16
nov

Julia Morgan sagde ja til opgaven

Hearst Castle idyl af Julia Morgan

Da William Hearst ville realisere sin store livsdrøm, måtte han gå fra den ene hovedrystende arkitekt til den anden. Ingen turde binde an på det overdådige projekt. Men så mødte Hearst arkitekten Julia Morgan, der sagde ‘ja’ til opgaven.

Hearst Castle er en blanding af arkitektur inspireret fra blandt andet Grækenland, Italien, England, Ægypten og fra Hollywoods filmindustri. Det en slags fusions-arkitektur, der flere steder stikker af og bliver bizar, men der er også perler imellem, som er helt unikke.

Hovedindgangen til Hearst Castle

Det særegne slot blev bygget i Hollywoods storhedstid og har haft prominente gæster som Charlie Chaplin, Greta Garbo, Clark Gable og Cary Grant. Inspirationen til mange af detaljerne, er hentet fra Hearst barndom, hvor han rejste i Europa med sin mor. Slottet er en slags blanding af hans erindringer og viden fra rejserne. Der er ikke noget less is more over Hearst Castle.

Hearst Castle udefra

Hearst Castle består af flere bygninger, her ovenfor Casa Grande, der rummer hele 115 værelser og 38 badeværelser. Her boede William Hearst med sin elskerinde Marion Davies afsides og dog ofte med huset fuld af prominente gæster fra filmens verden. Der var også besøg fra Winston Churchill og flere andre højtstående politkere og embedsmænd, ligesom også George Bernhard Shaw og Howard Hughes kiggede forbi det enorme palæ. Her en liste over de kendte, der har nydt de spektakulære forhold, den friske luft og den skønne udsigt.

Hearst Castle udsigt

En fortryllet bakke

Hearst Castle, der oprindeligt fik navnet La Cuesta Encantada (The Enchanted Hill) ligger i fantastisk smukke, naturlige omgivelser i Californien i amtet San Luis Obisbo. Det er idyllisk, overdådigt og lidt for meget. Præcist som en vaskeægte Hollywood produktion. Her inviterede avis- og medieejer William Randolph Hearst prominente gæster fra filmens verden på retreats i sit afsides og rolige palads.

Hearst Castle tennisbane

Der var alt hvad hjertet kunne begære med tennisbaner, udendørs og indendørs pools, riddersal til de store middage, solterrasser til alle sider, en smuk have, en stor biografsal, gæsteboliger og en privat zoo. Her nedenfor ses en af de mange solterrasser, der har et ganske specielt mønster i den måde fliserne er lagt op på. En blanding af flere stilarter, farver, udtryk og tekstur.

Hearst Castle solterrasse

Her nedenfor et foto af esplanaden, der løber rundt om Casa Grande som hovedbygningen hedder. Her boede Hearst selv med sin elskerinde igennem mange år. Esplanaden indbyder i sit design til en løbetur, et cykelløb, stafetløb eller blot en slentrende tur rundt i selskab med de mange forskellige planter, der udgør haven i Hearst Castle.

Esplanaden rundt om Hearst Castle

The Roman Pool

Et udstyrsstykke af pragt, overdådighed, keramikfliser, mønstre og lys. Denne pool / spa oplevelse må være enhver kvindes drøm at træde ind i. På billedet nedenfor ses udsprings-podiet midtfor til dem der ville tage en dukkert ned i den enorme pool, der er 25 meter lang og 3 meter dyb. Jeg ville gerne…..

Forbløffende smuk Roman Pool fra Hearst Castle

Det er ikke svært at forestille sig hvordan flere smukke Hollywood starletter har nydt poolen og området, der lå lidt afsides fra hovedhuset. På taget af The Roman Pool er der anlagt tennisbaner, så arealet udnyttes maksimalt. Her er der keramikarbejde for millioner af dollars og måske har Buster Keaton, Greta Garbo og Erroll Flynn taget mere end en enkelt dukkert i dette blå, univers.

The Roman Pool

The Roman Pool er også bevis på, at stilarterne af og til stak af for Heart og Julia Morgan, der rådgav og samtidig forsøgte at følge med de ideer Hearst fik. Tænk på hvad dette rum ville blive uden de hvide lamper, hvide statuer og underlige hvide vinge/bølge gelændere til trapperne op fra poolen. Det ville være smukt og stilrent uden de elementer. Men dermed ville det ikke være et Hearst-Morgan designstykke.

The Neptune Pool

Desværre var restaureringen igang på The Neptune Pool, da jeg besøgte Hearst Castle, så den var tømt for vand og i stedet fyldt med stilladser og materialer. Men der findes mange virkeligt smukke fotografier af poolen af andre gæster og fotografer – se her i en Google billedesøgning. På billedet nedenfor har jeg fotograferet omgivelserne omkring poolen.

Arealet omkring The Neptune Pool
Introbilledet til denne blog artikel viser solterrassen rundt om The Neptune Pool. Den er 32 meter lang og 1-3 meter dyb. Da den var i brug af Hearst og hans gæster, var den opvarmet.

The Neptune Pool af Julia Morgan

De kendte gæster kunne dyrke forskellige aktiviteter og nyde livet i løbet af dagen, hvor Hearst selv arbejdede, og så ville de alle mødes til middagstid og nyde en lækker middag, samtaler samt vin og andet godt inden sengetid. Spisesalonen nedenfor minder mest af alt om en riddersal. Hearst sad altid på den samme plads og var omgivet af husets prominente gæster omkring langbordet.

Spisesalon fra Hearst Castle

Hearst mente ikke, at man skulle fordrive hele sin dag væk, og derfor blev der f.eks. aldrig serveret alkohol i løbet af dagtimerne. Med intet mindre end 96 virksomheder var Hearst selv en utrolig flittig og arbejdsom herre. Hans kunst- og antikvitetssamling er imponerende i samtlige rum i huset.

Hearst Castle indenfor

Julia Morgan

Arkitekten Julia Morgan, der var freelancer med sit eget bureau, hjalp Hearst med at realisere sin store drøm, da hun gik ind i projektet. Mange andre arkitekter takkede nej til projektet, der skulle ligge på en bakketop, der ikke alene var kompleks at bygge på, men også svær at komme til med materialer og så videre. Julia Morgan, der også stod bag genopbygningen af The Fairmont Hotel i San Francisco, efter det blev ramt af et jordskælv i 1906, arbejdede sammen med Hearst fra 1919 til 1947. Her kan du læse mere om Julia Morgans arbejde og baggrund. Hun var på mange måder forud for sin tid som stærk og selvstændig kvindelige arkitekt, der turde binde an på det projekt mange mandlige kolleger takkede nej til. Projektet har sikret Julia Morgans eftermæle som en kendt og velanset arkitekt.

Julia Morgan arbejdede i starten også sammen med Hearst kone Millicent Hearst og lyttede til hendes designforslag. Snart fortrak Millicent dog til New York og Los Angeles, da Willam Hearst mere og mere åbenlyst indledte et forhold til skuespillerinden Marion Davies. De to boede sammen på Hearst Castle i mange år og tog imod gæster som par.

Nedenfor ses nogle af gæsteboligerne på ejendommen lige omkring Hearst Castle – Casa Grande.

Gæsteboliger rundt om Hearst Castle Hearst Castle gæsteboliger

Ejendommen overgik efter William Hearst død som arv til familien, der valgte at sælge det fra som en national park. I de sidste år af Hearst liv begyndte økonomien at lide under de store udgifter og han endte med at nedlægge den private zoo. Nogle påstår, at man stadig i dag kan være heldig at støde på en vild zebra i de enorme landearealer omkring Hearst Castle. Hearst havde i sin tid opkøbt landet fra områdets indianere. Hans efterkommere lever i dag af kvægdrift i området og ejer stadigvæk store mængder areal af den jord Hearst opkøbte i sin tid.

Hearst Castle udsigt

I dag vedligeholdes ejendommen af staten, der har åbnet det som en turistattraktion. Som gæst ankommer du typisk i bil til modtagelsescenteret for enden af bakken. Du kan booke din rundvisning i forvejen eller satse på at ramme en rundvisning, når du ankommer. Derefter køres grupper i busser op til slottet og rundvisningen starter. Det tager et kvarters tid i bus fra modtagecenteret til slottets indgang, og det fortæller lidt om hvor enormt et område det er. Det er ikke tilladt at fotografere med blitz eller at bruge tripod.

I højsæsonen besøger ca. 5000 gæster dagligt Hearst Castle – i lavsæsonen reduceres tallet til ca. 1000 gæster om dagen. Her finder du et overblik over de forskellige tours der kan købes.

 

13
sep

A lot of Sorrow med The National på CC

A lot of Sorrow med The NationalI øjeblikket kan du opleve The National med (A lot of) Sorrow i den legendariske film af Ragnar Kjartansson. Copenhagen Contemporary viser musikfilmen i sin fulde 6 timers længde som den blev optaget på MoMa PS1 en dag i maj 2013.

Helt præcist er musikfilmen A lot of Sorrow med The National 6 timer og 9 minutter lang og da det er en loop oplevelse udtænkt af den islandske kunstner Kjartansson, er det altså det samme musiknummer, der spilles igen og igen og igen og igen….og igen. Som Matt Berninger muntert siger inden første udgave af nummeret: “Tonight we will only do one encore” og så går han og bandet i gang med 99 gentagelser af nummeret, der varer cirka 3 1/2 minut. Sangens tema er helt banalt om kærestesorger, og derfor også et stykke musik vi alle kan forholde os til – føle til og genkende os selv i.

Undervejs går vi sammen med The National igennem tissepauser, strækøvelser, spas, spisning, men også en bevægelse iblandt det publikum, der kom ind for at overvære dele af eller måske hele koncerten. Flere gange kommer Ragnar selv på scenen for at servere lidt snacks, vin, øl og mad til bandet, ligesom han også på et tidspunkt hen imod slutningen, overtager et kamera og går på scenen for at filme.

The National gav i øvrigt koncert på Northside i 2014 og på Tinderbox i år. Deres bandnavn er lidt utaknemmeligt online, da det er et navn, der bruges til politiske partier o.lign. The Nationals musik er i den genre, der hedder indierock.

A lot of Sorrow har også sin egen hjemmeside – hvor en del af koncerten kan opleves. I starten ses Ragnar Kjartansson tape set listen fast til gulvet. Den siger sorrow, sorrow, sorrow, sorrow…. blandt publikum ses Stefan Sagmeister. Via hjemmesiden er det muligt at købe et limited edition boxsæt med 9 DVD’er af hele koncerten.

Se lidt af koncerten her fra en youtubekanal:

Bryce

Oplev Bryce Dessner få lyd ud af sine guitarer på flere forskellige måder, der skaber en ny lyd på nummeret. Der bruges plekter som man må forvente, violinbuer, gulvet etc. når han glider ind og ud af energi. I nogle udgaver af nummeret giver han den gas med en vild og energisk solo – af og til som om han overmandes af en lyst til at gå amok i et andet nummer. Et hvilket som helst andet nummer, men han er fanget i dette ene nummer og får det bedste ud af det trods ømme fingre, arme, ben og krop generelt.

Aaron

Oplev hvordan tvillingebror Aaron Dessner som en arbejdsmaskine bider smerte og træthed i sig og bringer en kontinuerlighed og præcision ind i nummeret. Kun hans blanke øjne afslører efter et par timer, at trætheden er massiv og alligevel bliver han ved og ved og ved som det faste element i nummeret. Han må have spillet hele natten efter koncerten som i en slags naturligt indgroet refleks.

Matt

Oplev Matt Berninger starte ret muntert, for så at indkapsle sig i en lukket tilstand uden kontakt til publikum og dernæst komme igennem tungsind og indlevelse og blive som ‘nyfødt’, når han begynder at lave lidt gag med sine band medlemmer og publikum. Undervejs sørger han for mad og drikke til publikum og sænker mikrofonen igen og igen, for at ændre kropsholdning. Også han er det konstant faste holdepunkt, der endda vil give et ekstra nummer, fordi han kommer til at hoste i en af gentagelserne.

Bryan

Oplev Bryan Devendorf gå ind i en trance tilstand med sine trommer, for dette nummer har måske ikke vilde trommesoloer, men det er et krævende nummer at spille i 6 timer, når man sidder ved trommerne. Han gennemgår strækøvelser, svedbånd, pandebånd og både vand, coronaer og mad undervejs. På et tidspunkt holder han lidt pauser, men pludselig virker han som ovre koncertens vildeste etape og så kører han som en maskine frem mod slutningen.

Scott

Oplev også hans bror Scott Devendorf, der i ret tilbagetrukket og cool stil leverer varen igennem hele koncerten. Hans træthed ses mest ved, at han et par gange undervejs sætter sig ned på hug og spiller et nummer eller to og så er han tilbage i sin fulde højde kort tid derefter. Det gør ham også lidt anonym på scenen, fordi han ikke kaster med kroppen i en vild solo eller på anden lader sig mærke med den store belastning.

Sorrow found me when I was young
Sorrow waited, sorrow won
….

Bio aften i CC

Copenhagen Contemporary har planer om måske at invitere til filmaften, hvor gæsterne inviteres til at sidde de 6 timer igennem fra start til slut. Det kan kun blive en fed aften med klapsalver og fællessang og op og nedture, grin og måske også lidt smerte af at sidde ned. Hvis det lykkes at få stablet på benene, kan du følge deres facebook side for mere info.

Det er ikke lige til at regne ud, hvornår du skal komme forbi udstillingen, for at se slutningen, for en del af aftalen med Ragnar er, at filmen skal køre uafbrudt, så man netop har svært ved at regne ud, hvornår den starter og stopper. Rygter siger, at da filmen blev vist i New York forsøgte folk at time deres indflyvninger til byen, så de kunne komme forbi og se slutningen.

Selv nåede jeg ikke at få slutningen med på Copenhagen Contemporary, men jeg var pokkers tæt på. CC lukkede lige inden de sidste numre. Jeg så den dog over 2 dage, så jeg fik starten den ene dag og næsten slutningen den følgende dag. Men det passer mig egentlig fint, at jeg stadig har slutningen til gode. Det er som om magien stadig lever lidt på den måde. Og jeg er sådan set heller ikke blevet træt af sangen endnu, men jeg har den heller ikke på repeat.

Hints til filmen

Her får du et par hints til The National filmen:
– når du ser Stefan Sagmeister blandt publikum, så er der et godt stykke vej endnu
– imod slutningen deler Berninger hvidvin og glas ud til publikum og drikker selv rødvin
– fyren med det sort/grå krøllede hår ved scenekanten er med hele vejen
– undervejs spiser bandet den mexicanske street food delikatesse elotes
– Ragnar Kjartanssons playliste kan virke forvirrende ift hvor langt de er nået
– efter 2 timer er trætheden lettere at spore end efter 5

 

Du kan opleve Ragnar Kjartansson projektet Sorrow med The National frem til 5. februar 2017.

17
jul

Første møde med Robert Mapplethorpe

Robert Mapplethorpe selvportrætKan du huske, første gang du så et fotografi af Robert Mapplethorpe? Mit første møde med Mapplethorpes fotografier gik igennem en tankevækkende, fransk film med et soundtrack af en amerikansk komponist, der engang blev fotograferet af Robert Mapplethorpe i et helt fantastisk portræt.

En sen søndag eftermiddag for et årti siden, sad jeg i en dunkel biograf i Odense og lod mig forføre af den både roste og kritiserede film La Moustache. Filmen formår helt som bogen, der da også er skrevet af instruktøren Emmanuel Carrére selv, at springe rundt i en fortælling i tid? eller i et sygt sind? eller i et sygt spil? Der er ikke nogen svar i den romantiske film, der har franske lækkerier som Vincent Lindon i rollen som Marc Thiriez og Emmanuelle Devos i rollen som hans kone Agnés Thiriez.

Som titlen afslører handler filmen om et overskæg – en moustache – der først er der, og så er den der ikke eller var den der egentlig nogensinde? Flotte Marc tager en aften et bad og vælger samtidig, at barbere sin moustache af. Da han træder ud af badet, leger han lidt kispus med Agnés, før han er klar til at vise sit nu ‘nøgne’ ansigt. Men Agnés reagerer ikke på det hun ser og påstår senere, at Marc ikke har haft overskæg i den tid, de to har kendt hinanden. Derfra rejser vi med Marc Thiriez igennem en eksistentiel krise, igennem paranoia og fortvivlelse, forvirring og uro, kærlighed og tillid. Så har jeg vist ikke afsløret alt for meget. Men måske givet en ide videre til en lille prank til næste movember kampagne, hvis du vil drille din kæreste lidt….

Filmens grundlæggende og konstante musik ‘Violin Concerto No. 1′ kan nok drive nogle til vanvid, men vil også kunne henføre andre til en stemning, der er svær at slippe igen. En stemning sat af den amerikanske komponist, Philip Glass, der i øvrigt besøgte CLICK Festival i Helsingør tidligere i år.

Her kan du høre musikken fra filmen:

Efter at have set La Moustache, der stadig er en af mine absolutte yndlingsfilm, gik jeg på jagt efter det gennemgående stykke musik i filmen. Jeg kunne nemlig ikke slippe hverken stemning, musik eller den både tragiske, men også humoristiske, romantisk drillende film. Undervejs i min søgen stødte jeg på et helt fantastisk portrætfotografi af Philip Glass. Det var fotograferet af Robert Mapplethorpe, og fungerede som min indgang til Mapplethorpes mange, fantastiske fotografier. Hans liv og X – Y – Z serie, har jeg dog først stiftet bekendtskab med indenfor de seneste 5 år. En del af hans yngre liv beskrives i bogen Just Kids af Patti Smith – læs blogindlæg her. Ligesom en vinkel på hans senere, fotografiske arbejdsliv og natteliv beskrives i HBO dokumentaren Look at the Picture.

Portrættet af Philip Glass er dog ikke et af de udstillede på aros kunstmuseum, men til gengæld er der ikke mindre end 182 andre fotografiske værker af Robert Mapplethorpe. Introbilledet til denne blog artikel har jeg taget på udstillingen på aros – det er et portræt af Robert Mapplethorpe selv.

Langt størstedelen af de udstillede fotografier, er i privateje hos en norsk samler og heldigvis udlånt til aros, så vi har mulighed for at se dem. Udstillingen ‘On the Edge’ vises frem til 30. oktober – læs også blogindlægget her om den virkning, udstillingens farvede vægge har på oplevelsen af fotografierne.

21
jun

Træk ind og skub ud forvirringen

Norman Doors og hele designtankenDet er lidt pinligt, når man på jobbet, på cafe eller på en shoppingtur trækker en glasdør indad i forsøget på at åbne den, og med et hårdt bump erfarer, at man i stedet skulle have skubbet den udad.

Det bliver ikke mindre pinligt og irriterende, de gange vi finder ud af, at der faktisk stod ‘Push’ eller ‘Pull’ på døren ….. Men bare rolig, det er ikke dig, der er distræt.

For hvor vi måske hidtil har tænkt, at det helt og holdent var vores egen skyld, når den slags skete, så åbner Donald Norman med sin bog ”The Design of Everyday Things” for, at noget design ligefrem drager os til at bruge det forkert. Og at nogle døre er ‘bad doors’. Hans bog om design har skabt et viralt design begreb for dårligt design generelt og i særdeleshed dårligt designede døre. Det hedder ‘Norman Doors’.

Du har nok selv været både irriteret og flov over, at have trukket i en dør, hvor du skulle have skubbet, eller omvendt. Måske gør du det forkert ved den samme dør hver dag? Problemet med disse ‘bad doors’ er, at de er designet med et håndtag, der indbyder til at trække i dem. Men hvis man kun kan skubbe på den ene side af døren, hvorfor designes den så ens på begge sider? Det er frustrerende, når der findes rigtig godt design, der gør det korrekt, og ansporer os til at bruge designet korrekt.

Der er tydeligt noget æstetik, der spiller ind – altså design for designets skyld. Donald Norman er professor i datalogi og kognitiv psykologi, og har skrevet flere bøger om design. Han taler for et perspektiv i arbejdet med design, der hedder ‘Human-centered Design’. Et fokus der skulle være med til, at skabe godt design til mennesker – altså ikke bare lækkert design, men også brugbart for mennesket.

Vi oplever dårligt design i den fysiske verden, men også i den grafiske verden. Gad vide om vi som branche har vores egne ‘Norman Doors’?

21. juni 2016

07
jan

Din Tai Fung dumplings

Din Tai Fung soup dumplings

If you are around Los Angeles and feeling hungry you should drive by Din Tai Fung and get XiaoLongBao – or soup dumplings. They are the best.

Din Tai Fung is know in my family as ‘the dumpling place’. A simple and to the point description. Even if we also often get delicious fried green beans, noodles, marinated cucumber and occasionally a soup, Din Tai Fung will always to us, be known as ‘the dumpling place’.

Simply because that is the best dumplings we have ever had. Din Tai Fung has restaurants in several countries – the Hong Kong restaurant has been awarded with a Michelin Star several times. That is how good the food is. Din Tai Fung specialise in soup dumplings – XiaoLongBao.

Eating xiaolongbao

If you have never had a XiaoLongBao here is an attempt of a description: the dumplings are served in a type of steampot with a lid to keep them warm while you eat. You want to order a bunch of varieties to keep your tastebuds alert and tempted. Your meals come with a dumpling dipping sauce that, if cooked by yourself may contain: soy, vinegar, ginger, chili flakes, sugar and sesame oil. The recipe at Din Tai Fung might contain other ingredients – it is very good! You are presented to a variety of drinks but they also serve hot tea and water with the meals.

The XiaoLongBao is often a pale looking package of dough (go to their website gallery here). At Din Tai Fung it is extremely consistent in looks, size and taste yet all is handmade. They are exquisite little packages of surprises really.
You grab the dumpling with your chopsticks and dip it into the dumpling sauce before putting the entire dumpling in your mouth as you would do with sushi. Do not bite it in 2 because they are soup dumplings, which means that hot soup/stock is inside them. As you bite through the dumpling you will feel the slight resistance from the dough and thereafter the soup will fill your mouth with flavors and warmth.

Here is a google image search for Din Tai Fung dumpling pictures.

The tastes will of course be according to your order and I would suggest that you try a variety like fish, pork, vegetarian to get the best experience. Also order some crispy ‘greens’ to have in between your dumplings to clear the tastebuds – like ginger in sushi – here you could order beans or cucumber. Or just ask the staff what they recommend.

Greens from Din Tai Fung

Din Tai Fung in Los Angeles

We go to one of their 2 restaurants in Los Angeles and they are both very good. In particular we tend to like the smaller restaurant in Arcadia a little better than the one in Glendale. Simply because while you wait to get a table at Arcadia, you may follow the making of the dumplings through a glass wall from the reception to the kitchen. It is a spectacular sight and I can’t even begin to guess how many dumplings the guys make on an average day. They are working really fast that’s for sure. The restaurant in Glendale is also really great and both restaurants are very child-friendly.

Read Din Tai Fung reviews on Yelp

Make sure you have time

Make sure to go there in time before your hunger takes control of you. There will be a wait to get a table or even to get dumplings to go. That says a lot about the quality and the popularity of course. While you wait you are presented to a menu to make your selections of order. That way the dumplings are ready when you get your seat.

Enjoy your XiaLongBao

20
jul

Del Mar Club og Jysk Væddeløbsbane

Del Mar Racetracks

Del Mar Race Track / Del Mar Thoroughbread Club i San Diego, Californien er storslået og massiv i forhold til de noget mindre forhold på vores danske væddeløbsbaner. Der er flere mennesker, flere løb og flere heste og derfor naturligt også flere penge i spil. Og så er der masser af oplevelser. Ved mange løb på Del Mar banen, er der også livemusik, madfestival eller andre kulturelle oplevelser udover selve hestevæddeløbene. Men kommer man primært for løbene, er der altså også rigelig action bare med løbene i sig selv. Hvis du vil satse på løbene, får du nemlig travlt.

Del Mar lige før et væddeløb

Designet på løbsboksen vækker nostalgi. Det virker som om tiden har stået stille og som om boksene ser ud præcist som de gjorde dengang klubben åbnede i 1937. Der er ikke meget højteknologi, stål eller modernisme over design og farver. Med lidt ændring af farvetonerne på fotografiet kunne det være et gammelt fotografi/motiv. Det får en lidt romantisk, nostalgisk og på mange måder tillidsskabende effekt.

Del Mar med look fra fortiden

Del Mar Racetrack

Banen på Del Mar er lang og derfor løbes der kun en enkelt omgange. På Jysk Væddeløbsbane løbes der 2 omgange, fordi banen er kortere. En kort bane gør det lettere at følge løbet uden kikkert, men til gengæld er opløbet mere intenst når der kun løbes 1 omgang.

Del Mar Jockeys

Del Mar Club hvor heste og jockeys præsenteres før løbet. Midt på banen mødes ejere, sponsorer, medier og mulige købere til hestene. I præsentationsrunden kan du tage bestik af hestene og deres temperament, form og energi. Dernæst må du løbe op for at placere dine odds og må forvente, at der er kø til at spille på hestene. Derefter må du løbe d for at få løbets start med. På ret kort, intens og hurtig tid, er løbet afsluttet og så er der allerede et nyt hold heste og jockeyes til præsentation til næste løb.

At være tilskuer til hestevæddeløb i Del Mar Thoroughbread Club eller på Jysk Væddeløbsbane, kan ikke helt sammenlignes. Det er lidt som forskellen imellem at handle i KaDeWe i Berlin eller hos den lille lokale på gadehjørnet. Forholdene er helt umulige at sammenligne og stemningen ligeså. Hver oplevelse har dog sin charme. Her ses Jysk Væddeløbsbane til årets største derby 7. juni, hvor årets største løb også løbes. I år var der et par ‘dark horses’ da bl.a. Special Grey løb af med sejren og gav indsatser 38 gange tilbage! Her kan du se løbet med det spændende udfald.

Jysk Væddeløbsbane i Aarhus

05
jul

Gin Gin Mule – sommerens bedste drink

Gin Gin MuleEn lækker og boblende sag, der kæler for din smagssans med både sødt, syrligt, spicy og friskt.

Måske kender du en Moscow Mule, en Gin-Gin og måske også en Mojito. Kan du lide de tre drinks, vil du blive begejstret for denne forfriskende sag. Gin Gin Mule har alt, hvad der kræves i en lækker sommer cocktail.

Water Grill gin Gin Mule

Water Grill i LA

Første gang jeg smagte en Gin Gin Mule, blev jeg taget med storm. Det var på Water Grill i Los Angeles, som i øvrigt også serverer fuldstændig udsøgt ‘sea food’. Efter den gode oplevelse begyndte jeg at bestille Gin Gin Mule på de barer, hoteller og casinoer, jeg besøgte på min tre måneder lange rejse i Californien og op langs vestkysten til Oregon. Men ingen slår hverken kvalitet eller smag på en Gin Gin Mule fra Water Grill i LA. Ikke engang min egen udgave slår den fra Water grill. Jeg måtte forbi igen inden jeg rejste hjem, for at smage den originale Gin Gin Mule. Den var simply the best og går rigtig godt sammen med friske østers. Hvis du kommer forbi LA, så smut forbi Water Grill til en drink i deres udsøgte sea food bar, hvor du kan se kokkene forberede skaldyr og fisk til restaurantens spisende gæster. Der er muslinger, østers med lækkert tilbehør, søpindsvin…. som jeg dog ikke smagte – og meget, meget andet. Water Grill har også restaurant i San Diego og Santa Monica, hvor du kan få samme menu, vinkort og cocktails.

Friske råvarer på Water Grille i LA

ELLER du kan jo også kaste dig ud i at lave en Gin Gin Mule selv. Det er absolut ikke svært, men kræver nok et par forsøg før forholdene er helt i top. Jeg har kun oplevet succes med at servere den som frisk drink både her og i USA. På Water Grill bruges Martin Miller’s Gin men jeg har valgt at bruge Tanqueray Gin til denne opskrift.

Gin Gin Mule ingredienser

Her har jeg forsøgt at beskrive hvad der er vigtigt for en god Gin Gin Mule.

Det skal du bruge:
gin
lime
mynte
gingerbeer ( med kulsyre)
is
evt. lidt sukkervand (simple syrup)

Fremgangsmåde

Det vigtigste ved en Gin Gin Mule, er temperaturen. Drinken skal serveres iskold. Sæt gin, limefrugt, mynte, gingerbeer og glas på køl så alt er nedkølet før du går i gang.

Start med at knuse mynten sammen med limesaft. Is, is, is – fyld glasset helt op med knust is. Tilsæt dernæst gin. Du kan med fordel bruge en shaker til at blande det hele sammen (dog ikke gingerbeer med kulsyre for så shaker du al kulsyren ud af den også). Hvis du kan lide din drink til den søde side, tilsætter du lidt sukkervand. Hæld indholdet af shakeren i dit glas og tilsæt gingerbeer til randen af glasset. Smag til undervejs og sjus dig frem til den helt perfekte smag med lime, gingerbeer og sukkervand.

 

Blandingsforhold

lime (1/2 stor eller 1 hel hvis lille)
6-10 mynteblade – knus dem let så saften kommer ud
1/2 gingerbeer (afhængig af glassets størrelse)
4-6 cl gin (f.eks. Tanqueray eller Martin Miller’s)
masser af knust is

Hjemmelavet Gin Gin Mule

Tips

Det kan være svært at finde den rigtige gingerbeer, men det er værd at prøve et par forskellige. Nogle kan købes med en smule alkohol i, andre uden brus og nogle med sødestoffer i stedet for sukker. Jeg kan anbefale kulsyre- og sukkerholdig gingerbeer. Det er ikke så vigtigt om der er alkohol i, men den skal helst have lidt spicy, med spark af ingefær. Nogle af mine favoritter er Old Jamaica Gingerbeer og Naturfrisk Gingerbeer. Sidstnævnte er min favorit, men kan kræve lidt simple syrup (sukkervand) for at få lidt ekstra sødme til drinken.

Læs også her en hurtig anmeldelse af Water Grill seafood og cocktails fra The Minty som også oplevede blandingen af østers og Gin Gin Mule som et absolut hit.

God fornøjelse – skål og god sommer med en iskold Gin Gin Mule.

19
feb

Dirty Chai Latte

Dirty Chai Latte

I don’t know who came up with the idea, but I guess it was a question of time before the chai-coffee latte came about. The name of the hot drink is Dirty Chai Latte and I tried my first in San Diego a couple of weeks ago. Actually what I had was more likely the Dirty Chai that comes without milk – so no Latte in this one.

How was it?

Well, I always find that whenever tastes are not extensively good, they will get a little extra vocabulary to their description or name: in this case the word ‘dirty’ is used as an extra teaser. It is kind of a marketing trick but also a magic trick that often works on some segments. This one got my attention when I looked at the menu of my luncheon pcik for the day, but it did not turn out so well at all. I had envisioned a spicy and thrilling taste that would hit my tastebuds with excitement = dirty. This was however not the case because the taste of cloves was too intense. The cloves simply took over everything with their intense flavor and I felt I got enough cloves for the next many Christmas seasons to come….. Cloves are a typical Christmas spice used for Glögg and a variety of ornaments and cookies.

Chai people

Chai is still somewhat considered to be a drink of the more conscience people who do yoga, travel to India, likes Asia, Marrocco og the Arabic countries who tend to invite spices and herbs into their drinks and food.

Chai is not as addictive as coffee might be and probably a bit more kind on your digestion as well. Depending on how much sugar is added and the milk is, of course, also an issue regarding health, calorie intake etc. Aside from that ‘chai people’ are considered more calm and in flow with their lives, their mindset and their body. ‘Chai people’ have insight and they are lively and light in their energy where ‘coffee people’ are more ‘heavy’ with a dark sense of humour and a little pessimistic realism. They are grounded versus the more airy perhaps?

Of course a lot of us flow in and out of tea, chai and coffee drinking and therefore we flow in and out of dark, light, heavy, intense, calm, grounded and airy times. As a normal life does.

A second chance

Taste is hard to discuss since we have different preferences and first impressions almost never last, so I felt like giving the ‘Dirty Chai Latte’ a second chance to be my kind of dirty = a spicy and thrilling taste that would hit my tastebuds with excitement. This time with a homemade version with a Marsala Chai recipe from About Food, combined with an Espresso.

So my second try did not turn out well either but I will give it one last try with a lot less cloves. Actually I am going to use only 1 clove in total for my next and last try of a Dirty Chai Latte. If that doesn’t do the trick I might go for the Arabic coffee with cardemom seeds or the Mexican coffee where I heat milk with a cinnamon stick bathed in it.

And of course there is always the regular Latte to return to.

09
feb

Meissen design i lødig nyfortolkning

Forbidden Fruit - Chris Antemann

Blonder, smukke kjoler, uskyldige udtryk og dydige positioner har præget nogle typer keramikfigurer igennem flere århundreder. Nu har et samarbejde fra Meissen keramik fabrikken i Tyskland rykket på de gamle billeder og forestillinger, vi har af keramikfigurerne. Meissen har lanceret en lødig nyfortolkning sammen med kunstneren Chris Antemann, der fører keramikfiguren som kunst, ind i det nye årtusinde.

Barndommens minder

Som barn sad jeg flere timer og studerede keramikfigurer med blonder, flæser, overdådigt smukke kjoler og fantastiske frisurer. Min mormor havde et helt vitrineskab fyldt med opstillede keramikfigurer – man måtte se, men ikke røre. Min fascination over de yndefulde og smukke figurer var stor, og jeg forestillede mig, hvordan de havde hver deres personlighed og personlige historie.

Nedenfor ses en traditionel keramikfigur, der stadig er fin og smukt malet med små guldstænk på slagets kappe i nakken, med outlinet guldkant, fine røde læber, en flot amor-bue, hvepsetalje og smukke øjne. Fra en tid med et andet skønhedsideal og en langt mere uskyldig og eventyrlig fremtoning.

Traditionel porcelænsfigur

Forbidden Fruit

Barndommens fascination af keramik blev igen vakt til live, ved synet af ‘Forbidden Fruit’ udstillingen på Portland Art Museum, der lige nu viser udstillingen af keramikfigurer fra Meissen i design af Chris Antemann.

Chris Antemann blev inviteret til at arbejde på Meissen fabrikken i Tyskland. Samarbejdet med fabrikkens dygtige porcelænsmalere og Chris Antemann blev til en smuk og enestående udstilling.

Hele udstillingen er bygget op i et mintgrønt univers med spejle, dagslys indfald fra oven og glasmontre. Det giver associationer til et konditori eller en udsøgt juvel butik, hvor hele interiøret er som skabt til at understrege det feminine, det søde, det sanselige, det sensuelle og det smagfulde. Og det sætter sanserne i gang til temaet om Edens Have og ‘Forbidden Fruit’, der er det centrale emne for hele udstillingen.

Udstilingsrum Forbiden Fruit

Meissen udstilling i glasmontre

Samtidig er der noget næsten royalt over opstillingen, udsmykningen og den centrale placering af værket ‘Love Temple’, der var Antemanns første værk og inspireret af et værk fra 1750 af den tidligere Meissen skulptør Johann Joakim Händler.

Herefter designede Chris Antemann en hel række scenarier over temaet om den forbudne frugt.

Udstillingens mintgrønne vægge er iklædt en uskyldig og frisk farve, som en forårsbebuder, der henviser til spirende safter og liv der opstår. Havde vægfarven været dyb rød, var der gået ‘boudoir’ i udstillingen, men med denne ferske og friske grønne, forbliver der en uskyldighed over udstillingen, der omgiver den med et frisk pust.

Forbidden Fruit centerpiece

Placeringen og opsatsen til ‘Love Temple’ forhøjer udstillingen til noget næsten helligt – men samtidig med fin humor – og stor vellyst. Her indtages forbudne frugter med stor fornøjelse og helt i det åbne. Intet skjult og intet gemt i dette 1800-tals inspirerede fest- og mad orgie.

Med en lødig nyfortolkning af både positioner, udtryk og påklædning, bliver keramikfigurerne sexede og mere menneskelige. De har sultne blikke, gennemsigtige klæder, sexede positioner, synlige bryster, blonder, flæser og fyldige læber. Ofte let åbne læber, klar til at tage ind og sanse, sensuelt og begærligt, af alt hvad der kan smages, sanses, indtages og lade sig bjergtage af.

Forbidden Fruit udstilling

Meissen porcelæn

De let røde kinder understreger en hed og lødig stemning, ligesom hovedets knæk og svaj i ryggen skaber en blød og let æggende kurve. De her Meissen keramikfigurer, er da vist nogle frækkerter, og der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, hvad der ville foregå, hvis de kom til live efter nattens frembrud. De er sanselige væsener.

Forbidden Fruit af Chris Antemann

Og så er det stor kunst. Jeg har stor respekt for at tage noget gammelt og på sin vis ‘helligt’, og gøre det til noget nyt og gerne lidt ‘forbudt’. Især når det bliver så smukt udført ned i hver eneste lille detalje.

Udsmykningen er fantastisk, malearbejdet udsøgt og figurerne fascinerende på alle måder.

Meissen porcelæn udstilling

Links
Portland Art Museum
Chris Antemann
Meissen Couture Art Campus
Chris Antemann på artsy.net

Andre keramikere

Herhjemme har Annesofie Sandal under sit studie arbejdet fra Royal Copenhagens værksteder sammen med en række andre studerende, også skubbet lidt til porcelænets brugsmønster; Annesofie designede en dildo med det traditionelle musselmalede, blå mønster som vi kender fra Royal Copenhagen stellet. Der findes ikke mange eksemplarer og derfor er de i høj kurs på auktionshusene.

Af andre interessante kunstnere kan nævnes Jessica Stoller, der designer interessante temaer og bruger keramikken til at gengive udtryk, følelser og fortællinger.

17
jan

Ice cream sandwich cake

Miette in San Francisco
A drive up the west coast of California introduced me to a treat of an ice cream sandwich I will be longing after when going back home to Denmark. The ice cream will be fairly easy to find because the flavor is a hit worldwide. The sandwich bites will be a little more tricky to find.

The ice cream sandwich cake is made of two chocolate wafer cookies surrounding a wonderful chocolate flake, mint ice cream. The combination is just so good that I have to try to bake my own chocolate wafers at some point.

Carmela Ice Cream

This particular ice cream sandwich cakes were introduced to me by a local Los Angeles food lover and I am so glad she insisted on going to Carmela Ice Cream. There is a variety of flavors in their fridge so you might also find a delicious Salted Caramel chocolate wafer version. The ice cream from Carmela Ice Cream is a delightful and tasty experience in itself – but the wafer sandwich is especially a pleasant experience.

Another great flavor is the chocolate sorbet which I feared was a little bland and perhaps too light. It was not however…. it was exactly the way I prefer it rich, chocolate flavor without the creamy taste and feel.

Carmela Ice Cream has several locations in Los Angeles. They offer classes for the person who likes to learn how to make delicious ice cream or just needs a little inspiration to the usual recipes and some tricks from the pro.

Ice cream sandwich cake

Miette

The sandwiches are available in San Francisco at Miette in the Ferry Market Building. Find other locations at their website.

Order the chocolate wafers from Miette here (box of 4 servings = 8 wafers in total)

There are other flavors to get, such as:
Miette offers classes as well for the person Gingersnappers with crème fraiche but the Chocolate flake mint with chocolate wafer is superb and highly addictive.

Ice cream tip

Speaking of ice cream I heard along the coast, that Rocky Road is supposed to be really good with Balsamic Vinegar sprinkled over it. I will try it tonight and get back with a review.