30
nov

magien i pink og rød

magien pink og rød og film

Instruktøren Wes Anderson forstår at lege med den magi der opstår, når farvetonerne pink og rød kombineres. Det er næsten et trademark for instruktøren, der bruger tonerne i blandt andet Moonrise Kingdom.

Hvor meget fokus har du på farverne, i de film, du ser? Er du meget opmærksom og bevidst om farverne, eller bliver du normalt opmærksom, hvis noget helt specielt opstår? Rød og pink skaber magi på lærredet, på fotografier og i virkeligheden. Igennem et par blog indlæg går jeg tæt på, hvad de to farver kommunikerer til os.

De to farver kombineres i The Grand Budapest Hotel i en smuk, grafisk æske til Mendl’s Patisserie, men ses også i Moonrise Kingdom i brevene fra Suzy Bishop. To meget forskellige film og især bruges de pink-røde rekvisitter på meget forskellige måder i de to film.

Men hvad er det farverne kan? Her nedenfor har jeg udsat Julia Morgans The Neptune Pool fra Hearst Castle, for en pink og rød image tracing, for at skabe en stemning.

Julia Morgans The Neptune Pool udsat for rød og pink tracing

Pink og rød

Alene og hver for sig, er den røde tone normalt symbolet på kærlighed, hjertet, romantik, den er sexet og samtidig også ophidsende. Det er farven på vores blod og farven bruges som farvesignal eller stop-farve. Det er en varm tone, der får vores blod til at vågne i kroppen.

Pink eller lyserød er blevet symbolet på meget feminine værdier, lidt uskyldige, lille-pige toner, der dog med et lille tvist kan gå fra at være en lidt pysse-nysset tone til at blive en ret raffineret tone. Den kan dog også virke lidt verdensfjern og naiv som candyfloss og lyserøde bamser uden et lille pift af en anden tone.

Pink eller lyserød rummer meget store dele rød, men også i sin pink udgave, en del blå og i sin lyserøde udgave en del hvidt. Begge nuancer kan indeholde mere eller mindre gult for at varme farven yderligere.

Rød og pink til Suzy

I Moonrise Kingdom ser vi den pink og røde farve brugt i de hemmelige breve fra Suzy Bishop til spejderen Sam Shakusky – ovenfor et foto fra pinterest hvor ordlyd og farver fra filmen er blevet til 2 pins. Men farverne går også igen som en del af Suzy Bishops dragt. I filmen hjælper farverne os til at forstå, at børn også kan være passionerede i deres kærlighed og følelser. Samtidig hjælper farverne os med at forstå, at Suzy er i den del af sit liv, hvor hun går fra at være pige, til at blive kvinde. Hun befinder sig i den transition, hvor følelserne er utæmmelige og hvor kvinden danner sine egne følelser, tanker og handlinger. Der hvor hun i filmen, som også ofte i virkeligheden, let anses som besværlig og uregerlig.

Filmens plot, kort fortalt: spejderen Sam Shakusky drages af kærlighedens og instinktets kræfter, mod Suzy Bishop og de to begynderat skrive sammen, inden de i filmen beslutter at stikke af sammen. Det skal dog vise sig, at være sværere end forventet, for de bor på en ganske lille ø og har hele øens spejder-trup, ledet af Edward Norton lige i hælene sammen med den lokale betjent, spillet af Bruce Willis, for ikke at nævne Suzy Bishops far, spillet af Bill Murray.

Her en trailer fra Moonrise Kingdom:

Selvom vi godt ved, at Suzy er en ung teenager / tween i filmen, så får hun virkelig meget power og sexdrive af de to farver. Og mon ikke de fleste drengespejdere længes efter at møde en Suzy i deres liv? En mystisk femme fatale in the making, der er fløjtende med hvad andre tænker, fordi hun hviler i sin egen bevidsthed om sin krop og seksualitet.

Det er blot nogle af de egenskaber de to farver skaber sammen, når de skaber magi på lærredet. Samtidig er de to farver meget opsigtsvækkende og tiltrækker sig stor opmærksomhed. Vi ser rødt og opfanger rødt bedre end nogen anden farve.

Næste artikel om rød og pink vil også handle om Wes Anderson og hans brug af farverne til filmlærredet. Her finder du i øvrigt en masse spændende artikler om Wes Andersons arbejde.

23
nov

propaganda og Julemanden

Julemanden er offer for et visuelt kup

Julemanden er årsag til mange sagn og skrøner, men også offer for et kup. Med god storytelling og brug af flere grundprincipper for propaganda, er det over tid lykkedes for Coca Cola, at kuppe det visuelle koncept til Julemanden.

Forbrugerens juletid kommer nok ikke sådan lige udenom den tykke, glade og vamsede fader over dem alle – Julemanden fra Coca Cola. Mange vil i samme gensyn måske også høre eller genhøre sagnet om hvordan Coca Cola definerede Julemanden som vi kender ham i dag, rød og hvid, varm og storskægget, rund og børnevenlig. Historien om hvordan Coca Cola har defineret både farver og udseende på vores alle sammens julemand som han ser ud i dag, lever stadig i bedste velgående. Især i den grafiske branche bliver historien gerne genfortalt med et glimt i øjet, fordi historien tjener som bevis for, hvor stor magt det visuelle koncept kan have. Det kan ændre hele verden.

Og det kan det helt sikkert. Men når det kommer til Coca Cola, er det snarere beviset på, hvad god propaganda kan gøre. De grundprincipper, jeg tidligere har opstillet som forslag til hvilke greb propaganda benytter, hedder:

– et visuelt udtryk
– følelsesargumentation
– påstand / slogan
– ansporing til adfærd
– gentagelse
– autoritetsudsagn

Myten om Julemanden

Thomas Oldrup fortæller i sin bog “45 myter og halve sandheder fra Verdenshistorien”, at historien om julemandens visuelle re-design som skulle være skabt af Coca Cola, er en myte. Oldrup henviser til forfatter Gerald Bowlers bog “Santa Claus: A Biography” fra 2007. For Julemanden var både rød, hvid, buttet og med stort skæg allerede inden Coca Cola tog ham ind i deres koncept. Med de rød-hvide farver og hele forhistorien om at være børnenes favorit, er han oplagt at inddrage som reklamesøjle for et produkt til børn og unge.

Selvom Coca Cola måske ikke står bag det visuelle koncept der bruges til Julemanden i dag, er det gennemført storytelling, der har solgt ideen så godt, at vi stadig hører den i omløb. Og som Oldrup også skriver i sin bog, har Coca Cola nok været med til at udbrede julemandens nye, visuelle koncept, men de har ikke skabt det. Det fandtes længe før, de hyrede illustratoren Haddon Sundblom til at inddrage Santa Claus i deres visuelle koncept.

Propaganda grundprincipper

Coca Cola julemanden følger propaganda grundprincipperne om:
– et visuelt koncept – skabt af Illustrator Haddon Sundblom – se næste afsnit.
– følelsesargumentation – altid glad, rar og munter med et smittende smil – det gode
– påstand / budskab – ofte med budskabet Drik / Drink Coca Cola
– ansporing til adfærd – igen med budskaber Drik / Drink Coca Cola
– gentagelse – hvert år til jul

Det visuelle koncept til Coca Cola julemanden er skabt af illustratoren Haddon Sundblom. Her kan du se en tidslinie for den julemand, vi kender så godt fra Coca Cola. Det er spændende at læse med, når de fortæller hvor meget Haddon Sundblom tjente på sine illustrationer. Ligesom de faktisk skriver på siden, at julemanden også var set i rødt og hvidt før de begyndte at bruge ham i deres koncept.

Fortæller du andre, at det er en myte, hvis de giver Coca Cola æren for farver og udseende på Julemanden? Det er jo Julemanden vi taler om, og hvem vil risikere at ødelægge julefreden, troen og myten?

16
nov

Julia Morgan sagde ja til opgaven

Hearst Castle idyl af Julia Morgan

Da William Hearst ville realisere sin store livsdrøm, måtte han gå fra den ene hovedrystende arkitekt til den anden. Ingen turde binde an på det overdådige projekt. Men så mødte Hearst arkitekten Julia Morgan, der sagde ‘ja’ til opgaven.

Hearst Castle er en blanding af arkitektur inspireret fra blandt andet Grækenland, Italien, England, Ægypten og fra Hollywoods filmindustri. Det en slags fusions-arkitektur, der flere steder stikker af og bliver bizar, men der er også perler imellem, som er helt unikke.

Hovedindgangen til Hearst Castle

Det særegne slot blev bygget i Hollywoods storhedstid og har haft prominente gæster som Charlie Chaplin, Greta Garbo, Clark Gable og Cary Grant. Inspirationen til mange af detaljerne, er hentet fra Hearst barndom, hvor han rejste i Europa med sin mor. Slottet er en slags blanding af hans erindringer og viden fra rejserne. Der er ikke noget less is more over Hearst Castle.

Hearst Castle udefra

Hearst Castle består af flere bygninger, her ovenfor Casa Grande, der rummer hele 115 værelser og 38 badeværelser. Her boede William Hearst med sin elskerinde Marion Davies afsides og dog ofte med huset fuld af prominente gæster fra filmens verden. Der var også besøg fra Winston Churchill og flere andre højtstående politkere og embedsmænd, ligesom også George Bernhard Shaw og Howard Hughes kiggede forbi det enorme palæ. Her en liste over de kendte, der har nydt de spektakulære forhold, den friske luft og den skønne udsigt.

Hearst Castle udsigt

En fortryllet bakke

Hearst Castle, der oprindeligt fik navnet La Cuesta Encantada (The Enchanted Hill) ligger i fantastisk smukke, naturlige omgivelser i Californien i amtet San Luis Obisbo. Det er idyllisk, overdådigt og lidt for meget. Præcist som en vaskeægte Hollywood produktion. Her inviterede avis- og medieejer William Randolph Hearst prominente gæster fra filmens verden på retreats i sit afsides og rolige palads.

Hearst Castle tennisbane

Der var alt hvad hjertet kunne begære med tennisbaner, udendørs og indendørs pools, riddersal til de store middage, solterrasser til alle sider, en smuk have, en stor biografsal, gæsteboliger og en privat zoo. Her nedenfor ses en af de mange solterrasser, der har et ganske specielt mønster i den måde fliserne er lagt op på. En blanding af flere stilarter, farver, udtryk og tekstur.

Hearst Castle solterrasse

Her nedenfor et foto af esplanaden, der løber rundt om Casa Grande som hovedbygningen hedder. Her boede Hearst selv med sin elskerinde igennem mange år. Esplanaden indbyder i sit design til en løbetur, et cykelløb, stafetløb eller blot en slentrende tur rundt i selskab med de mange forskellige planter, der udgør haven i Hearst Castle.

Esplanaden rundt om Hearst Castle

The Roman Pool

Et udstyrsstykke af pragt, overdådighed, keramikfliser, mønstre og lys. Denne pool / spa oplevelse må være enhver kvindes drøm at træde ind i. På billedet nedenfor ses udsprings-podiet midtfor til dem der ville tage en dukkert ned i den enorme pool, der er 25 meter lang og 3 meter dyb. Jeg ville gerne…..

Forbløffende smuk Roman Pool fra Hearst Castle

Det er ikke svært at forestille sig hvordan flere smukke Hollywood starletter har nydt poolen og området, der lå lidt afsides fra hovedhuset. På taget af The Roman Pool er der anlagt tennisbaner, så arealet udnyttes maksimalt. Her er der keramikarbejde for millioner af dollars og måske har Buster Keaton, Greta Garbo og Erroll Flynn taget mere end en enkelt dukkert i dette blå, univers.

The Roman Pool

The Roman Pool er også bevis på, at stilarterne af og til stak af for Heart og Julia Morgan, der rådgav og samtidig forsøgte at følge med de ideer Hearst fik. Tænk på hvad dette rum ville blive uden de hvide lamper, hvide statuer og underlige hvide vinge/bølge gelændere til trapperne op fra poolen. Det ville være smukt og stilrent uden de elementer. Men dermed ville det ikke være et Hearst-Morgan designstykke.

The Neptune Pool

Desværre var restaureringen igang på The Neptune Pool, da jeg besøgte Hearst Castle, så den var tømt for vand og i stedet fyldt med stilladser og materialer. Men der findes mange virkeligt smukke fotografier af poolen af andre gæster og fotografer – se her i en Google billedesøgning. På billedet nedenfor har jeg fotograferet omgivelserne omkring poolen.

Arealet omkring The Neptune Pool
Introbilledet til denne blog artikel viser solterrassen rundt om The Neptune Pool. Den er 32 meter lang og 1-3 meter dyb. Da den var i brug af Hearst og hans gæster, var den opvarmet.

The Neptune Pool af Julia Morgan

De kendte gæster kunne dyrke forskellige aktiviteter og nyde livet i løbet af dagen, hvor Hearst selv arbejdede, og så ville de alle mødes til middagstid og nyde en lækker middag, samtaler samt vin og andet godt inden sengetid. Spisesalonen nedenfor minder mest af alt om en riddersal. Hearst sad altid på den samme plads og var omgivet af husets prominente gæster omkring langbordet.

Spisesalon fra Hearst Castle

Hearst mente ikke, at man skulle fordrive hele sin dag væk, og derfor blev der f.eks. aldrig serveret alkohol i løbet af dagtimerne. Med intet mindre end 96 virksomheder var Hearst selv en utrolig flittig og arbejdsom herre. Hans kunst- og antikvitetssamling er imponerende i samtlige rum i huset.

Hearst Castle indenfor

Julia Morgan

Arkitekten Julia Morgan, der var freelancer med sit eget bureau, hjalp Hearst med at realisere sin store drøm, da hun gik ind i projektet. Mange andre arkitekter takkede nej til projektet, der skulle ligge på en bakketop, der ikke alene var kompleks at bygge på, men også svær at komme til med materialer og så videre. Julia Morgan, der også stod bag genopbygningen af The Fairmont Hotel i San Francisco, efter det blev ramt af et jordskælv i 1906, arbejdede sammen med Hearst fra 1919 til 1947. Her kan du læse mere om Julia Morgans arbejde og baggrund. Hun var på mange måder forud for sin tid som stærk og selvstændig kvindelige arkitekt, der turde binde an på det projekt mange mandlige kolleger takkede nej til. Projektet har sikret Julia Morgans eftermæle som en kendt og velanset arkitekt.

Julia Morgan arbejdede i starten også sammen med Hearst kone Millicent Hearst og lyttede til hendes designforslag. Snart fortrak Millicent dog til New York og Los Angeles, da Willam Hearst mere og mere åbenlyst indledte et forhold til skuespillerinden Marion Davies. De to boede sammen på Hearst Castle i mange år og tog imod gæster som par.

Nedenfor ses nogle af gæsteboligerne på ejendommen lige omkring Hearst Castle – Casa Grande.

Gæsteboliger rundt om Hearst Castle Hearst Castle gæsteboliger

Ejendommen overgik efter William Hearst død som arv til familien, der valgte at sælge det fra som en national park. I de sidste år af Hearst liv begyndte økonomien at lide under de store udgifter og han endte med at nedlægge den private zoo. Nogle påstår, at man stadig i dag kan være heldig at støde på en vild zebra i de enorme landearealer omkring Hearst Castle. Hearst havde i sin tid opkøbt landet fra områdets indianere. Hans efterkommere lever i dag af kvægdrift i området og ejer stadigvæk store mængder areal af den jord Hearst opkøbte i sin tid.

Hearst Castle udsigt

I dag vedligeholdes ejendommen af staten, der har åbnet det som en turistattraktion. Som gæst ankommer du typisk i bil til modtagelsescenteret for enden af bakken. Du kan booke din rundvisning i forvejen eller satse på at ramme en rundvisning, når du ankommer. Derefter køres grupper i busser op til slottet og rundvisningen starter. Det tager et kvarters tid i bus fra modtagecenteret til slottets indgang, og det fortæller lidt om hvor enormt et område det er. Det er ikke tilladt at fotografere med blitz eller at bruge tripod.

I højsæsonen besøger ca. 5000 gæster dagligt Hearst Castle – i lavsæsonen reduceres tallet til ca. 1000 gæster om dagen. Her finder du et overblik over de forskellige tours der kan købes.

 

03
nov

et leksikon over krisens ofre

Kriseleksikon med ofre for den økonomiske krise

Det er ikke en lille, sort bog hollandske Richard Sluijs har udgivet. Desværre!
Det er et leksikon over menneskeskæbner, der har betalt den ultimative pris i kølvandet på den økonomiske krise efter den skrupelløse Madoff svindel i 2008.

For snart et århundrede siden, i 1929, blev verden ramt af en stor finansiel krise under det store børskrak kaldet Black Monday. Dengang gik det hårdt ud over bankansatte og børsmæglere, der kastede sig selv i døden fra den høje børsbygning i skam og skyld over det store krak.

Igen i 2008 ramte en stor verdensomspændende krise da skrupelløs spekulation og svindel af Madoff fik markedet til at krakke og tog hele verden med sig i et fald, vi stadig mærker eftervirkningerne af. Denne gang havde bankerne sørget for at sikre sig juridisk og fik økonomisk hjælp fra politisk hold. Men det gjorde forbrugerne ikke. Forbrugerne har selv måttet klare sig igennem krisen med tab, der kan have store omkostninger for resten af deres liv.

Det sorte leksikon

Richard Sluijs beskriver i sit sorte leksikon, der er en Volume 1, mange af de mennesker, der har betalt den ultimative pris i krisens kølvand. For dem har den eneste vej ud af krisen, været at tage deres eget liv. Richard har samlet menneskene i en bog, der fungerer som en form for dødsannonce, hvor hvert offer for krisen er nævnt ved navn, fødsels- og dødsdato, sammen med en tekst om, hvad der skete og hvordan de begik selvmord. Det er et kriseleksikon og et selvmordsleksikon.

Nogle af ofrene efterlod et selvmordsbrev, hvor de har beskrevet den sorg og desperation, de har gennemgået, fordi de har følt skyld over deres tab og økonomiske kampe. Til sidst har de været nødt til at give op og slukke deres flamme.

Det er et vigtigt leksikon, fordi krisen har haft så store konsekvenser i mange menneskers liv, at de ikke har haft mulighed for at komme videre i deres liv. De har ikke haft mulighed for at genskabe et liv, de kunne udholde. Og det er vigtigt at huske hvilken pris, de har betalt, for det kan og vil nok ske igen.

Bogen har givet anledning til en række udstillinger, hvor bogens sider sættes op på væggen som i en kunstudstilling eller en galleriudstilling. En trist bog, men en vigtig bog af Richard Sluijs.

24
okt

farverige danskere – Poul Gernes

Farverige danskere Poul Gernes

Poul Gernes er en af de farverige danskere, der har gjort sit til at føre farverne væk fra lærredet og ind i det fysiske rum. Du kender måske hans farverige kunst fra Palads Teater biografen i København og måske også fra Herlev Hospital.

Der er drøn på farver, former og striber på Herlev Hospital, hvor Poul Gernes har stået for den omfattende udsmykning. Med tusindvis af døre i forskellige farver, farvede gulvlister, gardiner, stikkontakter, gelændere, skilte, ure og vægmalerier, er der ikke sparet på de sanselige indtryk.

Der er ikke meget klinisk hvidt og farvebeskedent over Herlev Hospital, der er udsmykket af Poul Gernes. Men det har netop været hensigten, at skabe et brag af farver og former, så vi kan mærke os selv og måske få en pause fra det, der gør ondt. Om ikke andet havde Poul Gernes en holdning til, hvordan omgivelserne kan tjene til helbredelse og healing, når vi er syge. Et fænomen der er set flere steder i dag, hvor der gøres meget for at skabe behagelige omgivelser for indlagte børn og ældre.

Desværre har jeg aldrig haft mulighed for at være til et foredrag eller en forelæsning i sygehusets auditorium, men det står højt på min liste over farveoplevelse, jeg gerne rejser efter. Auditoriet er holdt i pink og rød, der tilbage på den tid, var 2 farver man ikke kombinerede, hvis man havde smag og sans for farver. Rød og pink var underlagt en form for farvefascisme, og en fælles holdning om, at de to farver ikke måtte kombineres. Alligevel blev det de farver, Poul Gernes valgte til auditoriet, der ligeså vel kunne være endt som et hvidt og trist lokale. Jeg formoder, at netop farverne får folk til at snakke og interagere med hinanden i rummet, ganske som Poul Gernes ville det. Her nedenfor ses Palads i København, der er udsmykket af Poul Gernes og fortæller meget om hans fine sans for farver. Og at han ikke var bange for at sætte farverne fri i kreativiteten.

Palads farver af Poul Gernes

Poul Gernes har også på sygehuset arbejdet med temafarver, og givet hvert behandlingsafsnit sin egen farve. På den måde virker farven både som pejlemærke, stifinder og orienteringsfelt. Lidt i stil med den effekt Massimo Vignelli opnåede med sit ikoniske subway kort, der grafisk inddeler hver retning / linie i en farve, som Gul N linie Broadway og så fremdeles. På samme måde er Herlev Hospital ikonisk for Poul Gernes arbejde med farver og former.

Og han var ikke bange for at bruge farver, der clashede og udgjorde paletter vi ellers ikke normalt ville være tilbøjelige til at sætte sammen. Ligesom han gerne brugte hele farvepaletten og af og til sammensatte både komplekse, men også naive farvekombinationer. Det fortæller os, at han forstod farver og vidste, at farvesansen har godt af at blive udfordret lidt og strukket lidt ud af sine vante rammer. Ellers ville alle jo vælge grå og hvid….?!

Poul Gernes værker var indtil for nylig udstillet på Louisiana i Humlebæk.

06
okt

Tine Hind udstiller i Pakhus 64

Tine Hind udstiller i Pakhus 64

Da jeg gik fra kærlighedsudstillingen Love Conquers All på aros, smuttede jeg også lige forbi Pakhus 64, hvor Tine Hind udstiller under titlen Navnløs Frygt. De to udstillinger står i dyb kontrast til hinanden og alligevel finder de sammen.

Efter at have tilbragt tid i selskab med de tre islandske kærlighedskunstnere fra The Icelandic Love Corporation, insisterede jeg på, at bringe kærlighed ind i alt. Også da jeg gik ind til udstillingen af Tine Hind i Pakhus 64. Og det var måske fint i tråd med hele tanken bag Tine Hinds arbejde. Når hun undersøger frygten som tema, er det ikke kun en henvisning til de frygtelige ting, der sker omkring os, men også en henvisning til den frygt vi hver især bærer som en indre vibration eller tone.

Med den tanke nåede jeg frem til, at kærlighed måske alligevel ikke kan overvinde alt. For nogle elsker kærlighed, men andre frygter den. Måske rummer vi alle et element af frygt, når det kommer til kærlighed, for kærligheden kræver, at vi er sårbare og tør føle den frygt, der følger med den. Frygten for at miste, frygten for at den ikke bliver gengældt og frygten for at den ikke slår til – at den ikke overvinder alt. Og måske også frygten for at blive vanvittige af netop kærligheden.

Fra udstillingen Navnløs Frygt

Navnløs Frygt, hedder udstillingen af Tine Hind i Pakhus 64. Udstillingen viser nogle af Tine Hinds akvareller, men også flere træsnit, hvor hun har eksperimenteret med spit bite teknikker. En teknik, hvor kunstneren påfører syre til kobberpladen undervejs i processen. En metode kan være at male med syre, men den kan også dryppes eller duppes på.

Udstillingen er inspireret af de kvindelige soldaters liv ved fronten under 2. verdenskrig i Rusland. Inspirationen kommer blandt andet fra Svetlana Aleksijevitjs bog ‘Krigen har ikke et kvindeligt ansigt’. Tine Hind kommenterer med sin udstilling på, at mennesket ikke er i centrum og foreslår at vores fremtid måske formes af andet end vores drømme.

Et Tine Hind spit-byte værk

Pakhus 64

Det lille kældergalleri på Frederiks Allé (Aarhus) udgør ret lækre rammer for Tine Hinds udstilling. Der er lavt til loftet, masser af rør, murene er krakkelerede og måske fyldt med skimmel, spindelvævet ville overtage rummet hvis ikke det blev holdt nede, de indviklede rørinstallationer fylder rummene og lugten er sådan lidt hengemt. På en regnvåd efterårsdag kan rummet og den sanselige oplevelse sagtens bruges til at understrege et element af frygt. Uden at man helt kan sætte navn på, hvor den kommer fra, men måske er det en kombination af lugten, det visuelle, det mørke og det gamle, klamme. Og alligevel har jeg lyst til at gå tilbage, for at få lugten med igen. Måske minder det mig om min barndom på en bindingsværksgård i 4 længer med stråtag og fugt. Det er en lugt af våd kalk, mug og edderkopper.

Tine Hind udstilling af akvareller

I galleriet får de mange indtryk alligevel sanserne til at fokusere på kunsten. Det er som om sanserne bliver vakt til en mere vågen tilstand, hvor de suger farve, indtryk og motiver til sig på en mere intens måde. Det ville være en anden oplevelse på et galleri med store, hvide vægge og højt til loftet. Ikke nødvendigvis en mindre intens oplevelse – det ville blot være en anden måde at præsentere kunsten på. Måske får lokalerne alligevel udstillingen til at virke mere jordnær og tilgængelig. Det bliver til et emne, der også er aktuelt for betragteren, der kan identificere sig med kunst og emne.

Udstillingen Navnløs Frygt kan opleves i Pakhus 64 på udvalgte dage frem til 15. oktober.
Torsdag-fredag kl 13-17 og lørdag kl. 11-16.

30
sep

måske overvinder kærligheden alt

Love Conquers All detalje fra aros

Kærligheden overvinder alt – eller Love Conquers All, hedder aros udstillingen af tre islandske kunstnere, der viser både farver, optimisme og humor nok til at selv den største kyniker må lade sig varme af kærligheden for en stund.

At kærligheden overvinder alt, er en besnærende tanke. Og mon ikke der er mange meninger om netop den tanke? Den kyniske afviser køligt påstanden, den evige optimist bekræftes i sin tillidsfulde tilgang og den jordbundne tænker; “Var det da bare så vel!” Uanset giver tanken, hvis vi lader den, en gnist af glæde og et øjebliks håb.

For de tre kunstnere i The Icelandic Love Corporation  [ILC] er holdningen klar: “We need to love more”, siger de. De mener, vi distancerer os selv fra kærligheden, hvor vi i stedet burde sprede kærlighedsbudskabet.

New Nordic

Udstillingen er den tredje i New Nordic serien på aros, og denne har fokus på kærlighed, og på at involvere dig i den. Men der er også andre temaer som frygt og humor i udstillingen, der i flere værker inviterer dig med til leg og samspil. Med 3 nye værker samt et par tidligere værk, inviteres du til at  bruge dig selv aktivt og fysisk. De nye værker, der er lavet til denne kærlighedsudstilling er Desire,  Onophone og Treasure.

De tre islandske kunstnere: Eirún Sigurðardottir, Jóni Jónsdóttir og Sigrún Hrólfsdottir udgør sammen kunstner- og performancegruppen The Icelandic Love Corporation. For gruppen er det ikke vigtigt, hvem der bidrager med hvad eller hvor meget. Kunsten og værkerne er det vigtige i samarbejdet. Nedenfor ses de 3 kvinder fra ILC i værket Web, der også indeholder værket Onophone.

Kærligheden overvinder alt - Icelandic Love Corporation

It’s about taking the first step

Udstillingens første værk Desire inviterer dig til at tage skoene af og finde et par stepsko på væggen. På en tilhørende scene kan du steppe løs som en anden Fred Astaire eller Ginger Rodgers og samtidig få lidt inspiration til trin, fra en video, der kører på skærmen bag scenen. Her leges der med tyngdekraft og magnetisme, for skoene vil ikke føles helt almindelige, når først du er trådt op på scenen. Om det bliver lettere eller sværere at steppe vil måske afhænge af personen.

Stepdans på kærlighedsudstillingen på aros

Onophone

De tre kunstnere er her inspireret af bla Batman og the Batphone, der bruges til at ringe til Bruce Wayne aka helten Batman, der skal komme Gotham City borgerne til undsætning. Men værket har også følelsesmæssige referencer til fortiden, hvor kunstner trioen husker de ubehagelige følelser, frygten for den kolde krig spredte hos både børn, unge og voksne.

Onophone på Love Conquers All udstilling

Der var en fælles frygt for, at 3. Verdenskrig kunne bryde ud, når som helst. Præsidenten i både USA og USSR havde en telefonlinie – kendt som The Red Phone – til rådighed kun for det ene opkald, der ville meddele, at krigen var brudt ud. Det ville samtidig være anledning til en ordre om at trykke på knappen, der ville sende en atombombe afsted mod modstanderen. Krigstelefonen i USSR og telefonen i USA ville ringe omtrent på samme tid. Hvis den situation opstod, ville det blive alt ødelæggende. Naturligt nok skabte den viden og tanke enorm frygt og det er en del af de følelser, de tre kunstnere leger med i værket her. Samtidig er det inspireret af et værk af Yoko Ono og bruger samme tanker som hendes værk. Hun ringede til telefonen flere gange under udstillingen for at tale med gæsterne om vigtige emner. Her bruges Onophone til samme formål, men også til at skabe kontakt og få en lille hyggesnak.

Tager du telefonen, når den ringer?
De tre kunstnere vil i løbet af udstillingen ringe til den røde retro telefon, for at tale med udstillingens gæster.

Web og Treasure

Det røde Web, der lokker til fotografier og et nærmere studie, bruges til at skabe en korridor af et kæmpe spindelvæv igennem udstillingen. Web er lavet af røde og sorte nylonstrømper og skaber et spændende net af skygger, former og vinkler.

Bagerst på fotografiet nedenfor skimtes værket Treasure tæt på endevæggen i rummet. Her inviteres du op i en trampolin, så du kan hoppe op for at se værket der lokker med lys og lyd bag en væg af spejle. Værket taler til vores nysgerrighed og skal vække vores lyst til at se, hvad der gemmer sig bag muren af spejle.

Onophone på Love Conquers All udstillingen

Love Conquers All af ILC kan ses på aros frem til d. 22. januar 2017

 

25
sep

videokunst på Copenhagen Contemporary

Copenhagen Contemporary installationskunst

Copenhagen Contemporary er åbnet på Papirsøen med en samling af installations- og videokunst og med entré priser, hvor alle kan være med. Den nye Inderhavnsbro, gør stedet let tilgængeligt for de klimavenlige gæster.

Der er flere måder at ankomme til Papirsøen og Copenhagen Contemporary, nu hvor der er kommet et par nye broer, der gør tingene lidt lettere for de gående og cyklende. Vil du have frisk luft og god komfort uden selv at skulle arbejde for det, kan du også tage til Nyhavn og leje en cykeltaxi.

Jeg tog turen fra Hovedbanegården til fods over Langebro, fordi udsigten er god fra broen og den gav mig adgang til at vandre henover Olafur Eliassons Cirkelbroen på vej mod Knippelsbro og Inderhavnsbroen. De nye broer er fascinerende, men Knippelsbro kan også noget med sin kompakte og sikre stil. Cirkelbroen er både innovativ og på samme tid arkitektonisk smuk. At kalde Inderhavnsbroen smuk, er nok så meget sagt, for den er sådan set meget interessant på afstand, men lidt klodset, når man kommer tæt på. Den er ihvertfald anderledes og tjener sit formål – at lede gående og cyklister over kanalen. Den starter for enden af Nyhavn og munder ud på den anden side af kanalen ved noma. Da jeg allerede befandt mig på noma siden, gik jeg selvsagt først over Inderhavnsbroen efter mit besøg ved Copenhagen Contemporary.

Yoko Ono udstilling på Copenhagen Contemporary

Yoko Ono

Blandt udstillingerne på Papirsøen, er Yoko Ono med Wish Tree Garden i en udendørs installation, hvor du kan skrive dit højeste ønske på en lap papir og dernæst binde det fast på et af de opstillede træer.

Sæt dit ønske på et træ i Wish Tree Garden

Træerne er som en del af Yoko Onos koncept, lokale træer som vi normalt ville se i den danske natur. Der er syren, æble, birk og bøgetræer imellem de træer, du kan sætte dit ønske på. Når udstillingen er slut bliver alle ønsker sendt til Island og begravet ved en søjle af lys til minde om John Lennon.

Pettersen og Hein på Copenhagen Contemporary

Pettersen og Hein

Hvis vejret er til det, er der rig mulighed for at nyde omgivelserne på Papirsøen omkring en af de tretten betonbænke, Pettersen og Hein har skabt til udstillingen. Alle tretten bænke har den samme form eller samme design, for de to kunstnere skaber med både kunst og design som fokus omdrejningspunkt.

Indfarvet beton af Pettersen og Hein

Da Pettersen er kunstner og Hein er møbeldesigner, er det en del af deres varemærke. Hver bænk har dog alligevel fået sit eget særpræg via forskellig indfarvning i betonen.

Bruce Nauman på Copenhagen Contemporary

Bruce Nauman

Som en del af Bruce Nauman installationerne er Green Light Corridor – en ganske smal gennemgang med friske grønne neon belyste vægge. Du opfordres til at tage en tur igennem installationen, der nok vil få lidt følelser og hjertebanken frem i de fleste. Der er ikke tale om, at gå igennem installationen, men nærmere kante sig igennem eller sådan trække sig ind til en mini-udgave af sig selv og så ellers komme igennem på bedste beskub. Gennemgangen er ret smal. Ubehaget startede for mig først i midten, hvor det gik op for mig, at jeg egentlig gerne ville ud, men nu havde lige langt tilbage som frem.

Der er en hel række andre værker af Bruce Nauman, bl.a. Good Boy Bad Boy, der er ganske underholdende at overvære. Ligesom flere af hans andre værker er ret humoristiske.

Ragnar Kjartansson på Copenhagen Contemporary

Ragnar Kjartansson

Den islandske kunstner Ragnar Kjartansson viser også både humor, uhygge og finuligheder med sine installationer. Flere af hans værker undersøger og leger med gentagelser. Der er scenen med en kvinde der svømmer i en lille rektangulær pool imens hendes hun løber fra den ene ende til den anden og gør hende ind i hovedet. Det kunne have været en scene i indtil flere film fra 50’ernes og 60’ernes Miami, og have skabt en fantastisk scene. Der er også de ret uhyggelige små piger, der leger i parken ved en bygning og kunne være taget ud af en gyserfilm. Der er ikke noget uhyggeligt over scenen og det der sker, men selve stemningen er uhyggelig. Ligeså uhyggelig og fascinerende er det brændende hus, der opsluges af flammer, som en del af ni værker, der udstilles under navnet: Scenes from Western Culture.

A lot of Sorrow med The National

Der er også mulighed for at se og høre den legendariske MoMa PS1 livekoncert på 6 timer og 9 minutter med A lot of Sorrow af The National på repeat. Den er indtil flere besøg værd alene for at se den transformation, der foregår undervejs. Transformationen er ikke vild og intens, men den er til stede i mange små detaljer og den er spændende at observere undervejs.

Læs også om The National projektet A lot of Sorrow i denne blog artikel, der kun handler om det projekt.

Copenhagen Contemporary på Papirsøen

Om udstillingen

Installationerne på Copenhagen Contemporary er spændende og bestemt et besøg værd. Udenfor er de installationer, der kan benyttes aktivt som bænkene af Pettersen og Hein samt Yoko Onos Wish Tree Garden. Inde i bygningen finder du i denne første udstilling primært videokunst. Og det er spændende, men samtidig bliver det også let overvældende. Jeg vil derfor foreslå flere besøg på museet, så der er tid til at opleve alle værkerne og måske dvæle ved dem, der vækker mest interesse, eller ubehag om man vil.

Pettersen og Hein samt Yoko Ono kan opleves til 31/12 2017
Ragnar Kjartansson kan opleves frem til 5/2 2017
Bruce Nauman kan opleves til 22/12 2016

20
sep

farverige danskere – Marie Gudme Leth

farverige danskere - Marie Gudme Leth

Marie Gudme Leth fandt sin store passion indenfor tekstiltryk og udviklede igennem livet sine grafiske tryk. Fra en naiv og enkel stil, blev hendes tryk mere komplekse, detaljerede og farvemæssigt udfordrende. Hun var en sand pioner.

Designmuseum Danmark har henover sommeren vist flere af Marie Gudme Leths smukke tekstiltryk. At se så mange af hendes tryk samlet, gør det lettere at fornemme de forskellige perioder, der har præget hendes arbejde. Samtidig må man unægteligt lade sig bjergtage af hendes åbenlyst talent og evne til at flytte sig kreativt, for at passe ind i tiden – måske i flere tilfælde ligefrem være forud for sin tid.

Marie Gudme Leth tryk på Designmuseum Danmark

Hun var enormt stærk i sine grafiske tegneteknikker, men også i sin evne til at blande farver til sine tryk. De grafiske linier i hendes tryk var til en start ret enkle og naive som var det et vektorbaseret ikon, der blev trykt på tekstilerne. Også farverne var enkle og holdt i blot 1 farve: blå, brun eller grøn.

Marie Gudme Leth med tidlige tryk

Ligesom vi ser grafikere og designere miste rettigheden til deres eget arbejde eller navn i dag, mistede Marie Gudme Leth også retten til at bruge egne design, mønstre og farveblandinger i et par år. Da hun forlod posten som formand i Dansk Kattuntryk, mistede hun sine kunstneriske rettigheder for en 3-årig periode. Men hun fortsatte sit arbejde og startede sit eget værksted.

Marie Gudme Leth med mere komplekse tryk

Både hendes naive tryk og naive grafiske vektor-agtige ikon-stil, men også de mere komplekse og farverige udtryk i de senere tryk, fungerer fint i dag. Det er meget tidløse design og dog har hun helt bestemt været så fremsynet i sin stil, at hun har arbejdet både farvemæssigt og stilmæssigt udover sin egen tidsalder. Med udstillinger ved flere verdensudstillinger har hun vist sit åbenlyse talent. En ganske anselig del af talentet er naturligvis hendes tegneteknik, men i væsentlig grad også hendes evne til at arbejde med farver.

Marie Gudme Leth blev født i 1895 og døde i 1997. Hun levede altså et langt, dedikeret liv med tekstiltryk som sin store passion. Som det fremgår af eksemplerne på Designmuseum Danmark, er hendes evner til at udvikle og sammensætte farver så gode, at mange af hendes tryk fungerer fint også i dag. Tag de let karry-brændte farver fra hendes indiske tryk, men også æblerne, der ses til højre i fotografiet ovenfor. Det er farver, der fungerer fint til vores designstil i dag.

Du kan se Marie Gudme Leth udstillingen på Designmuseum Danmark frem til 25. september.

15
sep

ét begreb sammenfatter David Bowie

David Bowie var kunst

David Bowies død var i nyhederne tidligt den morgen han døde. Vi skulle til Spanien og havde ikke meget tid, alligevel fandt vi os selv sidde og stirre tomt ud i rummet. David Bowie kan sammenfattes i et enkelt begreb; kunst.

Mit første møde med Bowie var igennem sci-fi filmen The Man who Fell to Earth. Jeg har nok været 12-13 år, for jeg kan huske, at jeg kunne nå op til voksenspejlet på badeværelset i det kollektiv, jeg voksede op i. Her prøvede jeg at forestille mig, hvordan jeg ville se ud uden øjenbryn og vipper.

Scenen fra The Man who Fell to Earth, hvor Bowie som Thomas Jerome Newton, står på badeværelset og skifter sit ham til rumvæsen, var på flere måder uhyggeligt og det satte dybe spor i mig. Det er voldsomme scener, hvor han tager de øjne ud, der dækker for hans alien øjne, tager sin brystvorter af og virker endnu mere uhyggelig. Scenen skræmte mig så meget, at jeg ikke interesserede mig for Bowie de næste mange år. Heller ikke hans musik. Udover selvfølgelig de hit, der var uundgåelige at høre i radioen og langt senere på natklubberne.

Det næste møde med David Bowie blev Merry Christmas Mr. Lawrence, hvor jeg forelskede mig lidt i David Bowie. Her finder du et klip fra Merry Christmas Mr. Lawrence på Youtube, der viser præcist hvorfor det er helt umuligt ikke at blive forelsket i Bowie i filmen. Det er et stort øjeblik, hvor han kysser sin undertrykker. Filmen er stadig en af mine yndlingsfilm.

Musikken er i øvrigt også ganske fantastisk i filmen. Den er komponeret af instruktøren Ryuichi Sakamoto, som du kan opleve med det gennemgående nummer i filmen i en klaverudgave her: (eller find den originale sound fra filmen her via youtube)

For mig gik mødet med David Bowie – eller introduktionen til ham og hans musik via hans film. Dernæst kom musikken mere og mere til at betyde noget. Men det er hans første film, der vakte min største afsky og min største interesse for ham som kunstner. Hele filmuniverset og teaterlivet, har præget hans stil og evne til at gå ind i forskellige karakterer og blive i dem, indtil han følte trang til at skifte karakter. Det er smukt! Nogle kan mene, det er falskt, for hvornår oplevede vi så den virkelige David Bowie? Måske i hans sidste album Black Star? Eller var det også en karakter? Uanset var han stilikon indenfor mode, design, kultur, musik….. han var indbegrebet af kunst.

Fredag aften er der David Bowie foredrag på Dokk1. Foredraget holdes af Jan Poulsen, der har skrevet bogen: David Bowie Starman 1947-2016.