt, når det kommer til kærlighed, for kærligheden kræver, at vi er sårbare og tør føle den frygt, der følger med den. Frygten for at miste, frygten for at den ikke bliver gengældt og frygten for at den ikke slår til – at den ikke overvinder alt. Og måske også frygten for at blive vanvittige af netop kærligheden.

Fra udstillingen Navnløs Frygt

Navnløs Frygt, hedder udstillingen af Tine Hind i Pakhus 64. Udstillingen viser nogle af Tine Hinds akvareller, men også flere træsnit, hvor hun har eksperimenteret med spit bite teknikker. En teknik, hvor kunstneren påfører syre til kobberpladen undervejs i processen. En metode kan være at male med syre, men den kan også dryppes eller duppes på.

Udstillingen er inspireret af de kvindelige soldaters liv ved fronten under 2. verdenskrig i Rusland. Inspirationen kommer blandt andet fra Svetlana Aleksijevitjs bog ‘Krigen har ikke et kvindeligt ansigt’. Tine Hind kommenterer med sin udstilling på, at mennesket ikke er i centrum og foreslår at vores fremtid måske formes af andet end vores drømme.

Et Tine Hind spit-byte værk

Pakhus 64

Det lille kældergalleri på Frederiks Allé (Aarhus) udgør ret lækre rammer for Tine Hinds udstilling. Der er lavt til loftet, masser af rør, murene er krakkelerede og måske fyldt med skimmel, spindelvævet ville overtage rummet hvis ikke det blev holdt nede, de indviklede rørinstallationer fylder rummene og lugten er sådan lidt hengemt. På en regnvåd efterårsdag kan rummet og den sanselige oplevelse sagtens bruges til at understrege et element af frygt. Uden at man helt kan sætte navn på, hvor den kommer fra, men måske er det en kombination af lugten, det visuelle, det mørke og det gamle, klamme. Og alligevel har jeg lyst til at gå tilbage, for at få lugten med igen. Måske minder det mig om min barndom på en bindingsværksgård i 4 længer med stråtag og fugt. Det er en lugt af våd kalk, mug og edderkopper.

Tine Hind udstilling af akvareller

I galleriet får de mange indtryk alligevel sanserne til at fokusere på kunsten. Det er som om sanserne bliver vakt til en mere vågen tilstand, hvor de suger farve, indtryk og motiver til sig på en mere intens måde. Det ville være en anden oplevelse på et galleri med store, hvide vægge og højt til loftet. Ikke nødvendigvis en mindre intens oplevelse – det ville blot være en anden måde at præsentere kunsten på. Måske får lokalerne alligevel udstillingen til at virke mere jordnær og tilgængelig. Det bliver til et emne, der også er aktuelt for betragteren, der kan identificere sig med kunst og emne.

Udstillingen Navnløs Frygt kan opleves i Pakhus 64 på udvalgte dage frem til 15. oktober.
Torsdag-fredag kl 13-17 og lørdag kl. 11-16.

30
sep

måske overvinder kærligheden alt

Love Conquers All detalje fra aros

Kærligheden overvinder alt – eller Love Conquers All, hedder aros udstillingen af tre islandske kunstnere, der viser både farver, optimisme og humor nok til at selv den største kyniker må lade sig varme af kærligheden for en stund.

At kærligheden overvinder alt, er en besnærende tanke. Og mon ikke der er mange meninger om netop den tanke? Den kyniske afviser køligt påstanden, den evige optimist bekræftes i sin tillidsfulde tilgang og den jordbundne tænker; “Var det da bare så vel!” Uanset giver tanken, hvis vi lader den, en gnist af glæde og et øjebliks håb.

For de tre kunstnere i The Icelandic Love Corporation  [ILC] er holdningen klar: “We need to love more”, siger de. De mener, vi distancerer os selv fra kærligheden, hvor vi i stedet burde sprede kærlighedsbudskabet.

New Nordic

Udstillingen er den tredje i New Nordic serien på aros, og denne har fokus på kærlighed, og på at involvere dig i den. Men der er også andre temaer som frygt og humor i udstillingen, der i flere værker inviterer dig med til leg og samspil. Med 3 nye værker samt et par tidligere værk, inviteres du til at  bruge dig selv aktivt og fysisk. De nye værker, der er lavet til denne kærlighedsudstilling er Desire,  Onophone og Treasure.

De tre islandske kunstnere: Eirún Sigurðardottir, Jóni Jónsdóttir og Sigrún Hrólfsdottir udgør sammen kunstner- og performancegruppen The Icelandic Love Corporation. For gruppen er det ikke vigtigt, hvem der bidrager med hvad eller hvor meget. Kunsten og værkerne er det vigtige i samarbejdet. Nedenfor ses de 3 kvinder fra ILC i værket Web, der også indeholder værket Onophone.

Kærligheden overvinder alt - Icelandic Love Corporation

It’s about taking the first step

Udstillingens første værk Desire inviterer dig til at tage skoene af og finde et par stepsko på væggen. På en tilhørende scene kan du steppe løs som en anden Fred Astaire eller Ginger Rodgers og samtidig få lidt inspiration til trin, fra en video, der kører på skærmen bag scenen. Her leges der med tyngdekraft og magnetisme, for skoene vil ikke føles helt almindelige, når først du er trådt op på scenen. Om det bliver lettere eller sværere at steppe vil måske afhænge af personen.

Stepdans på kærlighedsudstillingen på aros

Onophone

De tre kunstnere er her inspireret af bla Batman og the Batphone, der bruges til at ringe til Bruce Wayne aka helten Batman, der skal komme Gotham City borgerne til undsætning. Men værket har også følelsesmæssige referencer til fortiden, hvor kunstner trioen husker de ubehagelige følelser, frygten for den kolde krig spredte hos både børn, unge og voksne.

Onophone på Love Conquers All udstilling

Der var en fælles frygt for, at 3. Verdenskrig kunne bryde ud, når som helst. Præsidenten i både USA og USSR havde en telefonlinie – kendt som The Red Phone – til rådighed kun for det ene opkald, der ville meddele, at krigen var brudt ud. Det ville samtidig være anledning til en ordre om at trykke på knappen, der ville sende en atombombe afsted mod modstanderen. Krigstelefonen i USSR og telefonen i USA ville ringe omtrent på samme tid. Hvis den situation opstod, ville det blive alt ødelæggende. Naturligt nok skabte den viden og tanke enorm frygt og det er en del af de følelser, de tre kunstnere leger med i værket her. Samtidig er det inspireret af et værk af Yoko Ono og bruger samme tanker som hendes værk. Hun ringede til telefonen flere gange under udstillingen for at tale med gæsterne om vigtige emner. Her bruges Onophone til samme formål, men også til at skabe kontakt og få en lille hyggesnak.

Tager du telefonen, når den ringer?
De tre kunstnere vil i løbet af udstillingen ringe til den røde retro telefon, for at tale med udstillingens gæster.

Web og Treasure

Det røde Web, der lokker til fotografier og et nærmere studie, bruges til at skabe en korridor af et kæmpe spindelvæv igennem udstillingen. Web er lavet af røde og sorte nylonstrømper og skaber et spændende net af skygger, former og vinkler.

Bagerst på fotografiet nedenfor skimtes værket Treasure tæt på endevæggen i rummet. Her inviteres du op i en trampolin, så du kan hoppe op for at se værket der lokker med lys og lyd bag en væg af spejle. Værket taler til vores nysgerrighed og skal vække vores lyst til at se, hvad der gemmer sig bag muren af spejle.

Onophone på Love Conquers All udstillingen

Love Conquers All af ILC kan ses på aros frem til d. 22. januar 2017

 

25
sep

videokunst på Copenhagen Contemporary

Copenhagen Contemporary installationskunst

Copenhagen Contemporary er åbnet på Papirsøen med en samling af installations- og videokunst og med entré priser, hvor alle kan være med. Den nye Inderhavnsbro, gør stedet let tilgængeligt for de klimavenlige gæster.

Der er flere måder at ankomme til Papirsøen og Copenhagen Contemporary, nu hvor der er kommet et par nye broer, der gør tingene lidt lettere for de gående og cyklende. Vil du have frisk luft og god komfort uden selv at skulle arbejde for det, kan du også tage til Nyhavn og leje en cykeltaxi.

Jeg tog turen fra Hovedbanegården til fods over Langebro, fordi udsigten er god fra broen og den gav mig adgang til at vandre henover Olafur Eliassons Cirkelbroen på vej mod Knippelsbro og Inderhavnsbroen. De nye broer er fascinerende, men Knippelsbro kan også noget med sin kompakte og sikre stil. Cirkelbroen er både innovativ og på samme tid arkitektonisk smuk. At kalde Inderhavnsbroen smuk, er nok så meget sagt, for den er sådan set meget interessant på afstand, men lidt klodset, når man kommer tæt på. Den er ihvertfald anderledes og tjener sit formål – at lede gående og cyklister over kanalen. Den starter for enden af Nyhavn og munder ud på den anden side af kanalen ved noma. Da jeg allerede befandt mig på noma siden, gik jeg selvsagt først over Inderhavnsbroen efter mit besøg ved Copenhagen Contemporary.

Yoko Ono udstilling på Copenhagen Contemporary

Yoko Ono

Blandt udstillingerne på Papirsøen, er Yoko Ono med Wish Tree Garden i en udendørs installation, hvor du kan skrive dit højeste ønske på en lap papir og dernæst binde det fast på et af de opstillede træer.

Sæt dit ønske på et træ i Wish Tree Garden

Træerne er som en del af Yoko Onos koncept, lokale træer som vi normalt ville se i den danske natur. Der er syren, æble, birk og bøgetræer imellem de træer, du kan sætte dit ønske på. Når udstillingen er slut bliver alle ønsker sendt til Island og begravet ved en søjle af lys til minde om John Lennon.

Pettersen og Hein på Copenhagen Contemporary

Pettersen og Hein

Hvis vejret er til det, er der rig mulighed for at nyde omgivelserne på Papirsøen omkring en af de tretten betonbænke, Pettersen og Hein har skabt til udstillingen. Alle tretten bænke har den samme form eller samme design, for de to kunstnere skaber med både kunst og design som fokus omdrejningspunkt.

Indfarvet beton af Pettersen og Hein

Da Pettersen er kunstner og Hein er møbeldesigner, er det en del af deres varemærke. Hver bænk har dog alligevel fået sit eget særpræg via forskellig indfarvning i betonen.

Bruce Nauman på Copenhagen Contemporary

Bruce Nauman

Som en del af Bruce Nauman installationerne er Green Light Corridor – en ganske smal gennemgang med friske grønne neon belyste vægge. Du opfordres til at tage en tur igennem installationen, der nok vil få lidt følelser og hjertebanken frem i de fleste. Der er ikke tale om, at gå igennem installationen, men nærmere kante sig igennem eller sådan trække sig ind til en mini-udgave af sig selv og så ellers komme igennem på bedste beskub. Gennemgangen er ret smal. Ubehaget startede for mig først i midten, hvor det gik op for mig, at jeg egentlig gerne ville ud, men nu havde lige langt tilbage som frem.

Der er en hel række andre værker af Bruce Nauman, bl.a. Good Boy Bad Boy, der er ganske underholdende at overvære. Ligesom flere af hans andre værker er ret humoristiske.

Ragnar Kjartansson på Copenhagen Contemporary

Ragnar Kjartansson

Den islandske kunstner Ragnar Kjartansson viser også både humor, uhygge og finuligheder med sine installationer. Flere af hans værker undersøger og leger med gentagelser. Der er scenen med en kvinde der svømmer i en lille rektangulær pool imens hendes hun løber fra den ene ende til den anden og gør hende ind i hovedet. Det kunne have været en scene i indtil flere film fra 50’ernes og 60’ernes Miami, og have skabt en fantastisk scene. Der er også de ret uhyggelige små piger, der leger i parken ved en bygning og kunne være taget ud af en gyserfilm. Der er ikke noget uhyggeligt over scenen og det der sker, men selve stemningen er uhyggelig. Ligeså uhyggelig og fascinerende er det brændende hus, der opsluges af flammer, som en del af ni værker, der udstilles under navnet: Scenes from Western Culture.

A lot of Sorrow med The National

Der er også mulighed for at se og høre den legendariske MoMa PS1 livekoncert på 6 timer og 9 minutter med A lot of Sorrow af The National på repeat. Den er indtil flere besøg værd alene for at se den transformation, der foregår undervejs. Transformationen er ikke vild og intens, men den er til stede i mange små detaljer og den er spændende at observere undervejs.

Læs også om The National projektet A lot of Sorrow i denne blog artikel, der kun handler om det projekt.

Copenhagen Contemporary på Papirsøen

Om udstillingen

Installationerne på Copenhagen Contemporary er spændende og bestemt et besøg værd. Udenfor er de installationer, der kan benyttes aktivt som bænkene af Pettersen og Hein samt Yoko Onos Wish Tree Garden. Inde i bygningen finder du i denne første udstilling primært videokunst. Og det er spændende, men samtidig bliver det også let overvældende. Jeg vil derfor foreslå flere besøg på museet, så der er tid til at opleve alle værkerne og måske dvæle ved dem, der vækker mest interesse, eller ubehag om man vil.

Pettersen og Hein samt Yoko Ono kan opleves til 31/12 2017
Ragnar Kjartansson kan opleves frem til 5/2 2017
Bruce Nauman kan opleves til 22/12 2016

20
sep

farverige danskere – Marie Gudme Leth

farverige danskere - Marie Gudme Leth

Marie Gudme Leth fandt sin store passion indenfor tekstiltryk og udviklede igennem livet sine grafiske tryk. Fra en naiv og enkel stil, blev hendes tryk mere komplekse, detaljerede og farvemæssigt udfordrende. Hun var en sand pioner.

Designmuseum Danmark har henover sommeren vist flere af Marie Gudme Leths smukke tekstiltryk. At se så mange af hendes tryk samlet, gør det lettere at fornemme de forskellige perioder, der har præget hendes arbejde. Samtidig må man unægteligt lade sig bjergtage af hendes åbenlyst talent og evne til at flytte sig kreativt, for at passe ind i tiden – måske i flere tilfælde ligefrem være forud for sin tid.

Marie Gudme Leth tryk på Designmuseum Danmark

Hun var enormt stærk i sine grafiske tegneteknikker, men også i sin evne til at blande farver til sine tryk. De grafiske linier i hendes tryk var til en start ret enkle og naive som var det et vektorbaseret ikon, der blev trykt på tekstilerne. Også farverne var enkle og holdt i blot 1 farve: blå, brun eller grøn.

Marie Gudme Leth med tidlige tryk

Ligesom vi ser grafikere og designere miste rettigheden til deres eget arbejde eller navn i dag, mistede Marie Gudme Leth også retten til at bruge egne design, mønstre og farveblandinger i et par år. Da hun forlod posten som formand i Dansk Kattuntryk, mistede hun sine kunstneriske rettigheder for en 3-årig periode. Men hun fortsatte sit arbejde og startede sit eget værksted.

Marie Gudme Leth med mere komplekse tryk

Både hendes naive tryk og naive grafiske vektor-agtige ikon-stil, men også de mere komplekse og farverige udtryk i de senere tryk, fungerer fint i dag. Det er meget tidløse design og dog har hun helt bestemt været så fremsynet i sin stil, at hun har arbejdet både farvemæssigt og stilmæssigt udover sin egen tidsalder. Med udstillinger ved flere verdensudstillinger har hun vist sit åbenlyse talent. En ganske anselig del af talentet er naturligvis hendes tegneteknik, men i væsentlig grad også hendes evne til at arbejde med farver.

Marie Gudme Leth blev født i 1895 og døde i 1997. Hun levede altså et langt, dedikeret liv med tekstiltryk som sin store passion. Som det fremgår af eksemplerne på Designmuseum Danmark, er hendes evner til at udvikle og sammensætte farver så gode, at mange af hendes tryk fungerer fint også i dag. Tag de let karry-brændte farver fra hendes indiske tryk, men også æblerne, der ses til højre i fotografiet ovenfor. Det er farver, der fungerer fint til vores designstil i dag.

Du kan se Marie Gudme Leth udstillingen på Designmuseum Danmark frem til 25. september.

15
sep

ét begreb sammenfatter David Bowie

David Bowie var kunst

David Bowies død var i nyhederne tidligt den morgen han døde. Vi skulle til Spanien og havde ikke meget tid, alligevel fandt vi os selv sidde og stirre tomt ud i rummet. David Bowie kan sammenfattes i et enkelt begreb; kunst.

Mit første møde med Bowie var igennem sci-fi filmen The Man who Fell to Earth. Jeg har nok været 12-13 år, for jeg kan huske, at jeg kunne nå op til voksenspejlet på badeværelset i det kollektiv, jeg voksede op i. Her prøvede jeg at forestille mig, hvordan jeg ville se ud uden øjenbryn og vipper.

Scenen fra The Man who Fell to Earth, hvor Bowie som Thomas Jerome Newton, står på badeværelset og skifter sit ham til rumvæsen, var på flere måder uhyggeligt og det satte dybe spor i mig. Det er voldsomme scener, hvor han tager de øjne ud, der dækker for hans alien øjne, tager sin brystvorter af og virker endnu mere uhyggelig. Scenen skræmte mig så meget, at jeg ikke interesserede mig for Bowie de næste mange år. Heller ikke hans musik. Udover selvfølgelig de hit, der var uundgåelige at høre i radioen og langt senere på natklubberne.

Det næste møde med David Bowie blev Merry Christmas Mr. Lawrence, hvor jeg forelskede mig lidt i David Bowie. Her finder du et klip fra Merry Christmas Mr. Lawrence på Youtube, der viser præcist hvorfor det er helt umuligt ikke at blive forelsket i Bowie i filmen. Det er et stort øjeblik, hvor han kysser sin undertrykker. Filmen er stadig en af mine yndlingsfilm.

Musikken er i øvrigt også ganske fantastisk i filmen. Den er komponeret af instruktøren Ryuichi Sakamoto, som du kan opleve med det gennemgående nummer i filmen i en klaverudgave her: (eller find den originale sound fra filmen her via youtube)

For mig gik mødet med David Bowie – eller introduktionen til ham og hans musik via hans film. Dernæst kom musikken mere og mere til at betyde noget. Men det er hans første film, der vakte min største afsky og min største interesse for ham som kunstner. Hele filmuniverset og teaterlivet, har præget hans stil og evne til at gå ind i forskellige karakterer og blive i dem, indtil han følte trang til at skifte karakter. Det er smukt! Nogle kan mene, det er falskt, for hvornår oplevede vi så den virkelige David Bowie? Måske i hans sidste album Black Star? Eller var det også en karakter? Uanset var han stilikon indenfor mode, design, kultur, musik….. han var indbegrebet af kunst.

Fredag aften er der David Bowie foredrag på Dokk1. Foredraget holdes af Jan Poulsen, der har skrevet bogen: David Bowie Starman 1947-2016.

13
sep

A lot of Sorrow med The National på CC

A lot of Sorrow med The NationalI øjeblikket kan du opleve The National med (A lot of) Sorrow i den legendariske film af Ragnar Kjartansson. Copenhagen Contemporary viser musikfilmen i sin fulde 6 timers længde som den blev optaget på MoMa PS1 en dag i maj 2013.

Helt præcist er musikfilmen A lot of Sorrow med The National 6 timer og 9 minutter lang og da det er en loop oplevelse udtænkt af den islandske kunstner Kjartansson, er det altså det samme musiknummer, der spilles igen og igen og igen og igen….og igen. Som Matt Berninger muntert siger inden første udgave af nummeret: “Tonight we will only do one encore” og så går han og bandet i gang med 99 gentagelser af nummeret, der varer cirka 3 1/2 minut. Sangens tema er helt banalt om kærestesorger, og derfor også et stykke musik vi alle kan forholde os til – føle til og genkende os selv i.

Undervejs går vi sammen med The National igennem tissepauser, strækøvelser, spas, spisning, men også en bevægelse iblandt det publikum, der kom ind for at overvære dele af eller måske hele koncerten. Flere gange kommer Ragnar selv på scenen for at servere lidt snacks, vin, øl og mad til bandet, ligesom han også på et tidspunkt hen imod slutningen, overtager et kamera og går på scenen for at filme.

The National gav i øvrigt koncert på Northside i 2014 og på Tinderbox i år. Deres bandnavn er lidt utaknemmeligt online, da det er et navn, der bruges til politiske partier o.lign. The Nationals musik er i den genre, der hedder indierock.

A lot of Sorrow har også sin egen hjemmeside – hvor en del af koncerten kan opleves. I starten ses Ragnar Kjartansson tape set listen fast til gulvet. Den siger sorrow, sorrow, sorrow, sorrow…. blandt publikum ses Stefan Sagmeister. Via hjemmesiden er det muligt at købe et limited edition boxsæt med 9 DVD’er af hele koncerten.

Se lidt af koncerten her fra en youtubekanal:

Bryce

Oplev Bryce Dessner få lyd ud af sine guitarer på flere forskellige måder, der skaber en ny lyd på nummeret. Der bruges plekter som man må forvente, violinbuer, gulvet etc. når han glider ind og ud af energi. I nogle udgaver af nummeret giver han den gas med en vild og energisk solo – af og til som om han overmandes af en lyst til at gå amok i et andet nummer. Et hvilket som helst andet nummer, men han er fanget i dette ene nummer og får det bedste ud af det trods ømme fingre, arme, ben og krop generelt.

Aaron

Oplev hvordan tvillingebror Aaron Dessner som en arbejdsmaskine bider smerte og træthed i sig og bringer en kontinuerlighed og præcision ind i nummeret. Kun hans blanke øjne afslører efter et par timer, at trætheden er massiv og alligevel bliver han ved og ved og ved som det faste element i nummeret. Han må have spillet hele natten efter koncerten som i en slags naturligt indgroet refleks.

Matt

Oplev Matt Berninger starte ret muntert, for så at indkapsle sig i en lukket tilstand uden kontakt til publikum og dernæst komme igennem tungsind og indlevelse og blive som ‘nyfødt’, når han begynder at lave lidt gag med sine band medlemmer og publikum. Undervejs sørger han for mad og drikke til publikum og sænker mikrofonen igen og igen, for at ændre kropsholdning. Også han er det konstant faste holdepunkt, der endda vil give et ekstra nummer, fordi han kommer til at hoste i en af gentagelserne.

Bryan

Oplev Bryan Devendorf gå ind i en trance tilstand med sine trommer, for dette nummer har måske ikke vilde trommesoloer, men det er et krævende nummer at spille i 6 timer, når man sidder ved trommerne. Han gennemgår strækøvelser, svedbånd, pandebånd og både vand, coronaer og mad undervejs. På et tidspunkt holder han lidt pauser, men pludselig virker han som ovre koncertens vildeste etape og så kører han som en maskine frem mod slutningen.

Scott

Oplev også hans bror Scott Devendorf, der i ret tilbagetrukket og cool stil leverer varen igennem hele koncerten. Hans træthed ses mest ved, at han et par gange undervejs sætter sig ned på hug og spiller et nummer eller to og så er han tilbage i sin fulde højde kort tid derefter. Det gør ham også lidt anonym på scenen, fordi han ikke kaster med kroppen i en vild solo eller på anden lader sig mærke med den store belastning.

Sorrow found me when I was young
Sorrow waited, sorrow won
….

Bio aften i CC

Copenhagen Contemporary har planer om måske at invitere til filmaften, hvor gæsterne inviteres til at sidde de 6 timer igennem fra start til slut. Det kan kun blive en fed aften med klapsalver og fællessang og op og nedture, grin og måske også lidt smerte af at sidde ned. Hvis det lykkes at få stablet på benene, kan du følge deres facebook side for mere info.

Det er ikke lige til at regne ud, hvornår du skal komme forbi udstillingen, for at se slutningen, for en del af aftalen med Ragnar er, at filmen skal køre uafbrudt, så man netop har svært ved at regne ud, hvornår den starter og stopper. Rygter siger, at da filmen blev vist i New York forsøgte folk at time deres indflyvninger til byen, så de kunne komme forbi og se slutningen.

Selv nåede jeg ikke at få slutningen med på Copenhagen Contemporary, men jeg var pokkers tæt på. CC lukkede lige inden de sidste numre. Jeg så den dog over 2 dage, så jeg fik starten den ene dag og næsten slutningen den følgende dag. Men det passer mig egentlig fint, at jeg stadig har slutningen til gode. Det er som om magien stadig lever lidt på den måde. Og jeg er sådan set heller ikke blevet træt af sangen endnu, men jeg har den heller ikke på repeat.

Hints til filmen

Her får du et par hints til The National filmen:
– når du ser Stefan Sagmeister blandt publikum, så er der et godt stykke vej endnu
– imod slutningen deler Berninger hvidvin og glas ud til publikum og drikker selv rødvin
– fyren med det sort/grå krøllede hår ved scenekanten er med hele vejen
– undervejs spiser bandet den mexicanske street food delikatesse elotes
– Ragnar Kjartanssons playliste kan virke forvirrende ift hvor langt de er nået
– efter 2 timer er trætheden lettere at spore end efter 5

 

Du kan opleve Ragnar Kjartansson projektet Sorrow med The National frem til 5. februar 2017.

06
sep

freak show eller kunstnerisk frihed?

Mapplethorpe og Grayson i freak show2 store kunstnere udstiller i øjeblikket en hel del mere end deres kunst på aros. De udstiller også store dele af et liv, de fleste af os nok ville gøre alt for at holde hemmeligt. Er det deres vej til kunstnerisk frihed eller er det et freak show?

Måske kan det være svært at adskille arbejdslivet og privatlivet, når man er kunstner. Ikke sådan i det praktiske med, at alle timer skal faktureres og sådan, men måske kan det være svært at fortolke temaer, følelser og holdninger, uden samtidig at komme helt tæt på sig selv og sine egne holdninger, følelser og temaer? Kunst er vel en gengivelse eller fortolkning af noget, der vækkes i kunstneren.

Udstillingerne On the Edge og Hold your Beliefs Lightly, viser fortolkninger, temaer og følelser vi alle kan forholde os til – og dog. De viser nemlig også to kunstnere, der bruger deres hemmeligheder aktivt i kunsten.

Den ene er amerikaner, den anden er brite – den ene fotograf/smykkedesigner/illustrator, den anden keramiker/skulptør/illustrator/tv-kendis – den ene homoseksuel og sadomasochist, den anden familiefar og transvestit. De to kunstnere viser deres kunstværker, men også deres hemmeligheder. De to herrer er Robert Mapplethorpe og Grayson Perry.

Smukke fotografier af Mapplethorpe

Robert Mapplethorpe

Fotoudstillingen On the Edge med værker af amerikanske Robert Mapplethorpe, viser 182 fotografier i forskellige temaer. Overordnet for hans fotografier er en dyb forståelse for form, krop, lys/skygge og det sort/hvide format. Udstillingen rummer dog også et par blomsterfotografier i farver – bl.a. fotoet nedenfor, der er så utrolig smukt og betagende på samme tid. Det er et af mine absolutte farve favoritter på udstillingen, fordi det rummer ALT hvad et godt og stemningsfuldt fotografi skal indeholde af farver, komposition, stemning, elementer, lys og skygge…..det er bare smukt. Med hele 182 fotografier på udstillingen, er der godt grundlag for, at alle kan findes deres favoritter. Om de så hører til i freak show kategorien eller i de mere klassiske fotografier.

Det amerikanske museum LACMA i Los Angeles viste indtil for nylig en udstilling af Robert Mapplethorpe fotografier under titlen The Perfect Medium – se indlejret instagram post fra LACMA instagramprofil nedenfor. Her ses flere af hans farvefotografier, der samtidig også viser en fin grafisk sans og forståelse for grafiske snit og farver.

Smukt og smerteligt

Lige så smukt og bevægende roligt, fotografiet med tulipanerne er, ligeså dystert og uhyggeligt er et af Mapplethorpes S&M fotografier fra X serien. Mapplethorpe var en mester til lys/skygge forhold i sine fotografier, men også i livet og i både mytologiens og den religiøse verden, der ofte udgøres af den gode og den onde – englen og djævelen. På den måde bliver Mapplethorpes gudesmukke fotografier af græske statuer, smukke og atletiske menneskekroppe og yndige blomster sat i skarp kontrast til de både hårde, ubekvemme og smertefulde S&M fotografier.

Flere af fotografierne fra X serien er ubehagelige og fascinerende på samme tid. Især har jeg svært ved at forlige mig med selvportrættet af Mapplethorpe som djævel med hale stikkende ud af hans nøgne underkrop og et ansigt, der formidler smerte og ubehag. Og sådan er der flere fotografier på udstillingen, der får mig til at gispe. Ikke mindst HBO dokumentaren Look at the Picture, der viser et indblik i, hvor meget Mapplethorpe ofrede for sin kunst og for at blive rig, kendt og anerkendt. Men mon ikke også han nød en del af vejen dertil, trods alt? Han oplevede kunstnerisk frihed bl.a. i kraft af tiden og de kredse han kom i. Men mange har tænkt – og tænker nok stadig – at især X serien er et veldokumenteret freak show.

Grayson Perry på aros

Grayson Perry

Den engelske multikunstner Grayson Perry, er udover at være keramiker, skulptør og illustrator, samtidig transvestit eller cross-dresser som det også kaldes. Hans anden persona hedder Claire, og hun er ikke henvist til privatlivet, men bruges aktivt i Graysons offentlige liv. Således var det Claire der bød velkommen til åbningen af udstillingen på aros, og hun var iført masser af make-up og var ganske farverig.

Hun var et lille stykke freak show, og var mere spektakulær end klassisk flot, og dét kan meget vel være et stort kompliment for Claire, der gerne skiller sig ud fra mængden. Det til en grad, der af og til kan være forbundet med smerte, da et par af kjolerne ifølge Grayson, ligefrem gør ondt at bære. I udstillingen vises flere af de designer-kjoler, Claire bærer til store galla- og prisfester – bl.a. BAFTA. Kjolerne er designet af studerende på en designskole i London, hvor Grayson Perry stiller dem designopgaver til Claire som en del af deres uddannelse.

Grayson Perry og Claire design

Claire kunne såmænd ligeså godt have levet i det skjulte som en hemmelighed for offentligheden, men Grayson har i stedet valgt at bruge hende aktivt i sit liv. Og på den måde bliver hun til en slags muse eller katalysator for kunsten. Hun inddrages i flere af værkerne – bl.a. ses hun i flere keramikkrukker og på mange skitsetegninger.

Men også barndommens fortrolige og trofaste ven for Grayson, bliver en del af kunsten i flere tilfælde. Det er bamsen Alan Measels, der sågar har fået en motorcykel-helligdom til at blive transporteret rundt i og en kæmpekuffert doneret fra Louis Vuitton.

Hvor Mapplethorpe brugte sig selv som objekt og metode til at dokumentere S/M miljøet, virker det som om, Grayson bruger Claire som den offentlige og udadvendte persona, der kan undslippe stivheden fra et akavet pressemøde eller ved store events. Det er måske helt forståeligt, selvom der nok er flere, der vil mene, det er et ganske omfattende omend veldesignet freak show.

 

20
aug

farverige danskere – Ib Geertsen

Ib Geertsen - farverig dansker

Ib Geertsen er en af de farverige danskere, jeg vil gå tæt på i en ny serie om dansk, farverig kunst. Hans kunstværker er stadig aktuelle og viser en unik sans for form, farve og komposition i tidløse design. Han bøjer uskrevne farve regler.

Ib Geertsen er lige nu aktuel med en udstilling på GAK –  Gesellschaft für Aktuelle Kunst Bremen. Men som kunstner er han altid aktuel, fordi han som andre store danske kunstnere og designere formår at være tidløs i sit udtryk. Samtidig er han meget grafisk i den måde, han arbejder med form og farve. Et af hans absolutte kendetegn, er et kvadrat og en cirkel smeltet sammen til en karakteristiske dråbeform. En form der jo egentlig er utrolig let at kopiere, men måden Ib Geertsen sammensætter andre grafiske elementer og farver i sine værker, er helt speciel for ham. Det er også typisk for Geertsen at splitte elementerne op og sammensætte dem farvemæssigt til en karakteristisk komposition.

Når der arbejdes så karakteristisk med farver, er det unægteligt samtidig en stor cadeau til det omfattende arbejde og studie Johannes Itten har bragt til forståelse og brug af farver. Ib Geertsen viser med sin kunst, at han har forstået avanceret og avantgarde farveteori.

Farveregler

Vi har nok allesammen oplevet at blive underlagt farveregler, der på en eller anden måde tæmmer eller begrænser farvernes sammensætning i vores påklædning og boligindretning. Det er jo ikke mange år siden, de fleste var enige om, at pink og rød ikke var gode farver at kombinere. Men det går overordnet ret fint med de to farver i dag, hvor der er langt mere frihed til at arbejde med farver og udfordre farver.

Traditionelt set er vi i de nordiske lande mest til kølige og meget lyse toner og selvfølgelig også den sorte farve, der ville være tæt på et bud på en nationalfarve, hvis ikke det var for vores rød-hvide flagfarver. Vi er ikke kendte for at sammensætte vilde farver og nuancer, som vi ser det i Mexico, Indien og Asien. Og dog har vi et par danske kunstnere, der sætter vores farvesans på nye eventyr. Alligevel formår de at beholde en del af det nordiske udtryk. Ib Geertsen er én af en række danske kunstnere, der bøjer de uskrevne, men kendte regler for brug af farver. Alene hans brug af primær farverne rød, gul og blå i mange værker, er lidt aparte. Det er farver, der stikker i hver deres retning og derfor også rummer meget af forholde sig til. Der er disharmoni men dog en slags harmoni.

Ib Geertsen på GAK

Grafisk Ib Geertsen

Udover en interessant sans for at sammensætte farver, blev et af Ib Geertsens grafiske kendetegn en form der sammensmelter en cirkel og en firkant, så formen bliver som en dråbe. Sammensat med spændende farvekombinationer og i flere tilfælde også andre former, bliver det til meget interessante værker set med grafiske øjne. Ikke mindst fordi hans stramme former formår at blive arkitektoniske.


Hans dråbeform ses blandt andet i værket Kravleskulptur fra 1954, men også i flere af hans malerier, både på lærred og på husgavle som det ses i Brøndbyøster i et værkt fra 1991. På hjemmesiden KØS – Museum for kunst i det offentlig rum, ses flere af hans værker. Her bliver det også tydeligt, hvordan han brugte sin grundform til flere forskellige projekter som skulpturer og mobiler.

Ikonisk stil

Med en så karakteristisk og ikonisk stil, blev hans arbejde med farve og form Ib Geertsens brand eller varemærke. Netop fordi det er så ikonisk en stil, kan vi kende og genkende hans værker ret hurtigt. Andre kunstnere kan være lidt sværere at genkende, fordi de spreder sig over flere stilarter, udtryk, former og materialer. Hvis vi ser på en anden meget dygtig kunstner Olafur Elisasson, så kan det være lidt sværere at genkende hans værker. Han har arbejdet meget med farver, refleksion, spejle og former, men også med vand og damp. Han laver installationer og oplevelseskunst, men også skulpturer, collager og meget andet. Han er en anden type kunstner end Ib Geertsen. Ib Geertsen er stilmæssigt, en kunstner indenfor den konkrete kunst, hvor form, farve, bevægelse og linier er i fokus.

Bor du i Aarhus kan du i øvrigt se en Ib Geertsen mobile hænge ned fra loftet lige ved Borgerservice og bruger PC’erne på Dokk1.

Ib Geertsen udstiller på GAK Bremen

Mobiler på aros

I 2009 udstillede Ib Geertsen på aros under titlen Mobiler. Udstillingen viste en lang række af hans  farverige mobiler i mange formvariationer. På aros hjemmeside, kan du se nogle af de udstillede mobiler og læse om udstillingen. Egentlig startede Ib Geertsen med maleriet som udtryksform, men gik senere over til mobiler, som eksisterer i det fysiske rum med deres former og bevægelser på en helt anden måde end maleriet.

Ib Geertsen på GAK

Ib Geertsen blev født i København i 1919 og døde i 2009, hvor han havde udstilling på både aros i Aarhus, ligesom han udstillede i London samme år. Hans kunst fik en revival ved årtusindeskiftet og er stadig aktuel med et udtryk, der formår at være moderne og aktuel til enhver tid. Og nu udstilles forskellige Ib Geertsen værker så i Bremen på GAK. Gruppeudstillingen Das Loch (Hullet) med bl.a. danske Ib Geertsen værker vises på GAK i Bremen fra d. 20. august til 13. november.

Fotografierne i denne artikel er fra udstillingen på GAK – fotograferet af Tobias Hübel.