13
sep

A lot of Sorrow med The National på CC

A lot of Sorrow med The NationalI øjeblikket kan du opleve The National med (A lot of) Sorrow i den legendariske film af Ragnar Kjartansson. Copenhagen Contemporary viser musikfilmen i sin fulde 6 timers længde som den blev optaget på MoMa PS1 en dag i maj 2013.

Helt præcist er musikfilmen A lot of Sorrow med The National 6 timer og 9 minutter lang og da det er en loop oplevelse udtænkt af den islandske kunstner Kjartansson, er det altså det samme musiknummer, der spilles igen og igen og igen og igen….og igen. Som Matt Berninger muntert siger inden første udgave af nummeret: “Tonight we will only do one encore” og så går han og bandet i gang med 99 gentagelser af nummeret, der varer cirka 3 1/2 minut. Sangens tema er helt banalt om kærestesorger, og derfor også et stykke musik vi alle kan forholde os til – føle til og genkende os selv i.

Undervejs går vi sammen med The National igennem tissepauser, strækøvelser, spas, spisning, men også en bevægelse iblandt det publikum, der kom ind for at overvære dele af eller måske hele koncerten. Flere gange kommer Ragnar selv på scenen for at servere lidt snacks, vin, øl og mad til bandet, ligesom han også på et tidspunkt hen imod slutningen, overtager et kamera og går på scenen for at filme.

The National gav i øvrigt koncert på Northside i 2014 og på Tinderbox i år. Deres bandnavn er lidt utaknemmeligt online, da det er et navn, der bruges til politiske partier o.lign. The Nationals musik er i den genre, der hedder indierock.

A lot of Sorrow har også sin egen hjemmeside – hvor en del af koncerten kan opleves. I starten ses Ragnar Kjartansson tape set listen fast til gulvet. Den siger sorrow, sorrow, sorrow, sorrow…. blandt publikum ses Stefan Sagmeister. Via hjemmesiden er det muligt at købe et limited edition boxsæt med 9 DVD’er af hele koncerten.

Se lidt af koncerten her fra en youtubekanal:

Bryce

Oplev Bryce Dessner få lyd ud af sine guitarer på flere forskellige måder, der skaber en ny lyd på nummeret. Der bruges plekter som man må forvente, violinbuer, gulvet etc. når han glider ind og ud af energi. I nogle udgaver af nummeret giver han den gas med en vild og energisk solo – af og til som om han overmandes af en lyst til at gå amok i et andet nummer. Et hvilket som helst andet nummer, men han er fanget i dette ene nummer og får det bedste ud af det trods ømme fingre, arme, ben og krop generelt.

Aaron

Oplev hvordan tvillingebror Aaron Dessner som en arbejdsmaskine bider smerte og træthed i sig og bringer en kontinuerlighed og præcision ind i nummeret. Kun hans blanke øjne afslører efter et par timer, at trætheden er massiv og alligevel bliver han ved og ved og ved som det faste element i nummeret. Han må have spillet hele natten efter koncerten som i en slags naturligt indgroet refleks.

Matt

Oplev Matt Berninger starte ret muntert, for så at indkapsle sig i en lukket tilstand uden kontakt til publikum og dernæst komme igennem tungsind og indlevelse og blive som ‘nyfødt’, når han begynder at lave lidt gag med sine band medlemmer og publikum. Undervejs sørger han for mad og drikke til publikum og sænker mikrofonen igen og igen, for at ændre kropsholdning. Også han er det konstant faste holdepunkt, der endda vil give et ekstra nummer, fordi han kommer til at hoste i en af gentagelserne.

Bryan

Oplev Bryan Devendorf gå ind i en trance tilstand med sine trommer, for dette nummer har måske ikke vilde trommesoloer, men det er et krævende nummer at spille i 6 timer, når man sidder ved trommerne. Han gennemgår strækøvelser, svedbånd, pandebånd og både vand, coronaer og mad undervejs. På et tidspunkt holder han lidt pauser, men pludselig virker han som ovre koncertens vildeste etape og så kører han som en maskine frem mod slutningen.

Scott

Oplev også hans bror Scott Devendorf, der i ret tilbagetrukket og cool stil leverer varen igennem hele koncerten. Hans træthed ses mest ved, at han et par gange undervejs sætter sig ned på hug og spiller et nummer eller to og så er han tilbage i sin fulde højde kort tid derefter. Det gør ham også lidt anonym på scenen, fordi han ikke kaster med kroppen i en vild solo eller på anden lader sig mærke med den store belastning.

Sorrow found me when I was young
Sorrow waited, sorrow won
….

Bio aften i CC

Copenhagen Contemporary har planer om måske at invitere til filmaften, hvor gæsterne inviteres til at sidde de 6 timer igennem fra start til slut. Det kan kun blive en fed aften med klapsalver og fællessang og op og nedture, grin og måske også lidt smerte af at sidde ned. Hvis det lykkes at få stablet på benene, kan du følge deres facebook side for mere info.

Det er ikke lige til at regne ud, hvornår du skal komme forbi udstillingen, for at se slutningen, for en del af aftalen med Ragnar er, at filmen skal køre uafbrudt, så man netop har svært ved at regne ud, hvornår den starter og stopper. Rygter siger, at da filmen blev vist i New York forsøgte folk at time deres indflyvninger til byen, så de kunne komme forbi og se slutningen.

Selv nåede jeg ikke at få slutningen med på Copenhagen Contemporary, men jeg var pokkers tæt på. CC lukkede lige inden de sidste numre. Jeg så den dog over 2 dage, så jeg fik starten den ene dag og næsten slutningen den følgende dag. Men det passer mig egentlig fint, at jeg stadig har slutningen til gode. Det er som om magien stadig lever lidt på den måde. Og jeg er sådan set heller ikke blevet træt af sangen endnu, men jeg har den heller ikke på repeat.

Hints til filmen

Her får du et par hints til The National filmen:
– når du ser Stefan Sagmeister blandt publikum, så er der et godt stykke vej endnu
– imod slutningen deler Berninger hvidvin og glas ud til publikum og drikker selv rødvin
– fyren med det sort/grå krøllede hår ved scenekanten er med hele vejen
– undervejs spiser bandet den mexicanske street food delikatesse elotes
– Ragnar Kjartanssons playliste kan virke forvirrende ift hvor langt de er nået
– efter 2 timer er trætheden lettere at spore end efter 5

 

Du kan opleve Ragnar Kjartansson projektet Sorrow med The National frem til 5. februar 2017.

25
okt

kreativitet og forfængelighed

Verdens mest eksklusive website

En fræk idé blev til et viralt koncept, selvom fotografen nægtede at sælge sit foto og Twitter satte hælene i. Her får du en beretning om et viralt projekt, der prikker til vores nysgerrighed og forfængelighed.

En indgang til et ukendt sted, en bagdør der lokker og en teaser tekst, der skaber forventning. En hemmelig klub? En loge? Et eksklusivt selskab? Hvad gemmer sig bag de lukkede døre og hvordan får jeg adgang?

Jeff Greenspan er efterhånden blevet synonym med virale koncepter. Han formår at skabe opmærksomhed ved at lege, drille og dreje på vores behov for selviscenesættelse, vores holdning til patriotisme og andre mere eller mindre politiske emner. Og så forstår han, at vi drives af forfængelighed, nysgerrighed og frygten for, at gå glip af noget.

Et af hans mest virale og omtalte projekter blev lanceret tilbage i 2009, men det er stadig legendarisk, fordi det i den grad taler til vores nysgerrighed og forfængelighed. Projektet er The Worlds Most Exclusive Website – og hvem vil ikke gerne høre til verdens mest eksklusive klub? Han kalder det selv for et socialt eksperiment.

Eksklusivt koncept

Websitet består af 9 døre eller login. Hvert login giver dig adgang til et rum med en ny dør. Du logger ind med din twitterkonto, og i samme øjeblik afleverer du information om hvor mange følgere, du har på twitter.

SEO beskrivelsen til websitet lyder: Granting permission simply confirms if you are a verified user and how many followers you have. Nothing else.

Og dog så kigger websitet også på dit antal af følgere. Hvis du har nok følgere, er du eksklusiv nok til at åbne døren. Derefter kommer du videre til næste rum, hvor du kan ’mingle’ med andre, der er ligeså eksklusive som dig selv. Eller du kan gå direkte til dør nr. 2, 3, osv indtil de få udvalgte, med mange følgere, måske kan nå til at åbne den sidste dør. Fakta er dog, at inden nogensinde er nået så langt som til niende og sidste dør.

I starten auto-tweetede projektet på din twitter: You did not make it to room no. 3
– etc. men Twitter syntes ikke det var en god ide. Derfor blev funktionen droppet igen.

Det var ikke nok at have en twitter konto – den skulle også være verificeret. Var den ikke det, blev brugeren sendt direkte til et website for en lille italiensk restaurant. Deres website blev lagt ned den første weekend, fordi der var så mange besøgende, der blev ledt til deres site.

 

Kreativitet der sælger sig selv

Allerede i visualiseringsfasen stødte projektet på udfordringer. Jeff havde fundet et indgangsfotografi, som var ret populært, men i øvrigt slet ikke til salg. Det var ikke et simpelt stock foto, men et fotografi, der rummede præcist den sanselige stemning, Jeff ønskede som indgang til sit virale projekt.

Indgangsfotografiet til konceptet, der er en genial, kreativ ide udformet i et ganske simpelt website, er et af de mest efterspurgte fotografier, taget af Marc Sullivan. Han har fået utallige forespørgsler på interesserede købere, men har/havde vænnet sig til at give afslag til dem: ’Alle vil købe det fotografi, men det er ikke til salg’ lød standardsvaret også til Jeff Greenspan. Se fotografiet her: Nightstalker

Det lod Jeff sig dog ikke sådan lige stoppe af, så han valgte at kontakte Marc og fortælle ham om det projekt, fotografiet skulle bruges til. Marc var vild med konceptet og gik med til at lade Jeff bruge fotografiet helt gratis. Et eksempel på hvordan den kreative ide kan sælge sig selv.

Og hvordan gik det så med projektet?

De mest kendte

Siden havde mere end 125.000 besøg i løbet af den weekend sitet blev lanceret. Der var flere kendisser forbi, men også brands som Dr. Pepper. Det menneske, der er nået længst igennem de 9 døre, er kendt for at være kendt. Det er ikke en kendt og dygtig sanger, skuespiller, atlet, fodboldspiller, præsident eller forfatter. Det er en person, der forstår selviscenesættelse til perfektion. Måske har du gættet hvem det er? Ellers kan du se mere på websitet her, der giver adgang til en film med info om projektet.

Og Jeff fortsætter med at pirre vores nysgerrighed i afslutningen af filmen, hvor vi får oplyst, at der stadig er 2 rum, der aldrig er blevet åbnet.

Can you get in?

Jeg oplevede Jeff Greenspan tale ved den grafiske festival Reasons to be Creative i Brighton.