06
okt

Tine Hind udstiller i Pakhus 64

Tine Hind udstiller i Pakhus 64

Da jeg gik fra kærlighedsudstillingen Love Conquers All på aros, smuttede jeg også lige forbi Pakhus 64, hvor Tine Hind udstiller under titlen Navnløs Frygt. De to udstillinger står i dyb kontrast til hinanden og alligevel finder de sammen.

Efter at have tilbragt tid i selskab med de tre islandske kærlighedskunstnere fra The Icelandic Love Corporation, insisterede jeg på, at bringe kærlighed ind i alt. Også da jeg gik ind til udstillingen af Tine Hind i Pakhus 64. Og det var måske fint i tråd med hele tanken bag Tine Hinds arbejde. Når hun undersøger frygten som tema, er det ikke kun en henvisning til de frygtelige ting, der sker omkring os, men også en henvisning til den frygt vi hver især bærer som en indre vibration eller tone.

Med den tanke nåede jeg frem til, at kærlighed måske alligevel ikke kan overvinde alt. For nogle elsker kærlighed, men andre frygter den. Måske rummer vi alle et element af frygt, når det kommer til kærlighed, for kærligheden kræver, at vi er sårbare og tør føle den frygt, der følger med den. Frygten for at miste, frygten for at den ikke bliver gengældt og frygten for at den ikke slår til – at den ikke overvinder alt. Og måske også frygten for at blive vanvittige af netop kærligheden.

Fra udstillingen Navnløs Frygt

Navnløs Frygt, hedder udstillingen af Tine Hind i Pakhus 64. Udstillingen viser nogle af Tine Hinds akvareller, men også flere træsnit, hvor hun har eksperimenteret med spit bite teknikker. En teknik, hvor kunstneren påfører syre til kobberpladen undervejs i processen. En metode kan være at male med syre, men den kan også dryppes eller duppes på.

Udstillingen er inspireret af de kvindelige soldaters liv ved fronten under 2. verdenskrig i Rusland. Inspirationen kommer blandt andet fra Svetlana Aleksijevitjs bog ‘Krigen har ikke et kvindeligt ansigt’. Tine Hind kommenterer med sin udstilling på, at mennesket ikke er i centrum og foreslår at vores fremtid måske formes af andet end vores drømme.

Et Tine Hind spit-byte værk

Pakhus 64

Det lille kældergalleri på Frederiks Allé (Aarhus) udgør ret lækre rammer for Tine Hinds udstilling. Der er lavt til loftet, masser af rør, murene er krakkelerede og måske fyldt med skimmel, spindelvævet ville overtage rummet hvis ikke det blev holdt nede, de indviklede rørinstallationer fylder rummene og lugten er sådan lidt hengemt. På en regnvåd efterårsdag kan rummet og den sanselige oplevelse sagtens bruges til at understrege et element af frygt. Uden at man helt kan sætte navn på, hvor den kommer fra, men måske er det en kombination af lugten, det visuelle, det mørke og det gamle, klamme. Og alligevel har jeg lyst til at gå tilbage, for at få lugten med igen. Måske minder det mig om min barndom på en bindingsværksgård i 4 længer med stråtag og fugt. Det er en lugt af våd kalk, mug og edderkopper.

Tine Hind udstilling af akvareller

I galleriet får de mange indtryk alligevel sanserne til at fokusere på kunsten. Det er som om sanserne bliver vakt til en mere vågen tilstand, hvor de suger farve, indtryk og motiver til sig på en mere intens måde. Det ville være en anden oplevelse på et galleri med store, hvide vægge og højt til loftet. Ikke nødvendigvis en mindre intens oplevelse – det ville blot være en anden måde at præsentere kunsten på. Måske får lokalerne alligevel udstillingen til at virke mere jordnær og tilgængelig. Det bliver til et emne, der også er aktuelt for betragteren, der kan identificere sig med kunst og emne.

Udstillingen Navnløs Frygt kan opleves i Pakhus 64 på udvalgte dage frem til 15. oktober.
Torsdag-fredag kl 13-17 og lørdag kl. 11-16.

15
sep

ét begreb sammenfatter David Bowie

David Bowie var kunst

David Bowies død var i nyhederne tidligt den morgen han døde. Vi skulle til Spanien og havde ikke meget tid, alligevel fandt vi os selv sidde og stirre tomt ud i rummet. David Bowie kan sammenfattes i et enkelt begreb; kunst.

Mit første møde med Bowie var igennem sci-fi filmen The Man who Fell to Earth. Jeg har nok været 12-13 år, for jeg kan huske, at jeg kunne nå op til voksenspejlet på badeværelset i det kollektiv, jeg voksede op i. Her prøvede jeg at forestille mig, hvordan jeg ville se ud uden øjenbryn og vipper.

Scenen fra The Man who Fell to Earth, hvor Bowie som Thomas Jerome Newton, står på badeværelset og skifter sit ham til rumvæsen, var på flere måder uhyggeligt og det satte dybe spor i mig. Det er voldsomme scener, hvor han tager de øjne ud, der dækker for hans alien øjne, tager sin brystvorter af og virker endnu mere uhyggelig. Scenen skræmte mig så meget, at jeg ikke interesserede mig for Bowie de næste mange år. Heller ikke hans musik. Udover selvfølgelig de hit, der var uundgåelige at høre i radioen og langt senere på natklubberne.

Det næste møde med David Bowie blev Merry Christmas Mr. Lawrence, hvor jeg forelskede mig lidt i David Bowie. Her finder du et klip fra Merry Christmas Mr. Lawrence på Youtube, der viser præcist hvorfor det er helt umuligt ikke at blive forelsket i Bowie i filmen. Det er et stort øjeblik, hvor han kysser sin undertrykker. Filmen er stadig en af mine yndlingsfilm.

Musikken er i øvrigt også ganske fantastisk i filmen. Den er komponeret af instruktøren Ryuichi Sakamoto, som du kan opleve med det gennemgående nummer i filmen i en klaverudgave her: (eller find den originale sound fra filmen her via youtube)

For mig gik mødet med David Bowie – eller introduktionen til ham og hans musik via hans film. Dernæst kom musikken mere og mere til at betyde noget. Men det er hans første film, der vakte min største afsky og min største interesse for ham som kunstner. Hele filmuniverset og teaterlivet, har præget hans stil og evne til at gå ind i forskellige karakterer og blive i dem, indtil han følte trang til at skifte karakter. Det er smukt! Nogle kan mene, det er falskt, for hvornår oplevede vi så den virkelige David Bowie? Måske i hans sidste album Black Star? Eller var det også en karakter? Uanset var han stilikon indenfor mode, design, kultur, musik….. han var indbegrebet af kunst.

Fredag aften er der David Bowie foredrag på Dokk1. Foredraget holdes af Jan Poulsen, der har skrevet bogen: David Bowie Starman 1947-2016.

20
jul

LIGHTS var ikke det jeg troede

Lights - et lydprojektI festugen sidste år havde jeg en ganske ubehagelig lydoplevelse og selvom der snart er gået et år, kan jeg stadig genkalde den klaustrofobiske og ubehagelige stemning lydprojektet skabte. Ikke kun hos mig, men hos flere af de fremmødte. Og vi kunne ikke slippe væk!

Midt i festugen sidste år, gik jeg på Dokk1 for at hente en reserveret bog på biblioteket. På vej hen til bogreolerne, gik jeg forbi en kø af mennesker ved indgangen til forestillingen Lights. Hvad det præcist var, og hvad det indebar, vidste jeg ikke, men tænkte ‘carpe diem’ stillede mig i kø og gik snart ind for at finde en plads i det mørke lokale.

Jeg gjorde mig en masse tanker om, hvad der ventede alene ud fra titlen på forestillingen. Lights der jo var temaet på festugen i 2015: Lys – mere lys, lyder som en sanselig oplevelse. Var det mon farvet lys, et lyshav eller et lysfænomen?

Låste døre

På en lille scene sad en række musikere klædt i sort og kun ganske svagt oplyst af få spots. Der blev hurtigt stille i lokalet og lyset blev slukket. Vi blev budt velkommen og der kom en info om, at forestillingen godt kunne være lidt intens, og derfor ikke egnede sig til mindre børn. Hvorpå et par forældre med mindre børn rejste sig og gik.

Dernæst blev vi informeret om, at forestillingen ville tage 20 minutter, hvor det ikke ville være muligt at forlade lokalet undervejs, fordi forestillingens lyd skulle optages til senere udgivelse.

Uroen begyndte at melde sig hos mig, men jeg slog det hen, fordi en intens oplevelse for mig også beskriver en oplevelse, der fanger mig i nærvær og sætter mine sanser i spil.

Forstørret lyd

Og det skulle også snart vise sig at holde stik! Jeg tror, jeg forstår, hvordan dyr oplever lyd nu; når dyrenes høresans er så udvidet, at de hører alting forstørret i sammenligning med mennesket. Og jeg forstår, at lyd kan gøre ondt, når lyden sætter vibrationer i gang i øret som er nye. For måske er det faktisk, det der sker? Lydbølgerne i projektet Lights er anderledes end noget jeg har oplevet før.

Forestillingen Lights komponeret af Niels Lyhne Løkkegaard og Jakob Kirkegaard, blev fremført af Aarhus Jazz Orchestra i Store Sal på Dokk1 lørdag d. 29. august. Det var en forestilling, der skulle give en ny kropslig oplevelse af lys og lyd, læste jeg efterfølgende. Lysoplevelsen var ikke den største.

Lydene der blev brugt i forestillingen, findes i Store Sal i forvejen eller er inspireret af lyde optaget i rummet. En metode flere musikere bruger til inspiration eller som elementer i musikken – f.eks brugte Efterklang på deres sidste album Piramida, lydoptagelser fra et nedlagt mineområde på Svalbard. Det skabte en karakteristisk lyd på albummet, der fungerer smukt.

 

En rejse i smerte

I Dokk1 blev rummets naturlige lyd forstørret med brug af instrumenter. Og her begyndte en rejse i smerte for mig og for dele af publikum. Da de 13 musikere havde slået triangler an i omkring 5 minutter, blev lyden til smerte. Jeg forsøgte, at give mig hen til det, i håbet om at smerten ville fortage sig og blive til en form for vibration, der ville skabe en tilstand af trance i mine ører. Det skete ikke. I stedet gjorde det mere og mere ondt.

Flere sad meget tidligt med fingre stukket i ørerne som ørepropper, nogle fik kram og omfavnelse af deres partnere, flere unge måtte gemme sig i favnen på deres forældre – der var tale om generel lidelse. Men der var også flere stående ovationer, da musikken endelig tonede ud. Samtidig rev en af de unge blandt publikum sine fingre ud af ørerne, stormede mod døren og flåede den op for at komme ud. Hun havde ikke nydt oplevelsen. En anden sagde højt: “Det er for galt, det her!” Så det var en forestilling, der satte noget i gang. Jeg var lidt ør og øm efter oplevelsen.

Her har jeg fundet et kort klip fra Lights:

Lights var for mig et interessant møde, jeg aldrig har lyst til at gentage. En interessant tanke er dog, hvor meget vi bliver påvirket subtilt, af de lyde der findes i rum, som det vi sad i. Gør det os trætte?

Lights – et lydovergreb

Da jeg gik fra Dokk1 den eftermiddag sidste år, susede en ambulance med sirene forbi mig på gaden. Jeg ænsede den nærmest ikke – lyden var ikke gennemtrængende eller skinger, i forhold til hvad jeg netop havde overværet. Det var som om min høresans var bedøvet i en form for forsvarsposition. Min høresans havde været udsat for et lydovergreb. Resten af aftenen tilbragte jeg i stilhed i naturens lyde.

08
mar

Robert Mapplethorpe kommer til aros

Robert Mapplethorpe udstilles på aros kunstmuseum

I år bliver et spændende år på ARoS Kunstmuseum set med fotografiske øjne. Der inviteres til ‘Årets Pressefoto’ som vanligt i marts/april, men vi får også en udstilling med fantastisk talentfulde Robert Mapplethorpe.

Det gode portrætfotografi formår at fascinere, men samtidig fryser det en privat og ofte afslørende stemning. En sindsstemning, der fortæller mere end ord igennem den visuelle sans.

Vi kan vælge at sætte appelsiiiiin-smilet på, når vi sidder foran kameraet og dermed bevare vores sjæl. Men vi kan også vælge, at vise vores sjæl. At indfange den og fastfryse den i det helt rette øjeblik, er få fotografer forundt. Robert Mapplethorpe var en sådan fotograf. Han var selv et meget introvert menneske, og kun få, hvis nogen overhovedet, fik et indblik i hans indre væsen.

Blue Star

Du kan roligt sætte, ikke et kryds, men en stjerne – en blue star – i din kalender d. 17. juni, hvor udstillingen åbner på aros. Den blå stjerne udgjorde en fælles reference imellem Mapplethorpe og hans livs store kærlighed, Patti Smith. De to oplevede meget sammen og havde igennem hele Mapplethorpes liv, et stærkt knyttet bånd af kærlighed. Også da Mapplethorpe senere sprang ud som homoseksuel.

Robert Mapplethorpe kommer til aros

Myten om talentet

Vi har ofte en overbevisning om, at kunstnere er begavet med et specielt talent eller har fået en særlig gave med sig i livet, fra naturens hånd. Robert Mapplethorpe er beviset på, at kunstnere ofte strider, slæber og slider for at nå frem til deres udtryk. Han er om nogen et eksempel på, at dedikation til sit udtryk, kan kræve hårdt arbejde, transformation og konstant søgen. Indtil vi måske endelig giver efter for det åbenlyse og lader kreativiteten føre os.

Mapplethorpe måtte gennemgå et hårdt liv med stoffer, sult og stred samtidig for at finde sit udtryk og sin stil i sine kreative projekter. I starten var det smykker og senere blev det collager, folde-udbøger og endelig fotografiet. Undervejs forsørgede han sig bl.a. som trækkerdreng og ved hjælp af hans konstante støtte Patti Smith. Hun hjalp ham, når han havde det svært. Han hjalp hende, når hun havde det svært. Det var en del af deres pagt med ‘blue star’.

I år viser aros nogle af hans fantastiske fotografier på en udstilling, der løber fra sommer til efterår.

Lødig, lækker og ‘likeable’, er tre ret sigende ord, man kunne sætte på fotografen Robert Mapplethorpe. Han var en af få fotografer, der gerne satte sig selv foran linsen, for at indgå i et portræt. Gerne sammen med sit livs kærlighed, Patti Smith.

Just Kids

Hvis du vil bag om Robert Mapplethorpe og vide mere om hans liv, talent og kreativitet, kan jeg varmt anbefale den fremragende bog ‘Just Kids’ af Patti Smith. Bogen fortæller om deres liv sammen på Chelsea Hotel og om kampen for at bevare sig selv, kærligheden og troen på sit talent. Den formår at smide småborgerligheden på porten og give et indblik i et dedikeret liv, drevet af kreativitet og frihed.

Her kan du måske genkende nogle af de kendisser, der har boet på Chelsea Hotel, som på det tidspunkt fungerede som et kreativt kunstnerkollektiv. Der var kendisser på hotellet konstant og kreativiteten blomstrede i et dynamisk flow imens verden udenfor mistede flere og flere kreative: Jimi Hendrix, Janis Joplin, Jim Morrison.

Der kommer i øvrigt også en filmatisering af Robert Mapplethorpes liv i nær fremtid. Og lad os så håbe, at Hollywood ikke kvæler en fremragende historie med ligegyldig dialog og misforstået bornerthed. Instruktøren er Ondi Timoner, der også er instruktør på Brand, a second coming.
Personligt havde jeg gerne set Anton Corbijn på den plads.

Udstillingen

Mapplethorpes portrætter er legendariske og jeg glæder mig enormt til at komme helt tæt på dem, når aros åbner udstillingen. Det bliver en af de udstillinger, jeg kommer til at nyde igen og igen og igen igennem de måneder den besøger aros kunstmuseum.

Udstillingen på aros kunstmuseum vises fra d. 17. juni til d. 30. oktober.

Årets pressefoto

Men der bliver selvfølgelig også i år, plads til at vise Årets Pressefotos på aros. Årets Pressefoto vises 17. marts – 17. april.

08
feb

Lady og Vagabonden gør det. Gør du?

Dessert tapas fra El Túnel

Lady og Vagabonden gjorde det – de delte maden med hinanden i romantiske omgivelser til italiensk musik og hjertevarme. Ikke et øje var tørt. Men hvad med dig – deler du gerne din mad med andre? Måske er vi bare ikke en del af en dele-kultur, men mere en dit-og-mit kultur, hvor vores ejendomme og mad er tydeligt opdelt ved skel. Og tapas deles jo heller ikke med vildt fremmede, men med bekendte, venner eller familie.

Tapas og delemad

Spanien byder med deres tapas menuer op til et sanseligt bord fyldt af delemad. De fleste spanske gastrobarer har samlede tapasmenuer på spisekortet, der består af 3-7 (eller flere) tapas i en bestemt rækkefølge. Gastrobarerne har også som de fleste andre restauranter og køkkener, en menu af tapasretter, du selv kan sammensætte dit måltid udfra.

Hele ideen med at dele, er fjern for vores kultur. Vi har vores hus, vores lejlighed, vores bil etc. Selvom de online trends som Couchsurfing og AirBnB måske nok har rykket lidt ved vores intimsfære, så er vi langt fra de sydlige egne med meze, tapas og antipasto, der inviterer til at dele og spise med fingrene. Her i Danmark får vi hver vores afgrænsede tallerken med mad som traditionen byder. Det får vi også, når vi bestiller tapas som det f.eks. er tilfældet på vinbaren Pica Pica i Aarhus – der i øvrigt serverer rigtig gode tapas-lækkerier til lækre spanske vine o.a. Og hver tilgang har da sin charme. Måske er der nogle personer, vi slet ikke har lyst til at dele mad med?

Og måske er vores julefrokoster med tag-selv-bord og smørrebrød med 20 forskellige pålæg i virkeligheden ret tæt på tapas-tanken. Omend vores mad ligger en del tungere i kroppen end den spanske.

Tapas anbefalinger

Her får du nogle af de bedste spiseoplevelser fra en kort rundrejse langs Costa Brava kysten i Spanien:

I smukke og frodige Santander, der lidt er en afstikker fra Costa Brava kysten, byder ‘Casimira Cosas de Picar‘ (her via Tripadvisor) på udsøgte, lokale tapas lækkerier lige fra lokal chorizo, lokale oste og den lokale likør ‘Crema de Orujo‘. Den har en virkelig lækker kaffe, cremet smag men smager som hvis du selv havde bikset en god kaffelikør sammen i køkkenet = frisk, lækker, cremet, nylavet og mmmmm.

La Cova Fumada – Barcelona

Barcelona har mange udsøgte tapasbarer, men prøv især disse:
La Cova Fumada‘ er en autentisk tapasbar i det gamle kvarter i Barcelona. Her får du god og autentisk tapas i et lille, intimt og meget besøgt køkken. Du er velkommen til at træde hen til køkkenet, hvor du kan se med, når der bliver vendt både sprøde artiskokker, blæksprutter og sardiner på grillen. Hver menu starter med ‘La Bomba’, som er en slags kartoffelbolle af bl.a. kartoffelmos. Den smager fantastisk.

Gata Mala – Barcelona

– er en anden lækker, lille sag i bydelen Grácia (Barcelona), hvor du får autentisk, billig og rigtig lækre tapas. Det kan være svært at få pladser på alle de omtalte steder, så sørg for enten at være forberedt på ventetid, eller bestil plads på forhånd. De fleste steder har flere spisetider, så man kan vælge den tidlige eller den sene tid. Gata Mala (tripadvisor) er hektisk, ung og perfekt til en aften med drinks, hygge og snik-snak. Der er ikke stille på Gata Mala, så forbered dig på en aften fuld af udadvendte og imødekommende mennesker. Det kan kun blive skønt. Ofte får du tapas hver gang du bestiller drinks.

Prøv i øvrigt også Resolis i Barcelona, som er både hyggelig, livlig og har lækre tapas-retter.

El Túnel – Xátiva

Det var i Xátiva nær Valencia, jeg næsten besvimede, da jeg indtog den bedste Baklava, jeg nogensinde har smagt. Restaurante El Túnel ser lukket ud udefra, men bare ring på døren, og vent. Du bliver lukket ind. I øvrigt er restauranten også værd at besøge for en god gang ‘rice’ som paella kaldes i Spanien. Der er både den traditionelle paella med kylling og hare, men også en med svampe og grisetæer til de modige. Og så er der helt udsøgte tapas – ikke mindst en dessert-tapas-tallerken hvor før omtalte baclava indgår. Den BØR du prøve. Se øverste introbillede til dette blogindlæg, der byder på baklava, brownie og cheesecake. Cheesecakes er i øvrigt også ganske udsøgt i Spanien.

Xef Pirata – Altea

I lille, smukke og atmosfæriske Altea anbefalede ejerne af Hotel Abajo, den lokale gastrobar Xef Pirata. Det var en førsteklasse anbefaling, og gastrobaren ligger da også nr. 3 på Tripadvisor listen over populære restaurantoplevelser i Altea. Kun slået af et konditori og en fransk restaurant. Xef Pirata bød på en rigtig god, hyggelig og virkelig lækker mad-oplevelse.

Piripi – Alicante

En sidste anbefaling går til Piripi i Alicante, der ikke kun er autentisk, men også hektisk, hyggelig og bare sådan et sted, hvor man kunne gå hen for at sidde i baren med et udsøgt glas vin og se på de friske fiskeretter og lækre ingredienser, der bliver serveret enten ved disken eller ved bordene i restauranten. Både vine og tapasretter fra Piripi er udsøgte og personalet er fantastiske med overskud og godt humør.

Lady og Vagabonden

Alle de nævnte steder er i øvrigt helt fantastiske til en Lady og Vagabonden romantisk oplevelse for 2, men også rigtig gode valg til større selskaber på 2-8 personer. Selvom I måske kommer alene for en oplevelse for 2, så er der de fleste af de nævnte steder god lejlighed til at falde i snak med andre gæster. Stederne er meget folkelige og I sidder tæt, så der er rig lejlighed til at dele oplevelser med andre – eller bare lukke sig inde og nyde tosomheden.
¡buen provecho!

10
jan

Rose Quartz og Serenity er årets PANTONE farver

Rose Quartz og Serenity

Årets farver fra PANTONE

Årets PANTONE farver på himlen
– består i år af 2 farver: Rose Quartz 13-1520 og Serenity 15-3919

2 farver vi i særdeleshed har set på himlen igennem morgensolens frembrud og under eftermiddagssolens forsvinden. Det er farver, vi ser ved solopgang og solnedgang, når de interagerer og integrerer på himlen i en smuk og beroligende farvepalette. Det er i særdeleshed to farver, der formår at give en ‘høj’ oplevelse på en behagelig og rolig måde. På introbilledet, til dette blogindlægget fra den lille by Puertecito i Mexico, ses Rose Quartz og Serenity i overgange på himlen imens hunden Coquetta jagter krabber, fugle etc på stranden og omkring en lokal, mexikansk familie der med net i hånden fanger fisk til sig selv på en helt enkel, inspirerende og bæredygtig måde. Fotografiet bringer mig lige tilbage til en tilstand af ro og troen på en verden, hvor der er nok til os alle – når bare vi tør være mådeholdne. Og det er en helt anden snak….

Men det er ikke kun under varme himmelstrøg, vi ser Rose Quartz og Serenity smelte sammen på himlen. Her i Danmark har vi været velsignet og heldige at opleve de to farver sammen rigtig mange gange fra september og frem. Så sent som i sidste uge var himlen ved solnedgang fyldt af de to farver, ligesom solnedgangen nedenfor fra Brighton Pier i England bød på farvepaletten i efteråret.

Brighton Pier ved solnedgang

Hvad formidler farverne?

Her vil jeg gå lidt dybere ind i de 2 farver, og se på, hvilken stemning de formidler. De to farver er de utilmative babyfarver til henholdsvis en lille dreng og en lille pige. Lyserød og lyseblå kunne vi også bare helt enkelt kalde farverne, selvom det ikke helt er de rette nuancer. De minder dog rigtig meget om de to farver og vi kender dem rigtig godt fra den inddeling, der igennem årtier har været i farver til babyer og småbørn. Ved man ikke hvad køn barnet er, kan man vælge mere neutrale farver til barselsgaver, der kan bruges af begge køn: grå, gul, orange, hvid, dyb rød etc.
På en måde kan vi påstå, at årets to farver fra PANTONE bygger bro imellem det maskuline og det feminine. Det samme gør sidste års PANTONE farve Marsala, der er en flot farve til både mænd og kvinder.

Men med disse to nye årets farver, er der også udtrykt en symbiose og et fællesskab fra PANTONE som ikke tidligere har eksisteret. De viser en dualitet. De to farver Rose Quartz og Serenity arbejder sammen, integrerer med hinanden og interagerer med hinanden. De smelter sammen i både naturen og i det materiale, PANTONE frigiver til branding af farverne. Da de også er blevet synonyme med babyfarver, kan vi også driste os til at kalde dem naive og måske ligefrem barnlige. I det barnlige og naive ligger også en forsigtig optimisme.

Jeg har talt med flere, der allerede har stærke associationer fra årets PANTONE farver, både geografisk men også tidsmæssigt: f.eks. geografiske steder, hvor et par stykker har nævnt, at de to farver minder dem om Miami og Florida i særdeleshed. Andre nævner de to farver som gensyn med et par kendte 80’er farver.

Herunder ses farverne på en sensommeraften ved Aarhus Ø med udsigt til industri og skibsfragt. Jeg er vild med de næsten cyborg-agtige kraner i samspil med de sarte, smukke og indbydende farver på himlen. Et kontrastfyldt perspektiv.

Industri Aarhus Ø og sensommerhimmel

Årets to farver fra PANTONERose Quartz og Serenity

Som PANTONE skriver om farverne, er det farver der, der omfavner vores behov for mindfullness. Rose Quartz der med sin sarte tone indbyder til empati og medfølelse, i samarbejde med Serenity, der indbyder til ro og balance.

Serenity er som navnet fortæller en nuance, der skaber en tilstand af ophøjet ro. Det er en tone, der har en god del både røde og blå toner i sig. En farve vi forbinder med havet og himlen.

Rose Quartz er en blid tone, vi kender fra krystal-verdenen, hvor stenen er kendt som en kærlighedssten. Den følger i øvrigt fint de seneste års modetendenser med ‘nude’ og lyse hudfarver.
Rose Quartz og Serenity skaber en balance imellem det varme og det kølige – det følsomme og det tænksomme – det nære og det distancerede – det bløde og det æteriske – det feminine og det maskuline – mennesket og universet.

Inspiration og .ase paletter

Her finder du farvekombinationer fra PANTONE med Rose Quartz og Serenity – .ase filer til import i din Adobe CC pakke. Du kan bruge dem til inspiration eller til at komme i gange med de to farver. Det er smag og behag, om du synes farverne kan stå alene, eller du vil kombinere toner fra paletterne, der kan få dit design i andre retninger.

Du kan også bare nyde farverne på himlen.

05
jan

en verden jeg kan tro på

Nordtegn af Joakim Eskildsen

Fotoudstilling

På Den Sorte Diamant kan du lige netop nå at besøge fotoudstillingen ‘En verden jeg kan tro på’, af Joakim Eskildsen. Udstillingen viser hans arbejde i proces, så vi får adgang til færdige fotografier og bøger, men også videooptagelser, lydspor, skitsebøger og kontaktark. De udstillede fotografier viser 7 temaer, i hver deres udstillings- og stemningsrum. En udstilling, der fortjener og kræver god tid til fordybelse – eller måske bare flere besøg.

En verden jeg kan tro på

Midt i en kaotisk, omskiftelig, voldsom, kontrastfyldt og for mange svær og ulykkelig tid, er det vigtigt at holde fast i og huske de lysglimt af glæde og håb, vi ser i det svære. ‘Jordforbindelse’ kunne vi kalde det – det gen eller den tilstand vi kan finde tilbage til, når der er allermest kaos omkring os i verden eller i vores eget liv. Det er den tilstand, der får os til, trods alt hvad der sker, at gå på arbejde, at kysse hinanden og at nyde solnedgangens smukke farver. Vi kunne kalde det et indblik i ‘en verden jeg kan tro på’ som Joakim Eskildsen kalder en serie af sine fotografier. Det er hans måde, at huske på det gode, det nære, det kærlige og det lyse. Uanset hvor han har fotograferet, og hvilke skæbner, han er stødt på, er der altid håb.

Udstillingens start byder ind til et dybrødt område, der viser en række af Joakim Eskildsens fotografier. Den røde farve skaber lidt dramatik og intensitet, men også varme. Men også et mere afdæmpet lokale i gråtoner, tilpasset vores mere kølige temperament til fotografierne Nordtegn – foto øverst. Nordtegn er et fotografisk værk, der viser det nordlige Europa – Norge, Skotland, Danmark, Sverige, Island og Færøerne igennem 65 sort/hvid fotografier. Bogen er udsolgt, men man er velkommen til at spørge Joakim Eskildsen via hans hjemmeside.

Roma Journeys af Joakim Eskildsen

Nedenfor ses coveret på fotobogenThe Roma Journeys, der rummer 274 fotografier af Joakim Eskildsen og tekst af Cia Rinne. De to har dokumenteret hverdagen hos romaer i 7 forskellige lande. Bogen er udgivet af Steidl i 2007 og 2009.

Fotobog af Joakim Eskildsen og Cia Rinne

Kontaktark

En hel væg er f.eks. dedikeret til kontaktark fra loft til gulv, med markeringer af de udvalgte fotografier. Det giver udstillingen en interessant vinkel, fordi vi får et indblik i hvor meget materiale Joakim Eskildsen får indsamlet og dokumenteret i sine projekter. Han bor da også ofte sammen med de skæbner, der indgår i hans projekter. Sammen med Cia Rinne rejser han ud i verden på opgaver for at dokumentere f.eks. Romaernes liv, men han har også selv været på rejser i bl.a. Cuba. At bo sammen med de mennesker, han fotograferer, er en vigtig del af fotografiernes udtryk. De fotograferede bliver vant til, at have fotografen med hele tiden og de får indbyrdes en forståelse og tryghed.

Kontaktark af Joakim Eskildsen

Lyset og det sanselige

Joakim Eskildsen er uddannet kunstfotograf og har udgivet flere fotobøger sammen med Cia Rinne, der har skrevet tekster til fotografierne.

Den amerikanske virkelighed

Helt unikt ved Joakim Eskildsens fotografier finder jeg hans brug af lyset, men også hans farvekompositioner. Her ovenfor et rigtig godt eksempel på, hvordan lyset er udnyttet optimalt, til at skabe stemning, forståelse og indsigt. Netop brugen af lyset og det sanselige han formår at fange, giver mig lyst til at kigge på fotografierne igen og igen. Sådan virkelig nærstudere dem. Dette fotografi giver mig en historie om drengen i den hjemmelavede fiskenet-hængekøje. Jeg forstår, og får foræret meget af hans livshistorie i dette fotografi. Måden han ligger på med tæerne vidt spredte, et direkte blik ind i kameraet og øjenbryn der bølger let i en krumning. Og så er farvekompositionen også ganske smuk. En blå, klar himmel ville f.eks. have givet et helt andet udtryk til fotografiet.

Cuba af Joakim Eskildsen

Netop det sanselige i samspil med lyset kommer i særdeleshed også til udtryk i billedet foroven, hvor jeg er gået tæt på et af Joakim Eskildsens fotografier af en kvinde fra South Dakota. Serien hedder American Realities og viser områder og familier, der lever under fattigdomsgrænsen i USA. Kvinden her ser ud gennem et vindue med et opspændt net foran. Teksturen, lyset og hendes ansigtsudtryk får min fantasi, til at lege med. Jeg forestiller mig, hvordan hendes liv er, og mærker samtidig følelserne i hendes blik. Er det længsel? Ængstelse? Opgivelse? Håb? Dagdrømme? Er det hendes tilstand, følelser og tanker om en verden, hun kan tro på?

Den Sorte Diamant

Udstillingen ‘En verden jeg kan tro på’, af fotograf Joakim Eskildsen kan ses indtil 30. januar i Den Sorte Diamant, København.

02
nov

The Next Level med James Turrell

James Turrell og The Next Level på aros

I 2018 åbner Aros, The Next Level, der oprindeligt var tænkt som en udvidelse af Aros i dybden, men nu er blevet en forlængelse af museet – under jorden, men i væsentlig grad også over jorden. Aros går altså ikke alene i dybden, men strækker sig også ud i The Next Level.

Læs også et tidligere blog indlæg, om det oprindelige The Next Level projekt.

Benspænd

Egentlig er det et praktisk benspænd, der har sendt schmidt/hammer/lassen, museumsledelsen fra Aros og kunstneren James Turrell ud i en nytænkning af The Next Level. Undergrunden i bakken ved Aros hovedindgang rummer nemlig så meget vand, at den dybe udgravning, projektet oprindeligt krævede, ikke er mulig. Derfor har det været nødvendigt med nye ideer og planer.

Efter et par koncentrerede workshops har samarbejdspartnerne nu skabt en ny version af The Next Level. En version, der skaber helt nye og spændende muligheder for Aros og for byens borgere. Måske kom der et bedre projekt ud af benspændet?

The Next Level skitse af James Turrell

The Next Level

Med et nyt The Next Level kommer vi til at opleve et kunstværk med både indre og ydre dimensioner og visioner: foran og imellem museets nuværende hovedindgang vil vi udefra kunne se toppen af en lille kuppel, som var den vokset op af jorden. Vi vil også kunne se toppen af en stor kuppel, placeret på Officerspladsen, tæt på Ridehuset. Tilbygningen kommer dermed til at gå fra Aros og hen imod Ridehuset.

Den store kuppel vil vi udefra, kunne gå på og sidde på som et stykke nyt arkitektonisk bymiljø. Kuplen vil være formet som lagvise trappetrin, der når helt op til toppen af kuplen, der består af et rundt hul i 6 diameter. Hullet i kuplen tjener flere formål for oplevelsen af kuplens indre. Mere om det senere.

Model af The Next Level

The Sphere

– udefra en lille kuppel og indefra en lys- og farveinstallation. The Sphere er navnet på den lille kuppel, der ligger på niveau med Rob Muecks skulptur Boy, udgør det første værk af James Turrell. Her kommer vi ind i et rum, hvor lys- og farveforhold er konstant skiftende. Inde i rummet er selve kuplen også som et kunstværk vi kan gå ind i. Der kan være 15-16 personer i kuplen på samme tid

Tværsnit igennem The Sphere og Galleriet

Galleriet

For at komme til James Turrell andet værk, føres vi igennem et galleri, hvor der udstilles værker af andre kunstnere. Der bliver altså også med det nye projekt, mulighed for andre kunstneriske muligheder. Fra galleriet er der udsyn til The Sphere og The Dome som her vil kunne betragtes lidt på afstand.

The Dome i The Next Level

The Dome

– udefra en cirkelformet trappe og et stykke bymiljø og indefra et stort lys- og farvefænomen. Med The Dome vil vi finde det største værk af James Turrell. The Dome som er en cirkel/kuppel der er ca. halv størrelse af Pantheon. Langs væggen vil der være opvarmede sæder og i toppen vil der være hul, så også vejret vil få indflydelse på oplevelsen af The Dome. Hvis det regner, sner eller er diset, så vil årstidernes skiftende vejrlig blive en del af rummet via indfald fra toppen.

Plantegning af The Dome

Rummets center vil kunne udgøre en scene, hvis Aros ønsker at afholde koncerter eller andre events i The Dome. Også i dette rum vil lyset, årstiden og tidspunkt for besøget, få stor indflydelse på den måde rummets lys og farver opleves. Der er lagt op til en meget sanselig oplevelse.

Som vist på skitsetegningen ovenfor, bliver det også muligt at gå fra bunden af rummet, langs siderne, op til udgangen ved Officerspladsen.

Projektet lander på 320 mio. og har indtil videre opnået sponsorater fra Salling Fondene og Ny Carlsberg Fondet.

James Turrell

James Turrell er ikke en hvem-som-helst. Han ved meget om rum, lys og farver. Ikke bare det – han forstår at forme, kontrollere og alligevel frigøre farvernes dynamiske natur.

Hans værker kan opleves på Guggenheim, Lacma, Roden Crater og allerede nu har vi fornøjelse af hans rum på Aros, hvor du måske er stødt på Milkrun og dets forunderlige evne til at drille vores sanser. Med dette store, kuntsneriske tiltag, kan vi opleve endnu mere James Turrell kunst fra 2018 i Aarhus. Det er sikkert og vist, at turister vil komme til Aarhus, for at opleve hans værk.

Jeg vil senere komme med et indlæg om James Turrell og hans sans for farver. Her har jeg samlet et par af hans spektakulære værker på pinterest. De kan muligvis være med til at visualisere, hvad vi har i vente, når hans værker åbner i 2018:

 

Introfoto øverst af James Turrell og modellen til The Next Level, er fotograferet af Morten Fauerby, Montgomery.

08
jul

Honningkager og historie i Christiansfeld

Xocolatl fra ChristiansfeldChristiansfeld har altid haft en særlig plads i hjertet hos min familie. Allerede før jeg kom til verden, havde min familie tradition for en gang hver 3.-5. år, at sætte sig i bilen på en stille dag og sætte kurs mod Christianfeld udlukkende for, at købe en honningkage med hjem til kaffen. Og det uanset om vi boede i Odense, nu Aarhus eller ind imellem måske lidt tættere på Christiansfeld. Skulle vi fornøje os med honningkager, skulle de nemlig være fra Christiansfeld.

Vi har holdt traditionen ved lige selvom der måske i dag går lidt længere tid imellem et besøg til Christiansfeld. Men I år var vi der – og det endda flere gange. Der er nemlig sket meget i Christiansfeld og det er som om honningkagerne udvikler sig med tiden. Byen er stadig smuk og selvom den lukker ned og virker ret øde og forladt tidligt på dagen, når butikkerne lukker, så har det også sin egen charme. Det rolige landsbyliv, hvor der ikke behøver være døgnåbnet. Her er beboerne vant til at klare sig med det de nu fik handlet mens tid var. Når det er weekend, er det weekend og så holdes der fri.

Honningkagernes by

I dag ligger der 2 honningkagehuse lige overfor hinanden på hver sit gadehjørne på hovedgaden. Den ene butik sælger overdådige honningkager med tyk, sprød chokolade, og med form som et hjerte. Helt som en honningkage altid har set ud omkring jul, om ikke andet. Og jeg kan sagtens falde for de traditionelle kager og for ejerenes ligefremme og bramfri facon. Der er højt til loftet i butikken.

Anderledes roligt, hvidt og stille er der i butikken på det andet hjørne, hvor der leges med gourmet kager og chokolade i høj klasse. Så høj, at de har vundet flere priser i Xocolatl, som deres butik og brand hedder.

Butikken i Christiansfeld

Xocolatl

Selvom min familie var dedikeret til honningkager, så blev min nye Christiansfeld favorit i år en Nøddemazarin fra Xocolatl. Den er cremet, sød, crunchy, nøddeagtig og dejlig saftig på samme tid. Den er værd at køre efter.

Måske kender du allerede flere produkter fra Xocolatl, der leverer chokolade gaveæsker til flere butikker og vinhandler. De står bl.a. bag Fars Dag chokoladefrøer med øl og diverse andre smage til manden med den søde tand.

I øvrigt taler navnet Xocolatl også til min interesse i mesoamerikansk tid og geografi. Ordet chocolatl eller xocolatl (bitter eller varm drik) var navnet for den kakaoholdige drik fra aztekere og mayaers tid, der stadig i dag kan købes på nogle af de mexicanske markeder. Bl.a. er der flere markeder i byen Oaxaca, der også ligger i staten Oaxaca, der sælger den kakaoholdige drik.

Og så unesco

Der er altså flere grunde til, at smutte forbi den lille charmerende og autentiske by, for at gå en tur, spise lidt kager og fejre at Christiansfeld nu også er udnævnt til en plads på UNESCOS liste over verdens kulturarv. En præstation, der kun kan fortjene respekt – ligeså en rigtig, god og smagfuld kage.

Tillykke til Christiansfeld med begge dele.

05
jul

Gin Gin Mule – sommerens bedste drink

Gin Gin MuleEn lækker og boblende sag, der kæler for din smagssans med både sødt, syrligt, spicy og friskt.

Måske kender du en Moscow Mule, en Gin-Gin og måske også en Mojito. Kan du lide de tre drinks, vil du blive begejstret for denne forfriskende sag. Gin Gin Mule har alt, hvad der kræves i en lækker sommer cocktail.

Water Grill gin Gin Mule

Water Grill i LA

Første gang jeg smagte en Gin Gin Mule, blev jeg taget med storm. Det var på Water Grill i Los Angeles, som i øvrigt også serverer fuldstændig udsøgt ‘sea food’. Efter den gode oplevelse begyndte jeg at bestille Gin Gin Mule på de barer, hoteller og casinoer, jeg besøgte på min tre måneder lange rejse i Californien og op langs vestkysten til Oregon. Men ingen slår hverken kvalitet eller smag på en Gin Gin Mule fra Water Grill i LA. Ikke engang min egen udgave slår den fra Water grill. Jeg måtte forbi igen inden jeg rejste hjem, for at smage den originale Gin Gin Mule. Den var simply the best og går rigtig godt sammen med friske østers. Hvis du kommer forbi LA, så smut forbi Water Grill til en drink i deres udsøgte sea food bar, hvor du kan se kokkene forberede skaldyr og fisk til restaurantens spisende gæster. Der er muslinger, østers med lækkert tilbehør, søpindsvin…. som jeg dog ikke smagte – og meget, meget andet. Water Grill har også restaurant i San Diego og Santa Monica, hvor du kan få samme menu, vinkort og cocktails.

Friske råvarer på Water Grille i LA

ELLER du kan jo også kaste dig ud i at lave en Gin Gin Mule selv. Det er absolut ikke svært, men kræver nok et par forsøg før forholdene er helt i top. Jeg har kun oplevet succes med at servere den som frisk drink både her og i USA. På Water Grill bruges Martin Miller’s Gin men jeg har valgt at bruge Tanqueray Gin til denne opskrift.

Gin Gin Mule ingredienser

Her har jeg forsøgt at beskrive hvad der er vigtigt for en god Gin Gin Mule.

Det skal du bruge:
gin
lime
mynte
gingerbeer ( med kulsyre)
is
evt. lidt sukkervand (simple syrup)

Fremgangsmåde

Det vigtigste ved en Gin Gin Mule, er temperaturen. Drinken skal serveres iskold. Sæt gin, limefrugt, mynte, gingerbeer og glas på køl så alt er nedkølet før du går i gang.

Start med at knuse mynten sammen med limesaft. Is, is, is – fyld glasset helt op med knust is. Tilsæt dernæst gin. Du kan med fordel bruge en shaker til at blande det hele sammen (dog ikke gingerbeer med kulsyre for så shaker du al kulsyren ud af den også). Hvis du kan lide din drink til den søde side, tilsætter du lidt sukkervand. Hæld indholdet af shakeren i dit glas og tilsæt gingerbeer til randen af glasset. Smag til undervejs og sjus dig frem til den helt perfekte smag med lime, gingerbeer og sukkervand.

 

Blandingsforhold

lime (1/2 stor eller 1 hel hvis lille)
6-10 mynteblade – knus dem let så saften kommer ud
1/2 gingerbeer (afhængig af glassets størrelse)
4-6 cl gin (f.eks. Tanqueray eller Martin Miller’s)
masser af knust is

Hjemmelavet Gin Gin Mule

Tips

Det kan være svært at finde den rigtige gingerbeer, men det er værd at prøve et par forskellige. Nogle kan købes med en smule alkohol i, andre uden brus og nogle med sødestoffer i stedet for sukker. Jeg kan anbefale kulsyre- og sukkerholdig gingerbeer. Det er ikke så vigtigt om der er alkohol i, men den skal helst have lidt spicy, med spark af ingefær. Nogle af mine favoritter er Old Jamaica Gingerbeer og Naturfrisk Gingerbeer. Sidstnævnte er min favorit, men kan kræve lidt simple syrup (sukkervand) for at få lidt ekstra sødme til drinken.

Læs også her en hurtig anmeldelse af Water Grill seafood og cocktails fra The Minty som også oplevede blandingen af østers og Gin Gin Mule som et absolut hit.

God fornøjelse – skål og god sommer med en iskold Gin Gin Mule.